Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Efter at have undersøgt begrebet "oplevelse", skal vi nu - ligeledes på grundlag af Martinus tanker - analysere fænomenet "skabelse" og undersøge, om også dette fænomen kræver eksistensen af et "jeg", som er uafhængig af tid og rum. Dette "at skabe" er et lige så velkendt og dagligdags fænomen som "at opleve". Det er ikke kunstnerisk skabelse alene der tænkes på, men simpelt hen enhver form for arbejde, som finder sted på alle arbejdspladser, hvorved mennesker "skaber" forbrugsgoder, transportmidler, madvarer, boliger, veje, broer, maskiner osv. Alle disse ting eksisterer ikke på forhånd, men fremstår ved en skabelsesproces med mennesket som skaber.

Det er godt at begynde en fremstilling med definitioner, så udgangspunktet står helt klart. Lad os derfor indlede med at definere skabelse som en proces, som 1) sigter på at skabe en ting, som kan opfylde et eller andet formål, 2) har karakter af en udvælgelse af hensigtsmæssige materialer og 3) kombinerer disse materialer på en sådan måde, at frembringelsen får den struktur og de egenskaber, som var ønsket i målsætningen. Denne definition skulle omfatte enhver form for skabelse. Hvis man eksempelvis skal bygge et hus, så er formålet en bolig, der kan beskytte mennesker imod varierende vejrlig og indendørs give mulighed for at tilfredsstille flest mulige menneskelige behov, først og fremmest behovet for føde (køkken), søvn (soveværelse), samvær (stuer), udskillelse af affald (toilet) osv. Dernæst må man vælge, hvilke materialer der skal bruges: træ, mursten, elementer, beton osv, og endelig skal byggematerialerne kombineres sådan, at hensigtsmæssigheds-, sikkerhedsmæssige-, æstetiske- og naturlovenes krav opfyldes.

Lad os nu antage, at mennesket kun har en materiel natur og udelukkende består af fysiske og kemiske stoffer, og så se om disse grundprincipper for skabelse kan forklares på et materielt grundlag. For det første: hvordan kan en kombination af materielle stoffer have et formål? For at udtænke en plan kræves der et "fremsyn", der tillader at forudse, hvad der kan ske på senere tidspunkter, og der kræves et "tilbagesyn" i form af erindringer, der kan være erfaringsmateriale for udfærdigelse af planen. Der kræves med andre ord, at der i det skabende individ eksisterer noget, der ikke er bundet af nuet ligesom de materielle stoffer, men besidder en vis uafhængighed med hensyn til tidsdimensionen. Lad os ikke drage videre konklusioner af denne tankerække, men undersøge det næste princip i skabeprocessen og se, om denne uafhængighed af tidsdimensionen nøjere kan præciseres.

Principperne at udvælge materialer og kombinere dem hensigtsmæssigt kan vi samle under overbegrebet: udvælgelse, idet der også, når man kombinerer materialer, er tale om at vælge sammensætninger. Og vi må så spørge: kan materielle stoffer eller energier vælge, hvordan de vil reagere? og svaret må blive, at det kan de ifølge årsagsloven ikke! Energi kan ikke vælge energi, men kun påvirke energi. Naturvidenskaben bygger på et stadig voksende kendskab til, hvilke reaktioner de forskellige stoffer har i forbindelse med andre stoffer. Gennem utallige eksperimenter har man kortlagt de reaktionsskemaer, som naturens stoffer følger, og i kraft af disse reaktionsskemaers regelmæssighed har man været i stand til at skabe en videnskab. Det ville ikke have været muligt, hvis de enkelte stoffer kunne "vælge", hvordan de ville reagere i sammensætning med andre stoffer. Hvis fx. syre ikke reagerede ens med metal hver gang de kombineredes, kunne man ikke vide, hvordan reaktionen ville blive næste gang. Man ville ikke kunne undervise i det emne, og man ville ikke kunne bruge disse stoffer ved konstruktion af tekniske apparater. Vor tilværelse som fornuftsvæsener ville umuliggøres, hvis vi ikke kunne "stole" på naturens stoffer. Tænk, hvis benzin ikke reagerede som benzin, olie ikke som olie, vand ikke som vand, fødevarer ikke som næringsmidler osv. Tilværelsen ville være et kaos, og begrebet "viden" ville ikke eksistere, idet "viden" er kundskab om regelmæssigheder, dvs. lovmæssigheder. Kausaliteten eller loven om årsag og virkning er således en hovedhjørnesten både for videnskaben og for det enkelte menneskes tilværelse. I begyndelsen af 2. bind af LIVETS BOG omtaler Martinus kausaliteten under overskriften "Loven om stoffernes reaktion" således: "Alle eksisterende stoffer i tilværelsen har reaktionsevne, hvilket vil sige: udtrykker en slags energiform. Da denne reaktionsevne, for hvert enkelt stofs vedkommende, er mere eller mindre forskellig fra andre stoffers reaktionsevne, kommer stofferne derved i tilsvarende grad til at fremtræde som forskellige og vil netop kun kunne kendes på den, for hver især karakteristiske, reaktionsevne."

