Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Som Martinus har fremhævet mange steder i sine værker, er livet overalt karakteriseret ved udvikling, dvs. en gradvis ændring fra primitive, umodne former til mere modne og hensigtsmæssige former for skabelse. Det ser man i planteriget, hvor uhyre simple former for planteliv som den blågrønne alge efter årmillioners udvikling har affødt talløse skønne og livstjenlige blomsterplanter med en meget kompliceret og hensigtsmæssig struktur. Og i dyreriget er det ligeledes en udviklingsproces, som via utallige stadier har ændret den encellede organisme til millioner af højtudviklede dyrearter som fugle, pattedyr eller insekter.

Det er derfor på grundlag af livets egne kendsgerninger, at Martinus gør gældende, at også menneskene - både det enkelte menneske og menneskeheden - er underkastet udvikling. Denne er imidlertid ikke af så fysisk karakter som for planters og dyrs organismers vedkommende, men tager mere sigte på psykiske eller åndelige egenskaber. På trods af sin dyriske organisme er mennesket ikke udelukkende af dyrisk natur. Det har udviklet en lang række betydningsfulde egenskaber, som hæver det over det rent animalske udviklingsniveau og derved i større eller mindre grad gør det fortjent til prædikatet "menneske". Det drejer sig om dets intelligens, dets æstetiske sans og næstekærlighedsevnen. Den omstændighed, at alle mennesker ikke har disse ikke-dyriske evner lige fremragende repræsenteret i deres væsen, underbygger, at der er tale om en udviklingsproces, hvori alle mennesker endnu ikke er nået lige vidt. Nogle mennesker har en fremragende intelligens, der tillader dem at gennemføre omfattende videnskabelige studier, og som måske kulminerer med nye opfindelser, der kan komme den øvrige menneskehed til gode. Andre er særlig fremragende på æstetiske eller kunstneriske områder, hvor det viser sig, at de har udviklet en stor følsomhed for kombinationer i farver, former eller lyde og en tilsvarende evne til at skabe harmonier, som kan glæde og inspirere andre mennesker. Også den etiske holdning er højst forskelligt udviklet blandt mennesker. Nogle er i besiddelse af en enestående evne til at føle med andre menneskers problemer, medens andre forholder sig kolde og ufølsomme.

Det spørgsmål vi skal koncentrere os om her er, hvorledes såkaldte primitive mennesker skal placeres i denne udviklingsramme. Det er utvivlsomt den historisk ældste opfattelse af naturmennesker, som har givet anledning til selve betegnelsen "primitive mennesker" som udtryk for folkeslag, der på væsentlige områder - kulturelt, intellektuelt, moralsk m.m. - ikke har nået det civiliserede menneskes udviklingsstade. En anden opfattelse er den romantiske, der går tilbage til Rousseaus forherligelse af den frie naturtilstand. Her opfattes de primitive og deres tilværelse som en oprindelig, naturlig og sund tilstand, der kun kan forkvakles eller kvæles af civilisationens bånd. Denne idealisering af primitives tilværelse har haft betydelig indflydelse på reformpædagogikken og den moderne opdragelse i vort århundrede, og den "frie opdragelses" resultater er i sig selv en knusende dom over det romantiske syn på primitives livsform. Et tredje synspunkt, som Desmond Morris gør sig til talsmand for i sin bog "Den nøgne abe", er at "de tilbagestående stamme grupper, som lever i dag, ikke er primitive, men de er ødelagte". Han mener, at disse stammer er gledet ind i en kulturel blindgyde, og at deres adfærdsformer derfor ikke bør være studieobjekt med henblik på at forstå vor egen stammes tidligere udviklingsstadier. Hvis Desmond Morris har ret, er det imidlertid vanskeligt at forstå den ensartethed, som etnologer i øvrigt påstår gør sig gældende hos primitive folkeslag i de fjerneste egne på jorden. F.eks. er det det samme religiøse kulturmønster, som går igen hos Nordamerikas indianere, hos de indfødte i Afrikas eller i Asiens indre.

På dette lidt forvirrende grundlag var det nok værd at forsøge en lidt nøjere analyse af primitivitetsbegrebet.

Set under en fysiologisk synsvinkel er den i menneskelig forstand primitive organisme tydeligvis karakteriseret ved, at der i centralnervesystemet ikke er dannet en neo-cortex (hjernebark, fortrinsvis i pandelapperne), der kan fungere som en hæmningsmekanisme for individets aktivitet. I almindeligt sprog er denne mekanisme ensbetydende med overvejelse, vurdering og intelligensmæssig tænkning. Det er disse funktioner, som hindrer individet i at handle ureflekteret og spontant. Når de ikke er til stede, styres adfærden af ældre dele i centralnervesystemet som rygmarven og organer i mellemhjernen, hvis funktioner under ét kan betegnes som reflekser og instinkter. Reflekserne repræsenterer den mest enkle form for adfærd, da den er en usammensat reaktion på en påvirkning uden nogen bevidst mellemkomst, som når man nyser, fordi næsens slimhinder generes, eller blinker, når man har fået snavs i øjet. Instinkterne er mere komplicerede, da de skal sikre de højere livsfunktioner som beskyttelse, ernæring eller yngelpleje, men de fungerer på samme vis automatisk, uden at der er tale om nogen overvejelse eller tænkning.

Karakteristisk for mennesket er da, at det med voksende udvikling kan hæmme sine refleksmæssige og instinktive reaktioner til fordel for at handle ud fra fornuftsmæssige eller etiske grunde. Navnlig er dette at handle uselvisk totalt modsat, hvad instinkterne dikterer, fordi disse kun har til opgave at sikre individets egen og dets afkoms overlevelse. Det primitive individ er derfor på helt "naturlig" måde egoistisk, men det har ikke derfor, hvad nogen måske ville tro, større psykisk frihed. Det er derimod et meget ufrit eller bundet individ. Det primitive menneske er ligesom dyret tøjret i den aktuelle situation og i sine legemlige impulser. Situationen har en sådan magt over vedkommende, at det handler spontant uden at betænke de eventuelle følger, og det er på tilsvarende måde slave af de impulser, der kommer fra dets egen organismes øjeblikkelige trangstilstand. I sådanne øjeblikke er det, man taler om "at falde for fristelsen", men man kunne også sige, at man bøjer sig for irrationelle magter, hvis tyranni man ikke har intelligens, viden eller etik til at modstå.

I den psykoanalytiske terminologi taler man om menneskers individstyrke som den psykiske faktor, der formår at regulere de instinktive impulser og afpasse deres udtryksform i forhold til omgivelsernes krav. Børn har et uudviklet individstadium og er derfor i høj grad situations- og impulsbundne, men med stigende alder bliver de bedre og bedre i stand til at styre deres impulser og afpasse deres handlinger efter omgivelserne. Denne individudvikling er overordentlig betydningsfuld for vedkommendes fremtid som medmenneske og samfundsmedlem, fordi dette at være menneske er uløseligt forbundet med at vise hensyn til andre mennesker. Mennesker, som i den voksne alder ikke har udviklet sådanne hæmningsmekanismer, at de undgår at forbryde sig groft imod andre mennesker, benævner man psykopater eller mennesker med karakterdefekter. Man betegner dem med andre ord som syge mennesker, medens man snarere burde betragte dem som uudviklede eller primitive mennesker. Vore overfyldte forvaringsanstalter og fængsler antyder kraftigt, at en primitiv natur også er kraftigt repræsenteret i en såkaldt moderne civilisation.

Dette skitserede primitivitetsbegreb kunne suppleres med andre aspekter, f.eks. den religiøse holdning (indstillingen til livsanskuelsesproblemet overhovedet), familieindstillingen (og den seksuelle adfærd generelt) eller karakter af interesser, men lad det her være nok at understrege den instinktbundne adfærd. Og med denne målestok kan vi så vende tilbage til emnet "primitive mennesker" og fastsætte, at disse er primitive i det omfang deres adfærd er instinktbundet. Det bliver da uden videre klart, at man ikke kan skære alle over en kam, men at der er store individuelle forskelle, både mellem folkeslag, stammer og de enkelte medlemmer i en stamme. I Margareth Meads klassiske undersøgelse af tre "primitive stammer" var de to således fuldstændig modsætninger, mundugumorfolket var virkeligt primitive i enhver betydning, medens arapesherne blev beskrevet som et meget kærligt og hensynsfuldt folkefærd.

Den omstændighed, at et folkeslag ikke har udviklet en moderne maskinkultur, er således ikke tilstrækkeligt grundlag for at kalde det primitivt, man kan godt besidde hjertets dannelse, selv om man bor i løvhytter og fletter sine egne tæpper. Omvendt behøver vi ikke dissekere den moderne civilisation ret meget, før den røber meget primitive tendenser iblandet sine positive sider. Mest iøjnefaldende og mest skæbnesvangert er naturligvis dens krigsførelse, hvori en højt specialiseret tænkning og en primitiv instinktiv selvopholdelsesreaktion indgår en højst uheldig forbindelse.

Primitivitet er således ikke en etikette, som uden videre kan hæftes på en kultur, og man kan ikke sondre skarpt mellem primitive og ikke-primitive kulturer inden for en samtid. Udviklingsfaktoren træder tydeligere frem, når menneskeheden, en kultur eller et enkelt menneske følges i hele sin individuelle udvikling. For menneskehedens vedkommende kan det således ikke betvivles, at den i det lange løb fra dyr til menneske har udviklet værdifulde hæmningsmekanismer, som oven i købet har sat sig spor i nervesystemet i form af dannelsen af et helt nyt hjerneafsnit (neo-cortex). Hvad den enkelte kultur angår, er det naturligvis et helt studium for sig at følge dens voksende humanisering, og man vil her formodentlig opdage en rykvis udvikling betinget af periodiske tilbageslag. Den nordiske, den keltiske og den germanske udvikling er os dog så bekendt, bl.a. gennem Vilhelm Grønbechs "Vor folkeæt i Oldtiden", at man med sikkerhed kan udtale sig om, at der for vor egen kulturs vedkommende har fundet en menneskelig udvikling sted, der gradvis har forvandlet et vildt og barbarisk folkefærd til en kultur, som i hvert fald har meget høje idealer med hensyn til ligeberettigelse, social sikkerhed, hospitalsvæsen, undervisning osv, og som - målt med den lange udviklings alen - i virkeligheden er nået overordentlig langt. Men det tydeligste vidnesbyrd om udvikling og den kraftigste markering af primitivitet er det enkelte menneskes egen udvikling fra barn til voksen. Det lille barns hastige stemningssvingninger og dets psykiske afhængighed af øjeblikkelig ønskeopfyldelse er samtidig med dets manglende evne til at tænke logisk (dvs. objektivt og ikke subjektivt) er uomgængeligt bevis på, at vi alle har været mere primitive end vi er i dag, og det giver jo håb for fremtiden! Hvis man kunne følge mennesket gennem mange fysiske liv, ville udviklingen træde endnu tydeligere frem, men som sagt: alene en iagttagelse af vort indeværende fysiske liv er en strålende illustration på, at livets retning er en udvikling bort fra primitivitet mod menneskelig modenhed og dermed medmenneskelig harmoni.