Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I en Samtale, jeg en Dag havde med Martinus, sagde jeg: "Det er saa mærkværdigt med "Livets Bog", for jo mere man læser i den, jo mere opdager man, hvor overordentlig levende den er, hver Gang jeg begynder forfra, siger jeg til mig selv, at nu skal den læses langsomt og med grundig Eftertanke, og hver Gang sluger jeg den med en usvækket Nyhedsinteresse." Hertil svarede Martinus: "Netop, – Livet taler jo stadig til een, og for hver Gang man læser det, opdager man, naa – saaledes skal det forstaas og saaledes det."

Ved Gennemlæsningen af 5. Kapitel, Bevidsthedskategorierne, slaar ovennævnte Samtale ned i mig – naa – saaledes skal det forstaas, og da det maaske kan interessere en eller anden, er hermed nogle Linier om de Tanker, jeg derved fik.

Vi lærer gennem Symbolet om de tre store Grupper: Følelse og Intelligens i Ligevægt, Følelse i Overvægt og Intelligens i Undervægt, samt Intelligens i Overvægt og Følelse i Undervægt. Vi hører disse nævnt saa mange Gange sammen med saa mange andre Begreber, X 1 – 2 – 3, Udviklingsspiraler, lys og mørk Udstraaling, det guddommelige Skabeprincip o. s. v., saa man tilsidst næsten umærkeligt er kommet dertil, at det ligesom er blevet noget – udenfor – en selv, der er blevet til Begreber, til Tegninger med skønne Farver, kort sagt noget udvendigt. Her var det, at det pludseligt gik "organisk" op for mig, at alle disse Ting ikke alene er Symboler for Livet, men er klare og rene Udtryk for det Liv, vi hver især repræsenterer, det er noget – indenfor – der tales om. Naar jeg siger, at en Ting gaar organisk op for mig, mener jeg, den Opfattelse, hvori Intelligens og Følelse tilsammen danner Billedet. Alting kan jo forstaas paa tre Maader, den rent intelligensmæssige, den rent følelsesmæssige, og endelig den, hvor disse to Opfattelser smelter sammen til een, hvor man føler Sandheden i sit eget Blod.

Vi drager nu ud i Livet med denne Viden som Ballast, og da jeg personlig repræsenterer Typen med Følelsen i Overvægt, kigger vi lidt paa vore Medvæsener med Følelsens Briller paa, og navnlig paa os selv, og saa viser Symbolets Livskraft sig saa overvældende, at man undres over, at det kan siges saa koncist.

Færdselssignalet skifter fra grønt til gult, til rødt. Der dæmmes pludselig op for en stadig rindende Strøm. Her tager den følsomme straks Anledning til Klage over sin afbrudte Frihedsfornemmelse, hver Nerve sitrer efter igen at træde Speederen eller Pedalerne, og inden det gule Lys ved næste Omskiftning har forandret Kørselsretningen, er vore dampende Følelsesgemytter midt ude paa Kørebanen. Se paa Sundbaadene om Søndagen, hvor det næsten er livsfarligt at komme med paa Grund af en saa intens Følelse af ikke at kunne komme til, en Følelse, der er lige ved at skubbe ens Medvæsener i Havnen. Se Kampen om Hjørnepladserne i Kupeerne. Se Kampen om først at faa Overtøjet paa i Teatergarderoben, efter at man har tilbragt 2 à 3 Timer paa Nydelsen af det fremførte, men disse aah – saa dyrebare 5 Minutter. Se paa den oversensible, der ikke nænner at røre sine Møbler, som praktisk talt er mere Udstillingsgenstande end Brugsartikler. Se den pinlige Akkuratesse, visse Mennesker viser overfor alle Ting, der netop skal staa, ligge og hænge paa en ganske nøjagtig Maade. Se paa den Tid, der ofres paa at finde ud af hele "Etiketten"s rette Overholdelse, Indbydelse, Paaklædning, Tiltaleform, Middagssammensætning med passende Vinsorter, o. s. v. Læg Mærke til den Overfølsomhed overfor bestemte Lyde, som f. Eks. plager den søvnløse. Vedkommende ligger ligefrem og venter paa Lydens stadige Gentagelse, for tilsidst oprevet og ærgerlig at erklære denne Nat for ødelagt. Se paa den, hvis Planer pludselig skal ændres, hvordan hele Nervesystemet reagerer. Se paa Manden, der aldrig bliver færdig med at ordne eller se efter det ene eller det andet. Ja – De forstaar sikkert selv at supplere alle disse Eksempler op med Tusinder af andre, men det er jo ikke nødvendigt for Forstaaelsens Skyld. Det, der er Hensigten med disse Eksempler, er jo kun at vise disse Følelsesudslag i det praktiske Liv.

Endvidere er der denne stadige, nagende og sønderslidende Uro overfor, hvad andre tænker og føler om een. Her spiller Stemninger og Fornemmelser i den følsomme for fuldt Orkester, her bølger alt frem og tilbage i snart svære Dønninger, snart blide Kluk mod Bredden, men altid i Uro og Angst. "Man kan da tælle og lægge sammen", siges der. "Man kan da selv se, høre, føle og fornemme." Ak ja – men hvad nytter det hele, naar man tæller og lægger Størrelser sammen, som kun findes i ens egen Bevidsthed, saa skal Regnestykket jo blive forkert.

Den følsomme er som en hurtig optagende fotografisk Plade, der skal saa uhyre lidt til, at den bliver overeksponeret. Og det, der gør Sagen dobbelt svær, er, at han i hvert enkelt Tilfælde føler det som sin absolutte Ret at drage de og de Slutninger, fordi han føler det i Blodet som en Sandhed, uvidende om, at hans Syn er stækket, at han er blevet nærsynet. Der kommer intet Perspektiv i Opfattelsen, og som Følge deraf heller ikke i Bedømmelsen, alt ædes op i Begejstringens hellige Ild eller Mismodets nagende Ormegnaveri.

Hvad er saa Aarsagen hertil? – For megen Følelse og for lidt Intelligens. Det gælder om at faa disse to til at binde hinanden, til at gaa Haand i Haand, til gennem en indbyrdes Afbalancering at lade alt fremtræde i Visdommens rolige og klare Skær.

Man skal med andre Ord mere og mere bruge sin saakaldte sunde Fornuft, sin Intelligens.

Stopsignalet er jo en Sikkerhedsforanstaltning og ikke et Irritationsobjekt. – Er den opfattes som. Det er med andre Ord modsat Fald maa man lade Sejlturen i Stikken og lave Søndagsprogrammet om. – Det er jo ikke en Nødvendighed for Rejsen at sidde i Hjørnet af Kupeen, selv om det muligvis er det rareste. – Angaaende Møbler og Orden menes naturligvis ikke, at man skal være ligeglad, tværtimod, men "ordentlig" Brug af Møblerne maa være Maalet, ikke hensigtsløs Skamfering. Et Arbejds- eller Spisebord skal dog ikke pakkes ind, hver Gang man skal benytte det til dets naturlige Formaal, det kommer da let til at virke som et "Overtræk til en Sofaskaaner". Orden skal der være i alt og overalt, fordi det simpelthen er det mest praktiske, men den maa ikke udarte sig til Pedanteri, der tilsidst bliver en næsten uoverkommelig Byrde for sit Ophav. – Hvorfor staar den søvnløse ikke op og binder Vindueshaspen fast i Stedet for at lade sig irritere, eller hvis det er Naboens, da at sige til sig selv: – "Naa, det er kun et Vindue, der ruskes lidt af Vinden, det betyder jo ikke noget." – og efter denne Konstatering slumre blidt ind. Det gælder om at komme paa "Talefod", blive "fortrolig" med Tingene, og Irritationsmomentet er som blæst bort. Ligesaa med Planændringer. En Plan er jo noget, man har udtænkt for hurtigst og bedst at naa et bestemt Maal, hvis denne skal ændres, er Spørgsmaalet blot, om Ændringen er mere presserende eller bedre udtænkt, og her ud af drages ved rolig Eftertanke en ny Kombination eller blot en Tidsforskydning, som aldeles ikke behøver at være noget i sig selv irriterende. – Sidstnævnte Punkt –: Følsomheden for andres Udsagn – har jeg for mit eget Vedkommende modarbejdet paa følgende Maade:

Da alle levende Væsener hver især følger egne for dem afpassede Interesser og som Følge deraf faar en Erfaringsdannelse, der efterlader en bestemt Opfattelse af Livets Foreteelser, er det givet, at den samme Ting ikke er, hvad den virkelig er, men er det, den opfattes som. Det er med andre Ord umuligt at staa, ligge, sidde eller tale andre tilpas, fordi Opfattelsen stadig er Forvandling undergivet. Man kan med andre Ord ikke helt hente nogen reel Rettesnor udefra. Saa maa man vende sig indefter, og her bekræfter saa Livets Lov sig atter – "Som et Menneske saar, saa skal det høste", eller "Vær mod andre, som du vil, at de skal være mod dig." Man maa med andre Ord arbejde paa i sig selv at gøre alt med Omtanke, med Hensigt, og altid i Kærlighed, d. v. s. til det bedste for den eller dem, det i Øjeblikket drejer sig om. Man maa vide med sig selv kun at saa godt, og dette maa gøres saa langt ens Viden og Erfaring naar, længere kan ingen naa. Bevidstheden om at være i Kontakt med selve Loven vil da lidt efter lidt bringe Ro i ens eget Indre, og en skønne Dag opdager man, at det Lys, som Martinus har skænket os gennem sit uegennyttige Værk, begynder at lyse i een selv, og da bliver man det, som alle længes mod, Lysbærer.

Det, at man ikke kan hente nogen reel Rettesnor udefra, maa absolut ikke opfattes paa den Maade, at alt, hvad man hører, skal lades upaaagtet, tværtimod, alt maa tages op til Revision, man maa veje pro et contra i enhver Sag, men for hver Gang, man opdager, at der foreligger en Vrangopfattelse af det skete, maa man enten lade den ligge, til vedkommende bliver moden til den rette Forstaaelse, eller man maa søge paa en rolig og klar Maade at faa den drejet rundt til den rette. Livets Oplevelse er jo stadig en Vekselvirkning mellem to Former for Energi – indefra og udefter – og – udefra og indefter –. Den, som stivner i en bestemt Opfattelse af alt og alle, er jo en slumrende Bevidsthed, er død.

Nu er der maaske mange, der vil spørge, om man da aldrig maa blive begejstret eller sorgbetynget. Jo – i Sandhed, ellers taber Livet jo sin Kolorit, og i øvrigt kan vi vist overhovedet ikke undgaa det, men vi maa aldrig nogensinde "tabe Hovedet" hverken i Begejstring eller Sorg. Ens Omgivelser maa ikke blive generet af de Følelser, der i Øjeblikket har bemægtiget sig en. Da Følelsesenergien jo er den fundamentale i det kommende Menneskerige, er denne selvsagt i Tiltagende hos alle, og en Tilværelse uden denne vilde jo være en Maskintilværelse, men den skal blot køres med Intelligensens stærke Tømme.