Kosmos 1972/10 side 115
Kirsten Thurø
Forståelse og partiel forståelse
(Fortsat fra forrige nummer)
Hvor kærligheden er, vil også forståelse og tilgivelse være, derfor kunne Jesus, da han blev korsfæstet sige: "Forlad dem, de ved ikke, hvad de gør". Han var vidende om, at det kun var en lille del af det, han forstod, menneskene dengang kunne modtage, men han vidste tillige, at deres evne til at forstå ville vokse, hvilket han bl.a. gav udtryk for med ordene:
"Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens ånd kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer det".
Disse ord har for mennesket gennem tiderne været meget mystiske og meget indviklede at forstå, men kirken har jo heller ikke forlangt, at man skulle forstå, men man skulle tro, og om man så forstod, hvad man troede på, var af mindre betydning.
I mange liv må vi opleve mørke, sorg og elendighed, før vi kan opnå en virkelig forståelse af Jesu ord, men hvor lykkelig er da ikke den dag, hvor en urokkelig selvoplevet indre viden om livets guddommelige formål begynder at fødes i vor bevidsthed. Da begynder tro for alvor at måtte vige for viden, det stykkevis for det fuldkomne og således den partielle forståelse for den fuldkomne forståelse.
Vi forandrer os ved hver lille sandhedserkendelse
De der kender og studerer kosmologien, får en klar fornemmelse af, hvor vi kommer fra, hvor vi går hen og hvorfor, men de står trods dette samtidig ligesom alle andre mennesker i hverdagen med personlige problemer og kampe, som nu engang må gennemleves. Thi selv om vi i kosmologien finder en dybere forståelse og et større overblik end før, går vi dog ind til disse studier som ufærdige mennesker med en del af dyrets krigeriske og egoistiske væsen i os, og vor gensidige forståelse er følgeligt afhængig heraf. Vor første erkendelse, når talen er om medmenneskelig forståelse, må derfor være, at vor forståelse ikke er og endnu ikke kan være hel. Dog er det muligt, at vi på visse områder forstår et menneske fuldstændig, medens der kan være andre sider af samme menneske, som vi står helt uforstående overfor. Det samme gælder os selv. Der er sider i vort sind, vi helt forstår - forstår hvorfor vi handlede sådan eller sådan, og derfor, selv om det drejer sig om negative ting, er i stand til at kunne tilgive os selv. Vi såede og høstede - høstede erfaring, som selv om den i øjeblikket er ubehagelig, er en del af den kærlighed, som er Guddommens arv til os alle; thi gennem denne erfaring forandres vort sind, og vi kan ikke længere nænne at give det samme negative livsudtryk som før. Martinus kalder disse erfaringer "det ubehagelige gode", fordi de således, set i et større perspektiv, er et gode. Mørket forvandles til lys, viden om mørket, og dermed til forståelse og til en afklaret og kærlig impuls, der fører os videre ad sandhedsvejen mod den fulde åbenbaring af kærlighedslyset.
Vi forandrer os en lille smule for hver lille erkendelse, og dette er vor store lykke - livets gave til os, thi hvis vi ikke forandrede os med sandhedserkendelserne, hvad nytte ville det da være til, at vi overhovedet erkendte sandheden? Dette, at vi, i erkendelsen af en sandhed, bliver ét med denne og med den kærlighed, som er sandhedens inderste kerne, og derfor fremtidigt på dette specielle punkt kan give udtryk for denne kærlighed overfor vore medskabninger, er til velsignelse såvel for os selv som for alle andre i vore omgivelser.
Samvittighedens stemme er "Guddommens kalden os til sig, til det gode"
Anderledes er det dog med de negative sider i vort sind, som vi ikke nåede så langt med. Dér, hvor vi var "godt gale i hovedet", og sådan set stadigvæk er det. Det er slet ikke sikkert, at vi tænker på, at det er os selv, der er noget galt med, og derfor mener vi vel også, at vi er i vor gode ret til at give et sådant negativt livsudtryk. Vi (eller rettere vor "retfærdige harme", som vi identificerer os med) har på forhånd forstået og tilgivet os selv, men den anden eller de andre hverken forstod eller tilgav vi - dem fører vi åndelig krig med.
"Forståelsen" af os selv er naturligvis her kun partiel og midlertidig, indtil den dag det begynder at dæmre for os, at vi faktisk ikke er i vor ret, når vi lader vreden koge, uanset hvad det er, der bringer den i kog, og da står vi atter i selvmismodet over egne reaktioner. Ved dette selvmismod, som jo er forårsaget af en vågnende samvittighed, anspores vi til endnu engang at gennemtænke sagen, og måske når vi frem til erkendelsen af sandheden om den pågældende situation, og indser, at det havde været rigtigere, om vi havde haft medfølelse med den eller dem, der forulempede os, og havde tilgivet, thi de vidste ikke, hvad de gjorde.
Her er det naturligvis ikke blot de andre, vi må sige sådan om, men også os selv - det nytter ingenting, at man forbliver vred på sig selv, fordi man var vred for 14 dage siden på en anden, som man nu indser, man ikke burde have været vred på; men derimod skulle have tilgivet, idet det i forvejen er slemt nok for vedkommende, at han eller hun overhovedet er i stand til at gøre det, der blev gjort. Vi må erkende, at ingen af os vidste, hvad vi gjorde, og vi må tilgive den anden og også os selv, først da kan den virkelige fred angående pågældende sag opstå i vort indre. Den naturlige følge af en sådan erkendelse, en sådan tilgivelse er, at vi giver udtryk for den ved at gøre den anden opmærksom på, at vi har tilgivet; måske vil vedkommende da også tilgive os, det er dog ikke sikkert, for muligvis har modparten endnu ikke nået samme erkendelse, og derfor må vi ikke forvente dette. Vor evne til at høre samvittighedens stemme, som er "Guddommens kalden os til sig, til det gode", har i et sådant tilfælde skabt afklaring for vort vedkommende, og selv om det måske virkelig var den anden part, der startede konflikten, og denne endnu ikke evner at forstå dette, skal det jo ikke afholde os fra at vise vor gode vilje; ikke mindst da vi jo må erkende, at vi selv er årsag til de ting, der kommer til os.
"Det ubehagelige gode" bringer os ekkoer fra den fortid, hvor vi selv har handlet på lignende måde
Så er der de sider i vort sind, vi ved, er negative, og som vi sådan set synes, vi godt kunne holde op med at give udtryk for; men er man i en situation, hvor man bliver provokeret, "eksploderer" man alligevel, fordi det er det, man er dygtigst til som følge af, at man har været vant til det gennem de mange inkarnationer, der strækker sig langt tilbage i dyreriget, hvor en sådan reaktion var naturlig og rigtig, og det kræver megen sjælsstyrke at nedbryde gamle og fremtidig ubrugelige vanereaktioner for at bygge nye og bedre op. Man må forsvare sig, og selv om man teoretisk har forstået, at det bedste forsvar er, ikke at tage sig selv i forsvar, reagerer man som regel langt hurtigere, end man kan komme i tanker om dette. Nogle mennesker mener dog, at det vigtigste i livet netop er dette, at forsvare sig, samt at man hellere må forsvare sig en gang for meget end for lidt. Da kan man komme ud for følgende replikskifte:
"Hvad slås I for?"
"Det ved jeg ikke! Han sagde noget, jeg ikke forstod,
og så stak jeg ham en for en sikkerheds skyld!
Genialitet med hensyn til at blive "godt gal i hovedet", har vi alle opnået; men der er stor forskel på, i hvor høj grad vore bevidsthedsenergier endnu er bundne til denne genialitet. Ingen af os kan dog sige sig helt fri, men vi arbejder alle mere eller mindre bevidst på at omforme denne fortids genialitet til en fremtids genialitet i den stik modsatte reaktionsmåde, nemlig at reagere kærligt overfor vor næste, uanset hvordan næsten er imod os. Kan vi ikke reagere kærligt overfor mennesker, der er negative, måske ligefrem ondskabsfulde, sladderagtige, usande o.l. i deres forhold til os, kan vi måske bestræbe os på i det mindste at være neutrale overfor netop sådanne personer, som vi jo alle af og til konfronteres med. Disse, ved vi, er redskaber, der bringer ekkoer fra fortiden, den fortid, hvor vi selv har handlet på lignende måde. Vidende dette, burde vi kunne gå usårbare gennem verden, lykkelige for hver gang, vi fik betalt endnu en af de negative regninger, som stod skrevet i vort skæbnehjul.
Det er nødvendigt, at vi lærer at så den gode sæd
"Menneske kend dig selv", har de vises råd været til os fra ældgammel tid; men det er et møjsommeligt arbejde at lære sig selv at kende - der følger sved, lidelser og tårer med, og til tider hører man da også mennesker give udtryk for, at de synes, det var bedre, hvis man slet ikke eksisterede, hvis der overhovedet ikke fandtes liv - så var man dog fri for at skulle "løfte en tung skæbne", fri for al den sorg, smerte og længsel, som ikke er til at bære; men som skal bæres. Her er det, at forståelse kan ændre en sådan indstilling, forståelse af, at alt det såkaldte onde taler i mange forskellige skikkelser til mennesket for at sige: "Her er noget, du ikke forstår, noget, som det er vigtigt - såvel for dig selv som for Guddommen, at du bliver klar over - en opgave, der skal løses, og som kun du kan løse". At løse de mange forskellige opgaver, Guddommen stiller os, på vor lange rejse gennem universet, er den eneste måde, hvorpå vi kan lære kosmisk kemi; det er vor vej til Gud, og kun ad denne vej, kan vi blive guddommelige medskabere og medarbejdere i universet.
Er man først kommet dertil, hvor man, i det mindste teoretisk, forstår det såkaldte ondes funktion, kan man atter og atter, når man kommer ud for negative virkninger, vende tilbage til denne tanke og i den finde en trøst og et håb for fremtiden; en overbevisning, som kan hjælpe og bære os gennem vore svære stunder. Vi ved, at karmas virkning går fra forhenværende liv ind over nuværende eller fremtidige inkarnationer, men karma virker også indenfor dette ene liv, og hvis vi kan skue objektivt på den fortid, vi endnu husker, kan vi tegne en skitse over de begivenheder, der blev os til del indenfor dette tidsrum. Kaster vi således blikket tilbage, vil der være mange ting, som vi måske ikke rigtig kan se sammenhænget i, netop fordi, årsagerne ligger så langt tilbage, at vi ikke længere kan erindre dem; men der vil også være årsager og virkninger, som vi kan overskue og søge at erkende, og derved vil vi se noget af den røde tråd, som bærer udligningen i sig. De områder, hvor vi ikke på denne måde kan få et overblik, kan vi, for at finde frem til en forståelse af, hvorfor dette eller hint netop blev vor skæbne, søge at ransage vort sind; thi intet kommer til os uden, at der er en årsag, og denne årsag bor i os selv. Den er en reminiscens af fortidens handlinger og en endnu negativ, ukærlig og uafklaret tendens i vort sind. På et eller andet punkt er der noget, vi ikke har erkendt, og dette "noget" er der, også selv om vi måske ikke evner at se det - endnu. Derfor er det, at der ikke er tale om en retfærdighedens straf; thi karma er ikke straf, men derimod en kærlighedslov, en undervisning, der er midlet til fødslen af den dybere indsigt, uden hvilken vi aldrig ville kunne udvikle os frem imod lysets verden. Det er altså nødvendigt, at vi søger at erkende karmas eksistens - at erkende med hjerte og forstand, at intet er tilfældigt, da vil vi også se, hvor vigtigt det er at lære at så en god sæd; idet dette følgeligt er det eneste, der virkelig kan beskytte os. I vor opdragelse af os selv til således at overvinde tyngdeenergien, når denne vil dominere vor væren, er det bl.a. gavnligt, hver aften før man lægger sig til at sove, at søge objektivt at beskue dagens hændelser i stort og småt. Man kan ligesom gøre status over, hvad der er tænkt, sagt og gjort i de forskellige situationer dagen igennem for derved at søge at erkende, om nu også alt stemte overens med Kristi lære om gode tanker, gode ord og gode handlinger. Dette er et udmærket middel til at opnå større overblik og større selverkendelse. De situationer, hvor man må indrømme overfor sig selv, at man ikke tænkte, talte eller handlede rigtigt (dvs. kærligt), kan man bede for og sende kærlige tanker til alle implicerede og bede om at måtte finde den rette løsning på problemet eller problemerne. Næste dag kan man forsøge at gøre godt, hvad man i går ikke evnede eller måske ligefrem forsømte. Man bliver aldrig mindre af at indrømme, at man har begået en fejl.
(Afsluttes i næste nummer)
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige