Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Når det hænder, at en videnskabsmand gør en indsats for at sætte materielle videnskabelige forskningsresultater i relation til én for samme videnskab hidtil upåagtet dimension af videnskaben: åndsvidenskaben, så er det værd at lytte til, hvad han siger.

Det er slående, hvor hyppigt det i virkeligheden nu sker, at videnskabsmænd stiller spørgsmål indenfor deres specialfelter uden at få fyldestgørende svar. Mere eller mindre åbent må de erkende over for sig selv, over for deres gruppe, at man tilsyneladende er kommet til en "vejs ende". Man mangler noget, hvorpå man kan bygge videre.

Disse store, oftest etisk betonede, spørgsmål genspejler den øjeblikkelige rådvildhed inden for alle samfundets områder og lag. Det gælder videnskabelige rapporter, avisstof og den individuelle stillingtagen til problemer i dagligdagen, problemer som i en materialistisk tid daglig kaster nye byrder på individet i form af nye spørgsmål og en ustandselig stillingtagen til disse spørgsmål.

Teknikken, der mere synes at ligne en atomeksplosion i sin udvikling end en normal organisk udvikling, synes at have taget magten fra individet, som almindeligvis ikke har noget værn mod sine omgivelsers pres. Som f.eks. i form af en ny etik, der råbes efter fra alle verdenshjørner i dag. Den der arbejder med Martinus analyser om det evige verdensbillede, ser måske klarere end nogen anden, hvorledes dette verdensbillede vil føre til dannelsen af denne "nye" etik.

For at kunne beherske et problem er det nødvendigt at kunne analysere det. Dette er en af videnskabens største opgaver. At kunne beherske et problem vil samtidigt sige, at mulighederne for en individuel underkastelse af det forringes. Dette er også en berettigelse af det nedenfor behandlede.

Den amerikanske videnskabsmand: George W. Van Tassel er en videnskabsmand uden en videnskabelig grad, men igennem sit daglige arbejde over en menneskealder har han efterhånden opnået en stor respekt om sit virke. Han bor i Californien og har i mange år arbejdet som "flight-test inspector" ved afprøvningen af eksperimentelle Constellation fly for Lockheed fabrikkerne i Californien. Hvis det ellers fortæller noget, så er han netop blevet optaget i en biografisk bog udkommet i England: "Verdens 2.000 mest betydningsfulde mænd".

Det der er bemærkelsesværdigt ved Van Tassel, er hans videnskabelige arbejde inden for området: elektromagnetisme, der netop fordi han står fuldstændig uhildet på sin ståplads inden for en etableret og ofte dogmatisk materiel videnskab, har ført ham ad ukonventionelle veje langt ind på de åndsvidenskabelige områder.

Dette synes at illustrere den ofte gældende regel om, at samfundene bliver omskabt af tilsyneladende "outsidere", dvs. mennesker, der ikke har deres udgangspunkt i det etablerede, det dogmatiske.

Van Tassels videnskabelige evner vil sikkert senere vise sig at være helt banebrydende inden for dette specielle område, idet han, helt bevidst, er med til at nedbryde den barriere, der eksisterer mellem religion og videnskab, og i stedet opbygge den bro imellem den materielle videnskab og åndsvidenskaben, hvilken sidste Martinus jo har klarlagt i et genialt udformet altomfattende verdensbillede, som er en vejleder for fremtidens mængder af videnskabelige og religiøse tanker og filosofier.

Martinus konkluderer ofte: Verdensaltets grundtone er kærlighed. Det er det spørgsmål, som Van Tassel øjensynlig berører ud fra nye opdagelser.

Som vi ved, har Martinus i mange år vist, at de såkaldte tomrum mellem celler, kloder, mælkeveje etc. ikke er tomrum, men gennemstrømmet af vibrerende, elektriske kræfter, der som alt andet skabt må have en oprindelse, en skaber.

Samtidig med den førstnævnte offentliggørelse, nævnes det, som noget helt nyt, at rummet har en nu målelig rytme på 8 perioder (cycles) per sekund, hvilket er det samme som den menneskelige hjernes lydbølge resonans!

