Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Vilkårene for dyrelivet og menneskelivet er forskelligartede bl.a. derved, at dyrelivet er instinktstyret og naturgivet, og således er f.eks. dyrenes føde tilberedt i naturens store husholdning. Bibelen beskriver det sådan: "Ser på himmelens fugle; de så ikke og høste ikke og sanke ikke i lader, og eders himmelske fader føder dem ...." (Math. 6, 26). For at opretholde sin mere forfinede organismestruktur og tilværelse må mennesket derimod omskabe naturen - hvad der er i og på jorden, altså mineral, plante- og dyreliv. Denne omskabelse af naturen sker således i form af det, vi kalder arbejde med eller uden redskabers og tekniske hjælpemidlers hjælp, og mennesket er dermed nødt til at opbygge det, forfatteren Georg Picht i sin bog MOD TIL UTOPI kalder "den kunstige verden". Han skriver: "... at mennesket er et levende væsen, der fra naturens hånd blev udstyret så ufuldkomment, at det altid må træffe kunstige forholdsregler for at opretholde sig selv og sin art. Det er menneskets natur, at det kun kan eksistere i et kunstigt miljø. Først når det har skabt en kunstig anden natur, kan mennesket stille sig den uendelige opgave at nå til erkendelse af sin sande natur. De videnskaber, mennesket har opfundet for at afhjælpe manglerne ved sin konstitution, kaldes af grækerne "technai" - heraf begrebet teknik". For at der senere kan skabes muligheder for alle for studier og dyrkelsen af kunst, må mennesket omskabe naturen ved arbejde med eller uden tekniske hjælpemidler, som jo også er et resultat af omskabelse, og det rent fysiske arbejde vil i stor udstrækning blive lettet og arbejdstiden i fremtiden reduceret væsentligt ved teknikkens og automationens hjælp.

Når vanskelighederne i verden er så store trods faglig og teknisk kunnen, skyldes det for en stor del skævheden i fordelingen af arbejdet og af naturens goder, eller med andre ord, for det første at kun en del af jordens mennesker arbejder, medens resten lever af arbejdsfri indtægter, eller det Martinus kalder "kunstige leveveje", og for det andet at kun forholdsvis få besidder jorden og produktionsmidlerne på den. Denne skævhed befordres som bekendt yderligere derved, at arbejdet aflønnes med penge, hvor man tidligere, i byttehandelens dage, betalte udført arbejde med naturalier i form af korn, brænde, bolig m.v., og for denne løn i form af penge må arbejderen igen købe sine fornødenheder af de besiddende. Men den omstændighed, at penge i endnu højere grad end rene materielle produkter og jord kan ophobes og komme på forholdsvis få hænder, og den deraf opståede ulighed med hensyn til besiddelse af "værdier" eller "privatformue", befordrer altså denne skæve fordeling af udbyttet af det udførte arbejde. Men der arbejdes ustandseligt på udjævning af denne skævhed. Siden arbejderne sluttede sig sammen i fagforeninger, er deres kår forbedrede både økonomisk og med hensyn til arbejdsklima, og der arbejdes for ligeløn mellem kønnene. Og selv om der i øjeblikket rent faktisk sker en uddybning af svælget mellem de formuende eller besiddende og på den anden side de ikke-besiddende eller forgældede, vil der naturnødvendigt opstå den situation, at alle en dag vil få ligeløn i form af et "normal-forbrug" eller et "standard-forbrug", jfr. Martinus: LIVETS BOG I, 4. kapitel, og Martinus artikel i KOSMOS no. 4, 1972: Hjertets dannelse. Vi vil få en tid, hvor pengene afskaffes, et pengeløst samfund, som nok er fremtidsmusik, men som i dag rent teknisk ligger indenfor mulighedernes grænse. I dag bliver det mere og mere almindeligt, at lønmodtagere har bank- eller girokonto, og at disse konti føres på EDB-anlæg, som kan holde disse konti konstant ajourførte via "automatiske læsere" eller "terminaler", som indvirker direkte på centralterminaler. Og i betragtning af, at der ikke alene sker sammenslutninger landene imellem - indenfor industrier og handelsforetagender, men også af store bankforetagender, er tanken om en central bank, hvor alle et lands beboere har konti, hverken umulig eller fjern. Når samtidig mange mennesker i dag har "kundekort" eller "kreditkort til stormagasiner og varehuse, eller en hel række varehuse, hvor de kan købe "på konto", vil der intet være til hinder for, at stormagasinerne i stedet for en kasse i hver afdeling, lige såvel kunne have en EDB-terminal forbundet med centralbanken og derved være i stand til at trække direkte på kundens konto, det beløb han har modtaget forbrugsgoder for. Mange detaljer og mange småudgifter, som bus- og togpenge, avisudgifter osv. (hvis man ikke til den tid i stedet for aviser har en TV skærm, hvor man ved tryk på en knap og når som helst kan få de sidste nyheder, på samme måde som man i dag har "telefonavisen") kunne være helt gratis på samme måde som man i dag har mange andre offentlige goder gratis, og en del arbejdskraft blev derved frigjort til andre og mere positive formål. Som legitimation eller "kundekort" kunne man benytte det "arbejdskort", som Martinus nævner i det omtalte 4. kapitel, og som værdienhed behøvede man ikke nødvendigvis fortsat at anvende de hidtidige møntsystemer (kroner, dollars etc.), men kunne i stedet for benytte et minutsystem, således at man f.eks. ved ti timers ugentligt arbejde fik godskrevet sin "lønkonto" 600 minutters arbejde. Dette ville blive en fast værdienhed, som ikke ville blive inflation eller kurssvingninger undergivet. Hvis man så havde større materielle krav udover det rigelige "normalforbrug", som ethvert menneske da vil have, f.eks. flere biler eller flere forbrugsgoder, kunne man udmærket arbejde et antal timer mere om ugen svarende til fremstillingstiden af disse forbrugsgoder. Man kan blot ikke sælge sine goder, da penge ikke eksisterer mere. Alt dette er teknisk muligt, og det er værd at repetere LIVETS BOG I, 4. kapitel om "Et internationalt verdensrige under skabelse", som er skrevet omkring 1925, men som med de seneste tekniske opfindelser får større og større aktualitet.

Grunden til, at disse tilstande ikke indføres nu, skyldes ikke det rent tekniske, som er tilstrækkeligt udviklet, men menneskene, som ikke endnu er egnede til at leve i denne "fremtidige verden". En EDB-instruktør spurgte de studerende ved et kursus, hvilke begrænsninger EDB-maskinen havde, og da eleverne blev ham svar skyldig, svarede han selv: "Kun den begrænsning, som d'herrers fantasi har", rent regnskabsmæssigt og med hensyn til tal- og bogstavbehandling har sådanne maskiner ingen begrænsning.

Når derfor vi endnu ikke kan "praktisere fremtiden" allerede i vor tid, skyldes det ikke tekniske, men rent menneskelige og fantasimæssige årsager. Det rigtige menneskeriges indførelse eller komme begrænses af vore dyriske sider, vore primitive begær, vor tåbelige lyst til at hobe penge og materielle goder op. Martinus giver netop i sine værker forklaringen herpå og gør gældende, at ikke formuens størrelse, ikke de materielle værdier, kendetegner menneskets kvalitet eller virkelige stade - det gør derimod arbejdsindsatsen, som er menneskets adelsmærke - og efter først at have omtalt besiddere af "privatformue" og den ofte deraf følgende lediggang med for megen adgang til livets mere eller mindre virkelige goder, skriver han i Livets Bog I, stk. 106: Og da de således er blevet vænnet til en unaturlig tilværelse, er de ligeledes fremtrædende i tilværelsen som unaturlige. De har i stor udstrækning vænnet sig til at leve i overdådighed, frådseri og ødselhed. De møder også med anstrengte legemer, men denne anstrengelse skyldes ikke overdreven arbejdsydelse, men overdreven "livsnydelse". Denne deres lette adgang til værdierne lader dem leve i en stivnet atmosfære af hovmod, der igen fortegner deres opfattelse af livet og gør dem til genstand for den overtro, at dette, "at besidde store rigdomme", "at lade sig tjene og opvarte" er udtryk for kultur og storhed, og dette "at arbejde" er nedværdigende eller noget, der er "god tone" uværdigt. De er således holdt ganske ude fra at komme til erkendelse af, at livets fornemste og naturligste adelsmærke er "arbejde", og at et væsens virkelige og absolutte storhed udelukkende kun kan bestemmes af dets uegennyttige eller uselviske frembringelser. De ser ikke, at dette, at give sit liv på denne måde, er den fornemste purpurkåbe, lysglorie eller åbenbaring, i hvilken noget væsen kan vise sig. Og overfor denne realitet bliver de omtalte væsener således også at identificere som udgørende et "proletariat". Dette "proletariat" forekommer i stor stil indenfor den væsensgruppe, der i tilværelsen fremtræder under begreberne "bourgeoisiet" eller "overklassen", og i stk. 107 "I den fuldkomne verdensstat kan således intet væsen komme til verden for at lade sig tjene, men for at tjene".