Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der er mange, der mener, at det kun er på det tekniske område, menneskeheden er gået frem, og at den ellers ikke har forbedret sig siden Jesu tid. Kristendommen blev en "blodteologi" og en intolerant religion, hvis tilhængere "lod sværdet synge messe til Herrens lov", som en frihedskæmperbiskop har udtrykt det i vort århundrede. Den virkelige kosmiske kommunisme, der eksisterede i urkristendommen, forsvandt snart, da den var blevet statsreligion, og afløstes af en favorisering af de rige og mægtige, som så til gengæld støttede kirken, der selv blev rig og mægtig; og de fattige blev holdt nede i uvidenhed og trældom, ventende på deres løn i himmerige. Men trods alt dette har kristendommen sat sine positive spor, selv om det måske har været mere i det skjulte og på områder, hvor man ikke direkte så forbindelsen mellem årsag og virkning. Selv om socialisme, demokrati og kommunisme i deres etablerede former er mere eller mindre ligegyldige overfor religion eller ligefrem imod den, er deres kerne af humanitet og næstekærlighed en virkning af kristendommens grundtanke - ikke af kirkens, men af Jesu lære. Det samme gælder Røde Kors og lignende institutioner samt alt arbejde for international fred og forståelse. Det er alt sammen led i menneskeliggørelsen af den jordiske menneskehed, som det var Jesu opgave at vidne om ved sine ord og sin væremåde.

Sådan som forholdene er blandt jordiske mennesker nu, er det svært for mange at tro på, at netop disse forhold er begyndelsen til en ny tid, hvor der vil komme til at herske fred og forståelse blandt jordens beboere. Mange synes, at alt ser håbløst ud: krig, forurening, narkotika, større kriminalitet, oprør mod samfundsordenen, teknisk udvikling, der på mange måder synes at løbe løbsk og midt i alt dette en ensomheds- og angstfølelse, der kan gribe både unge og ældre. Disse to grupper, de unge og de ældre, har meget svært ved at forstå hinanden og bebrejder gensidigt hinanden denne mangel på forståelse og synes - som alle er tilbøjelige til det - at det er "de andre"s skyld. De ældre er forvirrede, nogle af dem vil med magt gennemføre de metoder, man altid har brugt, andre begynder at se, at disse metoder ikke duer mere, men ved ikke, hvad de skal sætte i stedet. De unge ved heller ikke, hvad der skal gøres, men føler, at der må findes nye og bedre metoder, de eksperimenterer og gør oprør. I sin interessante bog "Kultur og engagement", en bog om generationskløften (Schultz temabøger 1970), citerer den nu 71 årige verdensberømte antropolog og kulturforsker Margaret Mead en stil skrevet af Shannon Dickson, en femtenårig dreng fra Texas:

Margaret Mead, som har taget denne 15 årige drengs stil med i sin bog, skriver selv: "De ældre er en mærkelig isoleret generation. Ingen anden generation har før oplevet, erfaret og kæmpet for at indføre en sådan række store og hurtige forandringer - har set, hvorledes energikilderne, kommunikationsmidlerne, visheden om en velkendt verden, grænserne for det udforskelige univers, definitionen på begrebet menneskehed og de grundlæggende imperativer for liv og død har forandret sig for øjnene af dem. Voksne nu om dage ved mere om forandringer end nogen foregående generation. Som følge deraf står de adskilte og fremmede både over for tidligere generationer og over for de unge, som har forkastet fortiden og alt det, de ældre forsøger at gøre med nutiden. Ved dette brydningspunkt mellem to radikalt forskellige og tæt forbundne grupper, må de begge uundgåeligt blive meget ensomme." Et andet sted skriver hun: "I de fleste diskussioner om generationskløften understreger man næsten altid de unges fremmedgørelse, samtidig med at man overser den fremmedgørelse, der rammer de ældre. Hvad kommentatorerne glemmer er, at virkelig kommunikation må være en dialog, og faktum er, at begge parter mangler ordforråd til en dialog."

Man kan opstille mange teorier om samarbejde, om demokrati på arbejdspladsen, om fællesskab både på lokalt og internationalt plan, og det er godt, at sådanne teorier bliver fremsat og debatteret. Men hvor ofte oplever man ikke, hvis man i radio eller TV overværer en sådan debat, eller hvis man selv deltager i en sådan, at deltagerne taler forbi hinanden. Dels har vi i vor tid alt for meget specialistsprog, både teknisk, politisk, økonomisk, kunstnerisk og på adskillige andre områder, dels har vi arbejdersprog, akademiker-sprog og andre variationer af "gruppesprog", der næsten har afløst dialekterne, som nok findes, men ikke mere spiller så stor en rolle. "Den babyloniske sprogforvirring" er et udmærket symbol på vor tid, og den gør sig ikke mindst gældende i forholdet mellem den ældre og den yngre generation, som Margaret Mead skriver. Men hvorfor taler de hver sit sprog? Fordi de lever i hver sin verden. Fysisk er de tvunget til at være i samme verden, men åndeligt repræsenterer de vidt forskellige bølgelængder. Den ældre generation har virkelig på relativ kort tid skabt og oplevet så mange forandringer som ingen tidligere har gjort det, og det har gjort den rodløs. De unge er vokset op i denne rodløshed og har ingen grundregler at bygge på og ingen tillid til de ældre.

I denne artikels begyndelse nævnte jeg, at man bag den forvirrende og kaotiske tilstand aner, at en verdensomspændende kultur er ved at udvikle sig. Det skal ikke ske ved, at en enkelt stat erobrer hele verden og kommer til at dominere kulturen, som en Aleksander, en Cæsar, en Napoleon, en Hitler og andre magtmennesker har drømt om. Hverken Amerika, Rusland, Kina eller nogen anden enkelt stat vil få verdensherredømme. Som stormagter vil de tværtimod komme til at gå under, men ikke som samfund. Som samfund vil de komme til at eksistere eller at leve i lykkelig sameksistens med andre jordiske samfund, baseret på samfølelse, sammenhold og samhørighed, for de vil komme til at opdage, at de alle kommer hinanden ved og slet ikke kan undvære hinandens hjælp og samarbejde. En væsentlig del af Martinus kosmologi omhandler netop denne fremtidige udvikling. Jeg tror, mange mennesker, der ligesom jeg i en del år har studeret kosmologien, har fundet hjælp, opmuntring og forståelse til bedre at kunne se alt det, der sker i verden i dag i et større perspektiv, et perspektiv, hvori fortid og fremtid er levende faktorer i forhold til nutiden, både jordmenneskehedens nutid og det enkelte menneskes nutid. Men samtidig stiller kosmologien, hvis den virkelig betyder noget for én, også krav til det enkelte menneskes ansvarsfølelse. Hvem er det, der skal skabe det rigtige menneskerige eller den verdensomspændende nye kultur? Det er os. Men det betyder ikke: det er os som gruppe, vi der kender kosmologien i modsætning til andre. "Os" står her for hele menneskeheden uden indbyrdes modsætning, og det står for det enkelte jordmenneske som et individ, hvis individualitet der ikke findes magen til i hele universet. Hvert eneste menneske betyder noget og kan gøre noget til gavn for helheden i den nuværende situation, og det kan gøre mere, jo mere det véd om situationen og jo mere det ud fra denne virkelige viden elsker sin næste.

Martinus har altid understreget, at der ikke må dannes nogen forening, sekt eller lignende sammenslutning på basis af hans kosmologi, og at man ikke kan blive medlem af noget, fordi man studerer hans kosmiske analyser. Studiet af analyserne skal ikke gøre de studerende til en gruppe, der på nogen måde står i modsætning til nogen andre grupper eller til mennesker, der ikke kender kosmologien. Martinus henvender sig ikke til nogle "udvalgte", han henvender sig til alle jordmennesker; blot ikke på samme tid. Martinus taler gennem sine analyser til et menneske på det tidspunkt, hvor vedkommendes egne livserfaringer gør ham eller hende modtagelig for dem, så man begynder at forstå dem intellektuelt, og - hvad der er mindst lige så vigtigt - tager dem til sig med sin begyndende menneskelige samfølelse og forbinder dem med sit daglige liv, så godt man kan. Mange har fundet og endnu flere vil i kommende tider finde, at "svaret" på det spørgsmål, den unge Shannon Dickson fra Texas søgte at formulere i sin stil, kan findes i kosmologien, og de "grundregler", han taler om, at vi må følge, findes der. Og med hensyn til hans skepsis: "man bør se på, hvem det er, som stiller disse regler op", vil man få at se, at "reglerne" ikke stilles op, men eksisterer som en naturlov for det rigtige menneske, som jungleloven gør det for dyret. Det er vigtigt, at vi forsøger at overvinde den "Farisæisme", som stadig findes i alle samfundslag og grupper, og bliver psykiske og fysiske samaritter, det er på den måde, vi bliver verdensborgere. Når Margaret Mead skriver, at begge parter, de ældre og de unge, mangler ordforråd til en dialog, til samtale, samvirke og sammenhold, så er det, fordi de mangler et fælles udgangspunkt af medmenneskelighed, ud fra hvilket de ikke føler sig som "ældre" eller "unge", der står i grupper mod hinanden, men som mennesker med forskelligt erfaringsmateriale og forudsætninger, hvormed de kan hjælpe hinanden. At være menneske er først og fremmest at være medmenneske, og det vil forståelsen af reinkarnation og karma og menneskehedens fælles udvikling sætte i et nyt lys. Demokrati og kommunisme vil med kosmologien som "katalysator" kunne indgå naturlig forbindelse med hinanden, når krigen har undermineret sig selv.