Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Den første menneskeliggørelse af dyret begyndte allerede for mere end 80.000 år siden. På det tidspunkt skete der ifølge Martinus det, at væsener fra et rigtigt menneskerige materialiserede sig på jorden og forestod bygningen af et helt anlæg, hvori indgik det, man i dag kalder Keopspyramiden og Sfinxen. Det, som dengang var omgivet af skønne parkanlæg, som for længst er forsvundet på grund af oversvømmelser og naturkatastrofer, var ikke en begravelsesplads for en farao, men derimod et indvielsesanlæg for faraoner og ypperstepræster. Pyramidernes bygning ved hjælp af vældige stenblokke kunne ikke bygges ved den tids eller vor moderne tekniske hjælpemidler, men blokkene blev af disse højt udviklede væsener flyttet dertil og anbragt på plads ved magi, ved særlige magiske formler. Pyramiderne skulle tjene til afprøvning af og indvielse af aspiranter til faraotitlen, og efter at disses psykiske styrke og udholdenhed var prøvet i pyramidens komplicerede system af gange og kamre, et system som ikke er fuldt udgravet endnu, blev de af mestrene bragt i en hypnotisk søvn og, idet de gik ud af deres fysiske krop, ført ind på et åndeligt plan, hvor de fik adgang til at se og indleve sig i det moralske trin i udviklingen, som de skulle føre deres stamme eller folk frem til. Det var ikke nogen kosmisk bevidsthed faraonerne fik, men en lokal indvielse, der satte dem i stand til at føre deres folk et stykke frem i retning af menneskelighed. Dette var den første impuls, der bragte begyndende menneskelighed til de væsener, der dengang beboede kloden, og med hver af sådanne impulser, som Martinus beskriver i sin LIVETS BOG, foregår der ændringer i jordens udvikling. Denne udvikling foregår ikke i spring, men i udviklingsepoker, der er et resultat af eller følge af de nævnte impulser. Disse er igen en følge af en kommunikation eller "samtale", som det levende væsen, som vi kalder jordkloden, har med andre kloder - især omtaler Martinus en "klode i mælkevejens centrum". Vor klode er, som det også fremgår af Martinus analyser, i sin udviklingsbane i færd med at opleve "den store fødsel" eller indvielsen til kosmisk bevidsthed. Og denne indvielse til kosmisk bevidsthed foregår bl.a. under indflydelse af "samtaler" med denne klode i mælkevejens centrum, som over umådelige tidsrum, i form af kosmiske verdensimpulser, medfører store forandringer på vor klode. Den forcerede udvikling på alle områder og også de store verdenskrige, som med mellemrum hjemsøger denne klode, er en følge af denne kosmiske indvielsesproces. Før hver impuls opstår der en længsel efter noget nyt, og med impulsen kommer der et svar på denne længsel.

For næsten 2.000 år siden kom en stor ny kosmisk verdensimpuls, som også var et svar på en længsel. Længslen bestod dengang som nu i et ønske om en ny og bedre verden, en mere human tilværelse, og det var allerede forudsagt eller profeteret, at en ny konge, en ny lærer skulle komme. Johannes Døberen forkyndte: "Omvender eder, thi Himmeriges rige er kommet nær" (Math. 3, 2). Og der kom også en ny lærer, Jesus af Nazareth, og han forkyndte for sine disciple den del af sin viden, de kunne forstå, og bad dem gå ud i verden og sige, at "Himmeriges rige er kommet nær", samtidig med at de skulle helbrede syge og uddrive onde ånder (Math. 10, 7-8). Han bragte selv et nyt livssyn, et næstekærlighedens evangelium, som skulle afløse det gamle testamentes dyriske had- og hævnmoral eller gengældelsesmoralen, og han lærte mennesker at bede "Fader Vor", hvori også indgik som den tredje bøn "Komme dit rige". Og dette nye livssyn begyndte at brede sig som en verdensreligion med præsteskab og kirker, hvor evangeliet blev prædiket i en ordform, som har haft en vældig inspirationskraft, der dog nu er stærkt i aftagende.

Siden den tid er mange kosmiske impulser gået hen over jorden og har influeret livet på vor klode. Resultaterne heraf i form af musik, kunst, litteratur og især videnskaben har inspireret os og har ført mennesket frem med hastige skridt. Videnskaben har rent midlertidigt været en afgud og derfor til en vis grad afløst religionerne og gjort mennesker gudløse og har altså ladet os "dø døden" for en periode, som skabelsesberetningen udtrykker det, på grund af vor "spisen af kundskabens træ på godt og ondt", hvorved vi har mistet forbindelsen med vort virkelige liv, vor åndelige struktur, og således troet os ét med død materie. Videnskaben og teknikken har altså ført os frem med kæmpeskridt og har til dels allerede skabt mulighed for, at vi kan automatisere materien i form af maskiner og redskaber, så det senere vil være muligt for os næsten helt at hellige os den virkelige videnskab, sandheden, kunsten og kærligheden.

Men gudløsheden, ateismen, har ikke taget overhånd, Bønnen "komme dit rige" lyder dagligt fra millioner af læber ud over verden eller tænkes i stilhed og vibrerer som vældige længselsbølger ud fra vor jord. En tid lang vil den fortsætte med at udgå fra mennesker jorden over, også selv om den for mange blot er blevet en daglig remse. Og den har sin virkning. Der er et sug af længsel efter en ny menneskelighed, et større fællesskab, et intensiveret krav om, at krigen, bedrageriet, kritikken, løgnen, kværulancen, vægringen ved samarbejdet skal blive afløst af mere menneskelige tanke- og adfærdsformer. Man ønsker fortsat "en ny himmel og en ny jord, i hvilken retfærdighed bor" (2. Pet. 3, 13), dvs. en ny livsopfattelse og nye samfundsformer, ikke en ny klode, for jorden som sådan er ideel at bo på. Det er tydeligt, at samfundet ikke kan bestå eller fungere på dets nuværende grundlag. Det vil gå i opløsning ligesom et forretningsforetagende, hvor de enkelte medarbejdere er blevet "modarbejdere", hvor samarbejdet mellem de enkelte afdelinger er dårligt - hvor kommunikationen mellem ledelse, afdelinger og enkeltpersoner ikke er i orden. Firmaet bliver ineffektivt og vil ikke kunne stå sig i konkurrencen med andre virksomheder, hvor ledelse og medarbejdere er kommet på talefod og planlægger og praktiserer arbejds- og omgangsformer, som er baseret på allerede indvundne psykologiske erfaringer og i overensstemmelse med den fremtidige udvikling. Ønsket om medbestemmelse, demokrati på arbejdspladsen og medejerskab er tydelige tegn på ønsket om en ny og bedre verden. Den nye generation hverken kan eller vil leve under den hidtidige arbejds- eller ledelsesform.

Længselsenergierne arbejder derfor stadig, og de er ikke forblevet ubesvarede. For 2.000 år siden forkyndtes, at "Himmeriges rige er kommet nær", og bønnen "komme dit rige" blev indstiftet, og den daglige gentagelse af dette ønske har bevirket, at himmeriges rige ikke blot er kommet nær, men at det nu rent faktisk er her. Med Martinus kosmiske verdensbillede, hans kosmiske analyser, er himmeriges rige tilgængeligt. Himmeriges rige er den nye verdenskultur, der er baseret på den næstekærlighed, som Jesus forkyndte og demonstrerede. Gennem sit liv og vel især gennem sin væremåde under korsfæstelsen har Jesus demonstreret i praktisk handling den virkelige tilgivelse og næstekærlighed, eller betingelsesløse kærlighed.

Men den nye verdenskultur er tillige baseret på den kosmologi, som Martinus har skabt, og som er det teoretiske grundlag, den logiske argumentation eller beviset for, at næstekærligheden er universets grundtone og således det virkelige menneskeriges fundament. Man kan derfor med fuld ret sige, at "himmeriges rige" er kommet, og at Martinus værker er en direkte fortsættelse af Jesu mission. Der kommer ikke nogen ny og større afsløring af sandheden. Det ville være helt overflødigt, at verdensgenløsningen skulle tilkendegive sig yderligere, thi når næstekærligheden og livets evige og fundamentale principper både er demonstreret rent fysisk i kød og blod (ved Jesus), og hele det teoretiske grundlag foreligger (ved Martinus), hvad mere kan man da forlange? Himmeriges rige er her. Det er nu muligt med kosmologien som grundlag at tilegne sig kosmisk bevidsthed her på denne klode. Tidligere var det nødvendigt for mennesker, der tilhørte fortidens høje kulturer her på kloden og andre, der havde opnået et vist trin af udvikling og måske begyndt at få kosmiske glimt og dermed stod over for at få en indvielse, at disse ved reinkarnationen blev overført til andre kloder, der var længere fremme i udvikling, således at de kunne gennemgå den sidste manglende teoretiske og praktiske undervisning og der opleve den egentlige kosmiske proces "den store fødsel". Fra nu af kan man derimod netop, fordi både den praktiske demonstration af alkærligheden og den teoretiske viden i form af kosmologien er manifesteret, opleve den fulde kosmiske bevidsthed her, og "Det tredje testamente", som ikke blot er titlen på Martinus kommende bog, men i realiteten eksisterer i form af hele hans skriftlige produktion, danner grundlaget for denne vor kosmiske indvielse. At studere Martinus værker er i sig selv en indvielse. Ligesom man ved at studere andre forfattere kommer på bølgelængde med eller i stue med forfatteren og hans inderste tanker, således kommer man også på bølgelængde med Martinus bevidsthed ved studiet af hans bøger. Det er en samtale med den kosmisk bevidste. Vi kommer dermed på bølgelængde med ham, bliver indviet i alle livsmysteriets principper og fundamentale sandheder om vort eget liv og om universets grundstrukturer. Den omstændighed, at disse sandheder kun langsomt går op for de fleste af os, og at dette studium ikke afsluttes i dette liv, men må fortsættes i de kommende inkarnationer, forandrer ikke den kendsgerning, at vi ved læsningen af Martinus analyser og megen beslægtet litteratur, som kan give os en detailviden, som Martinus ikke altid kan få plads til i sine bøger, virkelig har påbegyndt vor kosmiske indvielse. De praktiske prøver, som aspiranterne tidligere gennemgik i pyramidens indviklede system af gange og kamre, gennemgår vi i vor hverdags modgang, besværligheder og lidelser, som giver os tilstrækkelig afprøvning af vore åndelige kvaliteter og modenhed. Vi prøves i "hverdagens pyramide" og får derigennem de nødvendige korrektioner med hensyn til vor væremåde.

Lad os derfor erkende og samtidig glæde os med hverandre over, at himmeriges rige ikke alene er kommet nær, men at det rent faktisk er her, og at dette rige er vort i samme grad, som vi er i stand til at tilegne os det, og i samme grad som vi kan ændre vor væremåde i overensstemmelse hermed. Og når vi derfor også i fremtiden vil bede: "Komme dit rige", så er det hovedsageligt for at "himmeriges rige" må komme i vort eget sind, må blive vor egen daglige væremåde, og at altså alkærligheden, den betingelsesløse kærlighed, må blive til virkelighed både i vor egen tankeverden og i vor handlemåde.