Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved flere lejligheder har instituttet modtaget henvendelser, der udtrykte ønske om en forklaring på, hvorfor de langt mindre udviklede planter og dyr havde et betydeligt mere værdigt og afslappet forhold til den naturlige død end mennesket. Og for nylig dukkede spørgsmålet atter op. Vi synes derfor, at der kunne være grund til at fremkomme med en redegørelse, idet spørgsmålet kunne synes at have almindelig interesse. Og da det på en meget klar måde er beskrevet i Per Bruus-Jensens korrespondancekursus, har vi besluttet os for at vælge denne kilde. I tilslutning hertil har Per Bruus-Jensen lavet en supplerende redegørelse, der knytter sig til en tegning af Anne Lise Mønnike, der netop er lavet til formålet.

 

For langt de fleste mennesker står jo i almindelighed døden som selve indbegrebet af gru. Døden er som regel ikke noget, man længes imod, men derimod noget, der i givet fald kan få alle selvopholdelsesdriftens mere eller mindre slumrende reserver til at rejse sig i den allerhøjeste alarmberedskab og protest. Selv den såkaldte naturlige død vægrer man sig sædvanligvis energisk imod, således som utallige ofte tragiske eksempler viser det. Nej, hos mennesket er døden kun i sjældne tilfælde en velkommen gæst, og da som oftest kun fordi den kommer som en befrier for svare smerter og lidelser - enten fysiske eller psykiske, undertiden begge dele.

Mellem mennesket og døden består der altså ikke nogen særlig udpræget sympati, i hvert fald ikke generelt. - Det er for øvrigt her bemærkelsesværdigt, at mennesket ud af jordklodens samtlige væsensformer repræsenterer den, der udviser den ringeste evne til at møde døden værdigt og naturligt. På dette punkt besidder de væsenstyper, mennesket ellers regner sig som betydeligt hævet over - nemlig planterne og dyrene - en ganske betydelig overlegenhed. Når f.eks. et dyr mærker, at døden nærmer sig, da opsøger det stilfærdigt ensomheden og indstiller sig her med ophøjet ro og resignation på sin skæbne, og det, hvad enten døden indfinder sig som følge af sygdom eller af alderdom. Man har aldrig set et dyr, som brød ud i panik eller sank ned i depression, fordi det mærkede, at døden var på vej, således som det oftest sker hos mennesket. Og går man til planteriget, da vil man endog kunne møde eksempler på, at dødsprocessen former sig som en ren skønhedsåbenbaring for omgivelserne. Når vore skove og vore marker med deres levende hegn ved efterårstid trækker i karnevalsdragt og forvandler sig til et eventyr af glødende farver, der spiller i orange, guld og bronce, i rødt, brunt, matgrønt og sort, da er det i virkeligheden et eksempel på en storslået dødsproces, vi er vidne til. Thi alle disse farver frembringes af træernes og buskenes døende blade; netop i dette, at denne dødsproces bringes til at forme sig som en gribende og inspirerende skønhedsåbenbaring for omgivelserne, vidner om den overlegenhed, planteriget besidder med hensyn til dette at kunne dø på en værdig - ja, ikke blot værdig, men endog ophøjet måde. Og det kan ikke bestrides, at dette rige derved kommer til at danne forbillede til efterfølgelse for mennesket. Også mennesket må nå frem til at kunne lade sin dødsproces forme sig som en inspirerende skønhedsåbenbaring for omgivelserne; og at noget sådant virkeligt kan lade sig gøre, har bl.a. Jesus og Sokrates givet eksempler på, ligesom også den unge, danske frihedskæmper i vor tid, Kim Malme Bruun, gennem de efterladte breve til sin mor er et vidnesbyrd herom.

Når dyrene og planterne uden undtagelse fremviser en forbilledlig evne til at kunne dø værdigt og naturligt, ligger det ifølge Martinus på den ene side i, at disse væsenstyper gennem stærke instinkter er i intim, organisk kontakt med deres udødelighed; og på den anden side ligger det i, at deres fysiske dagsbevidsthedsfunktioner er af en så elementær karakter, at de ikke rent tankemæssigt kan gøre sig forestillinger om døden. Døden er ikke for disse væsenstyper et begreb, som de kan reflektere på. Den er en proces, som enten er over dem som et skærende lyn, der straks sætter alle overvejelsesmuligheder ud af spillet, eller som parallelt med sit mere naturlige forløb automatisk udløser den rette indstilling hos individet til den.

Anderledes derimod med hensyn til mennesket. Det har for det første ingen veludviklet instinktmæssig kontakt med sin udødelighed og opfatter derfor i høj grad sig selv som dødeligt - og det så meget mere, som det heller ikke ad intellektuel vej har fået kontakt med udødeligheden som kendsgerning. Derimod har det lige akkurat fået hævet sine bevidsthedsfunktioner så meget, at det kan gøre sig abstrakte forestillinger om døden. Den er blevet et begreb for det, som det kan reflektere på og jonglere med. Men da der i denne virksomhed netop ikke indgår nogen udødelighedsbetragtning, som kan mildne billedet, er det klart, at dødsbegrebet må komme til at tage sig overordentligt grelt ud, så grelt, at det ligefrem gør sig gældende som selve indbegrebet af al gru. Man er jo henvist til at tænke på døden som det store punktum for tilværelsen, som selve livets afslutning og dermed som det totale ophør af livets oplevelse. Med fuld ret kan ethvert sådant stillet menneske sammen med en af fortidens store tænkere udbryde: når jeg dør, da går verden under! Og det er ikke sært, at sådanne perspektiver kan fremkalde både panik, sorg, depression, skræk og rædsel i menneskesindet, når det enten frivilligt eller tvunget af forholdene bringes til at beskæftige sig med tanken om døden. Og det er specielt ikke mærkeligt, hvis man har kendskab til den omfattende kosmiske struktur, der mennesket uafvidende skjuler sig bag den fysiske organisme. Thi i denne struktur virker jo uafladeligt det utrættelige urbegær, begæret efter netop livets oplevelse, og det vil på ingen måde acceptere udsigten til et ophør af denne livsoplevelse. Jo stærkere menneskets illusoriske dødsforestillinger derfor bliver, jo større konflikter opstår der i den kosmiske struktur, og det er just sådanne konflikter, der side om side med den mobiliserede selvopholdelsesdrift fornemmes som panik, sorg, depression, skræk, rædsel og gru, hvilket igen vil sige, at det er i denne konfliktmekanisme, man må se den egentlige forklaring på menneskets svigtende evne til at møde døden på en naturlig og ophøjet måde. Og omvendt er det naturligvis i dyrenes og planternes manglende tilknytning til en sådan konfliktmekanisme, man må se den dybere forklaring på, at disse væsenstyper med hensyn til dette at dø fremviser et langt større talent end det ellers så selvtilfredse homo sapiens (det vidende menneske).

De virkende kræfter bag henholdsvis dyrets og menneskets holdning til døden er på udtryksfuld måde anskueliggjort i vedføjede tegning af Anne Lise Mønnike.

Den helt brede, vandrette, sorte linje viser grænsen mellem den fysiske og den åndelige verden.

Ved en tyndere vandret linje er den åndelige verden delt i en overbevidsthedszone (øverst) og en underbevidsthedszone.

Over overbevidsthedszonen har man jegets område, hvorfra det levende væsens urbegær udgår. Dette stråler ved pile ned gennem over- og underbevidsthedszonerne, hvilket udtrykker urbegærets indflydelse på bevidsthedsprocesserne, der for selve dagsbevidsthedslivets vedkommende udfoldes i underbevidsthedszonen.

Diagrammet er ved en lodret adskillelse ned gennem den åndelige verdens områder delt i to halvdele, en venstre og en højre. Her udtrykker den venstre halvdel plantens og dyrets situation, medens den højre udtrykker det jordiske menneskes situation vedrørende forholdet til døden.

Ser man først på plantens og dyrets situation, er denne kendetegnet ved følgende. Urbegæret vekselvirker i underbevidsthedsområdet med individets instinktlegeme. Gennem dette er der automatisk og ubevidst forbindelse til hele den erfaringsmasse i overbevidsthedsområdet, der hidrører fra individets evige fortid, og som dermed repræsenterer denne. Resultatet af disse kræfters samspil er en harmonisk bevidsthedstilstand, der viser sig som ro og tryghed samt fuldkommen mangel på frygt over for den naturlige død. Helt ubevidst lever individet nemlig i overbevisningen om sin udødelighed og opfatter derfor slet ikke den naturlige fysiske død som noget, der kommer i konflikt med ønsket om at leve, dvs. selvopholdelsesdriften.

Denne situation ændrer sig først i det øjeblik, mennesket i lighed med dyret atter får føling med den fra fortiden stammende evige erfaringsmasse, som vidner om dets udødelighed. Det vil dog ikke ske gennem instinktlegemet, men gennem et helt nyt legeme, som er under udvikling: intuitionslegemet. Og i modsætning til instinktlegemet, der kun kan formidle en automatisk og ubevidst udødelighedsindstilling, vil intuitionslegemet vise sig at kunne bære en vågen, dagsbevidst udødelighedserkendelse, der ikke alene vil ændre menneskets forhold til døden, men også dets forhold til livet.