Kosmos 1973/2 side 18
Tage Buck
MINDEHØJTIDELIGHEDEN FOR ERIK GERNER LARSSON
Mange af de mennesker, som gennem den lange årrække, Erik virkede for Martinus sag, var blevet hans venner, og mange andre, som måske ikke var kommet ham så nær, men som var ham inderligt taknemlig for den viden, han tolkede og den inspiration han gav til selv at studere Martinus værker, var kommet til Klint for at mindes Erik i Kosmos Feriebys foredragssal og følge ham det sidste stykke vej til Højby kirkegård. Fra hele Danmark og fra Sverige var de kommet. Den helt fyldte sal var smukt og enkelt pyntet, og Eriks kiste stod dækket af feriebyens ældste flag, som han selv havde ønsket over sin kiste, fordi det rummede så mange minder for ham fra de mange år, siden han for første gang hejste det over feriebyen.
Det blev ingen tyngende eller sorgfyldt højtidelighed, der holdtes for Erik, fordi alle de tilstedeværende virkelig var rodfæstede i den tanke, at døden ikke er nogen realitet, men det evigt levende væsens bortlægning af en opslidt organisme, og at døden derfor ikke er et farvel, men som Mogens Møller udtrykte det, et farvel så længe.
Mogens Møller, som gennem 30 år har samarbejdet med Erik, og som kendte ham bedre end de fleste, sagde bl.a. i sin tale: "Vi er nu samlet i denne foredragssal, som er bygget af Gerner Larsson og en gruppe af hans venner, og hvor hans røst lød for 6 måneder siden ved hans sidste foredrag i feriebyen. Vi er samlet for at mindes hans strålende virke både åndeligt og fysisk for den sag - udbredelsen af Martinus verdensbillede - for hvilken han blev den første pioner, og som han viede sit liv og sit arbejde.
Allerførst skal jeg overbringe en hilsen til alle her i salen fra Martinus. Det var indtil i går Martinus hensigt at være til stede her og med egne ord bringe sit bidrag til denne mindehøjtidelighed for Erik Gerner Larsson, som i 43 år har givet hele sit liv, sin begavelse og sin arbejdskraft til Martinus sag". Mogens Møller forklarede ganske kort, at Martinus havde set sig nødsaget til at blive hjemme på grund af en midlertidig lidelse i det ene ben, og at han beklagede sit fravær, men at Martinus ville skrive en artikel i KOSMOS og der bringe sine mindeord om Gerner, og han fortsatte så: "Men han bad mig sige, at han i tankerne er med os her og med Birthe, og at han i tankerne er koncentreret i mindet om Gerner Larssons gode gerninger for Martinus arbejde og mission.
For netop en måned siden talte Gerner Larsson for sidste gang offentligt - det var ved en begravelse - og da læste Gerner et uddrag af Martinus lille bog "Blade af Guds billedbog". Birthe Gerner Larsson og jeg var enige om, at det var naturligt at læse det samme afsnit nu, både fordi Gerner Larsson selv har valgt det, og fordi det samtidig er en hilsen til os alle fra Martinus. Det pågældende stykke står i bogens 12. kapitel, hvor Martinus lader Guddommens tale igennem den lyse sommernats sælsomme trylleri overført til jordmenneskeligt sprog: "Ligesom jeg i form af sommerdagens sol ved aften må forlade dine enge og sfærer for at skabe en lysende dag over andre kontinenter og have, over andre væsener og ting, således må også du vandre bort fra din nutidige livszone, slægt og venner for at kaste dit lys over andre sfærer, væsener og ting, og ligesom jeg med mit himmelske lys forgyldte min bortgang fra dig med en så overjordisk glans, at vor afsked med hinanden ikke blev en sorgens time, men en paradisisk stund, der forvandlede nattens skygger til et lysende drømmeland, dekoreret med kærlighedens skønneste kærtegn og derved gjorde mit fravær i form af sommernattens scenerier mod den gyldne himmel til en åbenlys dokumentation af min nærhed hos dig midt i selve dets kulmination, således må også du gøre din bortgang og dit fravær lysende. Du må lade din væremåde være et så fremtrædende kærlighedens solskin, at det ikke kan undgå at forgylde enhver afsked med din næste såvel som din bortgang til hinsidige zoner, på det, at fraværets mørke nat kan blive forherliget i dit lys. Din kærligheds solskin må være så stærkt lysende, at det hinsidige kan gøre fraværet til den gyldne himmel, på hvilken dine efterlevendes minder om dig må blive til det inspirerende silhouettekogleri af levende kærtegn, det salighedens drømmerige, som jeg har åbenbaret for dig i den lyse sommernats scenerier. Derved vil også du midt i adskillelsens højdepunkt dokumentere din nærhed og således udgøre mit udtrykte billede, åbenbarende mit åsyn der, hvor dine jordiske rester, dit lig, dine døde organer og brustne øjne ellers kun ville have betydet savnets, sorgens og håbløshedens mørke nat for dine venner. Og således forenet med mig vil din passage fremover nu være en vej hen over lykkens højeste tinder. Dybt under os ligger tiden og rummet, men vi, du og jeg, er evigheden, uendeligheden og almagten."
I fortsættelse heraf fortalte Mogens Møller om Eriks liv for sagen, om hans gode artikler, om kontaktbrevene, om hans foredrag og hans skabelse af feriebyen, og han mindedes også hans smittende livsglæde og vitalitet, hans humør og glade latter, og alt dette er, sagde Mogens Møller, vore minders lyse sommernats himmel i forbindelse med Gerner.
Mogens Møller havde fornylig fundet en artikel af Erik om døden trykt i november-nummeret af det tyske blad "Der Vegetarier", og derfra citerede han et afsnit. (Artiklen findes andetsteds i dette nummer af KOSMOS, oversat af Mogens Møller i sin fulde ordlyd).
Mogens fortsatte derpå: "Som vi forstår af disse Eriks egne ord, var tanken om døden for ham en livsindstilling, døden var ikke en udslettelse, men en forvandling, og livet ikke noget vi har, men noget vi ER. Martinus arbejde bliver derfor på denne basis ikke nogen sekt, ikke nogen bås med "frelste" og "fortabte", men et sandt livssyn, hvor alle er evige guddommelige væsener. Vi er ikke identiske med vort midlertidige redskab eller legeme, men med vor tankeverden, en åndens verden, der eksisterer som stråler og bølger, og vor "død" bliver derfor blot en solnedgang i den fysiske verden, men samtidig er den en solopgang i en åndens verden. Kære Erik, du er ikke identisk med det redskab, der nu hviler i denne kiste, det er blot et legeme, som du nu må aflevere til jorden, som du har lånt det af. Men til dig, som nu er usynlig for os, siger vi TAK for alt. Din nuværende inkarnation er sluttet, men dit liv fortsætter og dermed dit virke for sandhed, kærlighed og udvikling. Du er, som du selv skrev "en af vore venner, der er gået forud", og dermed vil du kunne være os nær i vort arbejde og liv her og nu.
Farvel så længe!"
- - - - -
Blandt de øvrige talere var professor I.G. Hannemann, som havde kendt Martinus allerede før Gerner blev knyttet til Martinus sag. Professor Hannemann mindedes Gerner og den vældige energi og ildhu, hvormed han i sin tid havde organiseret studiekredse og senere opbygningen af Instituttet og feriebyen. Afdelingschef Eigil Hansen talte om Eriks og hans venskab, der var blevet bevaret også gennem omskiftelser i de mange år, og som navnlig havde bestået i samarbejde om bestemte opgaver. Erik havde sat sig i forbindelse med ham, når hans specielle evner kunne bruges, og venskabet havde især bestået i det lykkelige samarbejde om de opgaver, der lå for.
Ingeniør S. Westerlund, Stockholm, mindedes den tid, hvor Gerner begyndte sit arbejde i Stockholm, hvor de først mødtes i hans mors hjem, og at det havde været optakten til den foredragsvirksomhed, som siden havde udviklet sig vældigt ud over Sverige.
Forstander Sv. Å. Rossen indledte sin tale med et digt af Sufi-digteren Jalalu D-Din Rumi, der levede fra 1207 - 1273, og som lød:
"Jeg døde som mineral og blev en plante,
Jeg døde som plante og blev et dyr,
Jeg døde som dyr og jeg blev menneske.
Hvorfor skulle jeg frygte?
Hvornår blev jeg ringere ved at dø?
Endnu engang skal jeg dø som menneske
og hæve mig blandt velsignede engle.
Men selv fra engleverdenen må jeg gå videre...."
Her ved Gerners båre havde han, som de øvrige talere, meget positivt at sige om Gerners personlighed og hans store arbejde for Martinus sag, og han nævnte i den forbindelse bl. a. den vanskelighed, det altid måtte være for den, der nødvendigvis måtte tage beslutninger. Disse kunne selvsagt ikke gøre alle tilfredse, men når det mundede ud i forståelse og tilgivelse blev kredsløbet dermed rigtigt afsluttet.
Ingeniør Gustav Björdal, Malmö, talte smukt om Gerners og hans venskab og om deres mangeårige samarbejde i feriebyen. De mange og lange bilture fra og til Sverige havde medført, at Gerner havde omsorg for, at han og hans familie kom godt frem og tilbage, og havde altid sendt dem afsted med ordene "vel hjemme". Gerner, der nu var taget på sin "sidste rejse", bragte han sin tak og ønskede ham "vel hjemme".
- - - - -
Højtideligheden var blevet indledt med musik og sluttede nu med orgeltoner af Bach, og derunder blev kisten båret ud af Gerners søn, Kim, og nære venner for at blive ført i en kilometerlang bilkortege til Højby kirkegård. Her bar vennerne Eriks kiste til graven, og Mogens sagde blot ganske kort tak til ham og sluttede med ordene: "Nu giver du det legeme tilbage til jorden, som du har lånt af jorden", hvorefter han bad Fadervor.
De mange mennesker, som også ledsagede Erik det sidste stykke vej, mødtes bagefter på den nærliggende kro i samvær med Eriks kone, Birthe, og børnene Pia og Kim. Her talte endnu nogle gode venner af Erik om ham og hans arbejde og manede til godt samarbejde om de fortsatte fælles opgaver indenfor feriebyen og på Instituttet.
Man kan sikkert karakterisere det som en epoke indenfor Martinus sag, der afsluttes med Eriks bortgang. Erik var altid klar over, at Martinus sag ville række langt ud over vore egne korte liv, ja, at den slet ikke ville opnå nogen særlig stor udbredelse i Martinus og hans tid. Men Erik var inderligt taknemlig, fordi han fik lov til at være med, da alt dette begyndte. Han talte ofte om dette at have fået lov til at "se ind i mesterens værksted", og det er vel blevet ham forundt mere end nogen anden, netop dette at se ind i Martinus værksted og samtale med ham i hans arbejdsværelse, mens han under deres mange fælles år skabte sit verdensbillede.
tb.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige