Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1972/21 side 247
Martinus skrev.....
Citat fra DEN LÆNGST LEVENDE AFGUD
 
8. kapitel. Jordmenneskeheden indvies i skæbnemateriernes hemmelighed i kraft af organismernes reaktionsevne
Al jordmenneskehedens oplevelse af lidelse, eller dens skæbnedannelses tilsyneladende tilfældighed, beror altså udelukkende på uvidenhed eller en ufærdig tilstand. Hvis alle væsenerne havde de absolutte nødvendige kundskaber på alle livsfelter, ville deres skæbne udelukkende kun kunne være lykke, glæde og tilfredshed eller det, der i religionerne udtrykkes som "fred". Når jordens samlede menneskehed, i form af jordklodens ressourcer af næringsmidler for både legeme og sjæl, ejer et så overdådigt kvantum, at det ville være absolut umuligt for de nulevende generationer at kunne opbruge disse selv med en temmelig udstrakt ødselhed, men ikke desto mindre både sjæleligt og legemligt sulter og fryser, medens en del af samme går til grunde i ødselhed og overflod, kan denne misere da udelukkende kun skyldes den samlede menneskeheds manglende evne til at administrere disse ressourcer og skabe et logisk og dermed fuldkomment harmonisk forhold imellem sig selv og ressourcerne. Det nuværende ulogiske forhold imellem jordmenneskeheden og jordens ressourcer udgør således kun et spørgsmål om viden eller forstand. Når samme menneskehed i disse ressourcer ejer en overdådighed af materiale for skabelsen af livslykke, men i stedet for anvender disse ressourcer på en sådan måde, at dens fysiske og dermed sjælelige tilværelse i en kolossal udstrækning kun er at udtrykke som en kulmination af ulykke, smerte og lidelse, kan der jo kun være tale om, at den ikke forstår hverken sig selv eller disse sine rigdomme. I modsat fald ville det være umuligt, at dens enkelte individers mentalitet i dag ville være formørket af disse, al livslykke og dermed al sundhed og alt velvære underminerende eller forhindrende skyggeformationer, vi kalder næringssorger, misundelse, havesyge, unaturlige ejendomsbegær og brødnid, som i dag udgør overordentlig store felter i jordmenneskehedens mentalitet. Men når disse store felter ikke eksisterede, ville deres direkte følgesvende eller eftervirkninger, såsom: slagsmål, krig og lemlæstelse, rovmord, blodsudgydelser eller kamp af enhver art om materielle værdier eller social eksistensberettigelse lige såvel som bedrageri og tyveri umuligt kunne eksistere. Når alt dette i dag eksisterer, skyldes det altså udelukkende jordmenneskehedens endnu manglende herredømme over sig selv og værdierne. Dette manglende herredømme gør det således til kendsgerning, at samme menneskehed endnu ikke er voksen nok. Men når den ikke er voksen nok, er den endnu til en vis grad fremtrædende som "mindreårig" i forhold til skabelsen af sin egen skæbne. Den har rigeligt af materialet, af hvilket dens lykke kan skabes, men den forstår endnu ikke at anvende materialet rigtigt.
Men er det ikke således her i livet, at alt "mindreårigt" kun udgør et afsnit på vejen til sit fulde modenhedsstadium, dets fulde manddom eller voksne fremtræden? - Hvorfor skulle jordmenneskehedens "mindreårighed" udgøre en afvigelse herfra? - Stadfæster ikke alt i tilværelsen menneskehedens vækst hen imod denne modenheds tilstand? - Er menneskeheden ikke længere fremme i udviklingen i dag end for blot hundrede år siden? - Er ethvert af den civiliserede almenheds individer i dag ikke langt mere vidende end svundne tiders mest fremragende videnskabsmænd? - Indpodes ikke millioner og atter millioner af samme almenheds individer fra myriader af skoler, universiteter og læreanstalter kundskaber om den materielle verden. Ja, er disse institutioner ikke ligefrem funklende sole, der sender strålebundter på strålebundter af oplevelsernes og erfaringernes lys ud over alle jordmennesker? - Og er det ikke frugten heraf, der har udløst sig i de tidligere nævnte både tekniske og kemiske vidundere, der er blevet menneskeheden til del? - Det er rigtigt, at den ny viden ikke på alle felter har skabt behageligheder eller velsignelser, men står vi her på disse felter ikke igen overfor ufærdige foreteelser, foreteelser, der absolut ikke kan betegnes som slutresultater?
Den megen tekniske og kemiske viden og kunnen har ganske rigtigt gjort det muligt at udvide krigens gru og rædsler til uanede omfang eller til selve kulminationen af mentalt mørke, men er denne udvidelse af mørket ikke også et led i den store forvandlingsproces? - Har nævnte udvidelse ikke givet samme udvidelse i kendskab til mørkets årsager? - Var dette mørke ikke skabt, ville der jo ikke kunne være opstået noget reelt eller virkeligt kendskab til disse årsager. Tror man ikke, det er nødvendigt at få kundskaber om mørket? - Jo flere kundskaber vi har om mørket, desto større forudsætninger får vi jo derved til at kunne skabe, opleve og fornemme lyset. Er det ikke det samme, der gør sig gældende i ethvert forsøgslaboratorium? - Jo mere kendskab vi har til laboratoriets farlige og eksplosive eller giftige stoffer, desto vældigere kan vi også skabe forebyggende foranstaltninger for disse stoffers farlige anslag og beherske deres anvendelse. Den store forvandlings- eller skabelsesproces lader menneskene fremtræde i et kæmpelaboratorium, lader dem eksperimentere med laboratoriets mange forskellige stoffer eller kemikalier, især de farlige, for derigennem at forvandle samme menneskers uvidenhed om tingene til en klar forståelse af eller sand viden om alt, hvad der kan være farligt. Hvorledes skulle menneskene ellers kunne tilegne sig evnen til at undgå det farlige? - Uden kendskab til en ting ved man jo ikke, om den er farlig eller ufarlig. Hvorledes skulle man kunne sætte de rigtige etiketter på et apoteks kemikalier, fluida og salver, hvis man ikke kendte deres særlige natur, og til hvad nytte skulle de vel være, hvis man ikke netop kendte denne deres natur? - Hvorledes skulle man kunne omforme dem til helbredende og sundhedsgivende medicin uden dette kendskab? - Hvorfor skulle det være anderledes med selve jordmenneskeheden? - Må den ikke også ved sin omgang med dens overdådige rigdom af materier eller stoffer prøve sig til kundskaben om de enkelte stoffers virkemetode for senere, ikke alene at kunne beskytte sig imod deres eventuelle farlige anslag, men også for at kunne betjene sig af dem i en senere situation? - Men ligesom forskeren på laboratoriet må have reagensglas til sin eksperimentering med kemikalierne, således må den evige ånd bag individet også i det store livslaboratorium have reagensglas og måleinstrumenter for at kunne eksperimentere med sine "skæbnekemikalier" eller livsmaterier. Dette "reagensglas" og "måleapparat" har den i sin egen kødelige organisme. Dens egne sanser er registreringsapparater. Med hvilke andre midler skulle det ellers kunne blive indviet i stoffernes hemmelighed, deres reaktion og kraft?