Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I lange tider har den hvide mand haft den opfattelse, at dette at være menneske var ensbetydende med at være hvid og at være kristen. Alle disse farvede hedninger kunne man undertvinge, udnytte og i større eller mindre grad anvende som slaver. Man kunne også omvende dem til kristendommen, men de måtte alligevel forstå at kende deres plads som laverestående væsener. Denne "herrementalitet" er imidlertid godt på vej til at underminere sig selv, "herrerne" kom så voldsomt i strid indbyrdes, at de svækkede deres egen magtposition, store omvæltninger har fundet sted, de gamle koloniriger er blevet opløst, og bag den forvirrede og kaotiske tilstand aner man, at en verdensomspændende kultur er ved at udvikle sig.

At vi jordiske mennesker har en sådan tilbøjelighed til at se os selv og vor egen lille gruppe som det væsentligste og mest betydningsfulde er ganske naturligt. Verdens centrum er jo, hvor vi er, det er vort jeg, og selv om vi ikke ved det, så føler vi det i alt fald sådan; og alt det, vi er vant til og kender, det føler vi som vort, selv om det ikke ligefrem er vor ejendom. I dyreriget, hvor vi kommer fra, og hvorfra mange instinkter og vaner endnu dominerer vor bevidsthed og vor organisme, er kampen for tilværelsen, jungleloven, den alt bestemmende lov. Kampen for tilværelsen er kampen mod alle de andre med undtagelse af mage og afkom og - hvis dyret er i flok - de andre medlemmer af flokken. Disse andre i flokken kan til gengæld blive "de andre" i modsætning til væsenet selv på et rent lokalt plan, hvor der ikke er en fælles modstander, nemlig hvor det drejer sig om magtposition i flokken og kamp om mager. Den stærkestes ret er LOVEN i dyreriget. "Ja, og det er den såmænd også blandt mennesker", vil mange påstå; men det er ikke rigtigt, selv om det kan se sådan ud.

Når det drejer sig om at elske sin næste, opstår naturligt spørgsmålet: "Hvem er vor næste? "Er det vore børn, vor mage, vore forældre og øvrige slægtninge, vore nære venner, altså vore nærmeste? Hvis det er tilfældet, er det jo egentlig ingen ny lov, thi den form for kærlighed findes også i det egentlige dyrerige. Hvori ligger da det nye? Jesus gav et genialt svar, da han blev spurgt, hvem der var vor næste. Han gav svaret i en lignelse om den barmhjertige Samaritan. Hvem var det, der hjalp den overfaldne mand? Hvem viste sig at være hans næste, hans nærmeste? Det var ikke præsten eller Leviten, repræsentanter for hans egen gruppe, hans eget folk, men derimod Samaritaneren, en fremmed, som nærmest blev foragtet af "Guds udvalgte folk". Jesus lader i sin fortælling denne fremmede, af jøderne foragtede, "laverestående" mand vise en menneskelighed og næstekærlighed, som de to fine herrer fra den overfaldnes egen folkegruppe ikke besad, og han understregede derved muligheden for at have et helt andet forhold til "de andre" end fjendskab. Han viste, at hvert eneste menneske er vor næste, uanset tro, race eller nationalitet. At næstekærligheden ikke - hvis den virkelig er næstekærlighed - begrænses til vore nærmeste i gruppen, udtrykte Jesus en anden gang så tydeligt, som det vel overhovedet kan siges. Han sagde: "I har hørt der er sagt: "Du skal elske din næste og hade din fjende". Men jeg siger jer: "Elsk jeres fjender, velsign dem, der forbander jer, gør dem godt, der hader jer og bed for dem, der krænker og forfølger jer, for at I må blive jeres Faders børn, han som er i himlene; thi han lader sin sol opgå over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Thi hvis I elsker dem, der elsker jer, hvad løn har I da? Gør ikke også tolderne det samme? Og hvis I kun hilser eders brødre, hvad stort gør I da? Gør ikke også hedningerne det samme? Vær da I fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er fuldkommen". " (Matth. 5. 43 - 48).

"Toldere" og "hedninger", som Jesus nævner, var to variationer af "de andre", som jøderne foragtede. De førstnævnte fordi de var en slags "værnemagere" i forhold til Romerne, de sidstnævnte fordi de havde en anden tro. Jesus satte sig ud over denne smålighed; f.eks. besøgte han i Jeriko netop en tolders hus til stor forargelse for de "rettroende", han bad en samaritansk kvinde om vand og talte med hende, hvad "man" som jøde ikke kunne være bekendt, og han helbredte en romersk høvedsmands dreng. Var han streng mod nogen, var det mod de snæversynede, selvglade Farisæere, der takkede Gud for, at de ikke var som "de andre". Navnet farisæer betyder "de afsondrede", dvs. den hellige elite, for hvem den pinligste overholdelse af lovens og overleveringernes ceremonielle forskrifter var det allervigtigste i livet, f.eks. sabbatsoverholdelse, bedetimer, ofre, faste, tvætninger, rent og urent og deriblandt en nøje bestemmelse om, hvilke "urene" mennesker, jøder absolut ikke kunne omgås. I vor tid er "farisæer" blevet et begreb, der dækker over selvretfærdighed, hykleri, åndelig forfængelighed, intolerance og stadig traditionsbundethed. Selv om farisæismen nogle århundreder før Kristus uden tvivl var en tiltrængt koncentreret fornyelse inden for jødedommen, er den altså stivnet til en international kliché, der betyder åndelig indsnævring og forstokkethed. Den barmhjertige samaritan, derimod, er blevet symbol og sindbillede for alle, der har til opgave at hjælpe andre i fysisk nød: samaritter. Samaritter hjælper på tværs af landegrænser, nationalitet, raceskel og andre forskelligheder, det er et af de områder, hvor vi ser den nye lovs virkninger blandt mennesker, så der ER trods alt sket forandringer mod større menneskelighed i de ca. 2.000 år, siden Jesus fortalte om den barmhjertige samaritan. Naturligvis kunne en sådan lignelse, hvor genial den end er, ikke pludselig forandre jordmenneskers indstilling til "de andre", men den har virket på langt sigt, og han, der fortalte dem, har virket ved sit eksempel, og det vil han ikke gøre mindre i kommende tider, efterhånden som det går op for flere og flere mennesker, at det var dét, der var hans opgave, og ikke at tjene som offerlam eller at skulle tilbedes som en gud.