Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Opfattelsen af menneskets natur har været meget forskellig gennem tiderne, idet den har haft en tendens til at svinge fra den ene yderlighed til den anden. I den middelalderlige livsanskuelse opfattes menneskets natur som ondt og syndigt, og menneskets frelse var derfor afhængig af en guddommelig nåde. Humanismen, som brød igennem i renæssancen, nyvurderede mennesket og idealiserede dets naturlige egenskaber. Som reaktion herimod fremhævede en række religiøse reformatorer på ny menneskets iboende syndighed. Andre store bevægelser i tænkningens historie som romantikken, der har sin rod i Rousseaus valgsprog "tilbage til naturen", og rationalismen fremholdt derimod menneskets ædle natur og fornuftens suverænitet.

Begge disse yderliggående opfattelser af mennesket kan naturligvis ikke være rigtige, men de kan begge indeholde noget rigtigt. Martinus menneskesyn omfatter netop begge synspunkter i en balance, som bestemmes af et begreb, som ingen af de to psykologiske skoler har taget alvorligt, nemlig udviklingen. I gængs psykologi er udvikling ensbetydende med barnets vækst og kun den. Martinus fremhæver herimod, at barnets vækst blot er en gentagelse af en mere fundamental mental vækst eller modning, der finder sted gennem en række fysiske liv og skaber forbindelse mellem dyreriget og et kommende "rigtigt" menneskerige. Det aktuelle menneskes grad af dyriske respektive menneskelige egenskaber bestemmes således af dets øjeblikkelige position i denne udvikling. For de mennesker, som ikke er kommet ret langt i udviklingsprocessen, vil det freudianske menneskebillede med dets understregning af de aggressive og seksuelle kræfter være mest betegnende, medens de mennesker, som har mange livs erfaringer bag sig og derfor har mulighed for at få særlige åndelige oplevelser, tegnes af den humanistiske psykologi. De to retninger betegner således yderlighederne i et spektrum, der kun kan forenes via udviklingsbegrebet. Man kan nok undre sig over, at dette begreb ikke indgår i den psykologiske tænkning, men grunden er formodentlig, at man bygger på den almindelige etlivsopfattelse. Hvis man går ud fra som en fastslået kendsgerning, at mennesket kun lever én gang, er der kun tre muligheder for en psykologisk filosofi, nemlig den negative, at mennesket er et særligt dyr, en "nøgen abe", der kun kan fremtræde med et skin af menneskelighed, og den positive, at det trods sit dyriske legeme har en menneskelig kerne, som for alle menneskers vedkommende har en mulighed for at folde sig ud i dette ene fysiske liv. Men der er desuden en tredje mulighed: at mennesket har en sådan menneskelig kerne, men at den på grund af de dyriske kræfters overvægt ikke kan komme til udfoldelse hos alle mennesker. Når man ikke vælger denne løsning, men antager at alle mennesker har mulighed for fuld udvikling og derfor alene giver miljøet skylden for menneskelig primitivitet, skyldes det sikkert et ubevidst virkende retfærdighedsideal, der bedre kan affinde sig med, at mennesker ikke giver hinanden lige livsvilkår, altså social uretfærdighed, end at livet skulle være så uretfærdigt, at det ikke giver alle de samme medfødte muligheder. På baggrund af Martinus analyser er det sandsynligt, at disse humanistiske filosoffer, de romantiske tænkere fra forrige århundrede og Rousseau har undfanget ideen om kosmisk lighed mellem alle levende væsener dvs lighed i grundstruktur uafhængig af nuværende udviklingsforskelle, men ikke kunnet formulere den korrekt, fordi denne lighed skulle passe ind i etlivsopfattelsen.