Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Har man en stærk interesse for Martinus' kosmologi, er det naturligt at føle ansvar for behandlingen af mikrolivet i ens egen organisme. Det gælder ikke alene, mens man lever, men også efter døden.

Man kan derfor ønske at blive bisat på en måde, som bedst muligt afvikler mikrolivet i den døde organisme.

Selv om de efterladte i hovedsagen kender ens holdning til spørgsmålet, vil der være mange ting, de ikke med sikkerhed kan tage stilling til, og oftest vil de finde det meget pinligt at skulle behandle problemerne umiddelbart efter dødsfaldet.

Der er derfor meget stærke grunde til så tidligt som muligt at gennemgå mulighederne, overveje problemerne og tage stilling til dem.

Det mindste, man herefter bør gøre, er at fortælle sine omgivelser, hvordan man ønsker at blive bisat. Dog er det væsentlig bedre og meget mere betryggende at få det skrevet i et testamente. Så vil ingen efter ens død være i tvivl om, hvordan bisættelsen skal foregå. I Virkeligheden er det derfor den eneste rigtige måde.

På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at gennemføre en bisættelse i absolut overensstemmelse med de tanker, der er nedfældet i Martinus' bog "Bisættelse". Det kan dog lade sig gøre at få gennemført synspunkterne i betydelig grad. De muligheder, der foreligger, er gennemgået af forfatterne til artiklerne i dette særnummer af KOSMOS, og i samråd med Martinus er der fundet frem til en fremgangsmåde, der betegner et væsentligt fremskridt sammenlignet med den almindelige begravelsesform. Efterhånden som samfundets generelle indstilling ændres, og dermed også lovgivningen, vil der kunne opnås større og større overensstemmelse med den ideelle form, men indtil videre kan følgende anbefales:

Fra instituttets side er der i 1972 truffet aftale med "Arbejdernes Ligkistemagasin" i København, som herefter kan påtage sig et sådant bisættelsesarrangement overalt i landet og så vidt det lader sig gøre sikre, at det foregår helt efter de ønsker, der fremsættes. Det gælder både balsamering, zinkkiste el. lign., speciel trækiste, fremstilling af bisættelsesprogram m.v. Senere vil naturligvis også andre begravelses-virksomheder kunne udføre dette, men indtil videre kan man kun regne med, at en enkelt virksomhed her i landet kan påtage sig en sådan speciel opgave og f.eks. have de omtalte specialfremstillede kister på lager.

I Sverige og andre lande kan der formentlig laves tilsvarende arrangementer, der er tilpasset forholdene.

Undertegnede (fulde navn) ___________
født (pigenavn) ___________
CPR-nummer ___________
født den ___________
boende ___________
som er medlem/ikke medlem af folkekirken, som er gift/ugift
som har følgende livsarvinger ___________
___________
___________
___________
___________

og som tidligere/ikke tidligere har oprettet testamente, bestemmer herved som min sidste vilje:

eller

Denne virksomhed kan ordne alt vedrørende bisættelsen, også bestilling af gravsted, der i København skal have 40 års fredningstid, hvis der anvendes zinkkiste, mens det andre steder er efter lokal bestemmelse.

Instituttet kan oplyse, hvorvidt også andre virksomheder kan påtage sig arbejdet og dermed også give de nødvendige oplysninger om fremgangsmåden.

På nuværende tidspunkt er den bedste fremgangsmåde følgende:

Dette testamente underskrives for notaren i to ligelydende eksemplarer, hvoraf det ene begæres opbevaret i notarialarkivet, således at en afskrift deraf skal have samme gyldighed som originalen.
 

_________den__________

Underskrift____________
 

Det bemærkes, at underskrift og opbevaring hos notaren kun er en ekstra sikkerhed. Det er ikke strengt nødvendigt. Testamentet er gyldigt, blot det er tydeligt underskrevet af en selv, men det bør i så fald være underskrevet af to vitterlighedsvidner, så det ikke kan drages i tvivl.

Som eksempler på salmer, hvis indhold i væsentlig grad harmonerer med kosmologien, kan nævnes følgende numre fra Den danske Salmebog (autoriseret 1953): 26, 28, 31, 33, 35, 263, 522, 544, 653 (undtagen vers 7), 719, 720, 722, 727, 740.

Med de særlige foranstaltninger, der her er omtalt, kommer det samlede beløb til at ligge omkring 5.000 kr., hvoraf sygekassen så betaler henved en femtedel.

Vedligeholdelsen af graven er en løbende udgift, som ofte betales af de pårørende. For et fast åremål kan den dog betales én gang for alle. Gør man det, bliver de samlede udgifter 6-7.000 kr.

Det betyder, at den afdødes bo eller opsparede midler skal udrede dette beløb, som man dog kan få dækket ved i god tid at tegne en livsforsikring.

Ønsker man ikke, eller har man ikke råd til dette arrangement, kan man reducere det på forskellige måder. Det mindste, man kan blive begravet for, er ca. 1.500 kr., hvoraf sygekassen betaler henved 1.000. Begravelsesforretningen kan give alle detaljerede oplysninger om disse forhold.

