Kosmos 1973/1 side 7
Aage Hvolby
Det dræbende og det livgivende princip i vor ernæring
(Identifikation af A- og B-livsenheder)
(Fortsat fra forrige nummer)
E. BESKRIVELSE AF A- OG B-LIVSENHEDERNES EGENSKABER
Vor udfyldning af den skematiske oversigt (side 294)(1972) på fysisk empirisk grundlag er at betragte som en ret mekanisk behandling af Martinus på intuitiv oplevelse baserede oplysninger om A- og B-livsenhedernes egenskaber. Vi vil derfor lade vor gennemgang være præget af ønsket om at forstå, hvilken hensigt Martinus har haft med de enkelte udtalelser i "Den ideelle føde", fremfor strengt eksakt at dissekere udtalelserne ord for ord ved spidsfindig brug af fysisk videnskabelig terminologi. Argumentationen for den viste udfyldning af skemaet vil vi foretage i nøje overensstemmelse med skemaets struktur. De tal, der er anført ud for de enkelte argumentationsafsnit i teksten, henviser til de tilsvarende tal i kolonnen "Argumentation" samt til de tilsvarende oplysninger om livsenhederne i skemaet. Da vi af indlysende grunde ikke kan tage alle relevante egenskaber for de mangfoldige, forskellige stofenheder, der findes i vor føde, med i vor gennemgang, kan denne nødvendigvis kun udgøre en simplificeret argumentation.
E-a. Udtalelser om A-livsenheder
1) Det, der sker med stofenhederne i vor føde ved vor udnyttelse af dem som næring, er det, der sker med dem ved vor fordøjelse og vort stofskifte, indtil disse stofenheders bestanddele atter udskilles af organismen som afføring, urin, sved, varme, udåndingsluft og udadrettet aktivitet.
Ved fordøjelsen bliver den fordøjelige del af føden som nævnt i afsnit D nedbrudt til opløselige eller emulgerbare enkeltmolekyler. I vort stofskifte bliver nogle enkeltmolekyler hurtigt nedbrudte under energiafgivelse, medens andre under energitilførsel indgår i opbygningen af hensigtsmæssige molekylsystemer. Deltagelsen i disse synteseprocesser og opholdet i molekylsystemerne må antages at kunne være af belivende natur for de pågældende enkeltmolekyler. Så langt vor viden rækker tyder forholdene på, at atomer og endnu mindre stofenheder ikke nedbrydes ved vort stofskifte.
2) I den biokemiske terminologi er "forrådnelse" et veldefineret begreb, nemlig mikrobiel nedbrydning af proteinstoffer. Imidlertid fremgår det af beskrivelsen i "Den ideelle føde", at de ved "forrådnelsen" af A-livsenhedernes organismer frigjorte B-livsenheder optages i legemet fra fordøjelseskanalen. Martinus hensigt med ordet "forrådnelse" svarer derfor til det biokemiske begreb "fordøjelse". Som nævnt i det foregående afsnit nedbrydes molekylsystemer og alle endnu større stofenheder under frigørelse af enkeltmolekyler ved vor fordøjelse. Enkeltmolekylerne og de endnu mindre stofenheder kan som følge deraf ikke frigøre stof ved fordøjelsen.
3) Celledele og endnu større stofenheder nedbrydes (dræbes) ved behandling med kogende vand. Proteinstoffer omdannes ved kogning fuldstændig - tænk f. eks. på æggehviden i et ukogt henholdsvis kogt æg. Mange polysaccharider, blandt andet stivelse, nedbrydes delvis ved kogning. Derimod tåler triglycerider normal kogning. Enkeltmolekyler og endnu mindre stofenheder nedbrydes ikke ved kogning.
Stegning er en varmebehandling, der befordrer de samme nedbrydningsprocesser som kogning.
4) Organiske molekyler er som allerede nævnt kemisk karakteriserede ved at indeholde både kulstof- og brintatomer. Mange enkeltmolekyler og dermed mange af de endnu større stofenheder kan ved tør opvarmning, f. eks. ved stegning, afgive vand og som følge deraf forkulle, dvs. blive nedbrudte til kulstofatomer. Der kendes dog også adskillige eksempler på, at molekylsystemer og enkeltmolekyler, f. eks. fedtsyrer, ikke forkuller ved tør opvarmning, men i stedet fordamper enten direkte eller efter at være undergået en termisk destruktion. Atomer og de endnu mindre stofenheder kan ikke forkulle. Hvis de ikke er kulstof atomer, bliver de det aldrig, ligegyldigt hvor kraftig man end steger.
Ved langvarig stegning forasker alle organiske molekyler, dvs. der bliver kun, om overhovedet noget, aske tilbage på stegepanden.
5) At A-livsenhedernes dræbte organismer af fordøjelseskanalen føres ud af organismen som stinkende afføring er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at A-livsenhedernes totale organismer ender som afføring.
Hensigten med udtalelsen må være, at stofenhedernes vigtigste form- og støttegivende bestanddele, det vil sige dyrenes knoglesystem og planternes cellevægge, ender som afføring, hvilket fysisk-empirisk stort set er korrekt. Hvirveldyrenes cellevægge er som nævnt i afsnit C-c nærmest "nøgne". De er kun omgivet af en meget tynd, ikke-støttegivende cellemembran, der består af fedt- og proteinstoffer, eller rettere forbindelser mellem disse. Nogle af de nyeste forskningsresultater på dette område tyder på, at denne cellemembran næppe kan fordøjes. At vi ikke kan fordøje planternes cellevægge, der består af cellulose og lignende, er en helt given ting.
De i den skematiske oversigt ud for denne beskrivelse (stk. 5) anvendte signaturer må betragtes med et vist forbehold.
I øvrigt udgør egentlige ufordøjelige fødemidler kun en meget lille del af afføringen (ofte kun 5%). Hovedparten af afføringen er fordøjelsessekreter fra tarm og mave, afstødte epithelceller samt bakterier dannede i tyktarmen.
De stofenheder, der normalt opsuges fra tarmkanalen, altså enkeltmolekylerne og de endnu mindre stofenheder, kan selvfølgelig ikke samtidig indgå i afføringen.
6) Vi har i afsnit C-c klarlagt, at frøplanter sammenlignet med hvirveldyr ikke er nær så differentierede, det vil sige talrigt opdelte i funktionelt forskellige stofenhedsbestanddele, når vi indskrænker os til at betragte stofenheder større end molekylsystemer. Samtidig har vi klarlagt, at disse hvirveldyrs-stofenheder er funktionelt mere fysisk fremskredne end tilsvarende frøplante-stofenheder. Det er nærliggende at betragte Martinus' udtalelser som dækkende netop disse forhold. For molekylernes vedkommende er forholdet det, at disses størrelse, talrighed og funktionsevne varierer meget i de enkelte celledele såvel i animalier som i vegetabilier. Martinus' udtalelse må anses for at gælde bedre for proteinstoffer end for polysaccharider, triglycerider og enkeltmolekyler.
De forskellige eksisterende typer atomer menes at have samme størrelse i "animalske" og "vegetabilske" molekyler. Endvidere anses bestemte atomer for at have næsten samme egenskaber uanset arten af de molekyler, de forekommer i. Selv om kvantemekanikken strengt taget frakender atomer og de endnu mindre stofenheder såvel fysisk position som fysisk udstrækning, kan vi i denne forbindelse godt tillade os at vurdere udtalelsens gyldighed for disse stofenheder. Svaret kan da kun blive, at Martinus' udtalelse ikke gælder for disse stofenheder.
Til relevant videnskabeligt materiale om en eventuel sammenhæng mellem ernæringsmåden og afføringens lugt har forfatteren desværre intet kendskab.
7) Proteinstoffer, celledele og endnu større stofenheder forekommer kun i relativt ringe mængde i saftige frugters frugtkød sammenlignet med stofenheder af samme størrelse i hvirveldyr og i den øvrige del af frøplanter. Som forklaring herpå er det hensigtsmæssigt at omtale nogle af de specielle forhold, der gør, at specielt frugtkødet af saftige frugter med kærne, det vil sige frugtkødet af modne bær- og stenfrugter, kan betragtes som naturbestemt føde.
Bær- og stenfrugters frugtkød er et system af ret ensartede celler. Celledelingen i frugtkødet foregår sædvanligvis i de første uger af frugtens vækst. Derefter vokser de enkelte celler i størrelse ved "cellestrækning" under samtidig udvidelse og opfyldning af vakuolerne med cellesaft. Under modningen finder omfattende kemiske ændringer sted i vakuolerne. Frugtsyrerne, der giver den umodne frugt dens smag, omdannes til monosaccharid. Monosacchariderne opbygges derefter til di- og polysaccharider. Senere under modningen og eftermodningen nedbrydes polysacchariderne atter delvis til de sødtsmagende mono- og disaccharider. Det modne frugtkød er altså opbygget af meget store celler. Disse celler er så lidet differentierede i opbygning og deres vakuoler så dominerende i cellerne, at cellerne nærmest må betegnes som store saftrum. Saften er en simpel opløsning af hovedsagelig kulhydrater og salte. Fedtstoffer og proteinstoffer forekommer kun i ubetydelig mængde.
Frugtkødscellerne er kittede sammen med en kitsubstans, der hedder pectin. Pectinet findes altså imellem de forskellige cellers cellulose vægge. Under modningen optræder pectinspaltende enzymer, der nedbryder det ellers uopløselige pectin, hvilket er et tydeligt udtryk for, at frugtkødet som stofenhed naturligt skal gå til grunde.
Hvis vi ikke plukker den modne frugt, vil den falde af træet eller busken. Dette sker, fordi der udvikler sig et særligt, såkaldt løsningsvæv med tynde vægge, der til sidst brister. At frugtkødet nødvendigvis skal gå til grunde fremgår desuden af, at det indeholder spiringshæmmende stoffer, de såkaldte blastokoliner. Disse skal selvfølgelig fjernes eller gå til grunde af hensyn til kærnernes videre udvikling. I øvrigt nedbrydes kærnerne ikke af fordøjelsessafterne i vor fordøjelseskanal. Tværtimod - de bevarer gennem hele passagen deres spiringskraft usvækket.
Alle forhold tyder således på, at det fuldmodne frugtkød næsten har fuldendt sit fysiske livsløb, og at det vitterlig kan betragtes som naturbestemt føde.
Enkeltmolekyler og endnu mindre stofenheder forekommer i lige så stor mængde i frugtkød som i andre organiske fødemidler.
E-b. Udtalelser om B-livsenheder
8-9) Da disse udtalelser svarer fuldstændigt til de tilsvarende udtalelser om A-livsenhederne, bliver argumentationen den samme og udfyldningen af skemaet den omvendte af punkt 1-2.
10) Denne udtalelse er i virkeligheden definitionen på en B-livsenhed udtrykt på en ny måde. Argumentationen og skemaets udfyldning bliver derfor som under punkt 8.
11) Denne udtalelse svarer helt til den tilsvarende udtalelse om A-livsenheder. Argumentationen bliver derfor den samme og skemaets udfyldning den omvendte af punkt 3.
Med sin angivelse af, at B-livsenhedernes sundhedstilstand forringes ved kogning, har Martinus antagelig haft til hensigt at oplyse, at nogle B-livsenheders, nemlig de stofligt højst organiserede B-livsenheders organismer ved kogning beskadiges uden at blive dræbt.
12) Denne udtalelse svarer helt til den tilsvarende udtalelse om A-livsenheder. Argumentationen bliver derfor den samme og skemaets udfyldning den omvendte af punkt 7. I forklaringen til symbolet "Den ideelle fødes vibrationer" (jvf. "Den ideelle føde", side 89) skriver Martinus: "Der findes derimod en lille procentdel B-livsenheder i frugtskindet, som ikke kan optages i organismen, men disse føres uskadte og levende gennem denne". Martinus har hermed blot villet oplyse om det alment kendte og vel af alle konstaterede forhold, at frugtskind passerer næsten fuldstændig uomdannet gennem vor fordøjelseskanal.
13) Komælk er fysiologisk et kirtelsekret, altså et organsekret. Fysisk-kemisk er mælk en kolloidal proteinopløsning og samtidig en emulsion af fedt i mælkeplasma. Da fedtkuglerne kun er fysisk sammensmeltede, altså ikke kemisk forbundne fedtmolekyler, må molekylsystemer, nemlig casein (proteinstof), mælkesukker (disaccharid) og smørfedt (triglycerid), betragtes som værende de største stofenheder i mælk. Ganske vist finder man ofte forskellige bakterier, specielt mælkesyrebakterier, altså encellede planter, i mælk. Disse encellede organismer hidhører imidlertid fra forurening af mælken under eller efter malkningen.
Også komælk kan karakteriseres som naturbestemt føde - men selvfølgelig primært for kalve. Som naturbestemt føde for mennesker kan komælk naturligvis kun komme på tale under forudsætning af, at mælkeindtagelsen ikke indirekte er medvirkende årsag til slagtning af tyrekalve.
Æg
I naturlig fortsættelse af vor omtale af komælk skal kort omtales en anden form for anvendt fødemiddel, der udskilles af dyr, nemlig hønseæg. Dette fødemiddel er ikke omtalt i "Den ideelle føde". Hønseæg, der må karakteriseres som naturbestemt føde for kyllingefostre, er opbygget på følgende måde:
Blommen eller rettere blastodisken, det vil sige den lille hvide del af den ydre blomme, er den egentlige ægcelle. Blastodisken indeholder de for en animalsk, delingsdygtig celle karakteristiske bestanddele: cytoplasma, kærne, kromosomer etc. Blommen indeholder ret betydelige mængder fedt- og proteinstoffer. Æggehviderne er sekreter, hovedsagelig af proteinstoffer, udskilte af kirtler i hønens æggeleder.
Et ubefrugtet hønseæg er altså en animalsk celle i et næringsrigt substrat af molekylsystemer.
Tilsvarende er et befrugtet hønseæg, afhængig af kyllingefostrets udviklingstrin, et samfund af animalske celler, muligvis endog af endnu højere organiserede stofenheder, i et næringsrigt substrat af molekylsystemer.
E-c. Identifikation af A- og B-livsenheder
Vi har nu afsluttet den systematiske gennemgang af den skematiske oversigt (side 294)(1972). Ved betragtning af den måde, skemaet nu er udfyldt på, ser vi, at signaturerne for alle stofenhederne undtagen molekylerne så godt som udelukkende er klart bekræftende eller benægtende signaturer. For molekylernes vedkommende er signaturerne særdeles uensartede. Vi kan heraf drage følgende konklusioner:
De fysisk manifesterede A-livsenheder er: organismer, organsystemer, organer, organdele, cellesystemer, celler, celledele, samt sandsynligvis også mange molekylsystemer.
De fysisk manifesterede B-livsenheder er: virkningskvanter, fotoner, elementarpartikler, atomer samt sandsynligvis også mange enkeltmolekyler.
De organiske molekyler er altså de stofenheder, der repræsenterer overgangen mellem organismeområderne for A- og B-livsenheder.
I forbindelse med vor indledende definition af "En fysisk stofenhed" blev påpeget, at enhver stofenhed ikke nødvendigvis er ensbetydende med én fysisk manifesteret livsenhed. For fuldstændighedens skyld må dette forhold betragtes som et underforstået forbehold i ovennævnte konklusioner.
Supplerende kan oplyses, at mange videnskabsmænd betragter forskellige molekylsystemer, specielt proteinstofferne, som værende overgangsled mellem organisk levende og "dødt" stof.
F. DET DRÆBENDE OG DET LIVGIVENDE PRINCIP I VOR ERNÆRING
Af definitionerne på A- og B-livsenheder fremgår, at vi ved vore ernæringsprocesser udfolder "Det dræbende princip" overfor A-livsenheder og "Det livgivende princip" overfor B-livsenheder. Identifikationen af A- og B-livsenhederne er imidlertid ikke direkte grundlag nok for en afgørelse af, i hvilken grad vi udfolder det dræbende henholdsvis livgivende princip ved indtagelse af de forskellige former for fødemidler som næring. For at kunne afgøre dette må vi anlægge kvalitative betragtninger, således som vi har gjort det i afsnit C-c, og som Martinus har gjort det i flere af sine i skemaet refererede udtalelser.
Symbol over det dræbende og det livgivende princips forhold til vore ernæringselementer. Ovenstående symbol er udarbejdet af Per Bruus-Jensen og godkendt af Martinus.
Som afslutning på denne artikel vil vi ved hjælp af hosstående symbol danne os et overblik over, i hvilken grad vore ernæringsprocesser udløser det dræbende henholdsvis livgivende princip overfor de forskellige, principielle former for fødemidler.
Af symbolet fremgår, at den på dyreorganismer baserede ernæring repræsenterer den maksimale udfoldelse af "Det dræbende princip". Rigtigheden heraf fremgår af, at hvirveldyret er den funktionelt højst differentierede og udviklede fysiske legemsform på jordkloden (jvf. afsnit C-c). Denne på dræbte dyreorganismer baserede ernæringsform er livsnødvendig for rovdyr.
Indtagelsen af rødder, stilke og blade som ernæring repræsenterer en langt mindre, men dog tydelig udfoldelse af "Det dræbende princip". Vor gennemgang af kvalitative, funktionelle forskelle mellem hvirveldyr og frøplanter i afsnit C-c turde være tilstrækkelig forklaring herpå. Denne ernæringsform er livsnødvendig og retmæssig hovedernæring for blandt andet jordmennesker.
At indtagelsen af frugtkødet af fuldmodne bærfrugter (f. eks. vindruer og appelsiner) og stenfrugter (f. eks. ferskner, abrikoser, blommer og kirsebær) kun udgør en ringe grad af drab, har vi begrundet udførlig i afsnit E-a-7. Denne form for ernæring vil være den ideelle hovedsagelig for menneskene i første halvdel af "Det rigtige menneskerige". De nuværende jordmenneskers organisme, specielt fordøjelsessystemet, tillader ikke praktiseringen af en ernæringsform, der hovedsagelig er baseret på frugtkød.
At nogle molekyler ved vore fordøjelses- og stofskifteprocesser udsættes for svage dræbende påvirkninger, og andre molekyler for svage belivende påvirkninger fremgår ret tydeligt af kolonnerne "Molekylsystemer" og "Enkeltmolekyle" i skemaet, det vil sige af begrundelserne for de der anvendte stærkt varierende signaturer. Som udgørende overgangsformerne mellem A- og B- livsenhedsorganismer, udgør molekylerne således også overgangen mellem det dræbende og det livgivende princip i ernæringsprocesserne.
I anden halvdel af "Det rigtige menneskerige" er vi i de udviklingszoner, hvor mennesket fra det åndelige plan er i stand til direkte at materialisere sig ind på det fysiske plan. Også en sådan fysisk materialiseret organisme må for at kunne opretholdes og udfolde fysisk aktivitet have tilført fysisk energi. Denne energi skaffes til veje ved forbrænding af en særlig slags organisk stof med luftens ilt. Allerede nu spiller luft en betydelig rolle i vort stofskifte. Til sin tid vil et "lungesystem" fuldstændig have overtaget hele ernæringsprocessen. Menneskene vil altså i disse sidste stadier af den fysiske udviklingsperiode ernære sig af solenergi og af luftens bestanddele, det vil sige af energikvanter (fotoner) og yderst simple uorganiske molekyler. "Lufternæringen" er alene en udfoldelse af "Det livgivende princip".
Energikvanterne, det vil sige solenergiens bestanddele, er de livsenhedsorganismer, der ved ernæringsprocesserne oplever den maksimale form for fysisk belivende påvirkning.
Endelig viser symbolet, at den højeste forekommende form for "Det livgivende princip" udøves ved den ernæringsform, som den sjælelige "organisme", det vil sige de åndelige legemer, anvender. Disse åndelige legemer har nemlig også et livsnødvendigt behov for energitilførsel. Denne energitilførsel er de tankeformationer skabt i tankematerie, som de levende væsener i den åndelige verden beliver eller oplader hverandre med.
Ved afslutningen af denne vor lange og ret anstrengende vandring gennem vigtige ernæringsanalytiske områder er det ønskeligt at få et yderst nærliggende spørgsmål besvaret, nemlig: "Hvilket formål har Martinus sondring mellem A- og B-livsenheder?".
Dette spørgsmåls analytiske besvarelse har vi allerede berørt ved vor beskrivelse af symbolet, der viser os, at sondringen mellem A- og B-livsenheder er identisk med en sondring mellem det dræbende og det livgivende princip i vor ernæring.
Martinus praktiske hensigt med sondringen mellem A- og B-livsenhederne er gennem beskrivelsen af deres egenskaber at stille os i stand til at afgøre, hvornår vor ernæring repræsenterer det dræbende henholdsvis det livgivende princip.
Grundtonen i "Den ideelle føde" er som i alle Martinus' øvrige analyser "Kærlighed til alle levende væsener". Vi kan derfor bedst udtrykke formålet med sondringen mellem A- og B-livsenheder ved at sige, at Martinus hermed har haft til hensigt at inspirere os til at anvende vor frie vilje på ernæringsområdet til kun at berøve andre levende væsener deres fysiske livsoplevelse i den udstrækning, det er livsnødvendigt for os.
For værdifulde impulser ved udarbejdelsen af denne artikel er jeg Per Bruus-Jensen taknemmelig.
Aa.H.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige