Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

De fleste har vel på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med Odysseen, "heltedigtet", som Homer skrev for ca. 3.000 år siden om hin kriger Odysseus, som ene af en større skare krigere og med en mindre flåde nåede tilbage til sin hjemstavn for blot der at finde endnu flere trængsler udover de utallige andre umenneskelige farer, som han under de 20 års fravær fra sin fødeø havde været igennem på sit livs vej. Netop for nogle uger siden kunne man i dansk og vel også i svensk fjernsyn få genopfrisket Odysseen, hvor Odysseus' episke vandring kunne følges i sin helhed over 8 forskellige udsendelser.

Historien er kort den, at Odysseus som konge og hærfører havde bekæmpet og brændt byen Troia i Lilleasien under store blodsudgydelser. Historien gengiver hans tur tilbage over havet til sin hjemstavn, den græske ø Ithaka, hvor hans dronning endnu efter 20 års fravær venter på ham, omgivet af bejlere, der er parate til at dele "rovet", dvs kongedømmet og hans viv, så snart de fik vished for, at han er død i Troia. Grundet "gudernes vrede" forhales hans hjemtur, idet han må gå igennem en mængde farer, fristelser og lidelser.

Nogle gamle eventyr har overlevet århundredernes omskiftelser. Martinus har i øvrigt påvist, at grunden hertil er, at disse på grund af deres illustration af visse kosmiske principper igennem tiderne har talt til, og stadig taler til meget som menneskets, og især barnets bevidsthed er på "bølgelængde" med. Menneskets tidligere oplevelser og erfaringer er oplagrede i dets overbevidsthed som kosmiske livsprincipper, og herfra går den direkte forbindelse gennem talentkernerne ned til den måde, hvorpå vi f.eks. opfatter et eventyr eller et episk digt.

I Odysseen ser vi, at den tids menneskers ideologi var meget stærkt centreret om "guderne", disses indbyrdes forhold og deres forhold til mennesker. Livet var præget af og behersket af en principiel tro på kosmiske principper, udtrykt for dem eller bragt til dem på et lavpsykisk og også højpsykisk plan. Der var sandsigere, som man satte sin lid til, hvis person næsten var urørlig tabu. Der var "troldkvinder", som gennem særlige evner også kunne forudse fremtidens hændelser. Der var guder, som kunne antage menneskelige skikkelser; man tænker her på psykiske væsener som nisser, fauner, feer, der optræder hos andre kulturer. Der var en stærk skæbnetro, hvor man troede, at man måtte undgælde, betale, for sine handlinger. Således fremgår det klart, at Odysseus var bevidst i, at det var hans hårdhændede behandling af Troja, der havde mishaget visse guder, og som derfor lagde så mange hindringer foran ham på hans vej tilbage til Ithaka. På et tidspunkt under hans rejse får han en psykisk oplevelse: han har fået lov til at se lidt ind i sin og sine fællers fremtid gennem et ophold i Hades, dødsriget. I Hades fører han også samtaler med tidligere venner og bekendte, bl.a. hans moder, og de giver ham alle gode råd med på vejen. Da han kommer tilbage til sine folk efter dette besøg og vil fortælle dem om det, samt om den skæbne, der venter dem, hvis de ikke vil følge de anvisninger, han har fået til dem for den del af rejsen, der følger, og hvor han selv får at vide, at han vil vende helskindet hjem, dog kun under svære lidelser, forstår de ham slet ikke; ved ikke, hvad han taler om. Så husker han, at den, der havde givet ham disse meddelelser i Hades, også havde sagt, at folkene ville glemme, hvad de hidtil havde oplevet der på stedet, og at de derfor ikke ville kunne forstå ham mere. Fra nu af vil der være en usynlig mur imellem ham og dem. Han vil ikke have ubetinget magt over dem. De vil ikke ubetinget adlyde ham. De er så at sige "beskyttede" overfor ham. Det vil sige, han kan ikke fortælle dem deres skæbne, han kan ikke træde i stedet for skæbnen; de må selv gennemleve, hvad der kommer. Han er med et moderne ord blevet "fremmedgjort" overfor disse, der tidligere havde været hans bedste venner. Det sker da også som spået dem: folkene æder "gudens" kvæg, som græsser på en af de øer, de senere kommer til, til trods for Odysseus' stærke forbud. De følger deres hungers bud, og de omkommer alle. Parallellen til skabelsesberetninger er slående.

