Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Gennem de foregående afsnit har vi fået indtryk af, at "jeget" er den inderste årsag til alle frembringelser, både inden for det enkelte individs livsområde: dets organisme, bevidsthed og handlinger, men tillige i naturen og universet, hvor alle skabeprocesser udspringer af det guddommelige "jeg". Denne universelle Guddom er summen af alle levende skabninger, og den guddommelige skabelse vil altid formidles gennem de skabninger, hvis øjeblikkelige organisme og psykiske udviklingstilstand gør dem egnet til at befordre den pågældende skabelse. Når vi sondrer mellem Guds frembringelser og individets frembringelser er der i virkeligheden tale om en kunstig skelnen, idet ethvert individs skabende aktivitet samtidig er Guds og har rod i samme "jeg". Dette "jeg", som Martinus også kalder det "guddommelige noget", er den inderste årsag til alle fænomener i tidens og rummets verden. Det betyder, at dette "jeg" og dets aktivitet ikke har andre årsager, men er, hvad Martinus kalder den "årsagsløse årsag". Det "afviger fra stoffet eller materien og de herved forbundne energier derved, at det ikke som disse er en virkning af noget forudgående, men derimod udelukkende kun kan være "årsag" til noget efterfølgende." (L. B. II stk. 565). Med den "årsagsløse årsag" er vi kommet ind til et "noget", som eksisterer hinsides tid og rum og er bevægelsens, rummets og tidens egentlige skaber. Som tidligere nævnt kalder Martinus også dette "noget" for "X 1" eller "noget nr. 1", fordi det er hævet over alt andet eksisterende. Alle bevægelser og livsytringer er virkninger af dette "nogets" udtryksformer uden i sig selv at kunne repræsentere dette "noget", som altid eksisterer bagved sin udtryksform.

Udtrykket "årsagsløse årsag" kan imidlertid godt give nogle logiske eller teoretiske problemer for mennesker, som er oplært i den naturvidenskabelige tænkning, fordi man er vant til, at alle årsager er relative og ikke absolutte. (Se L. B. III, stk. 705). Man er således vænnet til at arbejde med årsagskæder, der ikke synes at have nogen egentlig begyndelse. Den gamle gåde: "Hvad kom først, hønen eller ægget?" illustrerer den fundamentale erfaring, at enhver ting har sine materielle forudsætninger. Lige så fundamental som selve årsagssætningen: at samme årsag giver samme virkning, opfattes dens generelle gyldighed: at enhver årsag er en virkning af en forudgående årsag.

Fremhævelsen af "jeget" som værende en årsagsløs årsag bryder med denne endeløse determinisme og bekræfter menneskets erkendelse af sig selv som vælgende og skabende i forhold til livets muligheder. Men samtidig giver den "årsagsløse årsag" naturvidenskabeligt orienterede mennesker et logisk problem, idet det forekommer disse uforståeligt, at noget, som ikke selv kan differentieres, kan give differentierede virkninger. Man mener, at der må være en årsag til, at det forskelsløse "jeg" udfolder sig forskelligt til forskellig tid og på forskelligt sted. Hvis man prøver at henføre den udslaggivende årsag til forskellig tid og sted, løber man imidlertid på ny ind i den endeløse determinismes tankegang, idet det da på ny er tidsrumlige fænomener, altså materielle forhold, som gøres til den egentlige årsag, hvorved individet bliver en robot og enhver valgfrihed en illusion. Man kunne også fristes til at opfatte "jegets" skabeevne, "X 2" eller "noget nr. 2", som den forskelsfaktor, der medfører "jegets" forskellige aktiviteter, men som vi senere skal komme ind på, er skabeevnen et "noget nr. 2", som ikke står over "jeget", men under dette, og er dets redskab i livets skabelse.

Hvis "jeget", som Martinus fremhæver, er livets og tilværelsens absolut højeste faktor, og samtidig, som det også er underbygget, er u-differentieret og forskelsløst, må man anerkende begrebet den "årsagsløse årsag" som noget enestående, der intet sidestykke har i nogen som helst underordnede livsprocesser, der kan gøres til genstand for videnskabelig forskning, men alene gør sig gældende i den oprindelige eller primære skabelsesakt, hvorved det ubevægelige og tidløse "jeg" bliver til bevægelse, tid og rum.

At "jegets" skabelse af bevægelse, tid og rum er enestående, betyder, at denne skabelsesproces ikke kan sammenlignes med de fysiske, kemiske eller biologiske årsagskæder, man prøver at beskrive i naturvidenskaben. Disse årsagskæder burde snarere betegnes som virkningskæder, idet de beskriver en række virkninger, som erfaringsmæssigt har en kausal sammenhæng, men hvis egentlige årsag man ikke kender, nemlig det forskelsløse "jeg" eller det "guddommelige noget". Det, man normalt benævner årsag og virkning, er i virkeligheden rækkefølgen af skabeimpulser, som kommer fra "jeget". At videnskaben kun har sin opmærksomhed rettet imod denne rækkefølge af impulser eller skabte virkninger er ikke mærkeligt, da det er ved at kortlægge disse, at den har fået sin viden om stoffernes natur og reaktioner. Den naturvidenskabelige kausale tænkemåde er imidlertid blevet til en vane, der hindrer de pågældende mennesker i at se, at kausaliteten har sin begrænsning, når det gælder om at forklare den fundamentale skabelsesakt, hvorved stilhed bliver bevægelse, evighed bliver tid og uendelighed bliver rum. Martinus: "De (videnskabsmænd) er i kraft af denne deres dogmatiske indstilling endnu bundet i den endeløse årsags- og virkningskæde, hvoraf ingen som helst forsker nogen sinde kan blive fri, før han indtil trivialitet har opdaget denne sin march på stedet og af hele sit hjerte hungrer og tørster efter en anden facitart, der virkelig kan give løsning på den kendsgerning, som de andre facitter evigt vil lade uberørt, nemlig: selve livet." (L. B. III stk. 705).

Hvis nogen vil hævde, at tanken om denne "årsagsløse årsag" er i strid med logikken, må man anføre, at "jeget" er en "højere" faktor end logikken og derfor ikke kan dikteres af denne. Da en af "jeget" skabt ting kan være mere eller mindre logisk eller hensigtsmæssig, er logik således en af "jegets" frembringelser og kan ikke i sig selv bringes i anvendelse overfor sit ophav. Martinus: "Denne logik udgør altså noget, der ligger over bevægelserne. Men da vi fra vort eget liv erfarer som kendsgerning, at logik ikke kan eksistere som en selvstændig egenskab, men fremtræder som en evne ved et "noget" i os selv, der oplever bevægelserne og igen ønsker at gribe ind i disse, bliver dette oplevende og ønskende eller begærende "noget" forud for logikken." (L. B. III stk. 672).

I tidligere afsnit er det fremhævet, at årsagsloven er både videnskabens og hverdagslivets hovedhjørnesten. Martinus har ligeledes gjort gældende, at alle naturens stoffer og energier hver især reagerer på grundlag af deres øjeblikkelige natur og tilstand. Det er gennem erfaringerne fra denne daglige omgang med mange forskellige kræfter, at mennesket har udviklet sin viden og intelligens, da viden er det samme som kundskab om regelmæssigheder. På den anden side er det i foregående afsnit ud fra Martinus analyser pointeret, at kausaliteten i tilværelsen ikke må opfattes som en endeløs årsags- og virkningskæde, men at alle stadier i livsfænomenernes fremkomst er virkninger af samme årsag, "jeget", der således er en "årsagsløs årsag". "Jeget" skal således opfattes som den egentlige årsag til naturens timelige lovmæssigheder. Hvordan kan de to synspunkter forenes: at naturens lovmæssigheder er en realitet, som vi kan lære af, og at denne lovmæssighed skabes af "jeget" i det levende væsen? Der er tilsyneladende tale om et paradoks, men også kun tilsyneladende. Et nøjere studium af Martinus analyser vil vise, at forklaringen er at finde i fremstillingen af talentkerneprincippet, som er en væsentlig del af "jegets" skabeevne, der allerede antydningsvis er nævnt som det redskab, hvormed "jeget" udfolder sig i tid og rum. Da denne evne samtidig løser problemet om omfanget af det levende væsens såkaldte frie vilje, er det naturligt, at næste hovedafsnit i denne fremstilling må dreje sig om det levende væsens skabeevne.