Kosmos 1972/Særnummer side 28
Mogens Møller
Lidt om begravelser
I mange år var det Gerner Larssons og i de senere år har det ret ofte været min lod at tale ved begravelser, fordi den, der var gået bort, havde ytret ønske om det. Vedkommende havde måske kendt Martinus verdensbillede gennem en årrække, så det var blevet en væsentlig del af hans eller hendes tankeverden, følelsesliv og handlemåde. Tanken om en begravelse, hvor der tales om døden som en fjende, og hvor der ofte hviler en trykket og dyster stemning over hele ceremonien, virker ikke tiltalende, når man har en anden indstilling til døden end folkekirkens, derfor er det naturligt, at man også søger nye veje og et nyt adfærdsmønster, når det drejer sig om en proces, hvor vi for en tid siger farvel til den fysiske verden.
Meget ofte har den afdøde på et tidligere tidspunkt meldt sig ud af folkekirken, og begravelsen foregår da fra et kapel, uden at der er en præst til stede. Efter en salme, valgt af den afdøde eller familien, har det været min opgave at tale ved kisten, og jeg har altid bestræbt mig på at gøre, hvad jeg kunne, for at det skulle blive en mindehøjtidelighed, hvor man koncentrerede sine kærlige tanker om den, der var gået bort, og så lidt som muligt en sørgehøjtidelighed. Naturligvis er det et savn, som volder smerte, når en, man holder af, går bort fra denne verden, men det har stor betydning, om man kan erstatte sorgen med kærlige og taknemmelige tanker. Det betyder også noget for den, der er gået bort.
Ved den båre og i den kiste, hvori det fysiske redskab hviler, som ikke mere kunne bruges enten på grund af sygdom, ulykkestilfælde eller alderdommens slitage, er det naturligt, at man koncentrerer sig om tanker, der betød noget for den afdødes hele livsindstilling, også en livsindstilling til døden, at døden er en fødsel, en del af vor livsfornyelse, ja, så vigtig en del, at vi på vort nuværende udviklingstrin slet ikke kan komme videre uden denne organismeforvandling. Set i det kosmiske perspektiv er døden også en ferie fra fysiske smerter, sorger og besvær, og måske har den, der er gået bort, haft en svær sygdom, og vil nu have mulighed for at opleve livet i en meget lettere og finere organisme omgivet af en verden, der er så smuk og spændende, at det kan være vanskeligt at forklare med almindelige ord. Jeg taler kort ved en begravelse, og selv om jeg har en disposition i meget korte træk, beder jeg altid om at måtte få inspiration til at sige netop det, som vil være bedst for de mennesker, der er til stede og ikke mindst for de pårørende.
Det er ikke altid, den afdøde er meldt ud af folkekirken, det er jeg ikke selv, og det har vist sig ved flere lejligheder at være til gavn, at jeg ikke var det, da jeg ellers ikke havde fået lov til at tale ved begravelsen, der foregik fra kirken, og hvor præsten var til stede. Så kan man jo tænke, at det vel heller ikke er så vigtigt, især hvis familien så absolut ønsker en almindelig begravelse. Den afdøde har måske, hvad der jo tit kan være tilfældet, ikke mødt genklang for sine tanker og sin indstilling hos sine nærmeste. Men hvis det er et inderligt ønske hos den, der er gået bort, og som jeg måske har kendt personligt, og hvis familien retter sig efter det ønske, så har jeg altid sagt ja, hvis det har kunnet passes ind i min omfattende foredragsvirksomhed og de dermed følgende mange rejser.
Ved en sådan begravelse kræves der en vis evne til at balancere mellem det officielt vedtagne og den afdødes indstilling for at være med til at skabe så positiv en atmosfære som muligt. Men jeg må sige, at jeg næsten kun har gode minder også fra sådanne begravelser, ja endda har oplevet flere gange, at præsten og jeg supplerede hinanden på bedste måde, og engang at en ældre præst kom hen til mig bagefter og takkede mig for det, jeg havde sagt. "Ikke mindst", sagde han, "fordi De sluttede med at sige: "Farvel så længe", det burde vi præster også gøre".
I fremtiden, hvor flere og flere mennesker vil finde, at Martinus kosmologi bliver fundamentet for og inspirationskilden til deres liv, vil det være umuligt for instituttets medarbejdere at efterkomme alle ønsker om at tale ved begravelser eller den form for bisættelse, som engang vil blive den naturlige afløsning af begravelsen. Ofte vil der måske være en eller flere af den afdødes venner, der naturligt og gerne vil påtage sig at sige noget, der gør denne handling til en smuk afslutning af et livsafsnit. Måske er der nogle, der gerne vil, men ikke føler, at de har ordet i deres magt og derfor tøver med at gøre det. Jeg er derfor blevet bedt om at skrive et udkast til en tale, der kan læses op ved en begravelse eller bisættelse, hvor den afdøde var indstillet på kosmologiens tanker. Det er kun et første forsøg, som man har bedt mig lave til dette særnummer af Kosmos. Jeg håber at kunne lave flere, så der er nogle at vælge imellem, og samtidig må jeg tilføje, at hvad der står i sådan en tale kan suppleres med noget mere personligt om den, der er gået bort. Det vil måske især være en begyndelse og en afslutning på talen, man vil have brug for.
Udkast til en tale ved en afdøds kiste.
Når vi nu er samlet ved X's båre, vil det være rigtigt at prøve at koncentrere os om de tanker, som var hans (hendes), både når det gjaldt liv og død. Hans (hendes) indstilling til døden var ikke, at så er livet slut, og der er ikke mere. Tværtimod hans (hendes) tanker om døden var en livsindstilling, en opfattelse af, at døden er en forvandling, en fødsel til en anden verden. Efter hans (hendes) tankegang er livet ikke noget, vi har og derfor kan miste, men det er noget, vi ER, og derfor er det kun det fysiske legeme, vi mister, når den proces, vi kalder "døden" finder sted. Martinus verdensbillede, som blev fundament for X's tanker og væremåde indsnævrer ikke menneskers tankegang i en sekterisk bås, hvor nogle er "frelste" og andre "fortabt". Vi er alle evige væsener, og der er noget guddommeligt i enhver. Døden er ikke noget, vi behøver at frygte, den er en solnedgang fra denne verden, og vi kan selv gøre den til en smuk solnedgang gennem kærlige tanker og en kærlig væremåde, så vil den også blive en smuk solopgang i en åndelig verden, en verden af stråler og bølger, hvor vi kan opleve, hvad vi er på bølgelængde med, og hvor vi også vil kunne opleve hinanden, hvis der er bølgelængder af kærlige tanker og følelser imellem os.
Vi siger tak til dig, der er gået bort, for hvad du har været for hver og en af os, tak for din kærlighed, din trofasthed, din hjælpsomhed og dit venskab. Det legeme, du har lånt af jorden, har du nu givet tilbage, og du er draget til åndens og lysets verden, hvor vi håber atter at møde dig. Ære være dit minde iblandt os og fred være med din sjæl. Farvel og tak for alt, hvad du gav os - ikke farvel for evigt, men farvel så længe.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige