Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Selv om dette "at opleve" er så naturligt og selvfølgeligt, at ingen formodentlig ville anerkende noget væsen som levende, hvis det ikke kunne opleve under en eller anden form, har dette fænomen vist sig at rumme et af de største teoretiske problemer for den filosofiske og videnskabelige tænkning.

At kunne opleve er et grundfænomen, idet alle andre fænomener indgår som indholdsdetaljer i oplevelser. Det er således umuligt at komme uden om dette fænomen eller bortforklare det, selv om mange materialistisk orienterede forskere kunne ønske det, fordi det har vist sig uforklarligt på grundlag af et materialistisk verdensbillede. I dette verdensbillede findes kun partikler og kraftfelter, forskellige energiformer og deres affødte bevægelser, men fænomenet oplevelse kan ikke påpeges. Alle kendte energier og bevægelser indgår ikke desto mindre i begrebet oplevelse, da de kun kan kendes via oplevelse. Videnskaben kan således kun udpege og registrere de ting, som er genstand for oplevelse, men ikke selve oplevelsen. Denne vanskelighed tyder på, at man ikke har afdækket hele sandheden omkring det levende væsens natur, men at der findes noget mere, som ikke lader sig indfange af tekniske apparaters registreringskapacitet.

Materialistisk indstillede forskere ville sikkert hævde, at der er tale om et skinproblem, fordi oplevelse efter deres opfattelse simpelt hen er en kombination af de bevægelser eller elektrokemiske processer, som finder sted i forskellige steder i den fysiske hjerne. Dermed antager de, at menneskets inderste "jeg" er identisk med neurofysiologiske processer eller bevægelser. Denne teori antager dermed, at "bevægelse" kan opleve "bevægelse", hvilket ifølge Martinus er umuligt. Men lad os gå ind på tankegangen og se på denne teoris konsekvenser. Alt, hvad der opleves gennem sanserne er bevægelsesimpulser af forskellig karakter, fx. luftens lydbølger eller lysets elektromagnetiske bølger, der i øre og øje omformes til elektrokemiske processer, der forplanter sig ad nervebanerne til centre i hjernen. At opleve er således at registrere disse forskellige former for bevægelser. Hvis "jeget", som i disse forskeres opfattelse er hjernen, i sig selv bestod af bevægelser, så kunne oplevelsen imidlertid ikke fremtræde med den ensartede og stabile karakter, som den gør. De hele tiden varierende bevægelsestilstande i hjernen ville uundgåeligt forvrænge eller neutralisere de bevægelser, som kom fra sanserne. Det samme bevægelsesmønster, som kommer til hjernen fx. fra øjnene ved synet af et hus, ville møde forskellige bevægelsestilstande i hjernen til forskellig tid, og da oplevelse antages at være et produkt af hjernens aktuelle egenbevægelse og bevægelsesimpulser udefra, ville produktet blive forskelligt hver gang med mindre det enestående held skulle indtræffe, at det samme indre og ydre bevægelsesmønster skulle mødes mere end én gang. Synet af et hus ville derfor blive et særsyn, og genkendelse af huset kun en usandsynlig, teoretisk mulighed.

Lad mig illustrere denne tankegang med en sammenligning fra et specialområde inden for sansningen, som viser, hvilke egenskaber "jeget" må være i besiddelse af, for at oplevelse og genkendelse kan få en rimelig og logisk forklaring.

Forestil Dem en lysbilledfremviser, der kaster energimønsteret fra et lysbillede op på et lærred. Dette lysenergimønster sammenligner vi med de energimønstre, som vi modtager via vort sanseapparatur. Lærredet repræsenterer da hjernen, hvor energimønsteret formodes at blive registreret. Enhver ved imidlertid, at det lærred eller den skærm, som skal bruges til at aftegne en projektors lysbilleder, må være hvid, for at man skal kunne se lysbilledet. Hvis det i stedet for har en eller anden lysenergikombination på sin overflade fx. i form af et andet billede, så vil dette billede interferere med billedet fra lysbilledapparatet og skabe forvrængninger. Hvis fx. blå og gule felter falder sammen, bliver resultatet et grønt felt, hvis hvide og sorte partier falder sammen, bliver resultatet gråt osv. Helt forvirrende bliver billedet, hvis skærmen uafhængig af projektorens lysbilleder har skiftende figurkombinationer på sin overflade. Iagttageren mister da enhver mulighed for at skille projektorens billede og den varierende baggrund, og han vil ikke være i stand til at genkende det samme billede fra projektoren, når det senere kastes op på lærredet, hvor der i mellemtiden er en ny baggrund.

Dette eksempel er ikke blot en analogi, men en forenklet model af "oplevelsens" grundbetingelser. Vore relativt konsistente sanseoplevelser og genkendelser af omverdenens genstande ville ikke være mulige, hvis "jeget" var identisk med hjernen, fordi denne er en "skærm" med skiftende energimønstre. Som vor viden fra brug af lysbilledapparater og filmfremvisere angiver, skal den modtagende skærm være hvid, dvs. neutral i forhold til lyskombinationens farver for at kunne registrere denne kombination objektivt, dvs. uden selv at ændre på dette energimønster. Når det gælder oplevelse i det hele taget og ikke blot oplevelse af lys og farve, må vi generalisere dette princip og antage, at individets "jeg" for at kunne opleve det fysiske univers med dets utallige variationer af bevægelse, størrelser og tidsforløb på samme måde må have en neutral natur i forhold til alle disse dimensioner. For at kunne registrere bevægelse må "jeget" således være "hvid" dvs. neutral i forhold til bevægelse, og det vil sige, at det må være ubevægelig stilhed. Når Martinus angiver, at "jeget" er det "faste punkt", der udmåler al bevægelse, påpeger han netop, at individet for at kunne opleve bevægelse, i sit inderste væsen eller "jeg" må være ubevægelig stilhed. For at kunne registrere forskellige størrelser på ting i omgivelserne må "jeget" ligeledes være "hvid" eller neutral i forhold til størrelse, og det kan det kun være ved ikke at have nogen størrelse selv. Hvis "jeget" selv besad en eller anden størrelse, måtte denne også have en eller anden bevægelsestilstand, da alle målelige ting repræsenterer en eller anden form for bevægelse. Men når "jeget" således var i besiddelse af en foranderlig størrelse i sin egen natur, ville det være umuligt for det at udmåle objektive størrelser fra omgivelserne, ikke mindst fordi det i forvejen skal tage hensyn til perspektivprincippet, der giver den samme ting forskellig størrelse i forskellig afstand. "Jeget" har således ifølge Martinus heller ikke nogen bestemt størrelse. Men ved ikke at have nogen størrelse står "jeget" frit overfor organismernes uendelige størrelses skala i den forstand, at det - alt andet lige - ligefuldt vil kunne opleve livet med en mikroskopisk som med en makrokosmisk organisme. "Jeget" har ingen størrelse, men er lige "nær" enhver størrelse og er derved - udtrykt i størrelsessproget - en uendelig eller ubegrænset størrelse dvs. lig med uendeligheden.

Ligeledes må "jeget" være neutralt i forhold til tidsbegrebet for at kunne opleve tidsvariationer. Tid er imidlertid en funktion af bevægelse, og da "jeget" er ubevægelig stilhed, ophæves tidsbegrebet i "jegets" natur. "Jeget" har ingen tid, men da det eksisterer uforanderligt, er det lige "nær" enhver tid og derfor ét med evigheden. Ifølge denne enkle fremstilling er det levende væsens udødelighed således ikke en tilstand, som opnås på grund af en fortjenstfuld livsførelse, men en uforanderlig realitet baseret på "jegets" særlige natur. "Jeget" er ifølge Martinus ikke en materiel foreteelse, der tilhører tidens og rummets verden, men er et "noget", som udgør bevægelsens, rummets og tidens absolutte modsætning og netop derfor er i stand til at opleve disse dimensioner.

For at forklare fænomenet oplevelse har vi nu set, at det var nødvendigt at antage eksistensen af et "jeg", som var neutralt i forhold til den verden, som er genstand for oplevelse, dvs. tidens og rummets verden, og at denne neutralitet indebar, at "jeget" var i besiddelse af tre grundegenskaber: evighed, ubegrænsethed og ubevægelig stilhed. Vi er med andre ord ved logik og simpel erfaring nået til, at det levende væsens "jeg" har samme egenskaber som det "guddommelige noget" eller Guds "jeg". Ved at analysere universets grundstruktur nåede vi frem til en opfattelse af dets skaber, som viste sig at være lig med den natur, "jeget" i de levende væsener må være i besiddelse af, hvis fænomenet "oplevelse" skal få en logisk forklaring. Dette beror ikke på tilfældighed, men skyldes ifølge Martinus, at de levende væsener i deres inderste natur er ét med det guddommelige "jeg". Der findes kun ét "noget" med egenskaberne evighed, uendelighed og ubevægelig stilhed - var der to eller flere, ville ingen af dem være ubegrænset, men grænse til hinanden. Alle levende væsener er således ét med hinanden og ét med Guds "jeg". Når Jesus henviste til jødernes lov, hvor der står: "Jeg har sagt, at I er guder" (Joh. 10,34), og når der i Davids salmer (82,6) står: "I er alle den højestes sønner", så ligger der heri ifølge Martinus den store realitet, at der i selve "jeget" er en væsensenhed mellem Guddommen og gudesønnerne. Dette forhold er også grundlaget for, at der normalt er den varmeste sympati og kærlighed mellem levende væsener indbyrdes og Gud. Universets grundtone er kærlighed, og Kosmos er som helhed en strålende harmoni, én stor organisme, hvor alle hjælper hinanden inspireret af det indre fællesskab. Vi skal ikke her komme ind på årsagerne til, at dyr og mennesker tilsyneladende har løsrevet sig fra denne harmoni, men blot antyde, at der gennem denne disharmoni skabes en livsfornyelse, som er nødvendig for at fortsætte en evig tilværelse.