Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Formålet med denne artikelserie er at belyse et emne, som er meget centralt i Martinus analyser og derfor er behandlet mange steder i Martinus hovedværk LIVETS BOG. At forstå "jeg'ets" natur som identisk med det "guddommelige noget" er på samme tid vanskelig og letforståelig: vanskelig, når problemet angribes af den analytiske intelligens, let, når den gøres til genstand for intuitionens synteseskabende erkendelse. Vi skal her prøve at følge Martinus analyser af "jeget", som alle har en logisk og intelligensmæssig karakter, men samtidig - som radierne i en cirkel - udspringer af en central intuitiv oplevelse. Ved at følge disse radier ledes man fra forskellig side og af forskellige argumenter til den intuitive oplevelses virkelighed. Gennem disse analyser, som er virkeligt søgende og mentalt upartiske, kan man få en håndsrækning til den største oplevelse, som findes: erkendelsen af i sit inderste væsen at være ét med livets altomfattende og allestedsnærværende Guddom og dermed genopleve sandheden i Jesu udtalelse: "Jeg og Faderen, vi er ét" (Joh. 10.29).

I de sidste år er "jeget" imidlertid på ny kommet frem i lyset, idet man er blevet opmærksom på, at mennesket ikke blot har en reaktiv natur, men desuden har en spontan og udvælgende opmærksomhed, kort sagt at mennesket er skabende og ikke blot skabt.

Den engelske Gifford-forelæser Macneile Dixon har i sin bog "The Human Situation" (på dansk "Støv og stjerner") på fremragende vis pointeret "jegets" store rolle i menneskets bevidsthed og tilværelse. Han skriver fx. således: "Uden et jeg er ingen tanker mulige. Man går ud fra det som en selvfølge i enhver diskussion, for det er betingelsen for enhver erfaring, grundlaget for al viden, forudsætningen for at der overhovedet kan diskuteres. Man forudsætter dets eksistens i selve det øjeblik, hvor man fornægter det. Hvis jeg som resultatet af en lang udredning fornægter jeget, anerkender jeg i samme øjeblik det, jeg fornægter, idet kun jeget er i stand til at foretage udredningen. Hvis det ikke var, ville der ikke være nogen bevidsthed, for vi træffer den ikke andre steder i naturen. Og hvis bevidstheden ikke fandtes, ville De ikke vide, at der var et emne at diskutere og et argument at overveje Når De taler om erfaring, kan De ikke mene andet end den erfaring, som tilhører et "jeg", for der findes ingen anden. Når De siger, at noget viser sig, må der være én, det kan vise sig for En genstand kan ikke ses, hvis der ikke er nogen til at se den. Der må være én, der har tandpine, én, der er sulten og tørstig, én, der har lyst til at gå en tur, og denne ene er "jeget"."

I Macneile Dixons fremstilling får jeget en status, som ligger meget nær Martinus opfattelse, som vi skal komme nærmere ind på nedenfor. Men først skal vi omtale, hvorledes "jeget" behandles i den eksistentialistiske tænkning, der måske er den mest betydningsfulde åndelige strømning i dag. I denne filosofi understreges menneskets frihed til at vælge sin eksistens, og grundlaget for denne frihed er et "jeg", som er "noget andet" end tingenes verden og derfor kan vælge mellem tingene. Så vidt minder tankegangen om Martinus analyser, men i opfattelsen af "jegets" natur drager eksistentialismen en besynderlig konklusion, nemlig at "jeget" er lig intet. Det er denne erkendelse, der blandt andre ting medfører de eksistentialistiske tænkeres angstfyldte grundstemning. De oplever deres inderste væsen som et dødens intethed. Denne tankegang er imidlertid frygtelig ulogisk, for man kan ikke først tilkende "jeget" en eksistens og derefter identificere det med intet. Hvis jeget er til, og det må det jo være, når det ifølge disse filosoffer betegner en modsætning til omverdenen og kan vælge mellem dennes muligheder, så må det nødvendigvis karakteriseres som et "noget" og ikke et "intet".

At det er vanskeligt at karakterisere dette "noget" fremhæves også af Martinus, men det forhindrer ikke, at "jeget" besidder en faktisk realitet, at det virkelig er et "noget", der har den største betydning for det levende væsen. Når det ud fra Martinus synspunkt er vanskeligt at karakterisere "jeget", er det netop på grund af dets enestående natur, som ikke kan beskrives med vore almindelige ord. Vore almindelige begreber er etiketter, som vi anvender til at navngive ting og begivenheder i vores livsoplevelse. Men "jeget" er årsag til alle disse ting og er derfor mere end disse, da det foruden at have skabt alle hidtidige tanker, planer og ting, i al fremtid vil kunne frembringe endnu ukendte ideer og projekter. At tage en enkelt af de tusinder etiketter og sætte på "jeget" ville være en urimelighed, en krænkelse af "jegets" ubegrænsede muligheder. Alle navne er forbeholdt ting, som er skabt, og kan derfor ikke anvendes på deres ophav. Så længe "jegets" skabende muligheder ikke er udtømt, er der ingen af dets produkter, som kan definere "jeget". Den mest præcise definition på jeget er derfor ifølge Martinus, at det udgør et "noget, som er". Nogle læsere vil måske synes, at denne definition er fattig, men betænk, at den i sin enkelthed rummer det ubegrænsede - de ubegrænsede muligheder! Hvis "jeget" havde en bestemt karakter, en særlig struktur, så var dets skabende udfoldelsesmuligheder bundet af denne struktur, ligesom en bil, der kun kan køre på hjul, eller et fjernsyn, der kun kan tage bestemte stationer. Menneskets "jeg" er imidlertid ikke bundet af en bestemt indre mekanisme, der kun tillader det at fungere på én bestemt måde, men viser sig at kunne udvikle en skabeevne med ubegrænsede muligheder. Når "jeget" trods sin enkle og fordringsløse definition besidder denne majestætiske kapacitet, er det ikke mærkeligt, at Martinus yderligere benævner det det "guddommelige noget". Thi hvad skulle med større ret kunne kaldes guddommeligt end det "noget", som via levende væseners sjæl og hjerne udfolder en ubegrænset skabekraft og hvis muligheder aldrig udtømmes!