Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I religiøse fremstillinger er det levende væsen ofte skildret således, at der er et modsætningsforhold mellem individets jeg eller ego på den ene side og på den anden side Guds vilje dvs. Guds jeg eller det guddommelige "noget". Menneskers egoisme er som bekendt udtryk for begær- eller viljesytringer, der kun søger personens egne behovs tilfredsstillelse. Dette egoismens energicentrum eller motivcenter er imidlertid ifølge Martinus ikke identisk med individets inderste "jeg". Når man tror det, skyldes det en mangelfuld erkendelse, der ikke er i stand til at trænge igennem alle bevidsthedens lag ind til det absolutte jeg. Ligesom børn på et vist udviklingstrin tror, at deres fysiske legeme er deres "jeg", fordi de befinder sig på et stadium, hvor opdagelsen af dette legemes eksistens og handlemuligheder er meget betydningsfuld for dem, og ligesom jeget for psykoanalytikere er identisk med intelligensen, fordi dennes evne til at koordinere drifter, følelser, moralbud og erfaringer i disse psykologers emneverden er overordentlig central, således antager mange religiøse mennesker, at det levende væsens jeg har en syndig og egoistisk natur, som står i absolut modsætning til Guds vilje. Enhver af disse tre opfattelser af "jeget" er imidlertid relative, det vil i dette tilfælde sige afhængige af, hvad de pågældende mennesker på deres nuværende udviklingstrin opfatter som det væsentlige i deres egen og andre menneskers natur.

Når mennesker kan have forskellig opfattelse af "jegets" natur, tyder det på, at ingen af dem har ret, da motivcenteret for menneskers tanker og handlinger åbenbart kan ændre sig. Den intelligens, som ligger i psykoanalysens jeg-begreb, kan eksempelvis ikke have samme betydning for dyr som for mennesker, da man ved, at dyrenes adfærd overvejende bestemmes af automatiske instinktfunktioner. Og den egoisme, som for visse religiøse mennesker er identisk med menneskets jeg, antages jo af de samme mennesker at være ophævet hos sådanne ædle individer som helgener, profeter, hellige mænd eller kristusvæsener, og alligevel oplever vel også disse personer, at de handler ud fra et "jeg". Disse forhold tyder på, at ingen af disse udviklingsafhængige motivcentre er identiske med individets inderste "jeg", men at de derimod er forbigående tilstande, som hver især er et produkt af et mere oprindeligt "jeg" og dette "jegs" erfaringsniveau. Men hvis dette ægte "jeg" har givet anledning til både et instinktego som hos dyrene, et syndefuldt ego som hos skyldbevidste religiøse mennesker, et intelligensego i psykologens opfattelse, et uselvisk ego som hos et kristusvæsen, så må det ægte "jeg" være noget andet, når det har kunnet skabe disse skiftende bevidsthedstilstande eller egoer. "Jeget" kan således hverken være identisk med "instinkt", "egoisme", "intelligens", "godhed" eller noget andet ledemotiv for menneskelig adfærd, men må være et "noget", som på skiftende udviklingsstadier kan skabe alle disse bevidsthedsmæssige udtryk.

Mennesker, som er materialistisk orienterede, vil nok hævde, at mennesket ikke besidder noget "jeg" udover netop de skiftende bevidsthedstilstande, og at mennesket således har forskellige former for "jeg" i overensstemmelse med deres psykofysiske struktur. Hertil må man sige, at det enkelte menneske i så fald må have mange "jeger" og umuligt kan fungere som ét levende væsen, eftersom det enkelte menneske ledes af meget skiftende sindstilstande. Snart handler individet ud fra bevidst intelligensmæssig tænkning, snart ud fra instinktive, måske ubevidste motiver og snart på grundlag af en uselvisk følelse. Hvis hver af disse og mange andre psykiske tilstande repræsenterede individets forskellige "jeger", måtte individet være genstand for en personlighedsspaltning og have lige så mange "jeger" som motiver. Det ville da kun kunne acceptere sig selv som "jeg" så længe det enkelte motiv gjorde sig gældende og måtte tage afstand fra sine andre motiver og handlinger og hævde, at disse skyldtes et andet "jeg" og dermed et andet individ. Og det siger sig selv, at det i så fald ikke kunne tage ansvaret for andre end øjeblikkets handlinger. I psykiatrien kender man tilfælde af virkelig personlighedsspaltning, hvor et fysisk legeme fx. skiftevis fremtræder med 3 forskellige personlighedsformer, der er fuldstændig forskellige. Men i disse abnorme tilfælde er det netop karakteristisk, at ingen af de skiftende personlighedsformer anerkender de andre. Her er der altså virkelig tale om en spaltning som om tre forskellige personligheder med hver deres erfaringsverden og meninger skiftes til at bruge den samme organisme. Det er for stort et delemne at komme ind på her, men det bør nævnes, at forskellige individer ifølge Martinus under visse abnorme forhold kan benytte den samme fysiske organisme. Når det nævnes her, så er det for at fremhæve, at mennesket under normale forhold tager ansvaret for, hvad det har gjort på andre tidspunkter og i andre sindsstemninger. Det kan ikke nægtes, at der er en tilbøjelighed til ikke at ville vedkende sig, hvad man har gjort i affekt. Som undskyldning siger man fx. at "man ikke var sig selv", og det er ikke sjældent at høre fra voldssager, som behandles ved domstolene, at gerningsmanden intet kan huske af, hvad han har gjort. At fortrænge fra sin erindring, hvad man oplever som pinligt og stærkt skyldskabende er en velkendt psykisk forsvarsmekanisme, men det ændrer ikke det identitetsforhold, at det motiv og den affekt hos individet, som førte til voldshandlingen, blev til i den samme psyke, som nu intet kan huske, og derfor er en del af det samme individ lige såvel som alle de handlinger, vedkommende hellere vil vedkende sig. Og ansvaret for handlingen ophæves naturligvis ikke, fordi vedkommende fortrænger den ubehagelige erindring fra sin bevidsthed.

Normalt ser vi da også, at mennesker vedkender sig deres handlinger hele livet igennem fra det tidspunkt i den tidlige barndom, hvor selvbevidstheden opstod i denne inkarnation og lod vedkommende opleve forskellen mellem "jeg" og "det". Der gør sig en følelse eller fornemmelse af identitet gældende, der binder de mange oplevelser, erfaringer og udviklingsstadier sammen som elementer, der hører til samme "jeg". Erfaringsdannelse, som er al udviklings moder, er netop kun mulig, når det nuværende "jeg" er identisk med det tidligere "jeg". Kun derved kan "jeget" udnytte, hvad det selv tidligere har oplevet eller erfaret. Den kontinuitet i vort bevidsthedsliv gennem vidt forskellige mentale tilstande, som - hvis vi skrev en selvbiografi - ville få os til at skrive "jeg" foran alle oplevelser og handlinger, dokumenterer, at et "noget", som er uberørt af alle sjælelige tilstande, har været med os gennem alle stadier. Da dette "noget" er uberørt af de skiftende lokale udviklingsstadier, sandsynliggøres det dermed, at det også har eksisteret før intelligensen eller erkendelsen nåede så vidt i sin udvikling, at individet kunne skelne mellem "jeg" og "det". Erkendelsen af vort inderste væsen lader nemlig til at være afhængig af individets psykiske udviklingsstadium, medens selve "jeget" er uafhængigt heraf, da det er til stede som den samme faktor på ethvert udviklingstrin. At der findes primitive stadier, hvor individet endnu ikke har dannet sig nogen opfattelse af sit "jeg" er lige så naturligt, som at de levende væsener danner sig forkerte opfattelser af deres "jeg" på grund af de forskellige mentale stadiers ufuldstændige erkendelsesevne. Det kan sammenlignes med, at man på en mørk landevej skimter en genstand og får forskellig opfattelse af, hvad det er, efterhånden som man kommer nærmere. Genstanden eksisterede også, før man kom så nær på, at man kunne begynde at skimte noget.

Jegopfattelsen er ifølge Martinus afhængig af individets udvikling, dets erfaringer, intelligens og viden - kan man acceptere det, har man samtidig indrømmet, at en specifik definition af "jeget" ikke kan formuleres, eftersom individets fortsatte udvikling vil kunne give nyere og rigere viden om "jegets" natur. Paracelsus: "Enhver, der tror, at alle frugter modnes på samme tid som jordbærrene, ved intet om druerne". - Imidlertid har ethvert menneske, som har nået et vist stadium i sin psykiske udvikling, erfaret, at dets "jeg" i forbindelse med erfaringer fra omverdenen har skabt en stadig større psykisk horisont, der fortoner sig tilbage til barndommens blandede følelser af spontanitet, tillidsfuldhed, måske nogen angst, store forventninger, ukontrolleret begejstring, men også uhæmmet vrede og dyb skuffelse, uvidenhed, afhængighed, selvstændighedstrang osv, en horisont, som gradvis er ændret og modificeret, og som det i dag, hvis det er et psykisk modent menneske, arbejder mere bevidst med, hvilket vil sige, at dets "jeg" arbejder mere konsekvent og vidende med at udvælge og rendyrke de facetter og nuancer, som det ønsker skal være til stede i denne horisonts psykiske rum. Martinus gør gældende, at denne modning, som er en forenet virkning af jegets skabeevne og erfaringer fra det daglige liv, vil gøre den menneskelige psyke fuldkommen i den forstand, at alle dets motiver vil komme til at bestå af forædlede tanker og følelser, som vil oplyse individets egen mentale horisont og kaste et varmende og glædeskabende lys ind i andre menneskers liv og tilværelse. Den voksende horisont vil også medføre en større klarhed over jegets væsen, men aldrig sådan at "jeget" røber en specifik natur. Når "jeget" har kunnet skabe egoistiske såvel som uselviske motiver, har skabt naive forestillinger såvel som objektiv viden, har fostret uharmoniske ideer såvel som smukke og skønne tanker, kan "jegets" natur ikke afgrænses til at være hverken godt eller ondt, uvidende eller vidende, grimt eller smukt. "Jegets" natur vil derfor altid, selv i lyset af den højeste intuitive erkendelse, repræsentere det ukendte, være et "X", hvis udfoldelsesmuligheder aldrig udtømmes.

På denne baggrund er det ikke svært at acceptere Martinus påstand om, at analysen af det levende væsens "jeg" og Universets Skaber, det "guddommelige noget", er den samme, og at de levende væseners "jeg" og Guds "jeg" i realiteten er ét.

Om det "guddommelige noget" blev det tidligere fremhævet, at det er ét med evigheden, uendeligheden og ubevægelig stilhed, og vi skal nu i det følgende argumentere for, at menneskets "jeg" såvel som alle andre levende væseners "jeger" har den samme ophøjede identitet.