Der er steder på jordkloden, der endnu er næsten uberørte af menneskers hånd og tænkning, og hvor psykiske væsener stadig kan ses af befolkningen. Martinus beretter om tilstedeværelsen af psykiske væsener på Island. Der er mennesker, der fortæller, at de drages op i den rene luft og atmosfære i bjergene eller i vildmarkerne, f.eks. som mennesker, der har rejst og arbejdet på Grønland. Det er sådan, siger de, at når de én gang har oplevet naturens skønhed og storslåethed og renhed, så drages de atter af den større mentale balance, de der har fundet. Nogle udtrykker det som en følelse af at være i større kontakt med "Guddommen". Apropos dette skal nævnes et forsøg, der er gjort for år tilbage af en amerikansk gruppe spiritualister. Man ville forske over emnet, om det havde nogen virkning på styrken af den personlighed, der talte gennem et medie, når en gruppe samlet om et medie befandt sig oppe i den rene atmosfære. Man lejede en flyvemaskine og holdt en seance flere tusinde meter oppe, og det blev meddelt gruppen gennem omtalte personlighed, at det var meget lettere at "trænge igennem" deroppe end nede nær jorden og måske også inde i en bygning, hvor alskens vibrationer var til stede. Noget lignende kendes ved de indiske guruer, der ofte vælger deres eremitagtige levemåde i den "jomfruelige", "ubesmittede" natur og i bjergene, netop af samme grund; det gør det lettere for dem at meditere sådanne steder.

Rundt omkring vor jordklode ligger et lag, som for psykiske kræfter kan være svært gennemtrængeligt, ligesom enkeltindividet selv er omgivet af et sådant beskyttende eller hæmmende lag. Hele vor materialistiske livsindstilling og tankegang med alle dens materialisationer koncentreret i vor tids enorme bymæssige beboelses- og industrikvarterer med deres fortættede tankeenergier, så at sige "lukker" for vor åbenhed overfor psykiske påvirkninger, eller, kunne man sige, forurener vor klode også på denne måde. Mennesket har været igennem en periode i dets udvikling, hvor det har været nødvendigt at "beskytte" sig mod "forstyrrende" faktorer, der kunne distrahere for meget fra denne menneskets "materialistiske opgave". Men ligesom på Odysseus' tid søger mennesket tilbage til dets hjem Ithaka, dvs dets oprindelse, gennem farer og fristelser og ifølge sin skæbne.

Men på Homers tid for ca. 3.000 år siden fandtes sådanne "forurenende" faktorer slet ikke i samme målestok. Her kunne mange psykiske faktorer meget lettere komme i kontakt med jorden udefra. Der var langt færre mennesker, og disse var endnu ikke så dominerede af den videnskabelige tankegang, hvorigennem deres stærke viljer efterhånden ville komme til at anvende selve naturen i deres egen tjeneste til deres egen fordel. Med dette var de store ideologiske splittelser i historien begyndt at sætte ind, og med større og større kraft kunne de "forurene" jordens atmosfære og gøre den vanskeligere gennemtrængelig.

Store personligheder: filosoffer, videnskabsmænd, kunstnere - f.eks. Sokrates med sin logiske tankegang og kendskab til den ene Gud, Skaberen - er faktisk at betragte som en af den tids verdensgenløsere, der havde et stort kendskab til kosmiske livslove. Hans mål var at vække, eller, som han sagde, "forløse den foruddannede viden, der gemtes i sjælen". Hans eneste bøn var: "Min Gud, giv mig den indre renhed!" Sådanne tanker var også fremme i oldtidens Grækenland.

Lad os gå tilbage til vor tid, hvor mennesker i tusindvis, f.eks. i Nordsveriges, Nordnorges, USA.s ødemarker søger ensomheden og den nære kontakt med naturen, ikke som en flugt, men inderst inde som et middel til at finde sig selv og sin egen identitet ifølge et bevidst eller ubevidst indre krav om at finde frem til noget væsentligt gennem opholdet og meditationen i naturen. Eller som Sokrates udtrykte det: "Ved at "forløse" den foruddannede viden, der gemmes i sjælen", hvilket vil sige et kendskab til menneskenes evigt tilbagevendende tilværelser i den fysiske materie.

Fra Odysseen til vor tids månerejser ligger der ca. 3.000 år. En overskrift til en ugebladsartikel fornylig, der beskrev nogle af de amerikanske astronauter efter deres månefærd, lød: "De bliver aldrig sig selv igen". Endvidere står der: "Mange af USA.s 35 astronauter har måttet erkende, at deres følelsesliv er forandret efter deres oplevelser i det ydre rum. I flere tilfælde er de begyndt på et nyt liv". En af dem beretter, at "han mistede sin identitet. Jeg følte mig pludselig, som var jeg en del af alt det, jeg så svæve omkring mig". Han tilbringer nu det meste af sin tid med at hjælpe narkomaner, frivilligt. Han er også nu medlem af noget så diametralt modsat til sin hidtidige beskæftigelse i videnskabens tjeneste, en meditationsgruppe. En anden siger: "Der sker noget med én derude". Denne har nu trukket sig ud af alt andet, og har viet sit liv til studiet af tankeoverføring, som han tror vil kunne hjælpe menneskeheden. En tredie fandt opholdet på månen en "religiøs oplevelse". Han siger: "Jeg blev dybt rørt ved skønheden og følte mig nærmere Gud". En måned efter sin hjemkomst sagde han: "Jeg føler, at Gud har kaldt på mig". Han er nu baptistpræst. En fjerde græd, da han så sine egne fodspor i månestøvet. "Jeg blev overvældet af følelsen af, at hvad jeg så på månen var en del af Guds univers. Jeg var dybt chokeret, da jeg fik øje på mine egne fodspor", sagde han. En femte fik nervesammenbrud efter hjemkomsten. En sjette begyndte at skrive poesi. I alt 6 er blevet skilt. "Alt i alt er det et faktum, at mange af USA.s astronauter har måttet erkende, at deres følelsesliv er forandret efter deres oplevelse i det ydre rum", slutter bladet.

Hvad er der mon helt reelt sket? Hvis man sammenholder disse oplevelser med, hvad der blev nævnt ovenfor om visse vibrationers eller udstrålingers indvirken på vore psykiske centre, da ligger den antagelse ikke fjern, at astronauterne er blevet udsat for en endog særdeles kraftig påvirkning af dele af verdensaltets skabende impulser, hvis natur og virkemåde klart er blevet beskrevet af Martinus.

Selvfølgelig virker astronauternes hele fysiske anspændthed med efterfølgende afslappelse og reaktion ind på deres tilstand. Der synes imidlertid ikke at være nogen tvivl om, at det, at de for det første er blevet lettet en del for deres tunge fysiske vægt ved at befinde sig udenfor jordens gravitation (og således kunne man måske lidt humoristisk sige ved denne aflastning var et lille skridt på vej til at dematerialisere sig), og for det andet, at de fra en jordklodes tunge vibrationsfelt nu er kommet ud i et "jomfrueligt" kosmos, kun omgivet af stråler og vibrationer af kosmisk natur, har haft en meget stærk psykisk virkning på dem. De er, som én af dem sagde: blevet anderledes.

Odysseus fik at vide af sandsigersken, at han efter sit besøg i Hades - dødsriget - hvor han bl.a. havde fået sin og sine fællers fremtidsskæbne at vide, aldrig ville blive den samme igen og samtidig ville han miste sine fællers tiltro.

Nogle af kosmonauterne i alt fald synes at have lidt den samme skæbne. De "blev aldrig sig selv igen", og nogle måtte lade sig skille fra deres nærmeste.