Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi ved alle sammen, at jorden befinder sig i et bestemt forhold til solen, og at dette forhold totalt bestemmer klimaet overalt på denne klode. Men derved bestemmer det også forholdene for klodens fysiske liv, idet både plantelivets, dyrelivets og de jordiske menneskers livsbetingelser er vidt forskellige i de kolde, de temperede og de varme egne. Ved polerne har vi to store isområder, der i en vældig grad er med til at afkøle jorden, ved ækvator har vi den højeste varme, og her udfolder sig en gigantisk fysisk vegetation og et rigt og broget dyreliv, og imellem disse yderpunkter for kulde og varme findes tempererede områder, hvor den jordmenneskelige mentale udfoldelse især finder sted. Vor klodes forhold til solen er også grundlag for vor tidsinddeling. Vor fysiske alder er i virkeligheden kun udtryk for vort eget jordlivs forhold til solen. Når et jordmenneske er 60 år, vil det sige, at det har passeret 60 gange med jorden omkring solen, og når et barn er 60 dage gammel, vil det blot sige, at det har drejet tilsvarende mange gange omkring jordens akse. Vor alder er således kun en slags rejseudtryk. Dagen betyder vor rejse gennem jordens solside, og natten betyder vor rejse gennem jordens skyggeside. Og medens døgnet kun er en rundrejse omkring jordens akse, er årstiderne virkninger af jordens rejse omkring solen. I denne bane, som bevirker årstiderne på kloden, er der også en "nat"- eller skyggeregion, vinteren, og en lysregion, sommeren, der kan sammenlignes med døgnkredsløbets dag. Der findes endnu større kredsløb, men dem behøver vi ikke at koncentrere os om i denne forbindelse, vi kan nøjes med at holde os til disse fysiske kredsløb. Vort klima, vore årstider, vor dag og nat og vor alder udgør alt sammen kun detaljer i et stort kosmisk rejseeventyr. Disse detaljer er nøjagtigt bestemt af rejseforholdene i verdensrummet, af den fart, hvormed jordkloden bevæger sig om sin egen akse, og af den hastighed, hvormed den bevæger sig frem ad sin bane omkring solen.

Alt hvad vi oplever som klima, som døgn, som årstider og som alder, alt hvad jordmenneskehedens fysiske videnskab kan fortælle os om disse faktorer i vor livsoplevelse, er altså i virkeligheden kun fortællinger om bevægelser. Men det er i det hele taget alt, hvad den fysiske videnskab fortæller os. Hele dens viden er baseret på bevægelser inden i bevægelser. Gennem teleskoper og mikroskoper kan forskerne se bevægelser, der ikke kan opfattes med det blotte øje, og der, hvor man ikke mere kan se gennem apparater, er man til en vis grad i stand til at måle bevægelserne gennem andre apparater. Men opdagelsen af alle disse bevægelsers bevægelser inden i andre bevægelser har i bogstavelig forstand gjort jordmenneskets viden temmelig flydende. De facitter, der kan opnås på denne basis, kan absolut kun blive relative, det kan kun blive en beretning om tingenes forhold til andre ting, og da tingene kun er bevægelses- eller hastighedsbetegnelser, kan den materialistiske videnskab aldrig i noget som helst tilfælde finde frem til et virkeligt absolut facit. Et absolut facit kan kun være det faste punkt bag bevægelserne. Men da det faste punkt bag bevægelserne er umanifesteret, idet det ikke er bevægelse, men udgør absolut stilhed, har en materialistisk indstillet videnskabsmand ingen som helst mulighed for, med sin specielle indstilling og sine forskningsmetoder, at komme til et sådant facit. Man tror, at jordkloden blot er en kæmpestor globus, og at dens "liv", hvis man i det hele taget taler om et sådant, blot eksisterer som jordmenneskenes, dyrenes og planternes liv, og så er sandheden dog den, at såvel planter som dyr og jordmennesker kun har fysisk liv, fordi jordkloden er et levende væsen, i hvis organisme de nødvendige livsbetingelser er til stede. Alle disse bevægelser inden i bevægelser, vi kalder naturens kræfter, er levende væseners livsytringer, og ingen af bevægelserne eksisterer uden at være udgået fra et fast punkt, et levende "noget", som ikke selv er bevægelse, men bevægelsens ophav.

Den fysiske videnskab står ved en grænse, hvilket også nogle af dens repræsentanter begynder at ane. Den videre udvikling kan ikke baseres på mål- og vægtfacitter, der kun fortæller om bevægelsers forhold til andre bevægelser. Bevægelserne må følges til deres ophav, det levende væsen, som har udsendt dem, hvad enten dette væsen befinder sig i det område, vi kan kalde makrokosmos, og udgør en klode, et solsystem eller et mælkevejssystem, eller det befinder sig i mikrokosmos og udgør det, der for det jordiske menneske er organer, celler og atomer, eller det er i mellemkosmos, hvilket vil sige er et jordmenneske, et dyr eller et væsen i planteriget. Åndsvidenskaben ser ikke naturens kræfter som "døde kræfter", men som livsytringer, som levende væseners livsudfoldelse. Disse levende væsener udgør henholdsvis universer og stoffer for hverandre, og alle "lever, røres og er" de "i Faderen", hvilket vil sige det univers, hvis bevægelser alle er udgået fra Guddommens jeg, det faste punkt, hvormed vi alle inderst inde er ét.

Som før nævnt er klimaforholdene og alle de øvrige fysiske livsbetingelser på kloden bestemt af klodens omdrejning om sin akse og dens omdrejning omkring solen. Men der er endnu en faktor, som er en væsentlig årsag til, at klodens liv udfolder sig netop, som det gør. Denne faktor er klodens aksehældning. Hvis jordkloden var lodret i forhold til sin baneomdrejning, ville lys og mørke, kulde og varme være fordelt på jordoverfladen på en sådan måde, at der i virkeligheden kun ville være én årstid, en tilpas tempereret sommer over det meste af kloden. Der ville da være kolossale landområder, hvor der rent fysisk var en helt paradisisk tilstand. Man behøvede da ikke for klimaets skyld at have klæder på, eventuelle huse behøvede ikke at bygges med specielle hensyn til at holde kulde og varme ude, og en overflod af de dejligste vitaminrige frugter ville være årsag til, at menneskene ikke behøvede at arbejde for føden. Der behøvede ikke at være leveveje af den slags, der nu eksisterer, og der ville ikke være noget grundlag for materielt tyveri eller røveri, da der ville være nok til alle. Men en sådan verden kan kun bebos af fuldkomne væsener, til dem ville den passe, ikke til det jordiske menneske. Der ville dog ikke blive noget paradis på jorden, hvis jordaksehældningen pludselig ophævedes, dertil kræves også en særlig "paradisisk" mentalitet, og den er jordmennesket ikke i besiddelse af, det er endnu et krigsvæsen.

Selv om man efterhånden ville finde ud af, at der var føde nok til alle, og ville ophøre med at slås om den, så ville man slås om det modsatte køn. Jalousidramaer med mord og selvmord ville eksistere alligevel, og intriger, sladder, misundelse og mange slags forsøg på ved magt at hæve sig over medvæsenerne ville være den dominerende livsudfoldelse. Der må en mentalitetsændring, en "mental akseforskydning" til, for at jordmennesket kan leve i en verden, hvor der ikke behøves politi, retsvæsen, tvungne leveveje, monopolisering af værdierne osv. Hvis man kan forstå, at jordkloden er et levende væsen, er det også indlysende, at jordklodens aksehældning, som bevirker så særegne forhold på kloden, også må have en psykisk side, og det har den.

I jordmenneskets mentalitet findes områder, der kan sammenlignes med jordklodens isørkener såvel som dens sandørkener, øde og golde terræner, hvor ingen livsudfoldelse finder sted, men hvor tværtimod en isnende kulde eller en hede, der er som en brændende ild, virker dødbringende og kvælende for alt liv. Er jordmenneskets evne til at ringeagte og håne andre ikke en sådan kulde? Og er dets had, dets hidsighed og vrede ikke en sådan brændende ild? I jordmenneskets tankesfære findes dog også tempererede områder eller livgivende zoner, dvs. mentale områder, hvorfra der udstråler humanitet og næstekærlighed. Det er virkelig en "paradisisk" tankesfære, og selv om den hos de fleste jordiske mennesker endnu ikke er det dominerende i bevidstheden, er den dog en realitet, som de føler i deres indre, dels som en gradvis vækst af etiske og intellektuelle evner, dels som en længsel efter fred i verden. Det er dette mentale område i jordmennesket, Kristus omtalte med ordene: "Himmeriges rige er inden i eder".

Men hvad er kosmisk set årsagen til jordens aksehældning, og hvilken betydning har denne tilstand haft i jordklodens og menneskehedens udvikling? Lad os prøve at se på, hvad der kan drages frem fra beretninger om jorden og dens menneskeheds fortid, om ændringer i de daværende naturforhold, om naturkatastrofer og lignende. Det er f.eks. påvist, at der engang har været helt andre natur- og klimaforhold på Grønland, end der er nu; der har også engang været store isbræer, hvor Danmarks frodige marker nu giver landmanden en rig høst; og meget andet vil kunne påvises, der kan vise åndsforskeren, at store klimaforskydninger har fundet sted i jordens fortid. Man må i denne forbindelse heller ikke glemme den rige sagnskat, som videnskabsmænd har samlet fra alle jordens folkeslag, hvori der findes en mængde beretninger fra vidt forskellige dele af kloden om voldsomme naturkatastrofer, om syndfloden, om Atlantis' undergang, om solen og månen, der stod stille; om en lang nat på den ene side af kloden og en tilsvarende lang dag på den anden; om et fremmed himmellegemes nærhed og meget mere. Naturligvis vil mange mennesker sige, at det jo blot er sagn og eventyr, men beretninger fra en længst forsvunden fortid vil altid i nogen grad have eventyrets atmosfære om sig. Bag dem ligger dog realiteter, og fremtidens forskere, som vil være mindre "farisæisk" og dogmatisk indstillede, end flertallet er i dag, vil opdage og klarlægge mange ting, som vil bekræfte, at jordkloden engang i fortiden er kommet for nær til en anden klode, og at det har bevirket den aksehældning, som kosmisk set er en invaliditet i dens fysiske organisme.

Så er det altså jordkloden, der er skyld i de vanskelige klimaforhold? Inden dette spørgsmål besvares, kan et andet stilles op: hvorfor lever menneskene netop på jordkloden og ikke på en anden klode i universet, hvor forholdene ikke er vanskeliggjorte af en aksehældning? Svaret på dette sidste spørgsmål må blive, at når jordmennesket netop tiltrækkes af og inkarnerer i jordklodevæsenets fysiske organisme, er det, fordi hele dets fysiske og psykiske struktur passer naturligt ind i jordklodens tilstand, og fordi det her har mulighed for at udvikles i kampen med naturkræfterne. Hermed bliver også det første spørgsmål besvaret, for når man forstår, at det er mikroindividernes egen skæbnedannelse, der tiltrækker dem til jordkloden, bliver jordklodens skæbne også deres egen skæbne. Men hverken jordkloden eller de jordiske mennesker skal vedblive med at være underkastet en fysisk og mental aksehældning. På samme måde som klodens aksehældning er et skævt forhold til solsystemets fysiske livskilde, solen, og bevirker, at der er områder, hvor klimaet udfolder sig som en dræbende kulde eller en dræbende varme, er jordmenneskets mentale aksehældning et skævt forhold til universets åndelige livskilde eller faste punkt, selve Guddommen. Og den mentale aksehældning bevirker også klimatiske forhold, som er ude af balance. Fanatisme, had, intolerance, dømmesyge, skinsyge, uærlighed, magtsyge og alt det, vi kalder "det onde", er tankeklimaer i jordmenneskets mentalitet, som skaber lidelser og vilkår, som er vanskelige at leve under. Så længe der endnu er mennesker, der lever i overflod og frådseri, medens andre dør af sult, og så længe mentale vulkanudbrud raser blandt nationer og enkelte mennesker, lider jordmenneskene under virkningerne af deres mentale aksehældning. Men hvordan kan denne aksehældning da rettes op? Hvis religion kunne lave verden om, var den så ikke blevet anderledes for længe siden? Der skal ikke komme nogen ny religion, der skal "frelse" verden.

Det der er ved at ske er, at en kosmisk eller åndelig videnskab er ved at vokse frem, en videnskab, som vil kunne give alle udogmatiske åndsforskere en hjælp til selvhjælp, så de kan indstille deres bevidsthed på universets grundtone, det guddommelige skabeprincips lyse udstråling, der som en kosmisk sols stråler gennemstrømmer hele universet. De store vise og verdensgenløsere, som har levet på denne klode, var væsener, som ikke havde denne mentale aksehældning. De havde det rette forhold til livskilden, den evige Guddom var deres faste punkt, og selve livskildens lys og varme strålede ud gennem dem. Det menneske, der er kommet i et sådant forhold til verdensbilledet, at han eller hun kan se og opleve alt i evighedens perspektiv, og se, at alt er såre godt - på basis af fortiden og med henblik på fremtiden - er ved at komme ud af sin mentale aksehældning. Hvad kan da bringe vedkommende væsen helt i balance og harmoni med tilværelsen? Det kan dets forhold til omgivelserne eller medvæsenerne. I et andet perspektiv end det, hvori jordmenneskene oplever hverandre, er de også en slags kloder, der kan komme i kollision og skabe gensidig aksehældning. Men hvor jordmennesket anstrenger sig for at fjerne krigen fra sin egen hverdag, vil en naturlig glæde ved at være til stråle ud fra vedkommende i forbindelse med en voksende skabeevne. Jordkloden er på vej mod at få sin fysiske aksehældning ophævet, men det vil ske ganske gradvis og strække sig over tusinder af år, hvis da ikke aksehældningen ved en eller anden form for lempelig hjælp fra et andet himmellegeme mere pludselig kan tvinges i sit rette leje. Men længe inden noget sådant finder sted, og hvad enten det skal ske på den ene eller den anden måde, vil flere og flere af jordklodens hjerneceller eller de jordiske mennesker opnå den mentale ligevægt og sjælelige balance, hvormed de forvandler den fysiske jord til en fredens verden. Deres menneskelige følelse, intelligens og intuition i forening vil ophæve den mentale aksehældning og skabe et fuldkomment forhold til livets evige kraftkilde.