Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For alle mennesker med undtagelse af de såkaldte indviede er livet et mysterium. Ja, for alle de uindviede er disse "indviede" væsener også et mysterium, som de har vanskeligt ved at tro på. Mange mennesker vil absolut påstå, at disse væsener lever i en indbildt verden, en fantasiverden. Men da det trods alt er disse væsener, der altid har skænket menneskeheden dens virkelige kulturfundament og den moralbasis, der danner grundlaget for en menneskelig væremåde, har man aldrig kunnet og vil aldrig komme til helt at ignorere disse indviede væseners særlige mentalitet og opfattelse af livet. Man har kaldt dem "mystikere", fordi de har afsløret mentale egenskaber, det almene menneske ikke er i besiddelse af, og som det slet ikke kan fatte eller forstå uden at være på et vist udviklet intellektuelt stadium.

Menneskene på jorden kan inddeles i to kategorier, de indviede og de uindviede, og af disse udgør den førstnævnte gruppe kun et meget lille antal væsener i forhold til den anden. De indviede mennesker på jorden er endnu kun et lille antal, og hvis der er tale om totalt indviede væsener, virkelig fuldkomne mennesker, ville man, selv om man regnede med alle dem, der gennem tiderne har levet på denne klode, ikke nå længere end til et étcifret tal. Det er en meget lille procentdel, når man nu ved, at jordens samlede befolkningstal i dag skrives med et ticifret tal. Der har dog levet en del mennesker, som har haft lokal indvielse, dvs. en mere eller mindre kunstig indvielse af begrænset art, som i fortiden blev givet til kvalificerede mennesker, der var udset til at være ledere og førere for en stor gruppe medvæsener. Alle de væsener, som, før kongeprincippet degenererede, blev indviet, salvet og kronet til konge, var sådanne lokalindviede væsener, der var indviet i visse psykiske foreteelser, som det var nødvendigt at have kendskab til for på bedste måde at styre og vejlede de dem underlagte folkeslag og føre dem videre i udviklingen henimod en kommende indvielse i fremtiden. Indvielsen til konge var ikke ensbetydende med, at disse væsener fik kosmisk bevidsthed eller opnåede den bevidsthedstilstand, hvor de blev "ét med vejen, sandheden og livet". De opnåede at få udviklet visse psykiske evner og kontakt med den åndelige verden og blev derved i stand til at se på livet og menneskene i et større perspektiv. De kunne se, hvornår de skulle være strenge, og hvornår de skulle være kærlige for at gavne deres undersåtter, som så op til dem som repræsentanter for Gud eller guderne.

Den virkelige indvielse eller oplevelsen af kosmisk bevidsthed kunne i disse fjerne tider ikke opleves på jordkloden; de få væsener, som havde denne indvielse, havde oplevet den på andre kloder, der var længere fremme i udvikling end jordkloden. Først efter at et sådant totalt indviet væsen, hvis væremåde var en organisk, fuldkommen næstekærlighed, havde været inkarneret blandt de jordiske mennesker, ikke som konge, men som et væsen, der tværtimod kom til at slutte sin forholdsvis korte jordiske tilværelse i den største ydre fornedrelse, er det blevet muligt for de jordiske mennesker, ved at tage hans liv og væremåde som forbillede, engang i fremtiden at nå frem til den psykiske og fysiske tilstand, hvor de bliver "ét med Faderen". For disse totalt indviede væsener er kærligheden ikke ægteskabs- og parringskærlighed, men total næstekærlighed, en kærlighed, som bevirker, at de hellere selv vil lide, end at deres næste skulle lide, ja, at de er parat til og ikke bange for at gå i døden, hvis de derved kan medvirke til at skabe bedre udviklingsmuligheder og livsvilkår for andre levende væsener.

For vestens nationer står verdensgenløseren Kristus som et sådant totalt indviet væsen. Hans indvielse overstråler langt den indvielse, som fortidens indviede konger og ypperstepræster sad inde med. Ja, så høj er denne kristusindvielse eller kristusmentalitet, at den ikke på nogen som helst måde kan overgås. Ingen kan komme højere end at opleve sig fuldkommen ét med livet, ét med verdenslovene, ét med medvæsenerne eller næsten, ét med livsvejen, livssandheden og dermed med selve livets ophav, Guddommen eller Faderen. At den væremåde og de udtalelser, der udgik fra en sådan mentalitet, går han over hovedet på alle de mennesker, der i dag har bevidstheden fuld af materialistisk viden og kun er koncentreret på oplevelser fra det sanseområde, hvor de oplever gennem fysiske sanser, er forståeligt. De lever i virkeligheden i to verdener, men da de har lukket af for den ene, ved de det ikke og tror, at de kun er fysiske væsener. Engang havde de forbindelse med den åndelige eller psykiske verden gennem troen og deres religiøse instinkt, og de var dengang på en måde mere kosmisk levende væsener. Derfor kunne Kristus også sige: "Salige er de enfoldige, thi himmeriges rige er deres".

