Kosmos 1973/1 side 3
(Fortsat fra no. 24 - 1972)
Døden er ikke noget, mennesket skal frygte
Når et menneske har oplevet kosmisk bevidsthed og derved har fået udvidet sin oplevelsesevne til ikke blot at kunne opleve dagsbevidst på det fysiske plan, men også evne til, medens det er i sin fysiske organisme, at kunne opleve dagsbevidst på det åndelige plan, kan det også opleve døden på en sådan måde, at det er bevidst i dens struktur og mission. Ud fra denne kosmiske oplevelse af døden, vil den være at udtrykke som en stor port ind til en anden livs- eller tilværelsesform. Denne port skal alle fysiske væsener igennem, det er noget alle ved med sikkerhed, selv om det ikke er noget, man i det daglige går og tænker på. Så længe døden er noget, mennesket kun tænker på med gru og rædsel, er det naturligvis godt, at det ligesom kan skubbe dødstanken bort. Men det resulterer dog i, at samme menneske, når det pludselig står over for den uigenkaldelige kendsgerning, at en af dets nærmeste eller det selv skal dø, er ganske uforberedt på døden, hvilket kan gøre det meget vanskeligere at komme igennem denne proces. Og sagen er virkelig den, at døden ikke er noget, mennesket skal gå og være bange for. Hvis det prøver at gøre sig fortrolig med tanken om, at det engang skal bort fra den fysiske verden, noget samme væsen jo forøvrigt har prøvet uendelig mange gange før, selv om det ikke dagsbevidst kan erindre det, og hvis det samtidig dag for dag søger at rense sin bevidsthed for mørke tanker, da kan døden ikke blive andet end en af de skønneste oplevelser, et menneske kan komme ud for.
I den store hovedport til de åndelige verdener er der fire mindre porte
Gennem dødens port kan man komme til mange vidt forskellige verdener eller sfærer. Det er ikke steder på samme måde, som man taler om steder i den fysiske verden, det er tilstande eller bølgelængder, idet den åndelige verden er en helt elektrisk verden. Derfor er det også sådan, at man netop kommer til at opleve det i den åndelige verden, som man med sin egen bevidsthedstilstand kan komme på bølgelængde med, hverken mere eller mindre. Jesu ord "I min Faders hus er der mange boliger" er netop udtryk for alle de muligheder, der findes i livet efter døden i forhold til de forskellige væseners længsler, ønsker, tro, tankegang, fantasi og skabeevne. Man kan sige, at der i den store hovedport, som fører ind til livet i de åndelige verdener, er fire mindre porte, en for de væsener, der dør som børn, en for dem der dør i ungdommens vår, en for mennesker, som dør i en moden alder og en for gamle mennesker, som dør den naturlige død mæt af dage i den fysiske verden. Fra hver af disse fire porte kan de levende væsener passere til forskellige sfærer og zoner, som de i kraft af deres særlige mentale tilstand, deres karakter, begavelse og kærlighedsevne er på bølgelængde med.
De love og principper som gør sig gældende ved et barns død og dets liv i den åndelige verden
Årsagerne til, at et menneske allerede forlader sin fysiske organisme i barnealderen, kan naturligvis være mange, og jeg skal her kun nævne nogle enkelte. Det kan i tidligere inkarnationer have nedbrudt sin evne til at bygge en ny sund og normal fysisk organisme op, således at den krop, det får dannet sig i moders liv, hurtigt nedbrydes af sygdom, hvis barnet da ikke ligefrem er dødfødt. Det kan også have skabt sig en skæbne, der gør, at det ikke er beskyttet imod ulykkestilfælde og kommer ulykkeligt af dage på en sådan måde, og det kan engang have været årsag til andre børns død. Der er mange muligheder. Men hvad der så end er den skæbnemæssige årsag til, at et menneske dør som barn, så ligger det ubehag, det har skabt for sig selv, ikke i selve dødsprocessen. Naturligvis kan der være angst i et barns bevidsthed, hvis det pludselig bliver dræbt, men den angst vil øjeblikkelig blive suggereret bort af væsener på det åndelige plan. Det ubehagelige ligger i, at dette væsen, som nylig havde skabt sig en fysisk organisme, hvorigennem det skulle opleve, skabe og gøre nye erfaringer til gavn for sin videre udvikling, pludselig får afbrudt disse muligheder og efter et forholdsvis kort ophold i de åndelige verdener atter må belaste sine talentkerner med at skabe sig en ny fysisk organisme for at gøre de nødvendige erfaringer i den fysiske verden, hvor væsenerne gang på gang må inkarnere, fordi det er her, de skal lære at tænke. Men selve dødsprocessen, når det drejer sig om et barns død, er ikke mørk. Den er i almindelighed fuldstændig uden "skærsild", fordi barnet ikke har mørke tanker i sin bevidsthed, og findes der sådanne, er de af så flygtig en karakter, at skytsånderne straks kan suggerere dem bort.
Skytsåndsprincippet er et universelt princip. Det gælder såvel i den fysiske som i den åndelige verden, og ligesom der er fødselshjælpere, når vi fødes til den fysiske verden, hvilken proces jo faktisk er en død fra den åndelige verden, er der også fødselshjælpere, når vi dør fra den fysiske verden og fødes til den åndelige verden. Disse hjælpere, skytsånder eller skytsengle, hvad man nu vil kalde dem, er væsener, som specielt har evner og lyst til at hjælpe andre, og på grund af universets tiltræknings- og frastødningsprincip kommer de netop til at hjælpe de væsener, som de er særligt egnede til at yde hjælp. Det vil sige, at de åndelige væsener, som straks efter dødsprocessen tager sig af barnet, der har forladt sin fysiske organisme, netop er væsener, som udstråler en stærk kærlighed til børn, og som i særlig grad har evner til at hjælpe og vejlede disse væsener. Barnets verden er jo en legens og eventyrets verden, og det kommer også til at præge barnets første oplevelser, når det har forladt sin fysiske krop. Det kommer ligefrem til en børnehave, hvor kærlige væsener tager sig af det, og hvor leg og eventyr dominerer dets tilværelse. Men medens barnet i den fysiske verden skulle have eventyr læst op af en bog, er eventyroplevelsen i den åndelige verden langt mere levende og realistisk. I den åndelige verden er det sådan, at materierne lystrer tankens og viljens bud. Eventyrfortælleren behøver blot at tænke sine eventyr, så står de lyslevende for børnene, ikke blot som billeder, men i bevægelige og plastiske tilstande omgivet af de skønneste landskaber og scenerier. Blandt de skytsånder, som tager sig af børnene, kan være væsener, som har været store eventyrfortællere og digtere i den fysiske verden. Medens de "fortæller" deres eventyr, kan deres tankekoncentration somme tider være så stærk, at de selv forsvinder bag deres tankeenergier, så man blot ser deres fantasis skiftende tankebilleder. Denne eventyrenes sfære er naturligvis ikke blot for børnene, men for alle væsener på det åndelige plan, som er frigjort af mørke og "skærsild", hvis ellers deres tanker, følelser og interesser er på bølgelængde med en sådan verden. Og denne sfære grænser så nær op til det fysiske plan, at dens energier kan påvirke modtagelige mennesker her, f. eks. digtere og skabere af tegnefilm, som ofte er inspirerede fra denne mentale verden, som er alt andet end kedelig. For barnet vil der dog komme et tidspunkt, hvor det er mæt af oplevelserne i denne lege- og eventyrverden, og det vil ved skytsåndernes hjælp komme igennem de intellektuelle sfærer, hvor det ikke har så meget at opleve, men hvor alt det, der opleves, er lyst og strålende. Det vil snart komme til at opleve erindringssfæren eller salighedsriget, hvorfra det igen skal inkarnere i den fysiske verden. Erindringerne fra tidligere fysiske liv opfylder dets bevidsthed med salighed, og dets længselsenergi koncentreres mere og mere om den fysiske tilværelse. Disse længsels- og salighedsenergier forbinder sig med den udstråling af salighed, som udgår fra to fysiske væsener, som oplever kulminationen af deres indbyrdes kærlighed. Det er naturligvis ikke tilfældigt, hvilken mand og kvinde der skal være dette væsens forældre i en ny fysisk inkarnation, også her gælder universets love for tiltrækning og frastødning mellem energierne, der udstråler fra de levende væsener og kommer til at danne skæbne både for forældrene og for det væsen, de nu skal være skytsånder for i den fysiske verden, indtil det er i stand til at klare sig selv.