Herefter sætter man sig så i forbindelse med "Arbejdernes Ligkistemagasin", tlf. (01) 39 57 08, eller en anden virksomhed, som instituttet eventuelt kan opgive. Det er vigtigt, at man så hurtigt som muligt tager kontakt med begravelsesforretningen.

Her meddeler man testamentets indhold, og virksomheden træffer derefter de nødvendige foranstaltninger. Dog må man naturligvis træffe aftale om tid og sted for bisættelsen, og man må eventuelt træffe aftale om borgerlig bisættelse. Normalt må man også sørge for en avisannonce, der f.eks. kan have følgende form:

Når bisættelsen har fundet sted, skal der naturligvis bestilles gravsten og træffes detaljeret aftale om dens udformning og udførelse og om anlæg af gravstedet. Det vil der normalt ikke være særlige vanskeligheder med.

Der kan ske forbedringer i balsameringsmulighederne. Formalin er en acceptabel metode og den eneste, som på nuværende tidspunkt er teknisk mulig her i landet. Nedbrydningsprocessen og dens forløb og de øvrige forhold inde i zinkkisten findes der ikke megen viden om. Også det må undersøges, når det engang bliver muligt. Der kan måske blive tale om at indlægge visse kemiske stoffer i zinkkisten, hvorved processen kan blive påvirket i den ønskede retning.

At kisten sættes i jorden på sædvanlig vis har ingen direkte betydning for nedbrydningsprocessen, når blot zinkkisten er tæt og helt beskyttet af en forstærket trækiste. Temperaturforholdene kan derimod spille en rolle, men man ved ikke i detaljer hvilken. Dog er det sikkert, at temperaturen ikke må komme under frysepunktet, men det er der sikret imod ved den normale dybde, kisten anbringes i.

For bl.a. at skabe en mere ophøjet stemning ved bisættelsespladserne er det forudset, at der engang i fremtiden indrettes smukke fællesmausolæer, hvor kisterne f. eks. sættes ind i nicher i murene. Den nuværende lovgivning giver dog ikke mulighed for noget sådant. Der skal lovændringer til, og det kan formentlig først finde sted, når der engang er skabt en udbredt interesse for denne nye bisættelsesform.

Her i Danmark arbejdes der imidlertid på en ny lov, og den vil måske give mulighed for at indrette fælles begravelsespladser i jorden på eksisterende kirkegårde. Bliver dette gennemført, vil det utvivlsomt være det allermeste, der kan opnås inden for en forholdsvis lang fremtid, og det vil så være naturligt og ønskeligt at tage initiativ til at oprette en særlig bisættelsesforening. I første omgang kan den arbejde med bisættelse i fælles begravelsespladser på kirkegårde og senere mausolæer på særlige bisættelsespladser.

I det foregående er det vist, hvor langt man i dag og i de kommende år kan regne med at komme i gennemførelsen af de principper for mikrolivets behandling og i den ideelle holdning til spørgsmålene liv og død, som Martinus har beskrevet i sit forfatterskab. Kapitel 161 i bogen "Bisættelse" har overskriften: "Fremtidens begravelse eller jordefærd vil ikke blive en sørgefest, men derimod en glædes- og takkefest for livets evige beståen". Heri vises en indstilling, som står i lysende kontrast til den holdning, som var almindelig i tidligere tider, og som også er herskende i vor tid.

Vi har sikkert alle været vidne til de knugende oplevelser, som en traditionel begravelse rummer, den dybe og oprigtige sorg, som skyldes savnet af den, der er gået bort og måske også angsten for livet, som det nu skal forme sig. Vi har vel alle følt det tyngende i ceremonierne og i de sorgens symboler, som udgøres af klædninger, den blomstersmykkede hvide kiste, i musik, sang og taler og ikke mindst i selve handlingen ved den åbne grav.

Med den dødsangst og hele den livsindstilling, som er karakteristisk for vor tid og for tidligere tider, er det forståeligt, at tingene føles knugende. Dette gælder især vor tids mennesker, for hvem religionens trøst har tabt sin kraft, og for hvem den materialistiske opfattelse af al tings ophør med døden virker aldeles trøstesløs, ja meningsløs.

Med tanken om reinkarnationen som en realitet og om livets evige beståen i stadigt pulserende udviklingsbaner vil menneskets forhold til døden ændres total. I dette perspektiv er vi som blinde, der er begyndt at kunne se. Vi har følt os truet af usigelige rædsler, der i det frembrydende lys afslører sig som onde drømmefigurer. Inspireret af dette lys vil man en skønne dag indrette mausolæer i smukke bygninger omgivet af skønne parker, og her vil bisættelsen foregå med ideelle betingelser for mikrolivets harmoniske afvikling. Dette i forbindelse med bevidstheden om, at bisættelsen ikke er udtryk for absolut død og undergang, men derimod for livets fortsatte beståen, vil på disse steder skabe en stemning af hidtil ukendt skønhed og ophøjethed.