Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

De fleste af os har mange interesser, og vi har næsten alle flere, som for os specielt er særlige interesser, sådanne som f.eks. kosmologi, musik, kunst, litteratur samt forskellige hobbies. Disse sysler kan vi naturligvis godt mene, at vi har et ærligt forhold til - også selv om vor interesse måske er af ren egoistisk karakter. Skal en interesse imidlertid være ærlig i åndelig forstand, må det være sådan, at vi i kraft af denne bestræber os på at centrere vor bevidsthed om at hjælpe og at glæde andre mennesker, og jo flere mennesker, vi kan hjælpe og glæde med vor interesse, jo mere åndeligt ærlig kan man sige, at den er. Ønsker om personlig vinding, eller anden form for egoistisk profit, kan meget let ligge i motivet bag den særlige interesse, som et menneske kan have for et eller andet, medens der, når talen er om at have en ærlig interesse, absolut ikke kan findes andet i det motiv, der styrer interessen, end et oprigtigt ønske om at ville helhedens vel. I det øjeblik, vi koncentrerer os blot den mindste smule om egeninteresse fremfor helhedsinteresse, er der ikke længere tale om en i åndelig forstand ærlig interesse, idet den sande, åndelige, ærlige interesse er identisk med en intention, som befordres af guddommelig kærlighed; det vil altså sige en bestræbelse, hvor vi søger, på trods af vor egenkærlighed, at finde frem til hvad, der er bedst for helheden og at rette os derefter. Da vil vi efterhånden drage det frem i os selv og i vore medmennesker, som er af alkærlig natur. Derved bliver "den ærlige interesse for helhedens vel" befordrende for vor voksende evne for forståelse, tålmodighed og tilgivelse.

Da det ligger dybt forankret i det menneskelige sind at drage konklusioner ud fra motivet, at alting først og fremmest skal forme sig til det gode for os selv, er det derfor ikke så svært for os at have en ærlig og oprigtig interesse for vort eget vel, medens det straks ligger noget tungere, når vi skal til at tænke på vore medmennesker, specielt i de tilfælde, hvor vi føler, at der derved går noget fra os selv. Der er næsten ingen ende på, hvad mennesket, ved hjælp af sin, gennem mange inkarnationer, udviklede intelligens og sin fra dyreriget nedarvede egoisme, kan kombinere af udspekulerede motiver og midler for at få opfyldt sine mere eller mindre selviske ønsker. Det ligger i os alle, hos nogle mennesker dog stærkt på vej mod afklaring og udrensning, men endnu hos de fleste som ubevidste automatfunktioner. Det er derfor yderst vanskeligt for mennesket at indstille sindet på en virkelig ærlig interesse for helheden. Rent teoretisk kan vi forsøge at forstå, at der i enhver konflikt findes en fællesnævner, som tilgodeser alles behov, og at det, det drejer sig om, er, at finde denne fællesnævner; men vi er som regel i vor dyriske egoisme alt for angste for at rokke vore egne motiver og ønsker blot den mindste smule, og derved sker der jo netop det paradoksale, at vi måske nok får gennemtrumfet vor vilje, men det bliver på bekostning af et eller andet, som på en eller anden måde går ud over en eller anden - og derved også ud over os selv, thi som du sår, vil du høste. Mange mennesker tror, at disse ord, dersom de virkelig er så nøje gældende, som det hævdes, i det mindste kun gælder rent ydre ting, som f.eks. hvis man direkte bevidst stjæler, vil man, som følge heraf, selv en dag blive bestjålet etc., men denne lov gælder dog i allerhøjeste grad også på alle de psykiske områder.

De ting, man ikke er angst for, kræver ikke nævneværdigt mod, men der er næppe noget, mennesket er så angst for som "at skulle se sig selv i øjnene, sådan som man er"; thi da skal vi se begrebet "tærskelens vogter" i øjnene. Dette kræver mod, ja det kræver meget mere end mod, det kræver også urokkelig tro - en overbevisning, som animeres af spirende dybtfølt kærlighed, der ønsker at bryde igennem alle jordmenneskelige fejlvurderinger for at nå derhen, hvor vi kan udfolde os således, at ingen og intet bliver gjort fortræd ved vort væsen og vor væremåde. For at kunne nå dette mål er det indlysende, at vi må lære os selv og de kræfter, der virker i os og i det øvrige univers at kende. Da fundamentet for vor hidtidige livsudfoldelse har været, og stadig til en vis grad er, dyrerigets energikombinationer, er det ligeledes naturligt, at vi i vor begyndende selvbeskuen er farvede af egocentricitet, men denne primitive selvoptagethed vil efterhånden bane vejen for en højere form for selvbeskuen, hvor mennesket evner at se nøgternt og ærligt på de faktiske indre forhold. Evnen hertil opstår naturligt parallelt med udviklingen af de humane evner. Et inderligt og oprigtigt følt ønske om at være sådan, at man ikke kan komme til at gøre andre fortræd, er således det eneste, der kan give os den nødvendige styrke til den selvbeskuen, der kan føre os bort fra dyrisk egoisme og frem mod en lys og afklaret tilværelse i indbyrdes kærlighed. Et sådant ønske om at være kærlig mod næsten spirer mere eller mindre i ethvert menneske. Hos nogle mennesker gælder det kun den nærmeste familie, hos andre den nation eller det folkeslag, de tilhører og igen hos andre rettes ønsket mere og mere mod hele verdens befolkning. Endelig findes der enkelte mennesker, som har erkendt, at alt, som udgør det ganske univers, repræsenterer levende liv, og at f.eks. selve den klode, vi bebor, således er et levende væsen, at de organer, vor organisme er sammensat af, også er levende væsener, at der overalt i universet, som Martinus udtrykker det, er tale om levende væsener, som lever inden i levende væsener, og at disse derfor hver især er afhængige af, hvor kærligt eller ukærligt, de indbyrdes behandler hinanden. Hos mennesker med en sådan erkendelse spirer ønsket naturnødvendigt frem til ligeligt at gælde alt og alle.

Når "tærskelens vogtere" da med held i form af dyrisk egoisme, der giver sig udslag på utallige måder, dirigerer vore tanker, ord og handlinger og dermed hele vort væsens begær, vil vi en kortere eller længere tid opleve os tilfredse uden at erkende, at det var den dyriske egoisme, der blev tilfredsstillet og ikke vort dybeste, inderste og sandeste ønske. Ved sådan tilfredsstillelse begås i større eller mindre grad overtrædelser imod det liv, der udfolder sig såvel i os som omkring os og dermed også imod vort spirende ønske af sand kærlig længsel mod højere, renere og lysere riger. Resultaterne af sådan dyrisk udfoldelse ser vi i dag bl.a. i de sygdomssymptomer, der i form af "forurening" nu truende og karmisk har vendt sig mod menneskets egen eksistens. At der virkelig er noget fundamentalt galt, er i al sin gru efterhånden ved at gå op for størsteparten af menneskeheden; men at nøjagtig de samme processer foregår hos det enkelte menneske, når det misbruger sin intelligens til at udspekulere midler primært for tilfredsstillelse af øjeblikkelig egoisme, er ikke så mange klar over, fordi denne proces hos de fleste endnu er en uafklaret automatfunktion. Faktisk er det hos det enkelte menneske, at overtrædelserne starter, og altså her, vi skal finde den egentlige rod til ondet; thi som i det store, så i det små og omvendt.

(Afsluttes i næste nummer)