Hvordan dødsprocessen former sig for det menneske, som dør midt i sin ungdom
Hvis et menneske dør midt i sin ungdom, vil det, som vedkommende kommer til at opleve den første tid efter døden, naturligvis forme sig anderledes, end hvis det havde forladt sin fysiske krop i barnealderen. Det unge menneskes bevidsthed er opfyldt af helt andre tanker og følelser end barnets, og det kommer også til at præge dets oplevelser på det åndelige plan. Da ungdommen ofte kan være en vanskelig alder, hvor menneskets bevidsthed er fyldt af opposition og kritik og samtidig naturligvis er stærkt koncentreret på den fysiske verden, en karriere, forelskelse i det modsatte køn osv, kan en afbrydelse af den fysiske tilværelse i den alder medføre visse vanskeligheder, især hvis døden kommer pludseligt. Sker det gennem sygdom, vil det unge menneske få tid til at forberedes på døden. Selv om man måske ikke mærker det direkte gennem dets dagsbevidsthed, sker det om natten på det åndelige plan. Men bliver det en brat død, f. eks. ved en trafikulykke eller lignende, kan der gå et stykke tid, inden vedkommende måske er klar over, at han eller hun er død. Det er naturligvis individuelt, hvad der sker i detaljer, men de samme love og principper gælder for alle menneskers vandring gennem dødens port. Unge mennesker kan også være vidt forskellige, når det drejer sig om åndelig modenhed, og der kan være unge mennesker, som er langt mere modne, når det drejer sig om åndelige spørgsmål, end mange ældre mennesker, og for sådanne unge mennesker vil overgangen til den anden verden ikke være så vanskelig, fordi de meget hurtigt vil bede om hjælp, og hjælperne vil straks være hos dem. Men er det et ungt menneske, hvis hele bevidsthed er koncentreret på det fysiske uden nogen tro på et liv efter døden, kan dets tanker en tid blive ved at kredse om de sidste begivenheder, der skete, inden det døde, ligesom man kan gøre det i en ubehagelig drøm. Det er omgivet af sin egen tankeverden som et mentalt fængsel, det ikke kan komme ud af. Måske kører det i sin tankekoncentration hen ad vejen mod ulykkesstedet igen og igen for ligesom at rekonstruere og blive klar over, hvad der er sket. På det fysiske plan vil et menneske med clairvoyante evner være i stand til at se den forulykkede køre hen mod ulykkesstedet, hvor han pludselig forsvinder, fordi tankekoncentrationen holder op der. Altså hvad man i almindelighed kalder "spøgeri", som også er baseret på specielle love og principper, som videnskaben med tiden vil komme til at forstå. Det unge menneske vil opdage, at der er sket noget, det ikke kan forstå: en masse tanker fra dets fysiske liv vil passere dets bevidsthed, ikke som noget det har inden i sig, men som noget der omgiver det. Og hvor materialistisk og ateistisk det end selv mente, at det var, så vil det bede om hjælp i sin nød, og hjælpen vil straks være der. Skytsånderne har hele tiden været indstillet på at hjælpe, men væsenet må selv med sit eget sind indstille sig på deres bølgelængde, så kan hjælpen komme. Hvorledes viser disse skytsånder sig for dem, de skal hjælpe?
Skytsånderne viser sig i den skikkelse, som i den givne situation vil være til den største hjælp
Er det som de engle, vi så i vor barndoms billedbibel med stråleglorie, hvide gevandter og englevinger skytsånderne viser sig for det væsen, de skal hjælpe? Kun hvis den, der skal hjælpes, venter, at de vil se sådan ud, ellers ikke, hvis vedkommende ikke er klar over, hvad det er, der egentlig er sket. I den åndelige verden lystrer den psykiske materie viljens og tankens bud, og derfor kan den hjælpende ånd med sin vilje og tanke forme sit åndelige legeme og vise sig i den skikkelse, som i den givne situation vil være til den største gavn og hjælp. Måske er skytsånden et væsen, som har kendt den, der skal hjælpes, under sit liv i den fysiske verden og vil da vise sig i den kendte skikkelse for at kunne være til trøst og gavn og vejledning. Der er også den mulighed, at den, der trænger til hjælpen, føler, at en læge, en sygeplejerske eller lignende hjælpere fra den fysiske verden netop ville være den rigtige hjælp, og så vil væsener, der ligner dem, også vise sig, og de vil suggerere de mørke tanker bort fra det ulykkelige menneskes bevidsthed og lidt efter lidt gøre ham eller hende bekendt med, hvad der er sket og hjælpe vedkommende til rette og føre ham eller hende til den åndelige sfære, som i øjeblikket vil være på bølgelængde med de tanker og følelser, der er de dominerende i bevidstheden. I vor tid, hvor så mange unge soldater er døde på slagmarken med bevidstheden fuld af angst, og det er sket så pludseligt, at de ikke ved, at de er døde, vil hjælpen netop i mange tilfælde være Røde Kors-soldater, sygeplejersker og læger, og de vil vågne op på et lazaret og lidt efter lidt vænne sig til, at de ikke fejler noget, når blot de ikke selv tror, at de gør det. Noget lignende gælder, hvis et menneske er død efter lang tids sygeleje. Det kan også den første tid efter døden opleve et hospitals atmosfære og miljø og være omgivet af kærlige sygeplejersker og læger, indtil det opdager, at det kun er i dets egen tankeverden, sygdommen eksisterer, og når disse tanker overvindes, behøver skytsånderne ikke mere at vise sig som sygeplejere for at være på bølgelængde med den, der trængte til hjælp og vejledning.
De religiøse forestillinger om paradiset
Er det således, at menneskets religiøse følelser vækkes, når det går op for det, at det er tilstanden efter døden, det oplever, så vil dets bevidsthed muligvis koncentrere sig om den barnetro, det måske engang havde, og forestillinger om engle og et paradis. Sådanne sfærer findes også, og de er lige så farvestrålende og skønne som de gamle mestres religiøse billeder. Vorherre sidder på sin trone omgivet af englenes skare og hellige mænd og kvinder klædt i pragt og herlighed. Kristus sidder ved Faderens højre hånd, og helligånden svæver over dem som en due. Den der oplever alt dette, er selv en af den store hvide flok, der spiller på harper og svinger med palmegrene under salmesang og jubel, indtil dette skønne sceneri bliver trættende af mangel på fornyelse, og da er det ikke paradis længere, da ville det ligefrem blive et helvede, hvis det skulle fortsætte til evig tid. Tænk, kun at skulle foretage sig det samme og det samme i al evighed! Og kun opleve det samme, om end det var nok så skønt! Det ville absolut ikke være noget paradis, det måtte blive et helvede. Men sådan er det ikke, livet er ustandselig fornyelse og forvandling.
(Afsluttes i næste nummer)
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige