Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Magt alene kan ikke skabe fred. Den kan kun skabe undertrykkelse, hovmod og dermed sit eget absolutte forfald. Al inhuman magt bærer i sig sin egen undergang. Enkelte mennesker såvel som stater, der opretholder deres tilværelse udelukkende på inhuman eller kærlighedsblottet magt, går uundgåeligt mod sit eget forfald. En sådan væremåde er vejen til ragnarok eller helvede. Dette ragnarok eller helvede udgør tærskelens vogtere i renkultur. Dette gælder for stater såvel som for de enkelte individer. Disse tærskelens vogtere er uundværlige og guddommelige på den måde, at de standser væsenerne i deres ødelæggende eller dødbringende undertrykkelse og selviske udnyttelse af de af deres medvæsener, de har i deres magt. Da helvedeskvalerne eller lidelserne afføder den samme evnes vækst, bliver væsenerne således igennem den nye evne efterhånden mere og mere vænnet af med at ville bygge deres liv på andres undertrykkelse og egoistisk udnyttelse af sine medvæsener, på bekostning af disses lykke, sundhed og velvære for selv at tilegne sig livets materielle goder, ja, endog indtil luksus og overflod. Alle væsener vil således før eller senere møde tærskelens vogtere, alt eftersom deres væremåde er selvisk og baseret på andres bekostning. Hvis ikke inhuman magt således førte til ragnarok eller tærskelens vogtere, ville intet som helst menneske kunne blive til "mennesket i Guds billede", således som udviklingen netop uundgåeligt fører det frem til at blive.

Det er således ikke livets mening, at menneskene skal blive ved med at leve i de ulykkelige skæbners zone. I denne zone er de kun for at lære, hvad der er godt, og hvad der er ondt, kort sagt: for at blive modtagelige for og uddannet til at kunne opleve selve løsningen på livets mysterium, dette store guddommelige og absolut virkelige eventyr. Vi er her blevet vidne til, at inhuman magt er menneskehedens svøbe. Alt er underkastet magt. Folkene lever bag våben og kender kun freden i form af væbnet våbenstilstand. Alle stater og folk er bevæbnet og stoler mere på deres våben end på Guddommen. Denne inhumane magt anvendes både overfor børn og voksne. Forældre bruger nævnte magt overfor deres børn i de situationer, hvor de "straffer" dem. Staten bruger den, når den "straffer" sine indbyggere. Alt, hvad der kommer ind under begrebet "straf", hvilket vil sige: lidelser, man påfører de væsener, man mener er strafskyldige, er overtrædelse af selve livsloven. Straf er i virkeligheden hævn, der også udløses i lidelser, man påfører den, man er fjendtlig stemt overfor. Men "straf" og "hævn" kan aldrig i nogen som helst situation manifesteres uden at være direkte virkninger af total uvidenhed. Det er overtrædelse af den evige livslov, som er udtrykt i det gamle ord: "Hævner eder ikke selv, I elskede! men giver vreden rum; thi der er skrevet: "Mig hører hævnen til, jeg vil betale, siger Herren". " Denne lov udgør altså den uskrevne evige absolutte lov for opnåelsen af et virkeligt sandt og lykkeligt liv. Det er betingelsen for opnåelsen af den kosmiske bevidsthed og dette: at blive ét med Gud eller dette: at blive til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".

LIVETS BOG VII, stk. 2437-38, side 2690.
Pris kr. 55,00.