Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Belært af Erfaringen fra i Fjor fulgte Meteorologisk Institut denne Gang i sin Pinse-Vejrmelding en lignende Taktik som den jyske Rigsdagskandidat, der fra Talerstolen erklærede:

– A low'er ingenting, men det A low'er, well A osse holl'.

Vejret kunde altsaa blive til, hvad det skulde være. Og de mange, der havde indtegnet sig til Pinsebesøget i Kosmos' Feriekoloni, udrustede sig derfor i Forhold til, om Forhaabningens lyse Aspekt eller Ængstelsens mørke do., tog Føringen i deres Bevidsthed: nogle med Tæpper, andre med Dyner, men Feststemning var alle uden Undtagelse udrustet med. Det, man her drog ud til, føltes som noget højtideligt, noget for det fælles Arbejde grundlæggende. Vort Flag skulde hejses Pinsedag!

Ved Foden af Frederiksberg Bakke samledes vi, Natteravnene, Lørdag Kl. 22,30. Mon en Fremtidens Charles Dickens, levende i Flyvningens Tidsalder, vil udpensle vor Bortrejse med alle dens for ham gammeldags Detailler, hvorledes vi kylede vore Pakkenelliker op paa Taget af Turistbilen og efterhaanden fik bænket os paa Hynder og Klapstole? Jo, vi havde det hyggeligt og rart, alle 24 – som en stor Familie. Ingen Mr. Pickwick eller Sam Weller drog ud i Verden med større Oplagthed. Naa, mine Damer og Herrer, – skulde vi saa afgøre det lille Mellemværende med Billetterne!

I et Svup op paa Toppen af Frederiksberg Bakke, forbi Zoologisk Have og ad Hedehusene til. Roskildevejen ligger behageligt under os. Maanen belyser de nu langsomt drivende Skyer, Blæsten er taget kendelig af, ikke Spor af koldt mere. Noget tyder paa, vi faar fint Vejr i Morgen, men alligevel – (jfr. Meteorologisk).

Frem med Mandolinen. Ganske vist bumper det lidt rigeligt, naar man sidder paa Bilens Bagsæde, det giver Genlyd i Strengelegen, et sprukkent Klagehyl en Gang imellem, idet Bilens Baghjul rammer en stor Sten paa Vejen. Men paa Trods af alle Transportens Modstandskræfter og Drilleaander fører Musikanten os sejrrigt igennem mange skønne Melodier. En Stump hist, et Par Strofer her. Vi hører nogle af de allernyeste, men ogsaa "Jens Vejmand" og Havrens ringlende, urdanske Sang. Derfra helt over til Kentucky, nedad Mississippi, langs hvis Bredder Plantage-Negrene nynner smaa hjertevindende Viser, der vist aldrig glemmes, saa længe der er Hjemstavnsfølelse til. En rask indfødt amerikansk Soldatersang bringer os Livets Haardhed nærmere. Slag i Slag følger Irlands og Skotlands rørende Melodier, og mellem Roskilde og Holbæk endog "o sole mio", afsunget med den rette italienske Fyrighed.

Saaledes tilbagelagdes de 113 Kilometer, med fornøjelig Underholdning. Ankomsten til Kosmos' Feriekoloni fandt Sted ved godt 1-Tiden, men lur dem, der var kommet før os. Oppe endnu saa godt som allesammen, ja, mange af dem syntes at være fast besluttet paa at blive oppe for efter de bedste Traditioner at se Pinsesolen danse. Det Bal blev der imidlertid ikke noget af.

Thi Morgenen bragte Øsregn med Kastevinde, saa selv Gerner Larsson, der dog er mere vejrbidt end de fleste, rynkede Brynene, da han foretog sin Runde.

Hvad nu med Badedragten, som man i Nedpakningens Overmod havde taget med? Hverken den eller Svømmevingerne kom i Brug – denne Gang. Derimod avlede Kulden – se, den Slags Ting sker ofte i Modgangstider – en Opfindelse, nemlig Primuskakkelovnen, bestaaende af en Mursten lagt ovenpaa den flammende Primus. Blandt Husbeboerne blev der rig Lejlighed til at erfare, at en saadan lille hjemmelavet Kakkelovn luner ganske godt, men for en Sikkerheds Skyld gør man bedst i at stille Primus'en paa en Zinkbakke, og denne maa igen hvile paa et Par Mursten for ikke at brænde igennem Gulvet. Petroleumsregningen maa De saa bagefter ordne med Hr. Larsson!

Op paa Formiddagen ankom med Turistvognen et nyt Hold Gæster, der havde forladt København Kl. 6,30. Ligesom i Mobiliseringstider blev de indkvarteret rundt omkring i Hytterne for at blive varmet op, blaafrosne som de var efter den kolde Køretur.

Tiden gik med at hilse paa gamle Venner og indlede nye Bekendtskaber, hvad man jo vanskelig har kunnet overkomme under Vinterens Studiemøder, – Kolonien som Samlingssted udfylder netop derved en vigtig Mission. Efterhaanden lærer vi nok at gaa i Spænd, "teamwork" som Oxford-folkene kalder det.

Stævnets Hovedbegivenhed, Flagets Indvielse, der foregik midt paa Dagen, tilkommer det ikke mig at referere i disse noget løseligt henkastede Linier. Det Øjeblik, da Martinus gav Signalet til Flagets Hejsning, og det derefter udfoldede sig i hele sin Eventyrlighed, staar sikkert for os alle som Beseglingen af en ny Pagt, indskrevet i vore Hjerter. Ved Betragtning af dette Flag, der indeholder Spektrets straalende Farver, ligger det nær at sammenligne med Regnbuen, der ifølge det gamle Testamente blev sat paa Himlen, efter at Syndflodens Taage var spredt, som et Tegn paa, at Lyset nu var trængt igennem. Gid det Lys, vort Flag symboliserer, maa trænge gennem Uvidenhedens Taagemasser!