Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Med udklippet følger indsenderens kommentar: "Denne bog har der været henvist til i flere aviser og tidsskrifter, og hver gang jeg har set det, har jeg tænkt: "Hvad siger kosmologien om dette?"
 

 
Man kan jo ikke udtale sig om en bog, man ikke har læst og - i øjeblikket - ikke har tid at læse. Men selve udklippet kan godt give anledning til en kommentar, og så kan Kosmos' læsere selv læse professor Enochs bog, hvis de har tid og lyst, det er altid interessant og lærerigt at se en sag fra mange sider. Udklippet er et meget godt eksemplar på en lidt fanatisk religiøs indstilling, hvor udviklingslæren straks bliver stemplet som "nedbrydende kræfters idémæssige grundlag" og "urigtige påstande, der udelukkende bygger på hypoteser og formodninger". Man kan jo spørge: "Er det gamle testamentes skabelsesberetning, hvis man skal tage den bogstaveligt, som man har været tilbøjelig til det i vesterlandenes kristendom, da andet end en hypotese og formodning bygget på blind tro? Hvorfor skal det være et enten - eller, enten skabelse eller udvikling. Hvorfor ikke en skabende udvikling?

Mange - men absolut ikke alle - troende kristne har svært ved at acceptere udviklingslæren, fordi de tror, den vil vælte kristendommen. De griber så til gengæld begærligt efter alt, der ser ud til at kunne vælte udviklingslæren. På den anden side ser man ofte, at udviklingslærens tilhængere viser en intolerant, arrogant eller lidt hånlig holdning over for andre, der tror, at mennesket er skabt af Gud og ikke har udviklet sig fra dyreriget. Det er som om, ingen af parterne i øjeblikket kan se, at der, som Selma Lagerlöf skriver: - "altid findes en tredie udvej". I dette tilfælde at forsøge at mødes i en fælles forståelse af menneskets baggrund og muligheder. Den verdensberømte dyrepsykolog Konrad Lorenz er en af de pionerer, der åbent tager dette tredie standpunkt, som både tilhængere af "skabelse" og tilhængere af "udvikling" med omtanke og overvindelse af fordomme skulle kunne acceptere. Han skriver i sin bog "Det såkaldt onde" (Schultz 1965): "Den, der virkelig kender dyrene, de højeste og os nærmest beslægtede indbefattet, og har nogen indsigt i udviklingshistorien, bliver først derigennem i stand til helt at fatte menneskets egenart. Vi er det højeste, artsdannelsens store konstruktører indtil nu har nået på jorden, vi er deres "sidste skrig", men ganske bestemt ikke deres "sidste ord". - Og videre skriver Lorenz: "Hvis jeg skulle anse mennesket for at være Guds udtrykte billede, ville jeg blive usikker i min bedømmelse af Gud, men når jeg holder mig for øje, at vore aner - jordhistorisk betragtet for nylig - var ganske ordinære aber af chimpansernes nærmeste familie, skimter jeg et håb. Der behøves ikke videre optimisme for at antage, at der kan opstå noget bedre og højere af os mennesker. Langt fra at se det definitivt uovertræffelige. Guds udtrykte billede i mennesket, hævder jeg mere beskedent og med større ærefrygt for skabelsen og dens uudtømmelige muligheder: det længe søgte mellemled mellem dyrene og det virkelig humane menneske - det er os!"

En anden pioner, en katolsk pater, er blevet verdenskendt for sin måde at forbinde udviklingslæren med den kristne tro. Han hed Teilhard de Chardin og var en fremragende videnskabsmand, anerkendt og beundret også af sine mere verdsligt betonede videnskabelige kolleger, selv om han som baggrund for hele evolutionen erkendte - ikke blot materiens - men åndens bevægelser. Chardin er den første inden for videnskabsmændenes egne rækker, som søger at overvinde det rent materialistiske syn på udviklingslæren som et mekanisk fænomen og det indre liv, der udvikler sig i organismerne, som noget blot sekundært. Han gik den modsatte vej og hævdede, at universet gennemgår en åndelig udvikling, at det er én udvikling, som forbinder materiens dyb med åndens tinder. Menneskene har, ifølge Chardin, fra dyreriget til deres nuværende tilstand "overskredet refleksionens tærskel", og han taler om, hvorledes næstekærligheden og intuitionen er kommende tærskler, som vil føre frem til en både individuel og kollektiv løsning på de problemer, menneskeheden slås med i dag. Hvad med hans kristendom i forhold til udviklingslæren? Han skriver i epilogen til sit store værk "Fænomenet menneske" (Jesperson og Pio 1960): "Udviklingslæren har på en måde givet nyt blod til de kristne perspektiver og forhåbninger. Men er den kristne tro til gengæld ikke forudbestemt til at redde eller endog afløse udviklingslæren?" Og her mener Chardin sandelig ikke, at kristendommen vil modsætte sig udviklingslæren, men tværtimod åndeligt bekræfte og videreføre den. I en essaysamling: "Om menneskets fremtid" (Dreyers forlag, Oslo 1964) skriver han: "I sandhed, jo mere jeg bestræber mig på med sympati og beundring at kortlægge fortidens og det svundne livs umådelige bevægelser, jo mere føler jeg mig overbevist om, at denne gigantiske udvikling, som intet kan standse, først vil nå sit endelige mål gennem kristendommens fuldbyrdelse". Denne fuldbyrdelse kalder han også "Christogenese", der faktisk betyder skabelsen og udviklingen af "Kristusbevidsthed" på jorden. Og lad mig så gå over til kosmologien, hvor "udviklingen" er den måde, hvorpå "skabelsen" foregår.

Jeg vil gerne henvise til symbol nr. 8 i første bind af LIVETS BOG med tilhørende tekst, som Martinus kalder "Livets vej - kosmiske udviklingsbaner". En væsentlig forskel mellem Darwins udviklingslære og Martinus fremstilling af udviklingen er, at Darwin fra sit fysiske, naturvidenskabelige synspunkt har den opfattelse, at alt liv på jorden har udviklet sig af hinanden, det højere af det lavere, medens Martinus, der ser på jorden som et levende væsen, skildrer, hvorledes forskellige udviklingsbaner af levende væsener føres ind over jorden i kortere eller længere perioder. Det er tiltrækningskraften fra jordens åndelige kraftfelt, der bevirker, at mikrovæsener, som jorden er på bølgelængde med, tiltrækkes som fysiske mikroorganismer i dens fysiske legeme. Og da jorden selv gennemgår en udvikling, tiltrækker den lidt efter lidt højere udviklede mikrovæsener i sin organisme. Det vil sige, at de planter, dyr og jordmennesker, der findes på kloden nu, og som tidligere har været her, ikke nødvendigvis har udviklet sig af hinanden, selv om nogle har det. Men som udviklingsprincip hævder Martinus så absolut udviklingen fra mineralrige, gennem plante- og dyrerige til det overgangsvæsen, jordmennesket repræsenterer (se også Lorenz) og videre til den tilstand, Martinus kalder "det rigtige menneskerige" og derfra til rent åndelige udviklingstrin i højere verdener. Martinus hævder også, at kristendommen som væremåde, altså kristusbevidsthed eller kosmisk bevidsthed er målet for vor udvikling her. Men hvad er midlet, det universelle middel, der bevirker, at udviklingen fra mineral til menneske og videre frem finder sted? Det er to kosmiske eller universelle love, som begge er baseret på det universelle kredsløbsprincip, nemlig reinkarnations- og karmaloven, der begge fører bevidstheds- og organismefornyelse med sig. Martinus skriver i nævnte afsnit i Livets Bog stk. 288: "Den evige udvikling vil således være at ligne ved en evigt fortsættende opadgående bevægelse, i hvilken alle levende væsener deltager, ganske uafhængigt af, om de er store eller små, rige eller fattige, sunde eller syge, forbrydere eller helgener, dyr eller mennesker osv. Alle bevæger de sig fremad og opad. Gennem umådelige variationer af forskellige former for oplevelse af livet, gennem vidt forskellige zoner og tilværelsesplaner, gennem materielle og åndelige tilstande, fra mørke og kolde kloder til varme og sollyse verdener går livets vej. Og de samlede kosmiske grundenergier gør således på basis af deres identitet som: sanseevner, legemskulturer, tilværelsesplaner, udviklings stigen og livets vej alle levende væsener til "kosmiske rejsende", for hvem de enkelte kloder er midlertidige opholdssteder og seværdigheder."