Martinus fortsætter: "At alle stoffer således har reaktionsevne, er vel noget af det, der lettest bliver til kendsgerning for alle, idet det jo er denne, der ligger til grund for alt, hvad der sker omkring os. Vi kan således ikke røre ved en eneste ting eller genstand i vort daglige liv, som ikke reagerer eller udtrykker energi. Det er denne energi, der bevirker, at vand slukker ild, og ild får vand til at fordampe. Det er luftens reaktion i vore lunger og vore lungers reaktion overfor luften, der er hovedfaktoren i vort blods tilblivelse, medens vort blods reaktionsevne er fundamentet for vor opretholdelse af fysisk bevidsthed eller vor evne til at sanse, hvilket i dette tilfælde vil sige vor evne til at reagere overfor vore fysiske omgivelser, dog på betingelse af, at de stoffer, vi indtager som føde eller næring, kan kontrolleres, beherskes eller bindes af den reaktionsevne, der udgår fra de stoffer, der danner vore fordøjelsesorganer. I modsat fald ville vort fysiske legeme gå til grunde. Det er derfor, det kun er særlig bestemte stoffer, vi kan indtage som næringsmidler. Hvis disse stoffer i sig selv ikke var udtryk for energi, men derimod kun udtrykte absolut stilhed eller uforanderlighed, ville deres optagelse i vor organisme, deres nærværelse i vor mave, være komplet ligegyldig. Deres identitet som næringsmiddel ville totalt mangle, idet det jo er den særlige energiform, de repræsenterer, der giver dem egenskab af næringsmiddel. Uden energiudfoldelse absolut ingen egenskab af nogen art. Vor fordøjelse er således kun forskellige stoffers reaktion overfor hverandre i vor organismes indre. Og på samme måde bliver alle foreteelser i tilværelsen kun identiske med stoffernes eller materiernes særlige reaktioner overfor hverandre."

Selv om kausaliteten eller årsagsloven er fundamentet for naturvidenskaben, har erkendelsen inden for atomfysikken kastet tvivl om årsagslovens gyldighed i dette nye område for videnskabelig forskning. Vor landsmand, atomfysikeren Niels Bohr, har således i 1929 fremsat en såkaldt komplementaritetsteori, som bl.a. antager, at årsagsloven ikke gælder for elementarpartiklernes bevægelser i atomet. Grunden hertil er, at det ikke har været muligt både at måle elementarpartiklernes position og bevægelse, hvilket er nødvendigt for at forudsige deres baner. Disse elementarpartikler er lige så små energienheder, som det lys man må anvende for at måle deres bevægelse, hvilket har den uheldige konsekvens, at lyset populært sagt "skubber" til partiklerne og dermed umuliggør en måling. Det er lige så svært at måle disse små energienheder som fx. at måle sæbebobler: de springer ved den mindste berøring! Man skulle mene, at disse vanskeligheder i atomfysikken alene var tekniske problemer, der ikke behøvede at anfægte årsagsloven. Men det var ikke Niels Bohrs opfattelse. Han så noget principielt i denne problemstilling, nemlig at i enhver iagttagelse påvirker iagttageren det, han iagttager, og når det er tilfældet, følger det, at objektiv viden til syvende og sidst ikke er mulig. Når de ting, vi har med at gøre, hele tiden ændrer sig dels på grund af iagttageren, dels på grund af andre faktorer, følger deraf, at de ikke kan være absolut ens i to på hinanden følgende øjeblikke. Men denne omskiftelighed udelukker ikke årsagslovens princip. Også på basis af Martinus analyser kan man fremhæve, at alt i tidens og rummets verden er i stadig bevægelse, og at nøjagtig den samme tilstand derfor ikke vil indtræde to gange. Men derfor er det alligevel rimeligt at antage, at et stofs reaktion i det enkelte øjeblik er årsagsbundet af stoffets øjeblikkelige natur og tilstand. Men følger man Niels Bohrs komplementaritetsprincip til sin yderste konsekvens, kan årsagsloven ikke bevises eksperimentelt, da et bevis netop ville kræve, at nøjagtig den samme tilstand kunne skabes flere gange.

