Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Engang kom der nogle mennesker til Jesus, sendt til ham af farisæerne med et meget vanskeligt spørgsmål, nemlig dette: "Er det tilladt at give kejseren skat?" De håbede, at Jesus ville svare således, at de kunne have fanget ham og ført ham for retten. Men han svarede som bekendt: "Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er". Det kan også have betydning for mennesker i dag at se lidt nærmere på det salomoniske svar, Kristus gav disse farisæiske hyklere. I dette geniale svar ligger en af livets største okkulte sandheder. Det er ikke så meget en advarsel imod skattesnyderi, dette svar rummer, som det er en anvisning på guddommelig væremåde. Man må lægge mærke til, at Jesus bad, om han måtte se skattens mønt. Og de viste ham en denar, hvorefter han spurgte: "Hvis billede og overskrift er dette?" Og de svarede: "Det er kejserens". Da sagde han til dem: "Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er". Farisæernes udsendinge undrede sig over dette svar, men de kunne ikke gøre ham noget. Svaret var fuldstændig uangribeligt. Men hvorfor undrede disse mennesker sig? Var hans svar da ikke en selvfølgelighed, en blot og bar advarsel mod skattesnyderi? Nej, i svaret ligger der en hel verden af visdom, i forhold til hvilken selve dette at betale skat slet ikke kommer til orde, ja ikke engang betyder noget. Og ikke desto mindre måtte farisæernes udsendinge gå beskæmmede bort. Jesus havde svaret for sig på en måde, så han var uangribelig både over for Gud og mennesker, uden at han faktisk havde svaret direkte på det, han blev spurgt om.

Når Jesus ikke sagde, at man selvfølgelig skal betale kejseren skat, men: "Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er", er der altså tale om to slags ejendomsret: kejserens og Guds. Hvad er da kejserens ejendomsret, og hvad er Guds? Jesus viste direkte og udtrykkeligt, hvad der var kejserens ejendomsret, idet han pegede på mønten og spurgte, hvis billede og navn, det var, der var præget på denne. Da de svarede: "Kejserens", sagde han, at man skulle give kejseren, hvad kejserens var. Objektet for kejserens ejendomsret var altså selve kejserens billede og navn på mønten. Jesus sagde ikke: "Så giv kejseren mønten". Han taler udtrykkeligt om kejserens billede og hans navn. Vort fysiske udseende, den organismes form vi lever i, og denne organismes navn er vor eneste ejendom, enten vi er kejser, eller hvad vi end er. Alt andet er Guds og derfor hverken kejserens eller vor absolutte ejendom. Endog hvad vi frembringer med vor organisme, alt, hvad vi skaber, er i absolut forstand Guds værk. Vi er organer i Guds legeme, det er "i Ham, vi lever, røres og ere". Det er i kraft af dette princip: at alle levende væsener er Guds organer, at vor organisme overhovedet er blevet til. Er ikke vore forældre de organer i Guds legeme, i kraft af hvilke vore organer er blevet til? Uden disse forældre ville vor tilværelse i dag umuligt kunne have formet sig således, som den netop gør. På samme måde som vore forældre blev de organer, igennem hvilke vor nuværende organisme blev til, således er også vi hver især et organ, gennem hvilket Gud skaber eller manifesterer ganske uafhængigt af, hvordan denne manifestation så end måtte tage sig ud. Vi skylder altså Gud alt, hvad vi overhovedet kan manifestere, alt, hvad vi er i stand til at frembringe. Vi kan således i absolut forstand ikke eje noget som helst af naturen eller det, vi selv har frembragt. Alt er Guds ejendom med undtagelse af vort udseende og vort navn eller den markering, ved hvilken vi giver os til kende. Et jordisk menneske er et organ i Guds organisme på samme måde, som et øje er et organ i jordmenneskets organisme. En løve eller tiger er et organ, igennem hvilket Gud kan manifestere den særlige væremåde, som er rovdyrets. En kannibal er et organ, igennem hvilket en lignende væremåde udfoldes, samtidig med at den guddommelige skabeevne så småt er begyndt at udfolde sig gennem ham som menneskelig tankekraft. Den lille lærke er et organ, gennem hvilket Gud skaber en speciel form for vellyd, sang og jubel, som sommeren igennem kan fryde andre levende væsener. Således er alle levende væseners manifestationer Guds værk, Guds ejendomme, både det arbejderen laver på fabrikken, det kunstneren skaber i sit atelier, og det videnskabsmanden og teknikeren frembringer. Det kan aldrig retmæssigt komme til at tilhøre noget som helst andet væsen, heller ikke ham der har frembragt det.

Men hvem er nu Guds organer til at modtage det, vi hver især frembringer eller skaber, og som altså er Guds ejendom? Det er hverken konger eller kejsere eller andre af mennesker opsatte institutioner, men derimod hvert eneste væsen, menneske eller dyr, plante eller mineral, der kommer under vor manifestations indflydelse. En hvilken som helst form for koncentreret liv, hvilket som helst levende væsen vi kommer til at opleve, er vor næste. Og vor næste skylder vi al skat, ja, alt hvad vi overhovedet kan udrette. Det er i virkeligheden en langt større skat, Kristus påbyder farisæernes udsendinge, end den af staten forlangte, den, de troede, de kunne have fået ham til at fornægte. Det almindelige skattesnyderi er i virkeligheden ingenting ved siden af den unddragelse af at betale skat til næsten, som er almengældende på jordmenneskets nuværende udviklingstrin. Denne unddragelse af skat til næsten er så udbredt, at det synes som en livsbetingelse, noget der er absolut nødvendigt for at eksistere, at man beslaglægger sine egne frembringelser og vurderer dem til den eller den pris og så og så stor fortjeneste i timen. Alle snyder altså alle i skat, det er blevet en livsbetingelse, en almengældende og selvfølgelig foreteelse, at man må leve for at hytte sit eget skind.

Som menneskelivet er i øjeblikket, bliver der ikke megen tid eller råd til at leve for sin næste. Den der virkelig kun vil leve for sin næste i absolut forstand, vil blive plyndret og udnyttet rent bort set fra, at han vil blive betragtet som en særling eller en original, én der ikke er ved sin fulde forstand. Han ville havne på fattiggården eller socialhjælpsinstitutionerne, og derved ville muligheden for at være til gavn for helheden blive stærkt reduceret. Det er ikke ved fanatisme, man arbejder med på udviklingen af fred og retfærdighed, men gennem logik, gennem forståelse af, hvad der i den enkelte situation er det kærligste at gøre. Her er den bøn, Kristus har lært menneskene, af fundamental betydning: "Fader, ske ikke min, men din vilje". Gennem den indstilling af sin bevidsthed gjorde han altid det, der i den enkelte situation var til mest gavn for helheden, derfor kunne han også sige: "Hvad jeg gør, gør jeg ikke af mig selv, men Faderen gennem mig".

Som samfundsordningen nu er, tvinges forældre til at lade deres børn uddanne de evner og anlæg, der giver størst økonomisk udbytte. Livets største interesseobjekt bliver penge. Med penge mener man at kunne gardere sit liv, så man ikke bliver andres slave, men derimod kan købe andre til at være slave for sig. Tilværelsens hovedproblem bliver et pengespørgsmål, et spørgsmål om at holde sig selv økonomisk ovenpå og de andre nede. Hele den nuværende kultur er stort set kun et profitjageri, en kamp om penge. Og så indviklet er systemet, at selv en almindelig arbejdsmands såkaldte skattepligt til stat og kommune må afgøres af eksperter. Mange kan slet ikke finde ud af at udfylde deres skattemæssige selvangivelse, og hvis de skal sælge eller købe en ejendom, må dette også besørges ved hjælp af eksperter for at sikre sig mod at blive taget ved næsen og komme til at betale flere penge for tingen, end den er værd. At en kultur, der endnu er så bundet af jungleloven eller den stærkeres ret, bliver en ufredens verden, et "helvede", er naturligvis givet. Og denne ufred er altså baseret på et kosmisk skattesnyderi, der behersker al tilværelse i dag og ødelægger al glæde, fred og velvære. At Kristus råder til at give Gud, hvad Guds er, er således ikke en frase eller noget ganske overflødigt, thi det, i hver enkelt situation at gøre det, der er til gavn for helheden, er vejen til freden og "himmeriges rige".

Det er ikke så mærkeligt, at Kristus siger: "Mit rige er ikke af denne verden", for hans verden var den, hvor man hellere vil give end tage og hellere vil tjene end lade sig tjene. Men han siger også: "Himmeriges rige er inden i eder". Længslen efter verdensfreden bliver stærkere og stærkere hos stadig flere mennesker. Flere og flere kan ikke nænne at dræbe, de kan ikke nænne at gøre et andet menneske fortræd, det gør ondt i dem selv, hvis de ser andre lide. Alt det er begyndelsen til det "himmeriges rige" eller verdens forenede stater, der skal blive uden om os, når vi gennem tanker, følelser og handlinger sår det himmeriges rige, som er inden i os. Kristus har med sit liv sået den sæd, hvori alle jordens folkeslag skal velsignes, men det er ikke nok, at han har sået den, han er eksemplet til efterfølgelse. Han sagde også: "Tag dit kors og følg mig".

Man følger ikke Kristus ved at blive en religiøs eller politisk fanatiker, der vil fremtvinge revolution eller på anden måde pludseligt vil forsøge at skabe en bedre tilstand end den forhåndenværende. Det kan ikke ske hverken gennem mirakler eller diktatur. Menneskeheden er inde i en kolossal udviklingsproces og er i øjeblikket i færd med at opleve en verdenskulturs undergang og en ny verdenskulturs fødsel, og ligesom det har taget sin tid at udvikles fra plante til dyr og fra dyr til den nuværende jordmenneskelige tilstand, kan udviklingen frem mod verdensfreden eller "det rigtige menneskerige" heller ikke ske på én gang. Ganske vist er jordmenneskeheden nu inde i en forceret udvikling, hvis man skal se den i forhold til den tid, det har taget at nå fra det egentlige dyrerige frem til den nuværende junglementalitet hos jordmennesket. Men jordmenneskeheden må nødvendigvis gennem de faser eller udviklingsstadier, hvor den gør de erfaringer, uden hvilke en fredens verden aldrig kan blive en realitet.

Mange mennesker har nu nået det stadium i udviklingen, hvor de er ved at kunne blive et guddommeligt redskab i skabelsen af "en ny himmel og en ny jord", hvilket vil sige en ny mental livsindstilling og en deraf følgende ny handlemåde i hverdagen over for næsten. Det er åndsvidenskabens mission at være en inspirerende faktor for søgende mennesker i denne store forvandlingsproces. Dogmer og religiøs fanatisme kan ikke forvandle verden, kun den logik, som er baseret på de kosmiske love eller næstekærligheden, vil lidt efter lidt kunne skabe verdensfreden gennem de enkelte menneskers livsudfoldelse. Uden denne ændring skal man absolut ikke regne med at få fred i verden. Krige og arbejdskrige, dyrtid, arbejdsløshed og lediggængeri, armod, nød og elendighed, had og bitterhed vil endnu en tid være almengældende tradition i denne verden og delvis forhindre det virkelige menneskelige lys, den absolutte glæde, fred og velsignelse i at få indpas. Men jo mere det enkelte menneske forsøger "at give Gud, hvad Guds er", dvs. giver helheden sin skabeevne, livsglæde og kærlighed uden først og fremmest at tænke på, hvad man får for det, jo mere kommer han eller hun på bølgelængde med universets grundtone og vil opleve den store sandhed, som ligger bag verdensgenløserens ord: "Hvad jeg gør, gør jeg ikke af mig selv, men Faderen gennem mig".