Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Weekend kursus i Sverige:

 

Med ovenstående titel som hovedemne havde Sigge Westerlund og Yngve Brolin fra Martinus Institut i Sverige udsendt opfordringer til deltagelse i et weekend kursus i Mullsjö (mellem Jönköping og Falköping). Man havde regnet med 25 deltagere, lidt flere meldte sig, hvad der også viste sig at være plads til. Et både hyggeligt og meget intensivt og koncentreret kursus blev resultatet, først og fremmest på grund af den store interesse, deltagerne viste, men også fordi kurset var godt tilrettelagt af dem, der havde sat det i gang. En af deltagerne, bibliotekar Birgit Cars fra Linköping skriver om kurset:

Vi begyndte lørdag kl. 10 med selv at foreslå de emner, vi ville behandle under lørdagens gruppearbejde og at udvælge et eller to blandt disse emner som specielt interesserede vor egen gruppe. Der var emner som: "Hvordan kan vi hjælpe? " - "Kommunikation, anonymitet, ensomhed" - "Individuel målsætning" - "irritation - intolerance" - "Pioner-problemer" - "Kosmologi og politik" og "Abortspørgsmålet".

Alt dette diskuteredes i grupperne. Resultaterne blev fremlagt af grupperne efter tur for de samlede kursusdeltagere og blev genstand for fælles debat, som afsluttedes med en oversigt og kommentar af Mogens Møller.

Og vi fandt ud af - hvis man sammenfatter det meget kort og summarisk, at: Vi må og skal hjælpe hinanden, men ikke for ivrigt eller geskæftigt. Der findes en "aktiv passivitet", som er vågen og føler omskiftningerne hos andre. Somme tider hjælper vi bedst gennem vort eget eksempel og ved at lytte opmærksomt, og måske ved at lade det menneske, vi vil hjælpe, hjælpe os, så det kommer på andre tanker og bliver aktiviseret. Men hvis vi på en alt for afgørende måde forsøger at gribe ind i hverandres liv og vække hinanden til indsigt og selverkendelse, kan vi ikke undgå at skabe lidelse. Det bliver derfor af største betydning, at vi forsøger at udvide vor kundskab om mennesker i almindelighed og individuelt, og at vi så godt som muligt lærer os selv at kende som redskab i forhold til vor næste og bliver klar over vor mangelfulde kærlighedsevne.

Vi må lære at handle "kosmologisk", at blive redskaber for og tage imod impulser fra Guddommen og lade os føre frem mod den balance mellem følelse, intelligens og intuition, som er kendetegnet på "det rigtige menneske".

Anonymiteten og ensomheden er stor i vor tid, og derfor må vi skabe berøringspunkter, hvor mennesker mødes og måske finder hinanden, Vi må blive mennesker, lære at lytte alvorligt til andre og ikke kun tage dem overfladisk. Men der findes også en kosmisk ensomhed, som vi alle må lære at acceptere. I den er det kun bønnen, der hjælper os. Af naturen er jordmennesket på grund af sin egoisme ensomt. Det må gennem nutidens "ingenmandsland" for at blive "ligesom Gud". Når intuitionen udvikles, bliver mennesket aldrig ensomt.

Vi må bryde ud af den onde cirkel, som dannes af skuffelsen over vore mislykkede foretagender og den påfølgende disharmoni, lære os at bære over med os selv og handle i overensstemmelse med vore forudsætninger. Vi må lære, hvilken opgave vi har, og ved hjælp af bønnen og i praksis søge at overvinde vore negative sider. Vort væsentligste mål bør være tolerance og ydmyghed samt åbenhed for kundskab om livet.

Er man irriteret eller intolerant, bør det første spørgsmål, man stiller sig selv, være: "Hvordan står det til med min fysiske tilstand? Tager jeg tilstrækkelig hensyn til den? Får jeg tilstrækkelig hvile og søvn?"

Vi er alle summen af vore tidligere liv og har forskellig "kosmisk alder", som ikke behøver at være overensstemmende med vor fysiske alder, men viser vort udviklingstrin som menneske. Vi vekselvirker og griber ind i hverandres liv, men vi må ikke fordre eller begære noget bestemt af hverandre.

De ubehageligheder, vi møder, er jo et led i vor karma, og burde altså ikke føre til irritation. Man må kunne bære meget, men man må også kunne bære over med meget.

Pionerproblemerne var særligt svære at udrede, og det virkede i den almene debat som om mange havde lidt en del på grund af dem. Det er ikke altid så let at gennemføre sin vegetariske indstilling, når slægtninge skammer sig over, at man er "mærkelig", og omgangskredsen synes, at man er besværlig. Men mange syntes at have lært sig efterhånden at klare disse problemer på en enkel og smidig måde. Sværere lod det til at være at klare et i forvejen lidt uholdbart ægteskab, når kun den ene part havde interesse for Martinus tanker.

Demokrati i samfundet og på arbejdspladsen er vigtigt, det var man enige om. Mennesket må atter komme i centrum. Alle må have ret til at fremføre deres mening, selv om den er kritisk. Den enkeltes ret til at bestemme over andre må ophæves, og lønforskelle udjævnes. Både mennesket og systemet må ændres - ved evolution, ikke ved revolution.

Abort-spørgsmålet blev ivrigt debatteret ud fra det aspekt, at man må tage ansvar for alt, som har liv. De positive sider ved den kinesiske kommunisme blev draget frem, og kommunisme set i kosmisk perspektiv. Vi lærte meget både af og om hverandre.

Fungerede gruppearbejdet? Det syntes mange. Vi hyggede os sammen og lærte hinanden at kende. Men også kritiske røster hørtes. At det er svært at arbejde i gruppe, indså vi alle. Og ved søndagens samtaler omkring Martinus symboler omtaltes gruppearbejdet som sådan, også i tilknytning til symbolerne 24 og 26 i "Det evige verdensbillede" (Det ufærdige menneskerige og Det kommende fuldkomne menneskerige).

Ligesom jorden består af isolerede riger med grænser imellem, består en gruppe mennesker oftest af isolerede individer, som trækker til hver sin side. De er bange for at blotte sig og bange for at tage imod. De er egocentriske og intolerante. Behersket af det dræbende princip misforstår de eller ihjelslår hinandens hensigter og synspunkter. Sådan kan det være, og ofte er det vel sådan. Alle legemer har en tilbøjelighed til at støde bort, det kan også gælde mennesker eller grupper af mennesker. Og dette er en tendens, som man - ikke mindst når det gælder mennesker interesseret i Martinus kosmologi - må være meget på vagt overfor.

I en gruppe, som vil ligne det færdige menneskerige, må målsætningen være kærlighed. Og kærlighed er - ifølge Erich Fromm - aktiv omtanke om dem vi elsker. I en sådan gruppe skulle ingen vise sig dominerende og ingen alt for tilbagetrukket. Man skulle blive opmærksom på hinandens små mærkværdigheder og hjælpes ad med at nedbryde dem. Man skulle stoppe den, som taler for meget og hjælpe den frem, som ingenting siger. Vove at være ærlig. Ikke blive stødt. Ikke blive bange for sin egen ærlighed. Ingen skulle stødes bort, men alle accepteres som venner. Da ville gruppearbejdet fungere som en værdifuld træning i selvudvikling og mennesketilblivelse.

Jeg tror, at vi alle oplevede kurset i Mullsjö som noget venligt og varmt. En afbrydelse af hverdagen, som virkede inspirerende på os. Vi mødte gamle Martinus-venner og traf nye.

Hvad er da egentlig en Martinus-ven? En ven af Martinus? En ven af Martinus kosmologi? Javist, men også en ven af mig selv, som går ved min side båret af samme længsel og samme drøm som jeg selv: at vokse i sjælen, at kunne åbne sig mer og mer for den kosmiske virkelighed, som Martinus beskriver, hvor alt er godt, og hvor blot kærligheden råder.