De blindt troende væsener inden for alle religionerne lever på resterne af et tidligere kosmisk spiralkredsløbs kosmiske bevidsthed, der virker som religiøst instinkt. Men denne energiudfoldelse har som al anden energi sit kredsløb at følge. Ethvert kredsløb har sin udvikling frem mod kulmination og derefter en gradvis degeneration, der fører mod en latent tilstand, hvorefter et nyt kredsløb begynder. Gennem det religiøse instinkt får vi en slags udødelighedsbevis, idet denne degenererende faktor i menneskets bevidsthed engang må have været i en kulminerende tilstand eller fuld udfoldelse. Mennesket har altså engang levet i en tilstand, hvor det var hundrede procent kosmisk levende, og hvor dets forhold til den åndelige virkelighed ikke blot var et instinkts mere eller mindre automatiske funktion, men en dagsbevidst detaljeret livsoplevelse. Altså det, der i Bibelen er kaldt "paradiset". Den kosmiske bevidstheds degeneration er det, der i samme skrift er blevet kaldt "syndefaldet". Denne degeneration udgør jo den "død", der skulle blive resultatet af at nyde af frugterne på "kundskabens træ". Efter denne den kosmiske bevidstheds død, måtte der jo komme en slags udelukkelse af væsenet fra det kosmiske tilværelsesplan, der måtte komme en slags materialistisk tilværelse, en tilstand i hvilken individet tror sig fuldstændig ét med det skabte, med materien. Det er det kosmiske kredsløbs vinterzone, den kosmiske død, den eneste form for død, der eksisterer, og som ikke betyder udslettelse eller ophør af liv, men en tilstand, hvor væsenerne tror på døden og midlertidigt har mistet kontakten med det virkelige liv. Det er en slags sovende tilstand, en kosmisk "vintersøvn", hvoraf det levende væsen igen skal vågne til kosmisk bevidsthed eller bevidsthed om sin evige tilværelse og sin identitet som "gudesøn".

De jordiske mennesker kan sammenlignes med planterne, som overvintrer, med de bladløse træer i skoven, eller med georginerne, hvis rødder tilsyneladende er visne om vinteren, men ikke desto mindre er fulde af livskim til en farvestrålende livsudfoldelse i sommerens lys og varme. Alle hårdkogte materialister og ateister er sådanne "blomsterrødder", der lever en mørk, indskrumpet tilværelse, tilsyneladende visne og døde. Men ikke desto mindre vil de, når de engang udplantes i et kosmisk "forår", vokse og i en kosmisk "sommer" komme til at udfolde et farvestrålende kosmisk liv. "Mit rige er ikke af denne verden", sagde Kristus. Hvad var det for et "rige", han talte om? Det var "himmeriges rige", som ikke er et sted, men en tilstand, en bevidsthedstilstand, hvis kærlighedsudfoldelse manifesteredes på en måde, som der aldrig var oplevet mage til på denne klode. Han døde en forbryders død på korset uden vrede eller bitterhed, men med en bøn til Gud for sine bødler og dommere, "thi de vide ikke, hvad de gøre". Han såede med sin kosmiske bevidstheds udfoldelse en sæd, som har slået rødder og er begyndt at spire i mange menneskers sind. Han var en "forårsbebuder" i "vinterskoven", og det kosmiske forår vil bryde frem på jorden i menneskenes bevidsthed i forhold til, som de søger at leve efter hans eksempel og gør hans væremåde til deres egen.

Men er menneskene i vor tid da ikke i langt stærkere grad kommet bort fra Kristi ord og væremåde, end tidligere generationer var? Man taler jo om, at verden bliver afkristnet, og videnskab, teknik, materialisme og kold intelligens synes næsten at være enerådende, i alt fald dominerende faktorer i menneskenes liv. Menneskene er blevet i stand til at lade naturens kræfter arbejde for sig, men da de er kosmisk døde væsener og tror på døden og udfolder mere dødsenergi end livsenergi, lader de også disse elementer udfolde sig med dødbringende kraft i stedet for at gøre dem til tjenere, der kan gavne hele menneskeheden. Ganske vist bruger de også teknikken til at gøre arbejdet lettere for mennesker på mange områder, men så skabes der arbejdsløshed. Og monopoler, magtkamp, klassekamp, "kold krig" og efterhånden også "varm krig", gør den verden, som i betragtning af menneskenes skabeevne og tænkeevne skulle kunne være et fredens "himmerige", til et krigens "helvede". Menneskene mangler evnen til at nyde godt af det herredømme, de har over den fysiske materie. Materien binder dem, og selv om slaveriet er afskaffet, har der aldrig været flere slaver på jorden end netop i vor tid. Denne berøvelse af frihed er dog ikke forårsaget af fysiske kræfter. Det er psykiske kræfter, som er årsagen.

Menneskene tænker ikke på, at de ikke blot lever i en fysisk verden, men lige så meget i en psykisk verden. De lever i to verdener, som er højst forskellige, og som ikke kan sanses med de samme sanser. Man kan ikke direkte se den psykiske verden med de fysiske øjne og ikke høre den med de fysiske øren. Her kræves psykiske sanser, ligesom der kræves fysiske sanser til at sanse den fysiske verden. Har menneskene da sådanne psykiske sanser? Ja, absolut. Til hvad nytte var ellers de materielle oplevelser? Den psykiske verden er jo menneskets egen tanke- og forestillingsverden, med andre ord dets mentalitet eller bevidsthed. Den kan være "himmel" eller "helvede", alt eftersom menneskets tankekombinationer er koncentreret på næstekærlighed eller vrede, bitterhed og egoisme. Bevidstheden er bygget op af sanseindtryk. Disse bliver til tanker, tankerne bygges op eller kombineres i forestillinger, som udgør tro og viden. Virkelig viden frigør væsenerne fra falske forestillinger og giver dem et liv i rigtige forestillinger, dvs. i overensstemmelse med livets love. Deraf udspringer en handlemåde, som er i kontakt med livslovene og dermed den livsoplevelse, der igen er det samme som et fuldkommen harmonisk liv, et liv i kosmisk bevidsthed.

Men når verden tilsyneladende afskristnes, hvordan kan menneskene da komme i kontakt med de tanker og forestillinger, som fjerner krigen og skaber fred på jorden? Hvordan skal man komme til at tænke de tanker og danne de forestillinger, som gennem handle- og væremåde kan forvandle krigen til fred? Det er netop kun tilsyneladende, at vor verden afkristnes. Også kristendommen har sit kredsløb, og den har ikke, som nogle mennesker tror, været gennem sin kulmination. Tværtimod, den har kun gennemløbet sit første stadium i kredsløbet, barndommens eller vinterens zone, og går nu mod sit forår. Som dogmatisk religion er den degenererende, dogmer, ritualer og sakramenter mister mere og mere deres inspirerende kraft, fordi menneskenes intelligens kræver et forhold til Guddommen, som ikke er baseret på religiøs suggestion, men på indsigt og forståelse af livslovene. Ligesom menneskene, der engang levede som primitive stenalderfolk, nu behersker de fysiske kræfter, må de også lære at beherske de psykiske kræfter. Inden for det psykiske område er de endnu stenaldermennesker, prisgivet storme, torden, lynild og andre katastrofer, som de engang var det overfor de fysiske kræfter. De må lære at beskytte sig mod disse psykiske kræfter, som udløser sig i deres daglige tilværelse som krige, sygdomme, skilsmisser, sladder, intriger og lignende former for ubehagelig skæbne. Hvad kan hjælpe dem til det?

Det kan den psykiske videnskab eller åndsvidenskaben, som afslører livets psykiske struktur og åndelige love. Den er kommet ind i verden på et tidspunkt, hvor menneskene så småt begynder at blive modne til den efter først at have lært den fysiske videnskab at kende og ved hjælp af den beherske de fysiske kræfter. Men åndsvidenskaben er ikke blot en kulturfaktor, der fortsætter der, hvor den fysiske videnskab ikke kan komme længere med mål- og vægtfacitter. Den er også den levende faktor, som kan hjælpe mange søgende mennesker, der ikke mere inspireres af dogmatik, til at åbne deres bevidsthed for de kosmiske impulser, der stadig vibrerer i jordklodens atmosfære. Men nu skal det ikke mere være mystik, det skal blive dagklar videnskab. Menneskene vil engang i skolen, som de i dag lærer fysik og kemi, lære kosmisk kemi, dvs. de vil lære, hvordan mennesket skal blande de kosmiske energier i deres sind, for at resultatet kan blive fred og næstekærlighed. Så langt er vi ikke nået endnu. Men den kosmiske videnskab findes, og det menneske, der virkelig vil studere den og søge at leve efter dens analyser, vil efterhånden få større magt end alverdens hære med deres dødbringende teknik og kemi. Når dette, at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv, bliver noget, menneskene forstår og realiserer i hverdagen, vil kristendommens forår være en realitet på denne klode. Men det må ske derigennem, at den magiske kraft, som hedder kærligheden, stråler gennem det enkelte menneskes psyke ind i den fysiske verden, ikke bare som følelse, men som klare skabende tanker.