Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I den forcerede udvikling, som menneskeheden er inde i, bliver den daglige livsoplevelse fyldt med forskellige former for forstærket modgang og lidelse. Krige, konflikter, arbejdsløshed, fattigdom, sult, skilsmisser, depression og nervesammenbrud og en ubestemt frygt for fremtiden lægger et konstant pres på menneskers sind. Og udsigten til på trods af - eller måske på grund af - lægevidenskabens fremskridt en forlænget alderdom i en forkalket og svækket organisme eller tiltagende sygdom, indtil den proces, hvorom de fleste intet ved, og som for mange står som et stort mysterium eller den fuldstændige udslettelse, døden, indfinder sig, forøger yderligere dette pres på menneskers bevidsthed. Selv om tilværelsen for mange, og især i de unge år, kan være fyldt med lykkelige og inspirerende oplevelser, bevirker den i perioder ofte stærkt koncentrerede modgang og lidelse en sådan livslede, at tanken om at undgå besværet og at flygte fra det hele melder sig. Selvmordet er et sådant forsøg på flugt, som 1018 mennesker benyttede sig af i Danmark (1969), den yngste en dreng under 14 år, næsten to tredjedele mænd, og flest, godt 600, ved forgiftninger (sovepiller, gas etc.). Nogle foretrækker den dramatiske udvej og springer foran et tog eller ud fra høje bygninger, medens andre fjerner sig og dør i stilhed. En mand døde for nogle år siden ved at drukne sig i Københavns havn, men hensynsfuldt havde han bundet et tov om livet og fæstet den til en fortøjningspæl, før han sprang ud, og til tovet bundet en seddel med navn og adresse og ordene: "Jeg hænger i den anden ende". Den fysiske tilværelse har to grundformer, behag og ubehag, og når ubehaget bliver så stort, at det bliver til livslede, befordret af vor konfliktfyldte situation, eller "forbrydelser", man har gjort, og som man ikke kan eller vil stå til regnskab for, kan det give et helt bevidst ønske om at gøre det forbi, om at dø for egen hånd.

I de senere år har mange, endog særdeles velbegavede mennesker, gjort sig til talsmænd for "dødshjælp", især lægers hjælp til "håbløst syge", eller anden hjælp til mennesker, som af andre årsager har mistet lysten til at leve videre. Spørgsmålet om "dødshjælp" leder tanken hen på en vis William Archer, som C. K. Chesterton nævner i sin bog "Fritænkeri og Rettroenhed" (Branner 1925), hvori han bl.a. giver sit syn på selvmordere og den nævnte hr. Archers selvmordsautomater. Chesterton skriver:

"Det blev mode at diskutere, i Ibsentidens tusmørke, hvorvidt det ikke var ganske net at tage livet af sig selv. Alvorlige moderne mennesker fortalte os, at vi ikke engang måtte sige "stakkels fyr" om en mand, som havde skudt sig en kugle gennem hovedet, eftersom han var en misundelsesværdig person og kun havde gjort det, fordi hovedet var så sjældent udmærket. William Archer drev det til den antagelse, at i den guldalder, vi går og venter på, vil der blive opstillet apparater ligesom cigarautomater, hvor man kan blive slået ihjel for ti øre. På dette punkt fandt jeg, at jeg var i fjendtlig modsætning til mange mennesker, som troede sig selv liberale og menneskevenner. Ikke blot er selvmord en synd, det er synden. Det er det absolutte, radikale onde, det er den endelige, afgørende vægring imod at føle interesse for tilværelsen; nægtelsen af troskabseden til livet. Det menneske, der dræber et andet, dræber et menneske. Den mand, der dræber sig selv, dræber mennesket; så vidt det angår og kommer an på ham, visker han verden ud. Hans handling er, symbolsk taget, værre end nogen voldtægt eller noget dynamitattentat, for det er en handling, som ødelægger alle bygninger, som er en skændsel imod alle kvinder. Tyven lader sig nøje med diamanter, men det gør selvmorderen ikke; det er hans forbrydelse. Han kan ikke bestikkes, nej, ikke med alle de funklende stene, som smykker den himmelske by. Tyven yder dog en kompliment til de ting, han stjæler, selv om han ikke er høflig mod ejeren, men selvmorderen viser sin mageløse foragt for alle ting på jorden ved at undlade at stjæle dem. Han tilsøler alle blomster ved at afslå livet for deres skyld. Der er ikke et så lille bitte dyr til i universet, at ikke hans død er en direkte hån imod det."

"Dødshjælpen", som er omtalt ovenfor, er selvfølgelig udsprunget af en human følelse, og dog er den et resultat af religionens og moralens forfald - et resultat af at have "spist af kundskabens træ" til en sådan grad, at man har mistet forbindelse med livets højeste kræfter, og derfor tror sig et med materien. Tanken om "dødshjælp" og selvmordet er en konsekvens af det materialistiske livssyn. Og i vor evige udviklings bane må vi formentlig alle passere dette stade og dermed blive ofre for dette livssyn, tro os ét med materien, tro at tankens kraft er et resultat af kemiske processer, og at det er materien, der er det primære og ikke jeget og tanken. Vi tror da at være opstået af ingenting og igen blive til ingenting, at man er en død, skabt ting, ét med materien, en robot. Vi tror da, at der ikke er noget "før" og ikke noget "efter", og at der derfor ikke er noget forgjort ved at ødelægge denne krop og dermed standse tankeprocessen, som kun giver os livslede. Fra det materialistiske livssyn går vejen ikke "tilbage" til trosreligionerne, men "frem" til en bevidst forskning og søgen efter virkelig viden om livet og dets love, og alle de, som er kommet frem til den bevidste søgen efter den virkelige sandhed om livet og det levende væsens struktur, har passeret dette stadium. Dette er sikkert grunden til, at Martinus engang under et foredrag her i byen udtalte til tilhørerne: "Alle i denne sal har begået selvmord - nogle endda flere gange". Først på den ene side det materialistiske livssyn, på den anden side selvmordet, hvor man blot konstaterede, at man ikke døde, men levede videre på et andet plan, for at fødes igen derfra, begyndte man at søge efter "meningen" med tilværelsen og efter, hvad man skulle gøre "for at blive salig", som Bibelen udtrykker det.

Det er i denne søgen, Martinus har givet menneskeheden en helt uvurderlig hjælp i sine kosmiske analyser. Han forklarer her i enkle og logiske sætninger, understøttet af en kortlægning i form af sine symboler, universets evige love, det levende væsens struktur og fortsatte væren i en fremadskridende udvikling. Han beskriver mørket og lidelsen, der medførte livsleden, som nødvendige og uundværlige faktorer, nødvendige kontraster for livets oplevelse, et ubehageligt gode, eller som englænderne udtrykker det: "a blessing in disguise", en velsignelse i forklædning. Modgangen og lidelserne er dele af den undervisning, vi må have for at komme videre, for at rykke op på højere stadier i "livets skole", og er derfor ikke noget vi skal flygte fra ved selvmord.

Martinus har behandlet problemet selvmord mange steder i sin litteratur, bl.a. i "Menneskehedens skæbne", hvor han skriver i kapitel 28: "For selvmorderes vedkommende bliver ubehaget yderligere suppleret med den for individet overordentlig rædselsfulde skuffelse, at døden ikke, som det havde tænkt sig, blev en udfrielse fra besværlighederne, men at det derimod foruden stadigt at være fuldt bevidst om disse nu også har påført sig selv den lidelse, at det til en vis grad får en abnorm åndelig tilværelse med udsigt til besværlighedernes gentagelse i det næste fysiske jordliv. Det bliver således vidne til, at det ikke kan flygte fra sin skæbne. Var det blevet i besværlighederne, til døden af sig selv indtrådte, ville dets åndelige tilværelse i alt fald være blevet mere normal og styrkegivende for det næste kommende jordliv."

Martinus beskæftiger sig i kapitel 27 med den pludselige og for tidlige død og overgang til det åndelige plan: "Da en forkortet levetid jo er en abnormitet, vil den ligesom alle andre unaturlige eller abnorme foreteelser være forbundet med et vist ubehag. Men dette ubehag vil være desto mindre, alt eftersom det pågældende væsen er åndeligt udviklet, og desto større, jo mindre fremtrædende det nævnte væsen er i samme retning. Grundårsagen til dette ubehag er nemlig den, at ved en for tidlig død har det åndelige legeme, som skal bære individets bevidsthed efter døden, ikke fået tid til at få udviklet den til dette formål nødvendige stabilitet og styrke. Ved en for tidlig død eller udskillelse af det fysiske legeme overgår dagsbevidstheden jo pludselig på det nævnte åndelige legeme. Da dette endnu ikke er fuldt modent til denne sin mission, bliver det på en måde overbelastet, hvilket så igen i værste tilfælde kan resultere i abnorme sjælelige tilstande på det åndelige tilværelsesplans første sfære. I tilfælde, hvor døden skyldes en langvarig, forudgående sygdom, er det nævnte åndslegemes modning fremskyndet en del, og ubehaget ved den for tidlige død bliver således her tilsvarende mindre."

Og i LIVETS BOG II, stk. 528 skriver Martinus - efter at have omtalt menneskers manglende kendskab til reinkarnationen, legemsfornyelsesprocessen og den overtro, at livet begynder med fødslen og ender med opløsningen i graven, og endvidere beskrevet menneskets bestandige begær efter tilværelsen, urbegæret, og dets heraf følgende permanente vilje til livet, som er "en borgen eller garanti for en tilsvarende evig skabelse af det ønskede liv" - igen om selvmordet:

"Det er rigtigt, at der er mennesker, der begår selvmord og dermed giver udtryk for livslede eller ønsket om at dø, men dette ønske bunder ikke ret dybt. Det er i virkeligheden aldrig i noget som helst tilfælde selve den virkelige død, der er ønskets kerne, men derimod en kontrast til den ting, der har frembragt livsleden. Selvmord er således i virkeligheden kun en slags "flugt" for denne ting. En sådan "flugt" eller ønsket om en sådan opstår aldrig i situationer, hvor alle væsenets livsorganer fungerer normalt og samme væsens skæbne ikke er ude for alt for yderliggående drastiske tilstande. Når væsener ønsker døden, skyldes det netop altid en hård eller ulykkelig skæbne. Væsenet kan være genstand for megen sygdom, økonomiske kampe, kampe imod underminerende laster, forfølgelse og bagtalelse fra medvæseners side samt mange andre besværligheder, der efterlader en tilsvarende naturlig træthed eller udmattelse af alle livsorganer, hvorved livsleden i tilsvarende grad opstår. Livslede eller lysten til selvmord er således en reaktion af overdreven livsoplevelse, en bevidst eller ubevidst længsel efter hvile og er i sin dybeste analyse ikke nogen absolut længsel efter en virkelig død eller tilintetgørelse og kan aldrig i noget som helst tilfælde blive det. Døden er en skabt ting, hvilket igen er det samme som et produkt af jeg'et og kan kun eksistere som sådan. Jeg'et derimod kan aldrig eksistere som et produkt af døden. "Skaberen" er ikke en frembringelse af "det skabte". Det er ikke "det skabte", der er "skaberen"s herre, men omvendt.

Døden kan således, som nævnt, kun være en "skabelsesmetode" og kan derfor kun udgøre en reaktion i jegets stof, ikke en reaktion i selve jeg'et. Jeg'et er derfor hævet over døden, er evigt udødeligt.

Efterhånden som væsenet bliver "kosmisk bevidst", bliver denne dets udødelighed mere og mere til kendsgerning for det selv."

Foruden det øjeblikkelige selvmord, hvor man bevidst søger døden, er der andre former for selvmord, som Martinus berører i sin litteratur, sådanne former som underminering af organismen ved giftstoffer, de såkaldte nydelsesmidler eller narkotika og f.eks. ved kødspisningen. Herom skriver Martinus i "Den ideelle føde", side 27: "Enhver form for narkotiske nydelsesmidler samt blod- og kødnydelse vil altså ikke kunne finde sted, uden at man derved befordrer sin egen alt for tidlige død. Men et væsen, der fremskynder eller befordrer sin egen død, er jo "selvmorder". Ethvert menneske, der endnu ikke er kommet i kontakt eller harmoni med den naturlige ernæringskilde, er således i kraft af sin blod- og kødnydelse ikke alene med til at myrde sine medvæsener, men er også med til, om end langsomt, at myrde sig selv."

På den anden side hævder Martinus, at man heller ikke skal søge at komme foran sit udviklingstrin i ernæringsmæssig henseende og prøve at leve af frugter alene, da dette også vil medføre en underminering af helbredet. Han skriver således i "Bisættelse" side 230: "Det er derfor, at jeg påviser dette at gå på jagt, at slagte, fiske, at føre krig, at iværksætte lemlæstelse osv. ikke mere hører til de felter for overtrædelse af kærlighedsloven, der er en livsbetingelse. Derimod kan det jordiske menneske endnu ikke leve af frugter alene og må derfor endnu nyde blade, stilke og rødder af planter for at eksistere og er således her nødsaget til at overtræde det femte bud, fordi det er en livsbetingelse. Det ville dræbe sig selv, hvis det ikke netop dræbte planterne og anvendte dem til ernæring eller føde. Men at bevirke sin egen død er også en overtrædelse af det femte bud. Vi ser således her, at indenfor de felter, hvor overtrædelsen af kærlighedsloven endnu er en livsbetingelse, vil selve overholdelsen være en befordring af det dræbende princip". Og vi skal derfor hverken søge at være foran eller bagefter vort udviklingstrin på disse felter, fordi det ville medføre vort langsomme selvmord.

Problemet selvmord har mange aspekter, og det kan langt fra udtømmes fuldstændigt på nogle få sider. Forudsætningen for at kunne komme til at se selvmordet i det rette lys og derved have mulighed for at klare sig uden om denne form for flugt for vanskelighederne (og altså skabe sig endnu større vanskeligheder) er denne at blive bevidst i sin evige eksistens - i den bestandigt fremadskridende udvikling gennem skiftende fysiske og åndelige tilværelser, og samtidig lære at betragte alle lidelser, alle former for modgang og trængsler, fysisk og psykisk overlast, som nødvendige led i ens skoling, ens udvikling. Den mørke skæbne, som påføres os i dette liv, er ikke noget vi blot kan henføre til "de andre" og give disse og omgivelserne skylden for. Det er ikke alene noget vi selv har "sået" og derfor må have let ved at "tilgive", men tillige en nødvendig kontrast til det lys, vi efterhånden kommer til at opleve i form af en større forståelse og dermed i et kærligere samvær med vore medvæsener. Livets modgang, hvor stor og smertelig den end kan være, er i sidste instans kun en kærlig tilrettevisning fra livets og dermed fra Guddommens side. Og denne tilrettevisning kan det ikke være særlig klogt at flygte fra.