Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Naar "Forelskelse" saaledes som vi i det foranstaaende har set, i Virkeligheden udløser Kulminationen af Egoisme og dermed er det virkelige Fundament for Udløsningen af det, vi kalder "Det Onde", hvor kan det saa være, at man i saa stor Udstrækning som Tilfældet er, kalder den "Kærlighed"? - Det er, fordi dens Energi ved sin Besættelse af Individet gaar i Forbindelse med dets Kærlighedsevne, der derved bliver stimuleret op til Udløsning i en eneste bestemt Retning, nemlig imod den Person, der er det udløsende Moment for "Forelskelsen". "Forelskelsens" Natur er saaledes at mobilisere alle Individets Følelseskræfter til Fordel for Opnaaelsen af Forelskelsens Gensidighed hos det andet Væsen.

Naar et andet Væsen bliver forelsket i en, vil det altsaa sige, at man har den særlige Udstraaling, Fremtræden eller Natur, som kan sætte det forelskede Væsens sympatiske Energicentrer, hvilke i Virkeligheden alle hører ind under Kærligheden, i forstærkede Svingninger til Fordel for en selv. Idet den "Forelskede" saaledes faar sine sympatiske Energicentrer sat i forstærkede Svingninger, opstaar ganske naturligt en tilsvarende forstærket Sympatifølelse overfor den "Elskede", der jo er det udløsende Ophav til Fornemmelsen. Da Forelskelse saaledes bliver identisk med en forstærket Sympatifølelse, og Kærlighed i sin Natur ogsaa er Sympatifølelse, kan disse to Realiteter paa et vist Stadium ikke undgaa at ligne hinanden meget og under Oplevelsen i stor Udstrækning fornemmes ens. Dette er Grunden til, at Forelskelse bliver udraabt, beskrevet og lovsunget som "Kærlighed", og at alle Romaner angaaende Forelskelse bliver kaldt "Kærlighedsromaner". Disse er i Virkeligheden kun "Forelskelsesromaner". De er alle bygget over mere eller mindre fremtrædende Genvordigheder, Kampe og Vanskeligheder ved Opnaaelsen af Ejendomsretten over den "Elskede" og er saaledes det samme som "Egoismeromaner".

Da Forelskelse i den Zone, hvor den hører hjemme, udgør den normale Fornemmelse af Livet, bliver dens Tilfredsstillelse i samme Zone en Livsbetingelse. Individets Selvopholdelsesdrift kræver, at den "Elskede" maa og skal ejes, idet Fornemmelsen af denne Ejendomsret udgør den midlertidige Kulmination af Livets Oplevelse og Nydelse, betyder den "Forelskedes" Livslykke og Fred.

Da det ikke er den "Elskede"s Villie, men dens Legeme, og dettes Udstraaling og Charme, der er det egentlige udløsende Moment for Forelskelsen, er det ikke altid, at denne Villie er i Samklang med den "Forelskede"s Villie. Dette vil altsaa sige, at det ikke er altid, at den "Forelskede" opnaar Genelskelse. Aarsagen hertil er denne, at han (hun) ikke har lige akkurat det Udseende, den Fremtræden og Charme som netop skal til for at stimulere de sympatiske Anlæg frem til Forelskelse hos den "Elskede". Der opstaar da det, vi kalder "Ulykkelig Kærlighed". Denne ubehagelige mentale Tilstand er altsaa baseret paa dette, at den "Forelskede"s sympatiske Anlæg alle er mobiliseret til at udløse sig i et brændende Begær efter Genelskelse og Kærtegn fra et Væsen, der selv er ganske udelukket fra at kunne manifestere denne Ydelse, idet Vedkommendes sympatiske Anlæg kun kan sættes i Svingninger af en hel anden Mennesketype end den, den ulykkeligt forelskede tilhører. At en saadan haabløs Forelskelse martrer den Forelskede og lader denne føle sig i en permanent ulykkelig Tilstand, der undertiden tilsidst kan svække hans (hendes) Villie til Livet, føre samme Individ ud i en Afgrund af Laster, der kan ende med Sindssyge og Selvmord, er Kendsgerninger, mange Mennesker har haft mere eller mindre paa nær Afstand i det daglige Liv.

Men det kan ogsaa hænde, at en oprigtig gensidig Forelskelse kan gaa i Stykker, idet denne hos den ene af Parterne pludseligt begynder at svækkes. Aarsagen hertil er som Regel den, at den paagældende Part har mødt en anden Person, hvis Legeme og Charme har en endnu større Evne til at mobilisere Forelskelsesenergierne hos den svigtende Part, end det Væsens Natur har, som den nævnte Part før var forelsket i. Hvis samme Part finder Genklang i sin ny Forelskelse, resulterer det meget ofte i, at han svigter sin første "Elskede" til Fordel for den ny. Denne Svigten skaber naturligvis et stort tomt Hul i Salighedsnydelsen hos det Væsen, der bliver svigtet, og hvis Forelskelse i den svigtende Person jo endnu ikke var udlevet eller forbi. Da denne Salighedsnydelse, som altsaa var baseret paa Samlivet med det svigtende Væsen, mere eller mindre var blevet dets Livsbetingelse for dets Glæde ved at være til, afstedkommer nævnte Svigten i mange Tilfælde en voldsom Reaktion i nævnte Væsens Bevidsthed. Denne Reaktion manifesterer sig ganske naturligt som en haardnakket Bekæmpelse af de Aarsager, der udløser den "Elskede"s Svigten. Af disse Aarsager er Hovedaarsagen jo det fremmede Væsen, der har tiltrukket sig den svigtendes Forelskelse eller Sympati. Det Tankeklima, der behersker denne Bekæmpelse, kalder vi "Skinsyge" eller "Jalousi".

At denne Bekæmpelse i Form af "Skinsyge" eller "Jalousi" spiller paa hele det dræbende Princips Register ligefra Uærlighed til Mord, Drab og Selvmord, tør jeg vel nok forudsætte saa almenkendt, at jeg ikke behøver at uddybe dette nærmere her, ligesom det ogsaa er almenkendt, at hvis den "Skinsyge" ikke kan sejre, men maa give op og betragte det som haabløst at faa den "Elskede" tilbage, saa begynder Forholdet at fornemmes som et "Martyrium". Mobiliseringen af de sympatiske Anlæg til Fordel for den "Elskede", der mere og mere kommer til at opfattes som den svigtedes "onde Aand", som en "Forbryder", en "Skurk" o. s. v., ophører. Et glødende Had flammer nu undertiden der, hvor før alt var koncentreret i Sympati. Og det vordende Menneske vaander sig i Dyrets Grusomhed. Den tabte Ejendomsret har opløst Freden, givet Mørket Næring. Egoismen blomstrer. Selvet er alt: Næsten eller Medvæsenerne er intet. "Forelskelsen" har fuldbyrdet sin Mission. Dens Fodspor er Hadet, Krigen og Døden.

Men et Samfund, en Verden, en kollektiv Mentalitet bestaaende af Enheder med en saadan Analyse, kan umuligt være Fredens og Kærlighedens Hjemstavn. Saalænge "Forelskelse" gør Ejendomsretten over et andet Væsen til Livsbetingelse i ens Bevidsthed, har man ingen Betingelser for at forstaa Tilværelsens største Bud "Elsker hverandre". "Guds Rige" er kun en skøn Forjættelse, en Zone, der endnu ikke er dukket op over ens Horisont i det Fjerne.

Forelskelse udgør altsaa en Realitet, der gør det til en Livsbetingelse at blive genelsket af en anden bestemt Person. Individet er under Forelskelse besat af Kræfter, der helt mobiliserer dets sympatiske Anlæg, men ikke til Fordel for at give denne "Elskede" bort til en anden, men absolut udelukkende kun til Fordel for Opnaaelsen af dennes Genelskelse og for Opnaaelsen af seksuel Ejendomsret over samme Person. Forelskelse gør saaledes denne mentale Tilstand til Livsbetingelse. Den er ikke en kold og nøgtern Intelligensagt, hvis Tilstedeværelse kun er bestemt af Villien. Forelskelse er ikke noget, man kan ville eller ikke ville. Dens Tilstedeværelse i Væsenet er begrundet paa dets Organbygning og fremkommer som Følge heraf ganske uafhængigt af, om det vil det eller ej, akkurat paa samme Maade som Sult og Tørst, der som bekendt heller ikke dikteres af Villien.

Men naar Forelskelse saaledes er en Besættelse, hvis Tilstedeværelse ikke dikteres af Villien, og Forelskelse samtidigt gør en Genelskelse og seksuel Ejendomsret over den "Elskede" til Livsbetingelse, tvinger Selvopholdelsesdriften jo den "Forelskede" til at kæmpe for Opnaaelsen af nævnte Genelskelse og Ejendomsret. Da denne Kamp er "Skinsyge", bliver "Skinsyge" saaledes en ganske naturlig Proces. Men kan noget, der er naturligt, være "ondt"?

Naar dette, ikke at opnaa den nævnte Ejendomsret og Genelskelse, undertiden kan betyde Tabet af mental Førlighed, kan betyde Tabet af Lysten til Livet, kan betyde Overbebyrdelse af Nervesystemet med Spekulation og utrøstelig Sorg, kan betyde søvnløse Nætter, kan betyde Nedsynken i en Afgrund med Laster, Skinsyge og Selvmord, er det absolut rimeligt, at den "Forelskede" søger at rydde alle Hindringer af Vejen, klamrer sig til alt, hvad der kan forbinde ham (hende) med den "Elskede", ja endogsaa i Tilfælde, hvor denne sidste selv gør stor Modstand.

Et "skinsygt" Individ udgør altsaa et Væsen, der kæmper for Livet. Men et Væsen, der kæmper for Livet, et Væsen, der følger sine naturlige Anlæg, et Væsen, der kæmper for sine livsbetingede naturlige Begærs Tilfredsstillelse, og ønsker at opnaa den livsbetingende Slukning at en Sult og Tørst, der brænder i dets Legeme, dikteret af Kræfter eller en Besættelse, det ikke selv har nogen som helst Herredømme over, er det en "Forbryder"? - Skal det straffes? - Kan det være forbryderisk, at et Væsen, hvis Mentalitet og Livslykke staar og falder med Opnaaelsen af Genelskelse hos den "Elskede", kæmper for denne Opnaaelse? - Da denne Opnaaelse er blevet en saa og saa mange Procents Livsbetingelse for det, vil det jo i tilsvarende Grad betyde Selvmord ikke at kæmpe for nævnte Opnaaelse. Ved ikke at kæmpe for nævnte Opnaaelse dømmer det sig selv til mental Invaliditet, dømmer sig selv til en ulykkelig Tilværelse, der er hundrede Procents underminerende for dets Liv og Velvære.

Men hvis Individet nu med alle til Raadighed staaende Midler kæmper for sin Opnaaelse af Genelskelse hos den "Elskede", kommer det ogsaa til at dræbe. Det dræber Freden, Lykken og Ligevægten hos den, det efterstræber, idet dennes sympatiske Anlæg eller Forelskelsesevne i nærværende Tilfælde slet ikke kan animeres af det efterstræbende Individ. At det sidste Væsen føler Skinsyge og bekæmper den "Elskede"s sympatiske Anlæg i at komme til Udløsning overfor et eventuelt andet Væsen, hvis Natur netop er i Stand til at udløse dem til Forelskelse, gør bare ondt værre. Den "Forelskede"s Efterstræbelse bliver en meget ubehagelig Gene for den Efterstræbte og dennes eventuelle "Elskede" eller "Forlovede". Og Selvopholdelsesdriften i disse Væsener begynder da at gøre sig gældende, saaledes at ogsaa de begynder at gøre Modstand, begynder at kæmpe for Lykken og Livet.

Den ulykkeligt "Forelskede" er altsaa saaledes stillet, at enten maa han (hun) opgive sig selv eller den "Elskede". Og er det ikke denne ulykkelige Situation, der bliver den direkte og største Baggrund for den evige Sætning: "Saligt er det: hellere at give end at tage"?

At denne store Sætning eller Analyse er rigtigt, kommer fundamentalt til Syne derved, at Forelskelse eller Genelskelse ikke er noget, der kan skabes ved Magt. Den "Forelskede" kan naturligvis i heldigste Tilfælde tvinge den "Elskede" til at føje sig efter hans (hendes) Ønsker, men det bliver kun i det rent ydre eller formelle. Sjælen kan ikke tvinges eller indespærres og gaar ad sine egne hemmelige Veje eller lønlige Stier mod det, der for den er Brændpunktet i dens Sympati.

Dette vil altsaa sige, at en saadan tvungen "Elskede" er en "kunstig" Mage, er kun et Surrogat for det, der af den "Forelskede" ønskes, at den skal være. Den "Forelskede" ejer ofte ved Hjælp af de gamle Traditioner juridisk og formentlig moralsk Ret over det andet Væsen, men det er i Virkeligheden kun dets fysiske Legeme, absolut ikke dets Mentalitet. Denne lader sig ikke indestænge, selvom den naturligvis kan generes meget af de ydre Foreteelser. Tankerne kan ikke fængsles. Med dem kan man elske, omfavne og kærtegne sin "Næste som sig selv" ligesaa meget man vil, ligegyldigt hvor tykke Mure der saa end maatte være mellem denne og en selv, ligegyldig hvor "forbudt" og "umoralsk" denne mentale Tilstand saa end maatte opfattes at være.

Er Sandheden ikke den, at saaledes er enhver normal Mentalitet? - Hvorledes skulde Udvikling ellers finde Sted? - Hvorledes skulde Sjælen ellers vandre mod højere og højere Zoner, dersom den ufrivilligt kunde tilbageholdes af et andet Væsens Egoisme, Luner og Begær? - Og er det ikke netop denne Omstændighed, der har inspireret Kristus til at sige: "Frygter ikke for dem, som slaar Legemet ihjæl, thi disse kan ikke ihjælslaa Sjælen".

Og nu med Hensyn til de jordiske Ægteskaber, er disse ikke en eneste stor Fortælling om "ulykkelig Kærlighed", om mentalt Tyranni, om tvungen Genelskelse o. s. v., selvom der naturligvis ogsaa findes en Del Procent af lykkelig Tilstand? - Og hvorfor er det meste af denne lykkelige Tilstand efterhaanden blevet udtrykt som "Hvedebrødsdage"? - Markerer dette ikke, at der indenfor Ægteskabet findes andre "Dage" eller en anden Periode, der ikke er "Hvedebrødsdage". Og tyder de mange Skilsmisser og Ægteskabsprocesser, Skinsyge- eller Jalousidramaer ikke paa, at Menneskeheden ikke mere har Anlæg for at opfylde det sjette Bud: "Du skal ikke bedrive Hor".

Naar en Mand eller Kvinde undertiden har været gift for tredie eller fjerde Gang, kan man saa ikke kalde saadanne Ægteskaber for "Serieægteskab"? Og gaar den Slags Ægtefæller, principmæssigt set, ikke ind og ud af disse Ægteskaber, som man gaar ind og ud af en Sporvogn? - Dette vidner heller ikke ret meget om Anlæg for at praktisere Moralen: "Og derfor skal en Mand forlade Fader og Moder og holde sig til sin Hustru". - Tror man, at saadanne Personer har Anlæg for at forlade ret meget for en Ægtefælles Skyld? - Og tror man, at dette, at "Manden er Kvindens Hoved", stadigt holder Stik? - Er Forholdet ikke netop det, at der i vore Dage, er mange Kvinder, der er "Mandens Hoved"? -