Med dette som baggrund kan vi drage et synspunkt frem, som også er en del af Martinus analyser: Hvis det levende væsen ikke er "på bølgelængde" med universets grundtone, kærligheden, så opstår der konflikter, først og fremmest hos individet, men derigennem videre ud i samfundene, hvor kulturerne dannes af den samlede masse af individuelle livssyn, filosofier, etik osv. Disse konflikter er udtrykt i fysiske eller psykiske sygdomme, vold, krig osv. på det individuelle plan, på familieplanet, på det nationale og på det overnationale plan.

Denne afhængighed af de kosmiske impulser, som mennesket er udsat for - og som naturligvis også kan trækkes ud i andre sammenhænge - skal illustreres ved et eksempel, som er tilvejebragt inden for de seneste år af læger, der har med hjertetransplantationer at gøre.

Det er nu kendt, at når et beskadiget hjerte udskiftes hos et menneske med ét fra en anden patient, så vil det gamle hjertes rytme fortsætte videre i den krop, hvorfra det blev fjernet, og det nye hjerte vil stadig have sin egen rytme.

Disse to rytmer passer sjældent - om nogen sinde - sammen, og vil før eller senere forårsage, at hjertet udstødes af kroppen igen som et fremmedlegeme. De to rytmer havde ikke samme resonans, arbejdede ikke i indbyrdes harmoni.

Martinus har i øvrigt i tidligere foredrag påpeget lignende forløb: Alle menneskelige organer er selvstændige universer, der indbyrdes er forbundet i et organisk, levende hele. En sådan levende organisme kan ikke uden videre transplanteres ind i en fremmed krop, men vil med tiden blive udstødt af denne som fremmedlegeme. – Men tilbage til universets grundtone, som er kærlighed.

De to hjerter var ikke afstemte efter hinanden, og således rådede altså et "ukærligt" forhold imellem dette nye hjerte og den "gamle" krop.

Det ligger nær at fremlægge den hypotese, at grundtonen kærlighed kan have noget at gøre med den omtalte impuls på 8 perioder per sekund, der vibrerer ud af kosmos og den menneskelige hjernes lydbølge resonans af samme periodetal, 8 per sekund.

Van Tassel er inde på noget af det samme, når han siger: Det er muligt, at vi igennem vore rum-programmer vil finde frem til, at der i rummet findes en "hjerte-rytme", ligesom der findes denne omtalte "hjerne-rytme".

Men - stadig gående ud fra samme hypotese - hvordan skulle da f.eks. den menneskelige relation til denne rummets resonans være?

Den russiske videnskabsmand, dr. Chizhevsky, har fundet, at vore legemer er modtagere gennem, at hver celle i dem er i resonans med kræfter, der er udviklet af solen.

Hvis man - for at føre hypotesen videre - ud fra kendskabet om, at vore hjerneceller har samme resonans (8 per sek.) som universets udstrømmende kosmiske impulser, og at også vore hjerneceller er elektrisk opbyggede enheder, der kan sammenlignes med modtagere og afsendere, samt at man kan både lukke op og i for disse, drager slutninger, ligger det da langt fra at antage den mulighed, at vi igennem vor vilje kan lukke for eller åbne for modtagelse af disse kosmiske impulser via vor egen hjerne, der altså synes at have visse muligheder for at komme i kontakt med impulserne?

Disse impulser skulle da være identiske med - eller måske en del af - det, vi betegner som Guds vilje, helligånden, kærligheden.

At man således ad videnskabelig vej synes at nærme sig en forklaring på disse fænomener kan måske i første omgang give indtryk af et koldt, følelsesmæssigt gudsbegreb. Dersom det føles sådan, er det da ikke fordi, vort gudsbegreb netop er overvejende følelsesmæssigt betonet?

Når alt det ovenstående er sagt, lades der så ikke det for os vigtigste tilbage: kærlighedstanken, som er det materiale, det enkelte menneske som et tilbud og ikke som en tvang kan bruge af i sin daglige tilværelses omgang med Gud og medmenneske og forme sin verden. Samtidigt indser vi nødvendigheden af at give udtrykket kærlighed et både følelsesmæssigt og et intelligensmæssigt indhold samtidig med, at dets grænser udvides til det grænseløse.

Hvad enten de følelsesbetonede ord: Guds vilje, helligånden, kærlighed, eller de mere videnskabelige ord: resonans på 8 perioder per sekund, anvendes, består der den mulighed for, at der tales om det samme; men gudsbegrebet vil stadig fremstå som det evige skabeprincip, som så klart er opstillet af Martinus.

Den skabende evne - helligånden - må have et ophav, som er Guddommen.