Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Dette omtalte himmerige er kun en enkelt sfære af mange, og det er ikke en del af de høje åndelige verdener, men kun en tilstand i forgården til disse verdener, en mellemtilstand, hvor menneskenes bevidsthed endnu er domineret stærkt af de forestillinger, de har gjort sig om det hinsidige, medens de levede i den fysiske verden. Derfor findes der naturligvis lignende skønne paradis for muhamedanere, hinduer, buddhister og for de mennesker, som endnu tilhører mere primitive religioner, ligesom der engang har været en sfære, hvor de, der troede på Odin, Thor og Valhal, sad til bords med guder og helte. Disse kollektive paradistilstande baseret på dogmetro forsvinder dog mere og mere; de er baseret på det religiøse instinkt og på religiøse følelser, men efterhånden som den skabende tanke udvikles hos det jordiske menneske i forbindelse med humanitet og næstekærlighed, udvikles et "himmeriges rige" i dets bevidsthed, som efterhånden skal skabes på jorden, en verden af ånd, kunst og logik, af fred, frihed og broderskab, et rigtigt menneskerige. En sådan verden ville aldrig kunne komme til at eksistere i fysisk materie, hvis ikke den først eksisterede i åndelig materie. Det gør den, det er jordklodevæsenets følelseslegeme, og i denne verden oplever jordmennesket nu alt det rent menneskelige, det med sin bevidsthed kan komme på bølgelængde med. Det er også fra denne sfære skytsånderne kommer, og det kan selv blive skytsånd i forhold til, som dets næstekærlighedsevne og tænke- og skabeevne er udviklet.

Er det et menneske i sin manddomsalder eller sin modne alder, der er gået bort fra den fysiske verden, vil oplevelserne i forgården eller mellemtilstanden være præget af de tanker og følelser, en mand eller kvinde i den alder er optaget af. Det er naturligvis meget individuelt, og derfor kan det også kun omtales i store træk, men i den modne alder er det meget ofte sådan, at væsenet er meget stærkt optaget af fysisk virksomhed og har det meste af sin bevidsthed og sin kærlighed koncentreret på denne. En mand er måske omgivet af en stor virksomhed, som er resultatet af mange års arbejde, eller han er midt i udfoldelsen af intellektuel skabelse, bag hvilken der også ligger mange års slid og stærk koncentration, og pludselig dør han og er uden det fysiske redskab, som forbandt ham med den verden, hvori hans skabende udfoldelse fandt sted, men stadig opfyldt af alle de tanker, som forbandt ham med arbejdet og dets fremgang og succes i den fysiske verden. Det er ikke svært at forstå, at et menneske kan komme i vanskeligheder, når dets bevidsthed er fuld af planer og trang til at føre disse planer ud i den fysiske virkelighed, og så pludselig mister det eneste redskab, ved hjælp af hvilket dette arbejde kan lade sig gøre. Det er i princippet det samme, som hvis en håndværker pludselig mister begge sine hænder her i den fysiske verden. Det er en katastrofe. Vi har dog her fra den fysiske verden strålende eksempler på, hvordan mennesker, som er blevet invalider, alligevel klarer sig i kraft af en ukuelig vilje og en utrættelig tålmodighed og så naturligvis ved andre menneskers kærlige hjælp og forståelse. Er et menneske da "invalid", når det mister sin fysiske krop? Naturligvis skulle det ikke være det, men det kan føle sig, som om det var det, hvis dets bevidsthed næsten udelukkende har været koncentreret på den fysiske verdens foreteelser og sin egen fysiske lykke og karriere. Hvis dets virksomhed ikke har været særligt egoistisk betonet, men har haft et stærkt islæt af altruisme gennem ønsket om at være til gavn for andre, vil overgangen ikke være vanskelig, eftersom det netop er en virksomhed, som passer helt ind i den åndelige verdens bølgelængder og kan udfoldes gennem de åndelige legemer. Men har det været en livsudfoldelse, som hovedsagelig har været baseret på ønsket om at få magt og rigdom, måske endda på andres bekostning, eller hvis ønsket om ære, berømmelse og udmærkelse gennem intellektuel skabelse har været større end trangen til at finde sandheden eller skabe noget til gavn og glæde for andre, då vil der kunne opstå store vanskeligheder for mennesket, inden det vænner sig til den åndelige tilstand. Med clairvoyante evner vil man kunne se det "gå igen" i sin fysiske virksomhed, fordi det er bundet til ganske bestemte tankebaner, som det naturligvis bliver befriet af, når det beder om hjælp, fordi det mærker, at al ting er anderledes, end det før har været.

Den skønneste form for død, et jordmenneske kan opleve, er den naturlige død på grund af alderdom. Det er modnet til den åndelige tilværelse, og der er ikke mere her i den fysiske verden, der holder dets tanker tilbage. Det er naturligvis ikke alle gamle mennesker, der har fred i sindet, og har de ikke det, må de også gennem deres specielle form for skærsild, men det er undtagelserne. I almindelighed gør alderdommen mennesker mildere, mere tolerante og i stand til at resignere, livet har ligefrem forberedt dem til det, der skal ske, når de forlader det hylster, der er slidt op og ikke kan bruges mere. Det er en befrielse for dem, og det er det, der er dødens naturlige funktion for de jordiske mennesker, at de befries fra det redskab, der ikke kan tjene dem længere, og får lov til at bruge de evner og talenter, de har udviklet i deres fysiske tilværelse, til vidunderlige oplevelser i de åndelige verdener. Og når de har oplevet så meget, som det på det nuværende udviklingstrin er muligt for dem, får de en ny organisme på det fysiske plan, gennem hvilken de kan fortsætte deres "studier i at lære at tænke i overensstemmelse med livets love", for det er det, der er den fysiske tilværelses egentlige mission. Når det gamle menneske har forladt sit udslidte legeme, ofte på en sådan måde, at det lige så stille er sovet ind i døden, vil det opleve noget, som det, hvis det ellers havde haft mulighed for at vågne igen og fortælle derom, ville have kaldt en vidunderlig drøm. Hvordan "drømmen" er i detaljer, er naturligvis individuelt, men den ville godt kunne forme sig f.eks. således: Det gamle menneske oplever pludselig sig selv i en hidtil ukendt frigjort tilstand, fri af al tyngde både legemligt og sjæleligt. Det ser en strålende port, som det nu husker at have set mange gange før under søvnen, men da har det ikke været muligt at komme den helt nær. Men det har kunnet iagttage, hvordan den åbnede sig for andre væsener, der var helt frigjort fra forbindelsen med deres fysiske legeme og derfor kunne passere den. Ved disse tidligere lejligheder har det ligesom kunnet skimte, hvorledes et stærkt lysvæld strålede de væsener i møde, der skulle passere porten. Denne gang er det selv genstand for det strålende lysvæld, og det ser, at det ikke mere har et gammelt, udslidt legeme, men et nyt og ungdommeligt, hvorfra det lyser og stråler som i perlemorsglans. I porten står endnu mere lysende og funklende skikkelser og tager imod, morgen- og aftenhimlens mest strålende farver belyser hele det skønne sceneri, og den nyankomne opdager, at de væsener, som ved det første syn lignede engle, er gamle venner og kære slægtninge, som han eller hun har kendt, måske gennem mange inkarnationer. Under alt dette har der lydt skøn musik, og på den anden side porten ses nu vidunderlige landskaber, der strækker sig langt bort. Der er skove og søer, en rig plantevækst og mange fugle, hvis kvidren stiger mod himlen og blander sig med sfærernes musik. Det gamle døende væsen fra det fysiske plan er blevet en strålende engel og skal en tid opleve disse væseners verden og også blive en skytsengel for væsener på jorden eller i deres egen skærsild, som trænger til hjælp. Men hele denne åbenbaring er kun dødens port. Det er indvielse til et liv i lysets sfære, derfra fører veje til skønne, guddommelige verdener, hvor væsenet kommer til at opleve den højeste form for glæde, salighed og fred, som det er muligt på dets nuværende udviklingstrin. Det skal få lov til at opleve Guddommens nærhed så stærkt, som det aldrig har oplevet det før i denne spiral, og så går vejen mod en ny fysisk inkarnation, hvor nye muligheder skal åbne sig for videre udvikling, så lysets sfærer engang ikke blot skal være verdener, væsenet besøger mellem to fysiske inkarnationer, men dets hjemsted, hvor det oplever og skaber til gavn for helheden.