Een og samme Ægtefælle, i disse moderne Ægteskaber, er altsaa ikke mere en Livsbetingelse for Individerne. En Ægtefælle er derimod principmæssigt mere kun udgørende et "Maaltid Mad" eller en enkel særlig bestemt "Ret" i deres samlede Tilfredsstillelse af deres kønslige Hunger. Denne Tilfredsstillelse kræver efterhaanden mange "Retter", og de paagældende Individer er næppe færdige med den ene "Ret", før de febrilsk er i Færd med at "fortære" eller lægge an paa en ny "Ret". Og er det ikke saaledes, at mange Personer ikke engang kan være trofaste i et "Serieægteskab", men foruden at leve i en permanent Skiftning af Ægtefælle samtidigt heller ikke kan undvære erotiske Eventyr og Oplevelser udenfor Ægteskabet? -

Tror man, at disse Personer kan omvendes ved dette: "Men jeg siger eder, at hver den som ser paa en Kvinde for at begære hende, har allerede bedrevet Hor med hende i sit Hjærte"? Og tror man at Jesus har sagt denne Sætning for at omvende denne Kategori af Damer og Herrer? - Kommer denne fundamentale Sætning eller Analyse ikke mere til at virke som en Paavisning af Haabløsheden i den nævnte Omvendelse? Hvem beundrer ikke Skønhed, Ynde og Charme? - Hvem elsker, omfavner og kærtegner ikke et elskeligt Væsen i sit Hjærte, selvom enhver fysisk Berøring er forbudt, "umoralsk" og "syndig"? - Vilde det ikke være abnormt ikke at gøre dette? - Tror man, at Verdensgenløserens Hjærte var en Isklump? - Har han ikke netop i sine Tanker omfavnet og kærtegnet alle Mennesker? - Tror man ikke, at en fysisk Berøring med mange af disse af ham elskede Væsener vilde have været ham kærkomment? - Hvorfor tror man ellers, at han ofrede sit Liv for dem? - Og hvor skulde han ellers faa den Myndighed fra, hvormed han sagde til de rasende Mennesker, der vilde stene "Kvinden, som var grebet i Hor", "den der er ren, han kaste den første Sten", dersom det ikke var fra det i hans eget personlige Væsen oplevede Kendskab til de sympatiske Anlægs Mystik? - I modsat Fald vilde han jo kun kunne have faaet sin Viden fra en personlig næsvis Spionage af de enkelte Menneskers Privatliv. Og det tror jeg dog ikke, man tør vove at beskylde ham for.

Med Hensyn til Kristi Kærlighed vil man naturligvis protestere og sige, at han elskede ganske vist alle Væsener, men denne Kærlighed var "ren", var ganske blottet for seksuelt Begær. Men hvad er "seksuelt Begær", hvor begynder og hvor ophører dette? -

Er det ikke en Kendsgerning, at det er en Nydelse at kærtegne og omfavne dem, man elsker, ogsaa der, hvor man ikke er besat af Forelskelse? -

Dette vil altsaa sige, at "ren" Kærlighed ogsaa er en Nydelse. Der, hvor dette ikke er Tilfældet, der rummer den i sig en vis Procentdel af Antipati og bliver saaledes i tilsvarende Grad en Modsætning til sin Natur. Men en Modsætning til Kærlighed er jo Had. En Kærlighed, der indtil en vis Grad rummer i sig Had, kan kun udgøre den virkelige Form for "uren" Kærlighed. Den absolut "rene" Kærlighed gør enhver Omfavnelse, Berøring og Kærtegnen af dem, man elsker, til en absolut behagelig og velgørende Fornemmelse, der er af en stærk stimulerende eller oplivende Natur baade for Mentalitet og Fysik. I samme Grad som Kærligheden afviger fra at udløse denne Virkning, afviger den fra at være "ren" Kærlighed, og kan allerhøjest kun udgøre en Slags Høflighedsformalitet, en Slags Udtryk for "Dannelse", "Takt og Tone", hvis den da ikke helt og holdent kommer ned paa "Judaskysset"s Stadium.

Den sande Kærlighed udgør altsaa i sin Natur en Nydelse baseret paa Berøring. Men hvad er "seksuel" Nydelse? - Er det ikke netop ogsaa en Nydelse baseret paa to Organismers Berøring af hinanden? - Og er disse to nævnte Former for Berøring ikke udløsende en saa ensartet Fornemmelse af Behag, at man netop i begge Tilfælde kalder dem "Kærlighed"? - Er det ikke netop denne Omstændighed, der er Skyld i, at man kalder "Forelskelse" "Kærlighed", og overalt i Digte, Romaner og Eventyr finder den beskrevet under dette Navn? -

Er der da slet ingen Forskel paa Seksualisme og Kærlighed? - Nej, i Grundprincippet eksisterer ingen Forskel. Seksualisme er Glæde og Nydelse ved Berøring og Kærtegn, Kærlighed er Glæde og Nydelse ved Berøring og Kærtegn.

Nu vil man eventuelt indvende, at der dog findes mange Væsener, man elsker, uden at dette har noget som helst med seksuelt Begær at gøre. Men hertil maa jeg svare, at det er en af Verdens allerstørste Illusioner. Hvis man virkelig elsker et andet Væsen, vil det uvægerligt være en Nydelse paa en eller anden Maade at give denne Kærlighed Udtryk, ja, selv igennem et Martyrium vil den være en Nydelse, ligesom en Omfavnen eller Kærtegnen af det elskede Væsen umuligt kan være andet end Nydelse, for saa vidt dette Væsen da ikke er befængt med Bylder, smitsomme Sygdomme eller paa anden Maade er uæstetisk at røre ved. Alle Vegne, hvor der ikke findes saadanne Hindringer for normal Berøring, vil Kærligheden absolut være identisk med Nydelsen af Berøring af den Person, Herre eller Dame, Ven eller Veninde, Pige eller Dreng, Yngling eller Olding, der er Genstand for Kærligheden. Er den ikke det, er den absolut ikke total Kærlighed, men er iblandet Antipati af en eller anden Art. Virkelig Kærlighed er uomstødelig Nydelse ved Berøring. Hvordan skulde "Haandtrykket" og "Kysset" ellers være indført i Verden? - Og benyttes disse to Foreteelser ikke lige saa godt i "Kærligheden"s som i Seksualismen"s Tjeneste? - Venner og Veninder kysser og omfavner hverandre. Forelskede omfavner og kysser hinanden. Hvis ikke dette var Udtryk for Nydelse, var det aldrig opstaaet.

Kærlighed er saaledes lige saa vel "seksuel" Nydelse, som den saakaldte "Seksualisme". At den eventuelt opfattes eller føles anderledes end sidstnævnte, skaber jo ingen Principforskel, men kun en Variationsforskel i Nydelsen og skyldes kun Menneskets midlertidige Polstellation og Køns- eller Seksualorganers særlige Natur, som vi i det følgende skal komme tilbage til.

Hvis Kærlighed ikke havde noget med Seksualisme at gøre, hvordan kan det saa være "umoralsk" at kysse og omfavne en anden Mands Hustru? - Og hvorfor maa en Hustru saa ikke kysse og kærtegne en anden Hustrus Mand? - Hvordan skulde saadanne Foreteelser ellers blive identisk med at "bedrive Hor", blive "Skilsmissegrund"? -

Jo, al Nydelse eller Behagsfølelse ved Berøring er, har altid været og vil i al Evighed blive ved at være, identisk med "Seksualisme". Og uden denne Omstændighed vilde Jesus aldrig nogen Sinde kunde være blevet "Eet med Faderen". Naar andre Mennesker endnu ikke er blevet "Eet med Faderen", skyldes det udelukkende kun, at der er altfor mange Mennesker, som de endnu føler Antipati eller er fjendtlig stemt imod, og som de derfor ikke kan lide. Med andre Ord, de "elsker" dem ikke. Og er det ikke netop denne Antipati, der er den fundamentale Hindring for den resterende Opfyldelse af Livets største Bud eller "al Lovens Fylde": "Elsker hverandre" eller "Elsk din Gud over alle Ting og din Næste som dig selv"?