Kosmos 1972/11 side 131
Kirsten Thurø
Forståelse og partiel forståelse
(Fortsat fra forrige nummer)
Misforståelse som korsfæstende faktor
Det vi har været dygtigst til, både før og efter Jesu inkarnation på jorden, har været at korsfæste, såvel i bogstavelig forstand ved morderiske og krigeriske ugerninger som i overført betydning ved gennem vor indbyrdes livsudfoldelse gang på gang åndeligt at korsfæste hinanden. Hver eneste gang, der er den mindste lille misforståelse mellem mennesker, sker der i større eller mindre grad en form for korsfæstelse, og misforståelser oplever menneskene jo næsten kontinuerligt. Mange af disse misforståelser rører os overhovedet ikke, vi er måske end ikke klar over, at de er der, for de fleste af os er jo ikke særlig vågne eller bevidste i vor livsoplevelse; men andre misforståelser kan være som skarpe knive, der drejer rundt og rundt i vore hjerter og får os til at græde og synke ned i fortvivlelse. Her kan man tale om en virkelig korsfæstelse. "Jamen", har jeg hørt mange mennesker påstå, "der er da stor forskel på, om man korsfæster af uvidenhed eller af bevidst ondskab". Ja, men er "bevidst ondskab" ikke også uvidenhed? Gennem smerten udvikles humaniteten, og dette er lidelsens positive mission, men så længe humaniteten er uudviklet, er man uvidende om, hvad medfølelse er - også selv om man med sin intelligens udmærket ved, at man piner et andet menneske. Viden er jo ikke blot et spørgsmål om at kunne tænke, at kunne bruge sin hjerne, men i høj grad - og endnu mere - et spørgsmål om at have gennemlevet situationer, mærket dem gennemryste sin egen krop, sjæl og ånd og have været den, der skreg om hjælp, hvor (tilsyneladende) ingen hjælp var at finde.
Kun den viden, som en sådan erfaring giver mennesket, kan få det til, hvis det ser andre mennesker i lignende situationer, at føle medlidenhed og trang til at hjælpe. Derfor er udtrykket "bevidst ondskab" misvisende, for "bevidst ondskab" er og kan kun være en afsporing, hvor man absolut ikke er bevidst i, hvor ond man i virkeligheden er, for havde man dybtgående viden om alle aspekter af den ondskab, man udfolder, ville man ikke kunne udfolde den, fordi den medfølelse, som fødes af en sådan viden, automatisk ville bremse en.
Med misforståelse, som korsfæstende faktor, menes her således ikke blot dette, at man i almindelig forstand taler forbi hinanden, men også dette, at man bogstavelig søger at påtvinge andre sin mening og ikke tillader enhver at have sin egen opfattelse af en sag. I alle de situationer, hvor vi ikke har forstået den absolutte sandhed, men giver udtryk for en opfattelse, som vi (midlertidigt) tror sand, udtrykker vi partiel forståelse og dermed, set i et større perspektiv, en misforståelse. Ligeledes i de situationer, hvor vi virkelig ved, at vi kender sandheden, og så søger at tvinge andre til samme opfattelse og måske oven i købet til at handle derefter, som hvis man f.eks. vil have, at ens familie skal blive vegetarer, fordi man selv nu har fundet ud af, at det er det bedste. På samme måde ville det have været en enorm misforståelse, hvis Jesus havde forlangt af menneskene, at de omgående skulle kunne give udtryk for den kærlighed, som han repræsenterede; det kunne de ikke, de havde ingen baggrund for at kunne det, men skulle jo først til at lære denne kærlighed at kende, og dette er et udviklingsspørgsmål. Herom vidste Jesus, og han elskede menneskene så meget desto højere - også fordi han vidste, hvad de skulle gennemleve, inden de fandt frem til deres mål: forståelsen.
Menneskets fornemste opgave
"Han sidder ved smeltediglen og lutrer sølvet med flid", synger vi i en af vore gamle salmer. Dette er bogstavelig talt sandt, thi den os iboende Guddom arbejder jo konstant og bevidst med hvert eneste væsen for, at dette skal nå det mål, det billede, det livsudtryk, som væsenet "fra tidernes morgen" blev bestemt til at nå. I enhver tildragelse, der møder os på vor vej - det være sig af såkaldt negativ eller positiv art, taler Guddommen til os. Selv om vi til tider oplever denne tale som hård og uretfærdig, er der, trods denne vor opfattelse og oplevelse af sagen, altid fra Guddommens side tale om uendeligt ømme kærtegn, hvorved han så nænsomt som muligt søger at korrigere de tendenser og de impulser i vort væsen, som ellers ville drage os ad stier, hvor vi ville så en sæd, som sidenhen ville møde os i form af endnu tættere mørke og endnu større lidelser end dem, vi i dag må friste. At blive agtpågivende overfor selv den mindste tildragelse, der møder os på vor vej, og i den til enhver tid søge at forstå, hvad Guddommen herigennem vil fortælle os om os selv, er derfor af stor nødvendighed for at komme til dybere erkendelse af vort eget væsen og dermed af Guddommens plan med os og også for at kunne evne at møde andre mennesker med kærlighed og tilgivelse, uanset hvad disse eventuelt manifesterer af urimeligheder og såkaldt ondskab overfor os.
Dersom vi på vor livsvandring holder os for øje, at vi ved ubehagelige sammenstød af en hvilken som helst art, er i den situation, at vi dels høster, hvad vi selv engang i fortiden såede, dels korrigeres på grund af ting, vi endnu ikke har forstået, og dels står overfor mennesker, der i deres ufærdige tilstand blot gør, hvad de nødvendigvis må gøre, fordi de drives dertil at indre uafklarede impulser, da vil vi få større styrke til at gennemleve tingene og til samtidig at arbejde på at opdrage os selv i også der, hvor vor forståelse endnu kun er partiel, at handle mere menneskeligt. Derigennem vil vi lære "kunsten at tilgive" - at tilgive såvel de medmennesker, der forulemper os, som os selv.
For at opnå dette må man først og fremmest have en særlig interesse i at forstå sig selv og den verden, man lever i, samt en etisk stræben efter at lære at tilgive, da vil mønstret lidt efter lidt lægge sig til rette - den partielle forståelse bliver mere og mere til en fuldkommen forståelse, til intellektualiseret følelse, og man erkender den åndelige baggrund, der er bag alt, som sker.
Menneskets fornemste livsopgave er netop dette, at lære at tilgive - den evne - det talent, der ved sin blomstring og udfoldelse sluttelig vil få os til at indse, hvor sygeligt og meningsløst det er at ville hævde sig selv, at ville sit eget vel på bekostning af andre, at ville andres død eller undertrykkelse og at tro, at dette vil kunne gøre ens eget liv og udfoldelsesmuligheder større og rigere. Evnen til at tilgive vil en dag blive den mest selvfølgelige ting - en automatfunktion, vi end ikke tænker på, men som er blevet ét med hele vort væsen, fordi vi for længst har indset, at mit liv er dit liv, det er et fællesskab, og vi er alle afhængige af hinanden - og af, at vi alle har de bedst mulige livsbetingelser.
K. Th.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige