Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1972/20 side 226
Sune Lindström
EN HILSEN FRA ISLAND
 

Udendørs swimmingpool med vand fra de hede kilder.
 
I forbindelse med den vegetariske verdenskongres, der afholdes til næste sommer i Sverige, planlægges der en udflugt til Island efter selve kongressen.
I den anledning rejste redaktøren for det svenske vegetartidsskrift, redaktør David Kopp og jeg til Island i juni måned for at forberede denne rejse.
Det var en skøn oplevelse at flyve ind over øen ved 24-tiden og se midnatssolens lys gnistre i den store Vatnajøkels ismasser. Og ikke mindre vidunderligt var det at lande og møde det islandske folk, den skønne ejendommelige natur, og ikke mindst den ufordærvethed i såvel luften, det rene, varme vand direkte fra undergrunden, og - måske netop på baggrund af denne renhed i naturen - de ukunstlede, hjertevarme islændinge.
Og det var mig en stor glæde at have hilsener med fra MARTINUS til hans venner deroppe og mærke den interesse, hans arbejde og hans mange besøg også der har vakt. Vi tilbragte en eftermiddag med Vignir Andresson, der stødt arbejder med oversættelsen af MARTINUS bøger til islandsk. Symbolbog I er allerede udkommet, og del II er på vej. Bøgerne kan købes hos de fleste boghandlere på Island.
 

Martinus Simson

Vignir Andresson
 
Og den vitale, evigunge Martinus Simson fløj fra Isafjord til Reykjavik for at tilbringe nogle dage sammen med os. Han klarede med sine snart 90 år fint en heldagsudflugts strabadser. Som æresborger i Isafjord er han et kendt og velkomment ansigt overalt på øen.
Foruden den oplevelse Island i sig selv er, har den af speciel interesse for vegetarer en udbredt vegetarisk forening, der har evnet mere, end de fleste tilsvarende interessefællesskaber har. Med et medlemstal på omkring 1.000 (af ca. 200.000 indbyggere) har den skabt et behandlingscenter i lighed med Skodsborg, men med rent vegetabilsk føde. Det hedder N.L.F.I.-sanatoriet og er beliggende i Hveragerdi, ca. 40 km fra Reykjavik. Der er plads til ca. 150 gæster. Sanatoriets læge, dr. Bjørn Jonsson, modtager den ankommende og ordinerer diæter og bade efter hver enkelts behov. Slambade af øens vulkanske aske siges at give meget gode resultater, især for gigtpatienter.
Ydermere har foreningen planer om endnu et stort tilsvarende center, da de har lange ventelister (p.t. 600). Desuden har foreningen i Reykjavik skabt et stort bageri, som udelukkende bager helsebrød, en vegetarisk restaurant samt to velassorterede helsekostforretninger. Grøntsagerne er velsmagende og sunde uden besprøjtninger, og de varme kilder giver gratis og miljøvenlig opvarmning, bl.a. af drivhusene, hvor næsten alt kan gro.
Jeg kan varmt anbefale alle KOSMOS' læsere, der går med et stille ønske om at stifte nærmere bekendtskab med Island, at deltage i den planlagte rejse. Det er ikke uden grund, at MARTINUS altid så gerne har besøgt sagaøen i Atlanten.
S.L.