Man synes måske, at disse problemer er spidsfindige, men de viser, at selv dagligdags kendsgerninger i form af årsagsloven, som alle bruger i praksis, kan betvivles, når de behandles af den naturvidenskabelige metodes kombination af intelligens og eksperimentation. Men derved viser denne metode også sin afmagt. Martinus fremhæver da også ofte, at kun den intuitive logik kan løse tilværelsens gåder. Har man intuitive evner, kan man uden at kræve eksperimentelle beviser indse, at et stof i et givet øjeblik kun kan reagere i overensstemmelse med sin egen natur i forbindelse med det stof, det forbindes med. At den intuitive erkendelse ikke er en løs antagelse underbygges (men uden eksperimentelt bevis) af den nytte, menneskeheden har haft af at bygge på årsagsloven. Da hele vor ordnede tilværelse og al vor viden skyldes, at vi har accepteret årsagsloven, giver dette i sig selv stor tillid til sandheden i denne lov: at ethvert stof kun kan reagere efter sin egen natur. Det bør også nævnes, at Niels Bohrs synspunkt ikke har stået alene, men at han har haft faglige diskussioner med Albert Einstein, som i modsætning til Niels Bohr hævdede årsagslovens gyldighed, ikke fordi han kunne anvise praktiske målemetoder til at undgå de af Niels Bohr anførte problemer, men på grund af som han sagde sit "videnskabelige instinkt". Da videnskabeligt instinkt utvivlsomt er identisk med det, vi her kalder intuition, bekræfter Einsteins eksempel netop, hvad der lige er understreget, at den intuitive erkendelse, når den er ren, står over den intelligensmæssige erkendelse. Gennem intuition kan man umiddelbart indse, hvad intelligensen kræver en umulig eksperimentel dokumentation for.

Lad os nu vende tilbage til udgangspunktet for dette afsnit, hvor vi prøvede at følge den materialistiske antagelse, at det levende væsen kun består af stoffer og energier. Idet vi tillader os at se bort fra Niels Bohrs problemer med beskrivelsen af elementarpartiklernes baner i atomerne, men støtter os til den almindelige videnskabelige erfaring og dagliglivets viden, har vi fået bekræftet, at tilværelsens stoffer følger årsagsloven eller med Martinus: "Loven for stoffernes reaktion". Men hvis mennesket kun består af materielle energier, og disse følger årsagsloven i deres indbyrdes reaktioner, hvordan kan begrebet "at vælge" da nogen sinde være opstået? Stofferne kan som nævnt ikke vælge, men må følge deres natur og kan kun påvirke andre stoffer i overensstemmelse med denne natur. Det er komplet uforståeligt, at en robot skulle kunne komme på de tanker, at der findes flere muligheder end den, som realiseres. Hvis mennesket er en robot, da må man kalde det en absurd robot, eftersom det føler en stor del af sin daglige tilværelse som en række "valg", hvorved det udformer og planlægger sit liv. Et materialistisk menneskesyn er med andre ord ikke i stand til at forklare denne den vigtigste side af mennesket som levende væsen: at det hele tiden oplever, at det vælger mellem forskellige muligheder. Nogle vil nok hævde, at denne følelse af valgfrihed er en illusion, dvs. at mennesket blot tror, at det handler frit, men at alle dets handlinger i virkeligheden er årsagsbundne eller determinerede af stoflige tilstande. Men det vil alligevel være uforståeligt og absurd, at en robot skulle kunne få denne idé om valgfrihed, omend den skulle være en illusion. Hvorfra skulle en robot, som kun "kender" årsagsloven, have kendskab til et princip, der afviger fra årsagsloven? Det ville kræve, at robotten skulle kunne afvige fra grundbetingelserne (årsagsloven) for sine funktioner, og hvis den kan det, så er den netop ikke nogen robot! Og det er netop den logiske konsekvens vi må drage: at mennesket i kraft af sin udvælgende bevidsthedsaktivitet ikke kun består af stoffer og energier, men desuden rummer "noget", som kan vælge.

(Fortsættes i næste nummer)