Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat fra forrige nummer)

 

Efter en kort pause fortsatte Henning Laug med et nyt indlæg, hvori han gengav Martinus syn på disse emner: "Hvad siger Martinus om Bisættelse". Fornuftigvis benyttede Laug sig af en række citater, som han havde sammenkædet, så man fik et godt indblik i de grundlæggende tanker i Martinus analyser om bisættelsesproblematikken. Da det ikke vil tjene noget formål at gengive alle citaterne her, vil vi blot referere til de kapitler, der især blev anvendt ved denne gennemgang. Disse var kap.: 42, 43, 91, 93, 94, 95, 135, 171, 172, 173, 174, 198 og 204, og her kan den særligt interesserede læser finde Martinus egne synspunkter. Da Henning Laug havde sluttet, fortsatte Aage Hvolby, hvis indlæg om "Næstekærlig behandling af lig", som allerede nævnt, bliver behandlet i en selvstændig artikel.

Ib Schleicher fik derpå ordet igen med et afsnit, der hed "Bisættelsesmuligheder i Danmark". Da imidlertid tidsplanen ikke havde kunnet holdes, og tiden således var fremrykket, kortede Schleicher sit indlæg meget ned og ville henvise eventuelle ubesvarede spørgsmål til den følgende diskussion. Ib Schleicher oplyste, at de almindeligt anvendte former for bisættelse her i Danmark var 1) at liget blev lagt i en kiste og nedgravet i jorden, en metode som 50 - 60% af befolkningen benyttede sig af og 2) ligbrænding som 40 - 50% lod sig underkaste, hvoraf en større del i København end i provinsen. Af spørgsmål i forbindelse med bisættelse og døden, som man måtte tage stilling til, hvis man ville gøre sin indflydelse gældende, var processer som obduktion og dissektion og i øvrigt også transplantation, altså operative indgreb i liget.

Det er ganske almindeligt, at man uden at spørge foretager operative indgreb i lig, og det er nødvendigt, hvis man selv ønsker at have indflydelse på, hvad der sker med ens krop efter døden, at lade sine omgivelser blive klart informerede om, hvad der er ens ønsker. Bedre er det naturligvis at skrive det i et testamente, sådan at de efterlevende ikke kan være i tvivl om, hvad man ønsker. Det er f.eks. nødvendigt at klargøre, hvis man ikke vil obduceres, fordi det ofte finder sted fuldstændig uafhængig af ens ønsker, medmindre man har taget ovennævnte forbehold. Der var en del andre detaljer, som man kunne komme ind på, men disse blev udskudt, og i stedet for gik taleren over til at resumere den konklusion, som bisættelsesgruppen var kommet frem til ved at gennemarbejde disse problemer. Og konklusionen var:

1) at det bedste man kan opnå i dag er en balsamering for at undgå en forrådnelsesproces. For en fuldstændig bevarelse er det nødvendigt, at man efter balsamering lægges i zinkkiste, som igen, fordi den ellers ville gå i stykker, må stilles ned i en trækiste, der dels er forstærket, så den ikke brækker, og dels er imprægneret, så den ikke rådner.

2) Der kan også være spørgsmålet om man ønsker en borgerlig bisættelse, dvs uden gejstlig medvirken og uden jordpåkastelse, altså uden ceremonier. Man kan have ønske om, at selve bisættelseshøjtideligheden - hvis man overhovedet ønsker en sådan - forrettes af et menneske, som f.eks. er fortrolig med de tanker, Martinus gør gældende.

3) Der kan endvidere være en hel del andre spørgsmål, som naturligvis i relation til spørgsmålet om organismens rigtige bevaring og overgang til anden tilstand er af sekundær karakter. Og sådanne spørgsmål, der gælder selve bisættelseshøjtideligheden, om gravsted etc, mente Ib Schleicher var detaljeret behandlet i det lille hæfte: Særnummer af KOSMOS, som gruppen havde ladet fremstille, og dertil henvistes den interesserede.

Der var nu en længere pause, hvor man kunne få forfriskninger, og herefter gik man over til spørgsmålene og diskussionen. Det første spørgsmål var centralt og vigtigt og lød omtrent således: "Er det rimeligt at antage, at vi som helhed er så langt fremme i vor udvikling, at vi bør prioritere bisættelsesproblemet så kraftigt som vi gør her"?

Hertil svarede Ib Schleicher: "Der er adskillige aspekter i dette spørgsmål. For det første kan man sætte det i relation til de skader der sker, hvis man ikke gør det, og så er der jo tale om hele universer, der går til grunde. For det andet kan man sætte det i relation til den indsats, der er nødvendig for at få spørgsmålet bragt i orden, i hvert fald så langt som det kan lade sig gøre i dag. Og da dette indskrænker sig til en indsats, der består i at undertegne et testamente om, hvordan man ønsker sin bisættelse, og dette måske kan gøres på 10 minutter, så er det en meget ubetydelig indsats, der kræves." Spørgeren ønskede gerne en yderligere uddybning og Aage Hvolby forstod denne derhen, at da der er så mange andre ting, der gør, at man får karma, ville den karma, man pådrog sig i forbindelse med behandling af sit lig, måske være en petitesse, da man går langt voldsommere til værks på andre områder. Og dertil svarede Hvolby så, at Martinus først og fremmest havde taget ligbrændingsproblematikken op, og studiegruppen havde derfor syntes, at man godt kunne ønske at komme et stykke vej videre i forståelsen af disse problemer, mens vi havde Martinus hos os, idet det kunne være lidt vanskeligt at se, hvad der egentlig ville være det ideelle - hvad man skulle tilstræbe. For det kunne ikke være rigtigt, sagde Hvolby, at Martinus skriver en hel bog, og vi så ikke realiserer ret meget af det i praksis. Studiegruppen havde derfor sat sig som mål, så godt som det er den muligt, at finde frem til, hvad der kan realiseres i dag, og hvad det er, man skal stile imod på længere sigt. Og gruppen havde derfor meddelt sig til andre på dette tidspunkt og kunne også se, at man kan komme et godt stykke længere end ligbrænding og et lille stykke videre end forrådnelsen. Her bemærkede Rossen, om der ikke også ville ligge et svar i at sammenligne den almindelige begravelse med andre former for adfærd af negativ art, som det skete i Hvolbys indlæg, hvor, så vidt Rossen kunne huske, forrådnelsesprocessen var blevet ækvivaleret med kødspisning. Hvis man personlig ville tage afstand herfra, rangerede altså forrådnelsesprocessen og dermed den almindelige begravelse på samme niveau. Og Hvolby bekræftede i en længere redegørelse, at de enzymer, vi har i vor fordøjelseskanal, var indstillet på at nedbryde den føde, vi indtager, og i samme øjeblik vi dør, vil disse enzymer, disse bakterier, i stedet for at fortære den mad, man spiser, fortære os selv. Og han konkluderede, at der sker præcis det samme drab, når noget forrådner, som når noget bliver dræbt i vor organisme.

Henning Laug supplerede besvarelsen med nogle bemærkninger om, at den nye verden, der her dukker op for os, mikroverdenen, måtte vi nødvendigvis stå fremmede over for. Det er måske lidt vanskeligt for os helt at sætte os ind i, hvad det vil betyde på et teoretisk plan, som alt dette er. Han trak en parallel til kødspisningen, og han mente, at vi, der nylig var blevet vegetarer, heller ikke inden for dette felt straks havde den fuldt bevidste forståelse af, hvad dette indebar, og ej heller i begyndelsen kunne sætte os ind i, hvad skade vi havde forvoldt over for andre væsener ved kødspisningen. Når man havde været vegetar et stykke tid, fik man udvidet medfølelse med dyrene, der blev slagtet - og for hele denne procedure, således at ens næstekærlighed forøgedes på dette felt, og han ville mene, at man kunne trække denne parallel i forholdet til mikroindividerne i forbindelse med bisættelser. Det var, mente Laug, sikkert første inkarnation vi bliver stillet over for dette problem, og det, at vi lever som universer inden i universer, men at beskæftige sig med dette tankemateriale, som vi nu gør, og i øvrigt i den daglige væremåde, ville sandsynligvis skærpe vor forståelse herfor og vor medfølelse og næstekærlighed til denne væsensgruppe.

Hvolby kom her med den tilføjelse, at han tidligere havde omtalt det rent principielle eller kvalitative i udfoldelsen af det dræbende princip, men ikke det kvantitative; det man derfor skulle sammenligne, var det drab, der finder sted, når et menneske på 60 eller 70 kg undergår en forrådnelsesproces med det at spise 60 eller 70 kg kød, altså ikke med alt det kød, som en kødspiser fortærer gennem hele sit liv - for det var jo en hel zoologisk have, sagde han.

Der udspandt sig til tider en ret livlig diskussion mellem panel og tilhørere, og mange, også ret generelle spørgsmål kom op, spørgsmål, som man gik forholdsvis let hen over. Flere ting vil det være svært at gengive her, bl.a. på grund af deres tekniske og videnskabelige karakter. Således kom man ind på spørgsmål om enzymers liv og livsprocesser, ligesom forrådnelsesprocesser og formalins indflydelse på disse processer blev indgående behandlet og anskuet fra mange forskellige sider. Ofte medførte spørgsmål og svar fra panel eller ordstyrer stor munterhed, og det var på intet tidspunkt nogen kedelig eller trist sammenkomst.

Enkelte deltagere betvivlede, at behandlingen af lig med formalin ville være den rigtige eller mest hensigtsmæssige fremgangsmåde, og panelet var da også helt indforstået med, at der eksisterede og ville komme andre mere hensigtsmæssige måder, hvorved lig kunne behandles med henblik på den fuldkomne nedbrydning indtil mineralstadiet. På den anden side måtte man slå fast, at man måtte vælge mellem de eksisterende former for bisættelse, nemlig nedgravning i jorden med efterfølgende forrådnelse eller ligbrænding, hvis man ikke kunne forlige sig med formalinbehandlingen af liget, idet dette var på nuværende tidspunkt det eneste udover de nævnte måder, man kunne vælge ifølge dansk lov.

Panelet gav også ved flere lejligheder udtryk for eller antydede, at man ikke betragtede studiegruppens arbejde for afsluttet, men at man ville fortsætte med bearbejdelsen af nuværende materiale og kommende problemer i forbindelse med bisættelse. Før man sluttede mødet behandledes en del skriftlige spørgsmål, som dels var indsendt i forvejen, og som dels var tilstillet panelet under mødet. Hovedparten af disse spørgsmål var imidlertid blevet besvaret gennem de forskellige indlæg eller ved besvarelsen af lignende spørgsmål fra deltagerne.

Her hævede ordstyreren eftermiddagens møde, som var blevet længere end beregnet, men man havde fornemmelsen af, at deltagerne gik hjem beriget med mange indtryk og udvidet forståelse. Både panel og diskussionsdeltagere var dog fuldt klare over, at man ikke var nået til vejs ende, og at man måtte arbejde videre med problemerne og deres løsning både forskningsmæssigt og rent praktisk.