Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Ønsket om fred og tale om fred har ledsaget hele menneskets historie, men har især været fremherskende i de seneste årtier, og ikke uden grund, når man betænker de mange og meget omfattende krige, der har været ført i vort århundrede, og den ufred, der ikke alene skyldes divergenser imellem nationerne, men er en del af det enkelte menneskes hverdag, og som skyldes konkurrence og kampen for tilværelsen og den almindelige antipati mennesker imellem, som jo igen er en følge af menneskers udviklingstrin som overgangsvæsen mellem dyr og menneske.

Der findes mennesker, som søger at råde bod på konflikterne og følgerne heraf, både på det internationale plan og det mere lokale. Nogle søger således, ofte trods store vanskeligheder og personlig risiko for liv og førlighed, at etablere våbenhvile eller få skabt forhandlingskontakt mellem stater, så åben strid eller krige kan standses eller forhindres, og man kunne nævne mange både statsmænd og personligheder indenfor FN, som har været involveret i sådanne bilæggelser af strid mellem nationer. Men også i vor hverdag findes der specialister, som gennem lovgivning, social rådgivning og forsorg, læger, præster, tillidsmænd og ombudsmænd osv. som søger at udjævne vanskeligheder og arbejdsstridigheder, økonomiske og faglige uoverensstemmelser eller ægteskabelige og andre personlige vanskeligheder. Og endelig er der alle de ukendte, som har evne til på grund af menneskelig indsigt og finfølelse, i familie og på arbejdspladsen, at få tingene til at glide, at udjævne små daglige stridigheder, som får uroen og striden enkeltpersoner imellem standset og de hårde ord til at forstumme. Det er disse mennesker, som hver på sit plan er fredsstiftere, sådanne som Bibelen hentyder til, når det siges: "Salige er de som stifte fred, thi de skulle kaldes Guds børn" (Math. 5. 9).

Man har også betegnelser som fredselskende mennesker eller et fredselskende folk. At et menneske er fredselskende kan betyde, at de hører til "de som stifte fred", og at de altså gør en indsats på et eller andet felt for fredens sag, men de behøver ikke nødvendigvis at være det. Der er mange mennesker, der elsker fred for dem selv og deres familie, men som ikke er fredsstiftere. Nogle ønsker freden på samme måde som Bjørnstjerne Bjørnson, der skal have udtrykt det sådan: "Jeg vil ha' min krig igennem jeg, for jeg vil ha' fred". Men selv om man ikke ligefrem "kriges for at få fred", udstrækker den almindelige fredselskende indstilling sig til den magelige selvtilstrækkelighed og bekvemmelighed, der ligger i at have nok i sin egen og sin families fred - i at have opbygget sig et lille "paradis" i smuk lejlighed eller egen villa med høje hegn, der isolerer én fra naboer. Hans familie og nogle få venner bliver for ham hele menneskeheden, og det er for en stor del af sådanne mini-menneskeheder, at samfundet er bygget op.

Marlene Dietrich understregede denne "væren-sig-selv-nok" i en udtalelse til en journalist i USA, da hun - efter i mange år ikke at have været i Amerika - blev spurgt om sit syn på Amerika nu, og om hun havde mærket krisen i filmbranchen: "Ja, jeg har set megen nød og frygt i verden - her er det nærmest som om man er bange for ikke at kunne beholde sin swimming-pool. Man siger heller ikke sin mening, man vil ikke i vanskeligheder, man vil ikke støtte andre i deres ofte ulige kamp, man hytter sit skind. Det er i dag almindelig kendt her og i udlandet, at overfaldne får lov at ligge på gaden, og at mennesker ikke giver deres viden fra sig til politiet om forbrydelser for "ikke at blive blandet ind i noget" og medvirker derved til, at forbrydelser og uretten fortsætter. Der er mange, der i dag lever en uforpligtende tilværelse og lader uretten gro omkring sig blot for selv at kunne "leve i fred", og nogle lukker deres dør for andre i den tro, at det vil give dem fred. De er fredselskende.

Fredsstifterne derimod har ofte stået midt i striden, ofte fået skrammer og ubehageligheder, og nogle har måttet lide døden herfor. Forfølgerne eller drabsmændene har imidlertid ikke forstået, at netop denne forfølgelse og disse drab markerede og fremhævede det budskab, som fredsstifterne bragte, så det trådte så meget tydeligere frem for eftertiden. Vi har i vor tid mennesker, som er offentligt kendte som fredsstiftere. Dag Hammerskjöld, Folke Bernadette, Robert og John Kennedy, Martin Luther King og mange andre, hvis budskab netop blev bedre hørt på grund af deres død, men i vor verden har vi det klareste og mest lysende eksempel i Jesus af Nazareth. Hans budskab anviste først og fremmest tilgivelsen og kærligheden til næsten som vejen til fred, og netop dette budskab placerede ham i et sådant modsætningsforhold til omgivelserne, at Jesus nødvendigvis måtte komme i strid med disse, og herom skriver Martinus i sin bog "Den længst levende afgud", side 93: "Den høje væremåde, den kærlighed imod sine fjender og bødler, den tilgivelseslyst og det ønske om alle menneskers frelse, som i form af Jesu mentalitet blev til kendsgerning i verden, var af så hidtil ukendte dimensioner og lå så langt over den mentalitet, man plejede at tillægge Guddommen, at der her umuligt kunne andet end opstå konflikt, en konflikt hvis sejrrige udgang for Jesu vedkommende måtte bringe det overleverede gudebillede i forfald.

Men gik det således? - Ja, konflikten opstod. Gudens ypperstepræster blev vrede ved Jesu fremtræden og ville for enhver pris forhindre, at en sådan idealisme som den, der var hans naturlige anlæg, blev åbenbaret i verden. Og de nåede da også at få korsfæstet ham. Men de forstod ikke, at jo mere de pinte og plagede ham, desto mere fik han lejlighed til at vise, hvorledes det fuldkomne menneske urokkeligt trods alt ikke kan opirres, hverken til vrede eller had imod sine bødler eller fjender, men i selv den værste lidelse reagerer kærligt og kun lever i ønsket om tilgivelse for sine plageånder. Og det var jo denne ny måde at tage tingene på, denne modsætning til moseloven, der skulle blive verdens frelse."

Det er denne tilgivelse, næstekærligheden, denne nye væremåde, der stadig mangler i verden, og grunden til konflikterne er bl.a. den, at moseloven og det gamle testamente fortsat dyrkes i teori og praksis. Det er svært for de fleste af os at tilgive, og dog er det den første forudsætning for og første virkelige skridt på vej til næstekærligheden og dermed til freden.

Der er mange og glædelige eksempler på, at fjendskab og misforståelser mellem nationer er på vej til at blive udryddet gennem forhandlinger. Nylige forhandlinger mellem USA/Kina og USA/Rusland, Vesttyskland/Østtysklandene osv. taler deres tydelige sprog herom. Men også i det små taler forsonligheden, og i den efterfølgende lille notits fra EVENING STANDARD ser man, hvordan hjælpsomheden har afløst hadet, hævnen og uforsonligheden:

FLYVERGENERAL PÅ RAF-HOSPITAL           Bonn, mandag (Reuter)

General J.S., 53 år, kommandør i det tyske luftvåben, hvis ansigt blev forbrændt ved et flystyrt under krigen, vil blive opereret af en topspecialist i plastisk kirurgi fra RAF, meddeles det i dag.

Vice-luftmarshal G.M., overlæge ved RAF, vil prøve at gøre det muligt for sin tidligere fjende at få en god nats søvn.

General J.S. kan ikke lukke sine øjne rigtigt til trods for 40 ansigtsoperationer siden 1945. Han må sove med et sort klæde for ansigtet.

J.S., en jager-helt med 176 luftsejre på sin liste, vil blive indlagt på RAF hospitalet i Halton, Bucks, senere på måneden eller først i maj for at gennemgå sin 41. operation."

Til trods for, at den tidligere fjende har nedskudt 176 fly søges han hjulpet på det engelske luftvåbens hospital, og det er samtidigt et forsøg på at "stifte fred", på at ændre det gamle nag til menneskelig forståelse og tilgivelse. Man ser også af det foregående, at freden ikke skabes ved rørende idealisme eller fanatisme, men ved almindelige menneskelige handlinger i hverdagen. Det er ved tilgivelse, at freden skabes, og det er ikke uden grund, at Martinus i sine foredrag ofte har genopfrisket Bibelens ord om, at man ikke blot skal tilgive 7 gange daglig, men 70 gange 7 gange daglig. For imidlertid at kunne tilgive i en sådan udstrækning må man have det kosmiske perspektiv som baggrund og lære sig, at "de andre" ikke kan være anderledes, end de er, at enhver står "på toppen af sin udvikling", og at kun en langsom vækst kan ændre deres situation. Vor egen situation er fuldstændig tilsvarende, og hvor gerne vi end ville ændre os pludseligt i en eller anden retning, må man gøre sig klart, at her drejer det sig også om vækst.

Imidlertid kan det være nyttigt at have en retningspil, og med kosmologien som basis notere sig, at alt er en udvikling, en vækst, og at man ikke ændrer sig fra krigsmager til fredsstifter pludseligt, og at man måske kan beskrive udviklingens vej derhen, at man fra at være krigsmager udvikler sig til at være magelig eller teoretisk fredselskende, og derfra igen til aktiv fredselskende, eller fredsstifter, hvor man søger at blive mellemmand i skabelsen af fred mellem stridende parter for endelig at blive freden, eller at blive ét med freden selv.