Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Fundamentet for det levende væsens tilværelse er selve dette, at det begærer at leve og opleve. Dette urbegær er evigt og uforanderligt, det er en del af det levende væsens overbevidsthed, og alle begær og ønsker har deres rod i urbegæret. Men i vor daglige tilværelse er vore begær og ønsker detaljeret ud, og de er ikke evige, tværtimod, de bliver efterhånden tilfredsstillet og afløses af nye ønsker og begær.

Dette er i princippet det samme som med vore legemer. De fødes og dør, men nye legemer skabes, fordi vi bag det fysiske og de åndelige legemer har et evighedslegeme, hvori de seks grundenergier har deres evige kredsløb, også de levende væseners ønsker og begær er underkastet kredsløbets love. De er bevægelser i det evige urbegær, som legemerne er bevægelser eller kredsløb i evighedslegemet. Derfor vil i al evighed nye ønsker og begær følge efter de gamle ønskers og begærs tilfredsstillelse, og det vil være sådan, at disse nye ønsker og begær er kontraster til de forrige, som man nu netop er blevet mæt af.

Hvad er det så for ønsker, der dominerer den jordiske menneskehed? Ja, vi har jo for ikke så længe siden ønsket hverandre "glædelig jul og godt nytår", og det er glimrende ønsker, selv om det måske nok i nogle tilfælde er ord, der er blevet sagt vanemæssigt uden særlige tanker bagved. Men hvilke tanker ligger der egentlig bagved ordene "glædelig jul og godt nytår"? Ja, julens princip er jo lyset i mørket, det er "fred på jorden og blandt menneskene et velbehag", som der står i juleevangeliet. Man ønsker altså fred og glæde for andre, og man ønsker det ikke blot i julen men også i det kommende år. Det er da et kærligt og godt ønske. Og man læser også i aviserne, hvordan regeringsoverhoveder og andre kendte personer udtaler ønsket om verdensfred og bedre levevilkår for menneskene. Der er virkeligt ønske og begær efter en verden, hvor krigen skulle ophøre og afløses af en fredelig sameksistens. Men det er fordi menneskene er mæt af krigen, at de længes efter kontrasten dertil. De har virkelig en gang ønsket den, ellers kunne den aldrig nogen sinde opstå. Nogle mennesker vil måske nok protestere og sige, at de aldrig har ønsket krig, og de mener dermed, at de ikke ønskede den forrige verdenskrig eller en kommende krig. Men hele spørgsmålet om krig og fred har langt større perspektiver tilbage i fortiden og ind i fremtiden, end menneskene i almindelighed regner med.

De jordiske mennesker tilhører endnu dyreriget, og jungleloven er den lov, som i det store og hele er den herskende iblandt dem. Den stærkeres ret er ikke forbeholdt det egentlige dyrerige, men strækker sig helt ind i det intellektualiserede dyrerige, hvilket vil sige til de jordiske menneskers zone. Ønsket og begæret efter at være den stærkeste og vise, at man er den stærkeste, findes endnu i jordmenneskets bevidsthed. Trangen til at dominere med sin vilje og sine meninger over en lille eller en større kreds af medvæsener ligger i mange menneskers sind. Der findes diktatorer i massevis rundt omkring på kloden, ikke blot i spidsen for stater og samfund, men også i forretningsverdenen, på arbejdspladser og i familier. Ja, hvert eneste jordmenneske har en diktator i sig, selv om denne diktator naturligvis ikke er lige fremtrædende hos alle. Allerede børnene er små diktatorer, de kan trampe i gulvet, hvis de ikke får deres vilje, og man kan se mange eksempler på, hvordan børn søger at dominere over deres omgivelser. Men børnene repeterer også under deres opvækst tidligere inkarnationers bevidsthedsstadier, altså tilstande, de har været igennem i tidligere liv. Det er også derfor, at ønsket om krigslegetøj kan være så stærkt hos drengene i en vis alder, hvor de repeterer tidligere inkarnationers krigermentalitet. Derfor behøver de ikke at blive særlig krigeriske senere i livet, hvor de måske netop har overstået disse tilstande. Men krigsinstinktet eller rovdyrmentaliteten eksisterer som en mere eller mindre degenererende faktor i det jordiske menneskes bevidsthed og er også medvirkende til at dirigere dets ønsker og begær.

De jordiske mennesker har for millioner af år siden været plantevæsener, og gennem overgangsformer udviklede de sig til animalske væsener. Dengang rummede deres bevidsthed begær, som dels var præget af planteverdenens livsformer, dels, efterhånden som de gled ind i overgangstilstande, af animalske livsformer. Vi har også her på kloden i vor tid eksempler på en lignende tilstand, nemlig alle de kødædende planter, hvori der begynder at danne sig mavesæk og fordøjelsesfunktion. Men den jordiske menneskehed repræsenterer også nu en overgangstilstand og rummer i sin bevidsthed ønsker og begær, som er præget af to forskellige verdeners livsformer, både dyrerigets og menneskerigets, og det er årsagen til de mange konflikter både mellem stater og mellem de enkelte mennesker. Jordmenneskene ønsker fred, men den del af deres bevidsthed, som endnu hører dyreriget til, har også sine ønsker og begær, der er unaturlige ønsker for mennesket i dem.

Et menneske kan ønske et andet glædeligt nytår, og lidt senere hører det måske, at dette andet menneske har omtalt det ufordelagtigt, straks er dets tanker inde i helt andre baner, og dets ønsker i forbindelse med vedkommende er alt andet end kærlige og gode. Ja, men det er da naturligt, vil man sige. Det er naturligt for dyret i jordmennesket pludselig at udsende vredes- eller hævntanker og ønske noget mindre behageligt for et andet menneske, men det er ikke naturligt for mennesket i jordmennesket. De jordiske mennesker har slet ikke herredømme over deres ønsker, de er nærmest analfabeter på ønskets område. Men kan det da ikke være lige meget, hvad man ønsker? Det kan det ikke. Hele menneskehedens nuværende situation er et resultat af menneskenes menneskeligt set unaturlige ønsker. Ønsker skaber skæbne. I fremtiden vil dette at ønske ligefrem blive et fag i skolen, så man kan lære at få kontrol over sin ønskeevne. At bekæmpe de unaturlige ønsker er absolut en livsbetingelse for al kulturskabelse. Der bliver ingen fred i menneskestaten, før der bliver det i menneskesindet, og der bliver ikke fred i menneskesindet, før menneskene har lært at ønske som mennesker og ikke som intellektuelle rovdyr.

Når jeg kalder mit foredrag: "Når man spiller hasard med livet", er det for at vise, at så mange mennesker med hensyn til deres daglige ønsker og begær virkelig spiller en slags hasard. De ønsker i blinde og lader sig lede af øjeblikkelige stemninger og humørsvingninger. Eller også lader de sig lede af, hvad der er almengældende inden for moral, god tone og dannelse og af, hvad andre ønsker og mener. Men den almene kultur og dannelse er tilpasset fortidens mennesker og indeholder derfor meget, som er unaturligt for nutidens menneskehed. At bekæmpe unaturlige ønsker kan være ensbetydende med, at man i nogen grad må sætte sig ud over, hvad andre tænker og mener. Hvis man f.eks. virkelig ønsker at leve vegetarisk, skal man naturligvis ikke lade være med det, blot fordi en del mennesker vil synes, at det er tåbeligt. Det vil lidt efter lidt gå op for flere og flere mennesker, at hele det sæt af vaner, som de for en stor del baserer deres daglige tilværelse på, er fremkommet gennem ønsker, som engang var naturlige, men nu er højst unaturlige for en menneskelig tilværelse. Hvordan kan det ændres? Det kan det kun ved, at menneskene ønsker det og arbejder med på at opfylde deres egne menneskelige ønsker.

Livets hasardspil, som det spilles blandt nutidens mennesker, er også karakteristisk derved, at mennesker ofte er tilbøjelige til at sætte alt ind på ét bræt og lade deres lykke, deres humør og velbefindende være afhængigt af, om de vinder eller taber, dvs om det går, som de ønsker, eller det viser sig at gå helt anderledes. Der er vel ingen normale mennesker, der ville købe en bil eller en gård i den sikre tro, at de nok skulle vinde den store gevinst i lotteriet, blot fordi de havde købt en lotteriseddel. Men der er masser af mennesker, som helt sikkert venter, at deres ønsker skal gå i opfyldelse, og at lykken venter på dem, blot fordi de har mødt et bestemt menneske, som de er blevet forelsket i. I en sådan situation bliver de ofte skuffede, idet vedkommende viser sig at være helt anderledes, end de troede og ønskede. De bliver måske bitre og vrede på det menneske. Men det kan jo ikke nytte at tage et nummer i lotteriet og blive vred over, at det ikke gav den gevinst, man ønskede. Fejlen skyldes ikke det andet menneske. Det repræsenterede i forvejen sin særlig bestemte udviklingsstandard eller sit udviklingstrin og kan ikke repræsentere andet. At man selv har været blind, kan ikke bebrejdes det andet menneske. Det gælder naturligvis ikke blot indenfor forelskelse og ægteskab, men også i mange andre tilfælde. Man har måske betroet sig til et andet menneske og fortalt det noget, som man ikke ønsker, andre skal vide, og så viser det sig, at vedkommende fortæller det til højre og venstre. Det er noget af et lotterispil at regne sikkert med, at andre kan tie stille med det, man fortæller dem. Mange kan ikke, selv om de gerne vil, og så har man altså igen ønsket noget, som viste sig at være en umulighed, og man fylder sin bevidsthed med bebrejdelse, vrede og bitterhed, men fejlen er begået af en selv. Gang på gang lader mennesker deres livslykke være afhængig af en bestemt person, som de i deres blindhed ønsker skal være anderledes, end han eller hun kan være efter sit udviklingstrin, eller de stræber efter en titel, efter penge, bil, fjernsyn og hvad man ellers kan begære, og mener, at lykken ligger i disse ønskers opfyldelse. De materielle ønsker kan de også i mange tilfælde få opfyldt, men også i mange tilfælde blot for at opdage, at lykken alligevel ikke lå i erhvervelsen af disse materielle ting, også de bliver til vane, og nye længsler og ønsker opstår i bevidstheden. Det værste er, hvis mennesker bliver bitre og ødelægger deres egen og andres livsglæde, fordi de synes, de fik nitter i stedet for den store gevinst i livets lotteri. De tror, at de er martyrer og føler sig forfulgt af skæbnen. De påfører derved deres fysiske organisme dødbringende energier gennem deres tankefunktioner, de nedbryder deres egen sundhed og livskraft. Og så er det dog blot dem selv og ikke andre, der er skyld i, at det ikke gik, som de ønskede.

Hvad skal man gøre, for at ens ønsker og begær ikke bliver hasardspil? Er det virkelig muligt at lære at ønske, så man derved medvirker ikke blot til sin egen, men også til hele menneskehedens lysere og lykkeligere skæbne? Kristus har givet de jordiske mennesker et strålende eksempel på at ønske rigtigt, da han bad: "Fader, ske ikke min, men din vilje". Kunne menneskene have dette ønske som baggrund for alle deres mindre ønsker, ville deres liv efterhånden blive mindre og mindre hasardspil. Og kunne de lære ikke at vente sig for meget af deres medmennesker og især ikke at blive bitre og vrede, fordi andre mennesker ikke står på de udviklingstrin, man ønskede, at de skulle stå, ville større muligheder for fred på jorden blive resultatet. Og dermed ville den højeste viden om menneskets psyke mere og mere kunne få indpas i de enkelte menneskers dagsbevidsthed, så den bliver kosmisk bevidsthed og mennesket ét med Faderen.