Ældre Kosmos og Kontaktbreve

bind I, side 193

 

Med hensyn til at påvirke andre væsener med sin viden må man udvise stor hensynsfuldhed, omtanke og forsigtighed, ligesom der må være absolut frivillig modtagelighed til stede hos de væsener, man ønsker at påvirke, ganske uden hensyn til hvor ædel og i overensstemmelse med sandheden ens opfattelse eller viden så end måtte være.

Af en mere fundamental natur end den teoretiske påvirkning bliver den påvirkning, man tilfører andre individer med sit praktiske væsen. Hvis dette udtrykker tolerance, humanitet og mildhed mod alle levende væsener, da er man en virkelig kraft i befordringen af jordmenneskehedens førelse fremad mod verdensfreden, mod det guddommelige lys, mod det rigtige menneskerige; thi ligesom sygdomme kan smitte og derved udbrede sig mellem individerne, således smitter ens praktiske væsen eller væremåde også og udbreder sig til alle for samme væremåde modtagelige individer i ens omgivelser. Ens praktiske væremåde bliver derfor hovedfaktoren i den påvirkning, man tilfører sin næste, ganske uafhængig af hvor megen viden eller visdom man så end måtte sidde inde med. Denne kan, som før nævnt, aldrig i noget tilfælde blive andet end en bifaktor, så længe man i sin praktiske væremåde endnu ikke i nævneværdig grad kan manifestere tolerance eller elske sin næste.

Hvis et væsen har en anden religiøs opfattelse, en anden form for idealisme end den, man selv sidder inde med, skyldes det altså den omstændighed, at dets viljeførende kræfter eller intelligens og følelse befinder sig på et andet udviklingsstadium, end det man selv befinder sig på. Dette stadium kan være enten forud eller bagefter ens eget i udviklingen, og det pågældende individ vil da henholdsvis i tilsvarende grad dyrke en opfattelse, religion eller et livssyn, der ligeledes er foran eller bagefter dette, trods al protest ude fra. Man kan, som før nævnt, nok øve protest mod andre væseners religiøse opfattelse, og man kan forbyde, at den kommer til fysisk udbrud eller manifestation, men man kan ikke fjerne den fra individets indre bevidsthed. Det bliver ved med trods alt at have sin åndelige opfattelse, indtil livet selv gennem erfaringer eller oplevelser udvikler det bort fra denne til en højere opfattelse. Det kan således kun udvikles - ikke diskuteres - fra en lavere til en højere bevidsthedsform. At diktere et individ en livsform eller religiøs opfattelse, det ikke er modnet for, vil være lige så umuligt som at diktere en tiger til at kunne leve af planter. Enhver form for intolerance er derfor identisk med manifestationen af den allerhøjeste form for naivitet eller ufuldkommenhed. Den er udtryk for en bevidsthed, der i stor udstrækning endnu er besjælet af den mørke udstrålings moral og kræfter, og vil alle vegne, hvor denne lavere natur kommer til udtryk, sprede sorg og lidelse, død og rædsel i stedet for lys og kærlighed. Intolerance kan aldrig i noget tilfælde være udtryk for virkelig kærlighed.