Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For masser af mennesker dækker åndsliv over noget meget højtideligt, fjernt og alvorligt, det har noget med kultur at gøre, noget fint, men også noget kedeligt. Der er patina over det, men også støv, og måske endda mug, for det er gammelt. Åndsliv og hverdagsliv har for mange mennesker ikke noget med hinanden at gøre, åndsliv er fortid, det er Shakespeare, Sokrates eller Goethe, som det almindelige menneske i hverdagen hverken har råd til, tid til og måske heller ikke lyst til at beskæftige sig med. Nogle har vel forsøgt at læse en eller anden klassiker, men er blevet hængende i "sproget", som de ikke er vant til, fordi det udtrykker en anden tidskolorit end vor egen, og så giver de op og siger: "Lad dem, der studerer, læse alt det gamle "åndsliv", vi lever i nuet og må tjene penge, så må aviser, ugeblade, radio og fjernsyn sørge for vores underholdning, når vi er trætte.

I fremtiden vil den tekniske og sociale udvikling bevirke, at menneskene får endnu mere fritid, altså endnu mere tid, der skal slås ihjel. Hvordan skal man klare det problem? Sporten er naturligvis en af de ventiler, hvorigennem et overskud af energi kan få god og sund udløsning; sund udløsning især, hvis sportsentusiasmen ikke blot er interessen for andres sportspræstationer og rekorder eller lokalpatriotiske ønsker om sejren for "vort" hold og "de andres" nederlag. Sport må udvikles til at blive den enkeltes legemsøvelser og kan udmærket alligevel være folkeforlystelse, hvor det er deltagelsen og ikke kun sejren, som er det væsentlige. "Gustav Vasa - skiløbene" i Sverige med hundreder af deltagere er et godt eksempel på folkeforlystelse, hvor nye principper, nemlig flere og flere folks deltagelse, gør sig gældende.

En amerikansk politimand, der var på besøg i Danmark, udtalte, at en væsentlig årsag til, at der var så megen "farlig ungdom" i USA i vor tid, var, at ungdommen ikke var blevet opdraget til at erkende nogen anden livsværdi end luksus og penge. Og det gælder vist ikke blot for Amerika. Hvad har den ældre generation, som kritiserer ungdommen så meget, givet denne ungdom af livsværdier? Den har lært dem, at penge er magt, fordi de giver adgang til at nyde livets goder og at udnytte teknikken - eventuelt også for ved hjælp af samme teknik at fjerne dem, der står i vejen for ens magtudfoldelse og livsnydelse. Krig er jo i dag i høj grad et teknisk anliggende.

Masser af mennesker, både unge og ældre, er søgende, de føler, at de mangler noget i tilværelsen, og ofte er de ikke klar over, hvad de mangler, og i hvilken retning de skal søge. De har et religiøst behov, men synes måske samtidig, at religion ikke er noget for dem, fordi de ikke kan tro på kirkens dogmer og i øvrigt ikke kan inspireres af dens budskab. Også den form for åndsliv, synes de, er for gammelt og har for lidt med livet i hverdagen at gøre. De kan ikke tro på Vorherre i skyerne og djævlen i helvede, og så ved de ikke, hvad de skal tro, selv om de egentlig gerne ville tro på noget, der gav dem et fast punkt i den tilværelse, hvor så meget flyder, og hvor man trænger til at have noget, man har hundrede procent tillid til. Religiøse sekter af ældre og nyere dato finder naturligvis proselytter blandt disse mange søgende mennesker, og blandt de unge er det hovedsagelig religiøse retninger med et mere eller mindre orientalsk præg, der virker tiltrækkende. De er mætte af vesterlandsk vanetænkning og materialisme, de finder i den orientalske tænkemåde en kontrast til vestlig stress og forjagethed, og for mange af dem er tanken om reinkarnation og karma meget mere inspirerende end den spændetrøje af dogmatik, forbud og fordømmelse, som kristendommen for en stor del er havnet i. Hver eneste af disse religiøse sekter og retninger har sin betydning, hvad enten den er vesterlandsk eller orientalsk præget. Den kan i længere eller kortere tid være til gavn og inspiration for søgende mennesker, og deri ligger dens berettigelse. Men: "Hvad er sandhed" spurgte i sin tid Pilatus, og de kristne vil sige: "Det er kristendommen, for Jesus havde, lige før Pilatus spurgte, sagt, at han var kommet til verden for at vidne om sandheden, og at hver den, der er af sandhed, skulle høre hans røst." Så længe religioner og sekter strides om, hvad der er sandhed, vil de overhovedet ikke kunne finde den, heller ikke de, der kalder sig kristne, for sandheden er ikke en religion, den er en væremåde. Jesus sagde også: "Jeg er vejen og sandheden og livet" og "de gerninger, jeg gør, dem skal I også gøre". Kan man få noget bedre udtryk for, at det er en væremåde og en handlemåde i livet i hverdagen, som er det væsentlige, og ikke prædikener og kirkegang og salmesang. Og mon ikke adskillige, der ikke kaldes eller kalder sig kristne, er Jesu væremåde nærmere, fordi de er kærlige, hjælpsomme og uden hykleri, end adskillige af dem, der kalder sig "kristne" og "frelste", og hvis tilbedelse af Gud er en slags afgudsdyrkelse, hvor man tilbeder en afgud forklædt som Jesus eller som kirkemalernes fremstilling af Bibelens Gud?

Ovennævnte kan måske opfattes som intolerance mod den kristne kirkes forkyndelse, men det er det ikke. Den kristne kirke har som alle religioner og sekter sin naturlige berettigelse og betydning, så længe der er mennesker, der kan hjælpes og inspireres af den. Men i sin nuværende form har den efterhånden svært ved at virke inspirerende på mange, som synes, at også den er "gammelt, støvet åndliv", som ikke har forbindelse med menneskenes hverdag. Man gør forsøg på at "modernisere" Jesus, han er blevet "Superstar", og den nye "Jesusbevægelse" påvirker mange unge, ikke mindst på grund af dens sang og musik. Det har stor betydning, at støv og patina og højtidelighed bliver pudset væk fra Jesusskikkelsen, men hvis den bliver pudset sådan op, at der kommer et alt for følelsesbetonet og sentimentalt "glansbillede" ud af det, er der ikke opnået noget, som vil kunne bære længere, end andre modebølger har kunnet. Mange af de unge synes dog virkelig at forstå, at det er Jesu væremåde og handlemåde, der er væsentlig, samtidig med, at de også er åbne over for Østens filosofi og altså ikke intolerante. De er åbne, og som psykologen Erich Fromm skriver: "Mennesket, der prøver at være som Gud er et åbent system, der nærmer sig til Gud. Mennesket, der underkaster sig afguder, er et lukket system, som bliver en ting i sig selv. Afguden er livløs, Gud er levende." Det skriver han i sin udmærkede bog "Det guddommelige menneske" (Hans Reitzels forlag, 1968). Her kommer han bl.a. ind på, at afgudsdyrkelse ikke blot er noget, der hører fortiden til, det er noget, der også eksisterer i vor tid, om end i camoufleret form. Han skriver, at der bør udvikles en "videnskab om afguder", og denne videnskabs opgave bliver at identificere de forskellige afguder, som er blevet dyrket gennem tiderne og frem til nutiden. "Er der virkelig så stor forskel, som vi tror", skriver han, "på de aztekiske menneskeofringer til deres guder og de moderne kriges menneskeofringer til afguderne "nationalisme" og "den suveræne stat"?" Fromm skriver også om, hvorledes viden om afguder og kamp mod afguderiet efterhånden vil kunne forene mennesker af alle religioner og dem uden nogen religion.