Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Vi længes nu alle her på vore hjemlige himmelstrøg efter foråret, og vore længsler er blevet forstærkede af meteorologernes optimistiske forudsigelser om, at det var "lige om hjørnet" - en god ugestid, så var det der. Hvis dette forleder os til at tage forårsfrakken på, risikerer vi en kæmpeforkølelse, i værste fald en lungebetændelse. Men selv om vi skuffes over forårets foreløbige udeblivelse, er det vel de færreste, der går hen og bliver deprimerede over det. Vi siger: "Ja, ja - solen kommer dog højere på himlen for hver dag, der går, og det er det, der tæller". Det er garantien for, at foråret virkelig kommer.

Her er vi på sikker grund, naturen går sin gang, og vi er på det rene med, at alt er lovmæssigt og i orden.

Men hvordan har det sig med "naturens gang", når vi har den helt inde på livet; når det drejer sig om én selv, ens eget liv, ens eget forhold til og vekselvirkning med omgivelserne. Har vi da den samme klippefaste overbevisning om, at alt går helt rigtigt til, at alt, hvad der hænder os, er nødvendigt og nyttigt - har vi nogen "garantier", som vi havde med hensyn til årskredsløbet og forårets komme? - Vi burde have det med kendskabet til Martinus analyser, og vi har det teoretisk, teorierne er meget "skudsikre", når det gælder andres forhold, men som regel mindre og mindre "skudsikre" jo nærmere problemerne kommer ind på livet af os selv, bliver personlige. Hvad kan mon grunden være til det? Ja, set i kosmisk belysning er svaret enkelt og kunne udtrykkes med ordet: perspektivprincippet. Vi mister let overblikket, når problemerne kommer for tæt på. Alt, hvad vi har på afstand, kan betragtes nøgternt og sagligt.

Der er desuden skrevet mange digre værker om menneskets komplicerede psyke, og psykologerne ville kunne fremføre en række grunde til menneskenes vanskeligheder, og den har selvfølgelig på det lokale plan været til megen nytte for mennesker, men vil i fremtiden drage fordel af at blive bekendt med kosmologien.

Det er i øvrigt inspirerende at iagttage, hvor stor interessen nu er på disse områder, og hvor meget forskning, der er under udvikling f.eks. for at skabe bedre arbejdsklima.

I kulturlandene er man med andre ord nået til at have det "mentale klima" som en væsentlig interesse, hvad man kan se bl.a. af tilgangen til det psykologiske studium ved universiteterne, der nærmest har været eksplosiv. Mange mennesker føler, at det er på det mentale plan, der skal forskes, hvis der skal skabes en bedre verden, og når interessen for det som nævnt er eksplosiv, kan det skyldes, dels selvopholdelsesdrift, og dels en måske ubevidst tro på menneskets muligheder - en tro på det godes sejr til sidst.

"Men denne tro, er det ikke en "luksus", man i vor tid ikke kan tillade sig at have?" vil mange desillusionerede mennesker fremføre. Har man ret meget at "bygge" denne tro på - skuffes man ikke af sine medmennesker gang på gang - og skuffer man ikke ofte sig selv? Paulus' erkendelse af, at "det gode jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, just det gør jeg", er ikke fremmed for os nu 2000 år senere. Kommer vi overhovedet ud af stedet - vil mange sige.

Ja, vi er trætte af "mørket", den mentale vinter zone, af os selv og af andre. Vi er utålmodige, men hvordan kommer vi videre? Ja, livet tvinger os ind i nye situationer, og det er samtidigt så "snedigt" indrettet, kunne man sige, at vi er omgivet af mennesker, som vi er meget åndeligt beslægtede med. Vi har et vist skæbnefællesskab med de mennesker, vi er mere eller mindre tvunget til at have med at gøre, på arbejdspladser, i familien, og i vor omgangskreds, med andre ord vor næste. I vekselvirkningen med vor næste konfronteres man ofte med sit eget tankeklima, som så, der hvor vekselvirkningen resulterer i disharmoni, til stor gavn vil blive taget op til overvejelser. Naturen har mange "kneb", hvad der åbenbart også er nødvendigt for at få det jordiske menneske ført bort fra dets nuværende specielle eksperimenterende udviklingstrin, hvor det ikke som automatfunktion indstiller sig på helheden. At eksperimenterne er nødvendige, ved vi - vi skal mættes af kriser i en sådan grad, at vi igen lærer os naturens fundamentale princip, som er: hårfint samarbejde.

Ja, Martinus henviser ofte i sine kosmiske analyser til naturen, også til årstiderne, som jo skyldes jordens aksehældning. Og forårets tøbrud kommer til os, når vore kontinenter efter at have været delvis bortdrejet fra solen, igen får sin fulde andel af solens lys. Og menneskets mentale tøbrud kommer, når dets sympatiske anlæg har nået en vis stabil styrke, som ikke kan løbes over ende af eventuelle ufærdige sider i bevidstheden. De bevidsthedsmæssige "lavtryk" (udfoldelse af de ufærdige sider) skal være under kontrol - de kan opstå på mange fronter, men takket være livets strenge skole, bliver de uafladeligt bearbejdede og bliver efterhånden neutraliseret af det sympatiske anlægs vækst på akkurat samme måde, som solens højere position på himlen om foråret neutraliserer de eventuelle meteorologiske lavtryk.

Vi bliver ikke ophidsede eller alvorligt skuffede over et uventet lavtryk på Sibiriens stepper i marts, som forsinker forårets komme. Lige så lidt grund har vi til at skuffes over vore egne eller andres mentale "lavtryk". I særdeleshed skulle vi, der har været så heldige at lære Martinus analyser at kende, derigennem have garantien for, at det mentale forår heller ikke udebliver. Her kan vi glæde os over vore stærke længsler i erkendelsen af, at længslen eller begæret efter tøbruddet er den første nødvendige forudsætning for opfyldelsen og dermed det mentale tøbruds komme.