Ældre Kosmos og Kontaktbreve

p. t. Kosmos' Feriekoloni.

Ledsaget af Foraarsvindens Sus kommer Bølge efter Bølge glidende mod Stranden. Enkelte af dem kammer over i et Brus af Skum lige inden de naar ind, hvad der set heroppe fra Husene danner et festligt Syn. Bølge efter Bølge – en Vinter gik – Time efter Time fuldbyrdedes Vinterens Studieplan, og atter venter nu Sommeren, der med sit Sollys og sin friske Vind vil give Nerverne Styrke og Kraft, saaledes at det afbrudte Studium til Efteraaret kan fortsættes – en ny "Bølgerække" begynder, et nyt Led føjes til en Kæde, der samlet udtrykker det Fundament, hvortil vort lille aandelige Fartøj ligger fortøjet.

Det var en festlig Vinter, der gik. Vender vi et Øjeblik Tankerne mod de svundne Timer, tror jeg, at de fleste vil være enige med mig i, at i hvert Fald to af denne Vinters Aftener vedblivende vil leve i de Menneskers Erindring, der oplevede dem, nemlig Mandag den 16. Marts, da det store Flag, der Pinsemorgen første Gang skal vaje over Kolonien her, blev afsløret, og saa Afslutningsaftenen den 20. April. Der var over begge disse Aftener dette ubestemmelige "Noget", man kalder "Stemning". Ikke saaledes at Vinterens øvrige Aftener har været stemningsløse, nej, men den Stemning, der herskede disse Aftener, var udover det sædvanlige, var af en saa forenende Natur, at den næppe undlod at gøre det dybeste Indtryk paa enhver af de tilstedeværende. Jeg har tidligere nævnt, at dette Arbejde har skabt sin egen "Aand", at Arbejdet paa de forskellige Hold først kan gaa helt godt, naar denne "Aand" er tilstede. Men aldrig oplever vi denne Aand i en mere koncentreret Form, end naar Martinus staar midt iblandt de Mennesker, der, med Hensyn til hans Arbejde, har forladt den passive Deltagelse, og er gaaet over til det direkte Studium i Fællesskab med Ligesindede. Det er som om han disse Aftener giver sig selv i en saadan Grad, han givetvis ikke vil kunne gøre, hvor der er Mennesker til Stede, hvis Indstilling ikke er af en helt sympatisk Karakter, og hvis Kendskab til hans Analyser er ultraelementært.

Men ogsaa Arbejdsaftenernes Stemning har i Aar været af en dybere og skønnere Karakter end tidligere. De svundne Aars Studium har nu bundfældet sig i mange af Deltagernes Sind og udløser en Væremaade af en saa lysspredende Karakter, at det er mere end mærkbart. Det er adskillige Gange hændt mig, at nye Deltagere den første Aften, de var til Stede, har sagt til mig: "Hvor er her dog rart" – et Udbrud, man kun kan lytte til med Glæde, fordi det udtrykker, at Vedkommende af de Tilstedeværende har faaet den Velkomst, Martinus ønsker skal blive enhver til Del, der udefra Livet træder ind i det Arbejde, han er kommet til at fuldbyrde.

Vinterens Hovedarbejde var Gennemgangen af "Livets Bog"s sjette Kapitel: "Fra Dyr til Menneske". For mig personlig var denne Gennemgang en Oplevelse, som ikke kan sidestilles med nogen anden, jeg har haft i mit Undervisningsarbejde, og jeg har Grund til at tro, at mine Tilhørere ogsaa har haft Udbytte af den. Med dette Kapitels Gennemgang er vi nu naaet igennem Indledningen til "Livets Bog", Forarbejdet er tilendebragt og Vejen til den fulde Forstaaelse af de store kosmiske Analyser skulde nu ligge os aaben. Jeg skriver "skulde", thi der er vist næppe Tvivl om, at vi alle uden at tage Skade deraf, godt kan kigge adskillige Gange i Indledningen endnu, før den er helt forstaaet, ja, at det efterfølgende Stof for sin fulde Forstaaelse simpelthen vil tvinge os til at gøre det.

To nye Led – begge Forsøg – føjedes i denne Vinter til Studiekresarbejdet. Det ene var enkelte Deltageres Forsøg paa, for den tilstedeværende Forsamling, at give en kortfattet Forklaring paa opgivet Symbolemne. Forsøget faldt overordentlig heldigt ud, og vil blive gentaget. Der skabes herigennem Mulighed for under meget gunstige Forhold at lade vordende Lærere dygtiggøre sig i den elementære Foredragsteknik, der maa kunnes, før den offentlige Fortolkning af disse Problemer kan finde Sted. Det næste Led – de skriftlige Opgaver – lykkedes ligeledes udmærket og vil ogsaa blive fortsat til Efteraaret. De indsendte Besvarelser, som efterhaanden udgør en anselig Bunke, vil blive besvaret og vil sandsynligvis senere blive anvendt som Studiemateriale, idet de danner et udmærket og lærerigt Billede af de forskellige Bevidstheders Vækst.

– – –

En Vinter er gaaet. Maatte nu alle de Problemer, der er blevet belyst, alle de Tanker, der er blevet født, i den tilstundende Sommer gro til og bære den Frugt, der var deres inderste Hensigt: en forandret Væremaade. Efterlader Gennemgangen af hundrede Problemer blot en mikroskopisk Vækst i den Studerendes Kærlighedslegeme, da har de ikke været gennemgaaet forgæves. Ikke alene for Videns Skyld bør denne nye sprudlende Kilde søges, men ogsaa for Kærlighedens. Thi den Viden, der er blottet for Kærlighed, gør ikke Verden lysere og lettere at leve i. Og har alle de mange Timer, vi har tilbragt sammen i Studie af Martinus' Arbejde, blot haft det til Følge, at den Enkelte i sin Betragtning af sine Medmennesker mere ser efter det gode i deres Væremaade, end efter det modsatte, ja, da har disse Timer sat en Frugt, for hvilken vi gensidig kan sige hinanden Tak!
 

Opgave Nr. 5.

Hvilket Svar vil De give paa følgende Spørgsmaal:

– Hvad mener De om Ligbrænding?
 

H. 16.

Det er vel gaaet mange, som det er gaaet mig selv, en skønne Dag bliver man af en Agent stillet overfor Spørgsmaalet – Begravelse eller Ligbrænding –. Mod den første fremføres den dyrere Bekostning, den uhyggelige Nedsænkning af Kisten i en med Vand fyldt Grav, hele Uhyggestemningen ved Marchen ud paa Kirkegaarden en sludfuld Vinterdag, hvor Regn og Kulde ofte tager saa haardt paa een, at en Forkølelse i mildeste Tilfælde er det uundgaaelige Resultat. Til Fordel for den modsatte Opfattelse fremføres den langt ringere Bekostning, det smukke Kapel, hvor Ceremonien foretages og afsluttes med den meget stemningsfulde Elevatornedsænkning af Kisten, en Form for Adskillelse, der dybt griber enhver, der har overværet den. Fra dette stemningsmættede Rum gaar enhver til sit med et ganske anderledes smukt Indtryk end forannævnte Kirkegaard var i Stand til at give. Nu maa det dog i Sandhedens Interesse siges, at ligesaa uhyggelig en Kirkegaards Begravelse kan være, ligesaa smukt kan den selvsagt ogsaa forløbe.

Jeg erindrer tydeligt en skøn Sommerdag, hvor en Begravelse, der foregik paa en højtliggende Kirkegaard, dybt greb mig. Omkring Kirken laa den lille Landsby. Saa langt Øjet rakte, saas der bugnende Marker med Høstfolk og Husdyr. En Kos Brølen – en Hunds Gøen og Høstmaskinens ensformige Sang blandede sig med Præstens Ord. Det hele laa indhyllet i Solens varmende Straaler, og alt gik op i en skøn Harmoni, der sang Livets Pris over Graven.

Den Gang Spørgsmaalet forelaa, valgte jeg Ligbrændingen, thi det centrale i disse to Processer, nemlig Liget, var jeg jo med den daværende Indstilling fuldkommen følelsesløs overfor. Det blev nærmest tænkt som en Affaldsbunke, der mest hygiejnisk kunde fjernes ved en Brænding, og dermed var den Side af Sagen ude af Verden. Et Moment, der ogsaa spillede ind i Afgørelsen, var dette, at der paa denne Maade ikke efterlodes nogen Byrde om Vedligeholdelse af Graven til nogen, en Byrde, jeg flere Gange har erfaret ikke just virker inspirerende paa Kærligheden til den afdøde, der i Dødsøjeblikket kan finde paa at afkræve Efterkommerne ret urimelige Løfter om en aarelang Bevarelse af Graven.

Lang Tid efter min Indmeldelse kom jeg en Dag til at tænke paa det fuldkommen komiske, der pludselig kan gribe en ved Tanken om at faa udleveret saadan en lille Urtepotte med en Ubetydelighed af Aske i, der skal repræsentere de jordiske Rester af en af dem, som man oplevede Livet med. Det maa virke tomt, uendeligt tomt.

Hvor langt rigere er da ikke den Form for "Begravelse" Martinus har givet os i sin vidunderskønne Artikel "Bisættelse", en Artikel man kan læse Gang paa Gang med et stimulerende Resultat, et Resultat, der forlængst fik min Udmeldelse af Ligbrændingsforeningen til Følge.

Her tales ikke om Døden, men om det med denne identiske Liv, ikke om Sorgen, men om Glæden ved Omskiftningen til den aandelige Verden med derpaa følgende Reinkarnation, hvor vi faar Evne til at opbygge et nyt fysisk Legeme, der nøje svarer til de nu indvundne Erfaringer. Her staar Korset ikke knugende tungt over Livets Ophør, men som det guddommelige Tegn paa Livets Fuldkommenhed saavel paa tværs som paa langs ad hele Livsmysteriet, som det lysende Tegn paa Guds almægtige og altomspændende Kærlighed. Her lukkes op for et Perspektiv ned i en Lilleput Verden af Liv, hvis Livsprincipper er en nøjagtig Kopi af vore egne, og netop derfor vil en Ligbrænding paa disse virke ligesaa grufuldt, ligesaa rædselsvækkende som Jordklodens Brand og Undergang vilde virke paa os.

Ved selve Bisættelsesceremonien har Martinus bibeholdt den fra Ligbrændingen brugte Elevatornedsænkning, som afsluttende Symbol. Denne foregaar ligesom nu i Kapellet, hvor Orglets Toner og Rummets Form stemmer Tanke og Sind ind paa den levende Gud.

Til Udsmykningen anvendes derimod kun levende Planter og Blomster, der sender deres Hilsen fra den guddommelige Verden ned til os, og ikke som nu, hvor vi steder Liget til Hvile i et Hav af aflivede Plantetilværelser. Over det Hele straaler Lyset fra de roligt brændende elektriske Lysekroner og Lamper. Et hvidt Klæde med Livets Hovedsymbol dækker Kisten. Tankerne kredser om, og Talen giver Udtryk for Livets evige Væren, dets Skiften fra en Tilværelsesform til en anden, Tanker, der sender den mest fuldkomne Trøst til dem eller den, der blev tilbage, efterladt i den Tomhed, som uvilkaarlig griber enhver af os ved Bortgang af en kær Hustru, Mand, Ven eller hvad det nu maatte være.

Bagefter Kistens Anbringelse i de skønne dertil indrettede Bygninger, hvor Slægt og Venner kan tilbringe en Stund i Mindernes Rige med den bortgangne.

Jeg føler denne Form for Afslutning af den fysiske Tilværelse som en fuldkommen Harmoni med det inderste i mit Væsen, det er for mig en fuldgyldig Maade at sige Tak for Samarbejdet med det Legeme, det Værktøj, hvori min fysiske Tilværelse har formet sig. Jeg kan daarlig slutte uden at citere Slutningen af Bisættelsesartiklen, der aander sin Fred udover "Gravene".

"Men over de mørke Ødemarker lyser og funkler Fællesmausoleernes hvide Taarne og Kupler mod Himlen som et Monument for Kærligheden, Fredens Engel er gaaet hen over Verden. Og hvor den har gaaet, er "Døden" ikke mere, "ej heller Skrig eller Pine"".
 

H. 17.

Efterhaanden, som man gennem Aandsvidenskaben lærer mere og mere, maa ens Tilslutning til forskellige Problemer være afhængig af, om de Virkninger, man der bliver medansvarlige for, bliver af en lys og lykkebringende Natur. Saaledes ogsaa med Ligbrænding. Den økonomiske Side vil vi se helt bort fra, men derimod er det jo den gængse Opfattelse, at denne Destruktionsproces er en heldig Foranstaltning, som er absolut anbefalelsesværdig, da den er befordrende for Hygiejne og derved er en underminerende Faktor i Sygdomsudbredelse.

Men Spørgsmaalet kan ogsaa ses fra en anden Side. Man kan f. Eks. spørge: "Er det at brænde et afsjælet Legeme en Foranstaltning, som vi kan paavise Sidestykke til i Naturen"? Vi ved, at alt i Naturen er hensigtsmæssig, at alt der arbejder efter den absolutte Logiks Fuldkommenhed, og hvis vi kan finde en i Naturen gældende Lov, hvorefter udtjente Organismer – det være sig af Planter eller Dyr – opløses ved Ild, ja, saa er der et godt Grundlag for et Forsvar for Ligbrændingsideen. Hvis det derimod ikke er Tilfældet, er der den største Sandsynlighed for, at det er den menneskelige Ræsonneringsevne, der er af en for primitiv Natur, saa at de Individer, der forsvarer en saadan Fremgangsmaade, slet ikke kan faa deres Argumenter i dette Spørgsmaal til at være i Harmoni med den altgennemtrængende Logik, der behersker Verdensaltet, faa den til at vibrere i Kontakt med den Kærlighed og Visdom, der udtrykt i "Elsker hverandre" er det Fundament, den Grundtone, hvorpaa al Tilværelse hviler, hvori al Oplevelse bliver til.

Nu er det imidlertid umuligt indenfor det organiske Livs Kredsløb at iagttage en lovmæssig Form for Ligbrænding, og et Øjebliks Eftertanke vil hurtigt overbevise et tænkende Væsen om det uhensigtsmæssige i en Fremgangsmaade, der, hvis den blev bragt til fuld Udfoldelse, vilde bringe alt organisk Liv til Ophør.

Men der vil stadig blive indvendt, at indenfor et enkelt lokalt Felt i det organiske Kredsløb, f. Eks. hos Mennesket, vil den Intelligens disse Individer er i Besiddelse af være af en saa stærkt regulerende Faktor, at Menneskeheden vil have det i sin Magt at begrænse Ligbrænding til kun at omfatte Menneskelegemer – saa den ovenfor omtalte Konsekvens kun eksisterer som en tænkt Forestilling – og at en saadan Foranstaltning vilde være af hensigtsmæssig Art særlig i Tilfælde af stærk Dødelighed under Epidemier og lignende.

For at gendrive det af en mangelfuld Intelligens saaledes opstillede Forsvar for Ligbrænding maa man være i Besiddelse af en Indsigt i og et Overblik over Tilværelsens Love – vor egen Organismes virkelige Identitet – som det almindelige Menneske slet ikke er i Besiddelse af. Den eneste virkelige Afklaring af dette Problem kan kun opnaas ved at studere "Livets Bog" og Martinus Artikel om "Bisættelse".

Og gennem dette Studium gaar den Definition, som Martinus giver af en Organisme efterhaanden op for en. "En Organisme er udgørende en Kombination af Betingelser, der tilsammen danner Skuepladsen for umaadelige Hærskarer af levende Mikrovæsener af indbyrdes vidt forskellig Natur, Fremtræden og Former for Oplevelse af Livet". Gennem en umaadelig stærk Fremhævelse af vor Pligt til ogsaa over for vore Mikroindivider at opfylde det femte Bud, aabnes der her en ny Side af Livets vidunderlige Mysterium, der vises os de ny Krav, hvis Opfyldelse er det nødvendige Adgangskort til det af os eftertragtede Maal af Frigjorthed og Lykke, som vi alle higer efter. Gennem denne kraftfulde Tale aabnes vor Forstaaelse for, at der bag den umaadelige Hærskare af Organer og Geller, som vort Legeme bestaar af, eksisterer et tilsvarende Antal Bevidstheder, som ogsaa er vor "Næste", og vi indser, at den øjeblikkelige Ubrugelighedstilstand, der fra vort Synspunkt indtræder med vort Legeme, naar ens Bevidsthed forlader det, slet ikke er gældende for Mikroindividerne, idet Makrojegets Udtræden ikke erkendes eller opfattes af disse smaa Væsener og heller ikke har nogen øjeblikkelig Indflydelse paa deres Tilværelse. For nogle af dem er et helt langt Liv, hvad en Dag er for os, og man vil derefter let kunne indse, at et Lig en vis Tid indebærer Muligheder nok for Myriader af Mikroindividers normale Livsførelse – ja endog for Tusinder og atter Tusinders Fødsel – Opvækst – Alderdom og Død alt under samme Forhold som, hvis Menneskeheden gik en ny Istid i Møde, hvor Isen langsomt, gennem Aarhundreder vilde bane sig Vej fra Polaromraaderne og mod Ækvator. De forskellige Generationer vilde have god Tid til at indrette sig under den ny Tingenes Tilstand, det hele vilde gaa saa umærkeligt, at man kun gennem de forrige Slægtleds Fortællen og gennem videnskabelige Fund vilde have Opfattelse af, at Forholdene i tidligere Tider havde været anderledes.

Principielt er der altsaa ikke noget i Vejen for, at Menneskeheden i Dag lever sit Liv paa en død Klode. Et almindeligt Menneske vil ikke kunne afgøre, om vor Jord er levende eller død. Nu ved vi gennem Martinus, at vor Jord er levende, at vor Kultur derfor er under Udvikling, hvorimod Kulturen paa en død Klode altid har passeret Kulminationspunktet. Men vi kan nu fatte den Rædsel, det Helvede, der vilde opstaa, om en saadan hendøende Kultur, som normalt skulde have lange Tidsrum til helt at forsvinde, skulde udslettes paa kort Tid gennem en saa kvalfuld Lidelsesproces som en Ligbrænding er. Svaret paa, hvorledes man stiller sig til Spørgsmaalet om Ligbrænding, maa derfor blive, at man af al Magt tager Afstand derfra.

Vore forladte Legemer vil altsaa eksistere i Maaneder og Aar som en Kombination af Livsbetingelser for Væsener, for hvem de samme Tidsrum opfattes som Aartier og Tidsaldre, og dersom vi paa nogen Maade kan være medvirkende til at finde Bisættelsesformer, som er stimulerende for en naturlig Formindskelse, en ganske langsom Fortynding af Muligheder for fortsat Bevidsthedsudfoldelse uden brutale Indgreb af Ild, Balsamering eller som ved det nuværende System gennem Forraadnelse, vil vi derved være medvirkende til Skabelsen af lys- og lykkebringende Tilstande for Væsener – ganske vist af en anden Art end os selv, men alligevel Væsener, hvis Lidelser var vore Lidelser, hvis Glæder var vore Glæder – Væsener som har været en Del af os selv, og hvis Velfærd vi ikke kan være ligegyldig over for.

Den nuværende Begravelsesmetode, hvor Liget hensættes i Jorden udsat for voldsomme Angreb af Hærskarer af Forraadnelsesbakterier er en altfor voldsom Nedbrydning af den høje Form for Tilværelse, som paa mange Omraader hersker i et Menneskes Mikroverden. Det vilde i Princippet svare til, at en Klode som Jorden vilde blive oversvømmet af en hel Mængde lavtstaaende Dyr, med Legemsformer af Udseende værre end vore værste Rovdyrs og med en Ødelæggelsestrang og Grumhed, som vi næsten ikke kan forestille os. Ved en Begravelsesform, hvor Organerne bliver angrebet af Myriader af Forraadnelsesbakterier, forøger man Muligheden for Inkarnation af flere og flere Væsener af en rædselsvækkende og mørk Karakter paa Bekostning af de tidligere Former. Det, det gælder om, er at finde en Metode, der begunstiger en gradvis aftagende Inkarnation af Mængden af Organismer, hvis Former og Oplevelser ogsaa gradvis bliver af mere og mere primitiv Natur.

Martinus anviser den ny Bisættelsesform, der i den fremtidige Verdensstat vil komme til at afløse den nuværende, hvor Organismen vil blive anbragt i en lufttæt Kiste, der udelukker Mulighed for Forraadnelse, men hvor Stoffet opløses og gaar bort i Straaleform, hvorefter de mineralske Bestanddele, som efter en Aarrækkes Forløb er det eneste, der er tilbage, vil blive begravet paa en betryggende Maade.

Denne lange Opbevaren maa medføre Opførelsen af Bygninger egnede til dette Formaal. Da det frigjorte Jeg midlertidig vil bevare en vis Tilknytning til sit tidligere Legeme, der gennem et langt Liv var dets lydige Tjener, vil disse Mausoleer blive anbragt i Ødemarker, der heller ikke egner sig til noget andet, og hvor Stilheden netop vil være befordrende for dette Formaal. Og denne Bisættelsesmaade vil for det diskarnerede Væsen afføde en Salighedsfornemmelse – en Fritagelse for de Lidelser, som ellers vilde være en Følge af, at det havde Kendskab til, at dets Legemes Mikroindivider var udsat for Angreb af lavere Naturer.

Men der vil vel ogsaa blive rejst Indvendinger mod en saadan Tankes Realisation. Man vil vel sige, at det bliver for kostbart, at det vil være umuligt at skaffe Plads, og at det vil være alt for besværligt for ikke at sige umuligt for den afdødes Paarørende at besøge saadanne Steder.

Men her maa man betænke, at den ny Samfundsorden, som vil være en Følge af den Lidelsesperiode, Verden er i Færd med at opleve, netop vil begunstige en saadan Form for Bisættelse. Der skal ikke betales Overpris hverken for Jord eller Bygninger – ja, Jorden kan slet ikke koste noget, og Bygningerne bliver rejst for en Værdi, der svarer nøje til Arbejdsydelsen, – og det ny Samfunds Mennesker vil have Tid nok til at besøge et Mausoleum, selv om det ligger hundrede Kilometer borte – Arbejdsdagen bliver jo betydelig kortere, og enhver har uhindret Adgang til Verdensstatens Trafikmidler.

Det maa da ogsaa være en Vinding, at de store Kirkegaarde bliver fjernet fra Byerne. Den Fred, der hvilede over disse Steder, vil blive i høj Grad forøget ved at lægge Mausoleerne langt borte fra Byernes Larm ud i store mennesketomme Egne af vor Jord, hvor Naturforholdene er af en saadan Karakter, at de modarbejder det organiske Livs Udfoldelse.

Hvilken Følelse af Fred vil ikke bemægtige sig ethvert Individ, som nærmer sig et saadant Sted – ved at træde ind i en stor skøn Hal befriet for al den Uhygge, der ellers klæber ved vore nuværende Ligkapeller og Kirkegaarde, løftes de besøgende ind i Stemning – ikke af sorgfuld og tyngende Natur, men Tanken bliver uvilkaarlig vendt mod det storladne ved Døden – ved Bevidstheden om, at denne kun er en Port ind til en ny Verden, hvor Jeget vil møde skønnere Oplevelser, end vi i vor nuværende Tilstand kan fatte.

Og alt, hvad der kan befordre den Art af Tankeklimaer, vil blive benyttet. Hallernes Dimensioner vil blive mægtige med høje opadstræbende Hvælvinger, alt udført af de skønneste og mest uforgængelige Materialer. I reollignende Nicher vil Sarkofagerne være opstillede omgivet af Skulpturer og kunstnerisk udførte Symboler, udtrykkende Tilværelsens mangfoldige Sider. Alle Foranstaltninger, som kan virke beroligende-skøntvirkende, vil blive udført. Temperatur og Fugtighedsgrad vil være nøje afpasset efter Velbefindendet, Lysvirkninger, Størrelsesforhold og Linievirkning vil være af behagelig Art for Øjet. Luften ren og nydelsesrig at indaande.

Selve Bygningernes Størrelse og Antal er heller ikke saa overvældende, saa det kan være nogen berettiget Indvending mod Planens Udførelse. Ja selv efter vore nuværende Forhold er den Kapital, der er bundet i de mægtige Arealer, som Landets Begravelsesvæsen som Helhed raader over, og de Summer, der bruges til den aarlige Drift, samt de Udgifter, der skal udredes ved hvert Dødsfald, saa enorme, at den ny Form for Bisættelse, som Martinus ønsker, vilde blive af langt billigere Karakter.

I et Land af Danmarks Størrelse sker der omkring 40,000 Dødsfald om Aaret, og da hver Begravelse koster adskillige hundrede Kroner, kan enhver selv let regne ud, at der her er Tale om Millionbeløb.

Naar man samtidig betænker, at der ved den ny Form for Bisættelse ikke skal være Plads til Blomsterbede eller Henlæggelse af afskaarne Blomster ved hver enkelt Kiste, og at Navne og Aarstal skal være anbragt paa Kisterne, forstaar man, at disse kan anbringes ovenpaa og ved Siden af hverandre, hvorved Kravet til Plads bliver stærkt formindsket. For at give Begreb om den Plads, der skal til, viser en simpel Udregning, at en Bygning paa Størrelse med "Forum" i København vilde, hvis den blev udnyttet otte Meter i Højden, kunne rumme alle de afsjælede Legemer, der vilde fremkomme i Danmark gennem 25 Aar, hvilket Tidsrum antageligt vilde være tilstrækkeligt til en Udskillelse af alle organiske Dele. Det ses altsaa, at selv om man regner med meget rigelige Pladsforhold, vil Bygningen af fire Kæmpemausoleer være rigelig for et Land som vort.

Nu er det en given Sag, at der først maa skabes en ny Bevidsthedsindstilling i Befolkningen, før man kan gøre sig Haab om at se disse Ønsker opfyldt. – Men der findes i Dag allerede mange Mennesker, for hvem en Løsning af dette Problem er af stor Betydning, og som gerne vilde praktisere den af Martinus fremsatte Form for Bisættelse, hvis det ikke var for uoverkommeligt for den enkelte at løse en saadan Opgave. Her er derfor maaske en Opgave, hvis Løsning gennem en Fællesoptræden vilde vise sig berettiget, hvorved interesserede gennem en Sammenslutning kunde være banebrydende til Gavn for dem selv og gennem deres Handling rejse et synligt Vartegn midt i det gamle – visende en ny Tids Morgenrøde.

(Fortsat).

465)  Hvad repræsenterer en "Erindring"?
En hvilken som helst Erindring repræsenterer en særlig Energikombination eller "Aandsgenstand", overfor hvilket Hukommelseslegemet, alt eftersom det bliver udviklet, mere eller mindre reagerer.

466)  Hvilken Konklusion kan man uddrage heraf?
Den, at da en "Erindring" jo er utilgængelig for fysisk Sansning, idet den hverken kan høres med fysiske Øren, ses med fysiske Øjne etc., bliver vi her paany Vidne til, at Jordmennesket indtil en vis Grad allerede lever i en – aandelig Verden. 
 

467)  Hvor møder vi det almindelige Jordmenneskes Hukommelseslegemes yderste Sanseperiferi?
I dets Evne til at erindre de Oplevelser, det havde i sine allerførste Leveaar.

468)  Hvilken Overtro har denne Tilstand affødt?
Den har affødt den Overtro, at fordi Hukommelseslegemets yderste Sansehorisont befandt sig indenfor dets nuværende lokale Liv, saa maa dets hele Tilværelse være begyndt med dette lokale Livs Begyndelse, idet det almindelige Menneske ikke er i Stand til i den fysiske Dagsbevidsthed at gøre sig bevidst i nogen som helst Erindring fra dets forudgaaende Tilværelser eller lokale Liv. (Det maa her bemærkes, at Individet, naar det i den aandelige Tilværelse, som det oplever mellem sine fysiske Liv, passerer det Tilværelsesplan, i hvilken den sjette Grundenergi, der netop er identisk med "Hukommelsesenergien" er den herskende, gennem sit Hukommelseslegeme reagerer overfor Erindringer af Oplevelser, der fortaber sig tilbage i to eller tre nærmest forudgaaende Liv. Dette vil, overført til fysisk Tid, sige Oplevelser indtil nogle faa Aarhundreder tilbage i Tiden. Men disse Erindringsoplevelser kan heldigvis ikke overføres til det fysiske Plans lavere Zoners Former for Dagsbevidsthed, og vil derfor fortabe sig med de paagældende Individers begyndende Sanseevne paa det fysiske Plan i hvert nyt lokalt Liv, netop til Fordel for de nye fysiske Oplevelsers Erindringers uhindrede Bearbejdelse til Erfaringsmateriale. (Disse Analyser vil senere blive behandlet i Livets Bog.))
 

469)  Af hvilket Materiale bestaar det jordiske Menneskes Erindringsmateriale hovedsageligt?
Da Jordmennesket hører til Dyreriget, dets Natur og Karakter har været Befordringen af "det dræbende Princip", vil dets Erindringsmateriale i tilsvarende Grad være Mord-, Drabs-, Kamp- og Lidelseserindringer.

470)  Hvad sker der, naar dets Erindringsmateriale har udløst sin Mission ved Individets Karakterudvikling?
Saa gennemgaar de en Aandsproces, efter hvilken de fremtræder som Kopier af deres oprindelige Tilstand, men med den Forskel, at medens de i nævnte Tilstand fremtraadte som Lidelses- eller Tyngdeerindringer, fremtræder de efter Forandringen som fuldstændige Kopier af disse, men opbygget i Kærlighedsmaterie.

471)  Hvad vil dette – overført til en fysisk Lignelse – sige?
Dette vil – i en fysisk Lignelse – sige, at de nævnte Erindringer fra at fremtræde som "Jernbilleder" bliver omskabt til at fremtræde i ædlere Metaller, f. Eks. "Guld". Alle Erindringer, selvom de er nok saa mørke og uhyggelige, vil saaledes, efterhaanden som de har udfyldt deres Mission i Individets Bevidsthed, efterlade sig Kopier i Kærlighedsmaterie, der jo udgør den aandelige Verdens ædleste "Metal", eller "Guld".

472)  Hvorledes oplever vi her i den fysiske Verden denne Forvandlingsproces?
Vi oplever den paa den Maade, at hver eneste Gang vi kommer paa tilstrækkelig Afstand af en mørk og uhyggelig Begivenhed, netop bliver Vidne til, at denne Begivenheds tidligere saa skarpe Konturer langsomt mildnes, saa at den sluttelig glider ind i vor Bevidsthedsliv som Lys, som Led i den Erfaringskæde, der netop betinger vor stedse voksende Forstaaelse af, at Livet, med Hensyn til os selv, følger Baner, der tilsigter vor egen absolutte Lykke.

473)  Med hvilket Ordsprog bekræfter vi, at denne Forvandling af vort mørke Erfaringsmateriale netop finder Sted?
Med Ordsproget: "Tiden læger alle Saar".

474)  Hvilken betydningsfuld Realitet virker denne Forvandlingsproces befordrende for?
For enhver Form for Forsoning og Tilgivelse af begaaet Uret.
Hvad bliver Hovedresultatet af denne Forvandlingsproces?
Da Individets Erindringsmateriale fra fortidige Tilværelser forlængst er blevet omdannet til Guldformationer, og dets indre Verden hovedsageligt bestaar af nævnte Erindringsmateriale, vil denne Verden saaledes være identisk med hele dets eget evige Livspanorama med alle dets fortidige Handlinger og Oplevelser kopieret eller fremtrædende i uforgængelig Kærlighedsmateriale eller den aandelige Verdens Guldmateriale.

475)  Hvorfor har Martinus givet den Zone, i hvilken Hukommelsesenergien bærer Bevidstheden, Navnet "Salighedsriget"?
Da alle Erindringer af Oplevelser i Individets indre Verden kommer til at fremtræde i guddommelig Glans, og denne Glans igen fornemmes eller opleves af Individet som "Salighed", har Martinus givet Individernes samlede "indre Verdener" Navnet "Salighedsriget". Disse indre Verdener udgør tilsammen et Tilværelsesplan, som har sin Udfoldelseszone umiddelbart efter "Den guddommelige Verden" i Udviklingsspiralen.
 

476)  Hvad kan man ligne Individets indre Verden ved?
Individets indre Verden kan lignes ved et Arkiv, i hvilket alle Detailler i dets fortidige Evighedspanorama er opbevaret og fremtræder i Form af Kærlighedskopier.

477)  Hvornaar vil Individet kunne opleve denne "indre Verden" bevidst?
Naar dets Hukommelseslegeme bliver tilstrækkeligt udviklet, hvilket sker i "Salighedsriget" eller det fjerde Tilværelsesplan efter Jordmenneskets nuværende Udviklingszone eller Dyreriget.

478)  Hvad vil det at kunne opleve "Guldkopierne" af Detaillerne i sit eget evige Livspanorama være identisk med?
Det vil være det samme som at kunne erindre eller huske tilbage i "Verdensaltets Historie", idet ethvert levende Væsen jo netop udgør en af de evige Enheder, hvoraf Verdensaltet bestaar, og har saaledes været med i hele Verdensaltets Skæbne eller evige Eksistens. 
 

479)  I hvor meget af sin "indre Verden" er det jordiske Menneske bevidst?
I Kraft af Hukommelseslegemets primitive Tilstand i Jordmenneskets Dagsbevidsthed, er det jordiske Menneske kun bevidst i en Brøkdel af dets nuværende lokale Liv, der igen kun udgør en uendelig lille og mikroskopisk Del af den indre Verden, der aabenbarer sig for det i Salighedsrigets Kulminationszone.

480)  Er dette ensbetydende med, at det jordiske Menneske er afskaaret fra at kunne anvende sine "Guldkopier" indtil det naar denne Zone?
Nej, saasnart det jordiske Menneske naar saa vidt, at dets Intuitionslegemskerne begynder at fungere, vil det begynde at kunne anvende sine Guldkopier, men denne Anvendelse giver da ikke en bevidst Erindring om, men en Oplevelse af, Evigheden. Denne Oplevelse er identisk med det kosmiske Klarsyn og har sin Kulmination i den guddommelig Verden.

481)  Hvilken principiel Forskel bliver der imellem et Væsens Oplevelse af Guldkopierne igennem Hukommelseslegemet og igennem Intuitionslegemet?
Der bliver den principielle Forskel, at medens Oplevelsen af Guldkopier igennem Hukommelseslegemet er identisk med en "Erindring", saa er Oplevelsen af Guldkopierne igennem Intuitionslegemet identisk med en "Nyoplevelse".

482)  Hvad er Erindringsevnen i Modsætning til Intuitionsevnen identisk med?
Medens Intuitionsevnen udgør en Slags højeste Synsevne, saa udgør Erindringsevnen en Slags højeste Føleevne. (Paavis her Forskellen mellem den Oplevelse af "Følelse" vi har igennem vort fysiske Syn, og den vi har igennem vort "Nervesystem". Medens den førstnævnte tillader os at opleve – føle – uorganiske og mineralske Stoffer, saa kan man med det sidstnævnte kun opleve sit Legems organiske Bestanddele, dog kun de Dele, der er gennemtrængt af Nerver. Vi er saaledes direkte bevidst i vore organiske Dele i vort fysiske Legeme, idet de er gennemtrængt af vore Nerver, hvorimod vi kun er indirekte bevidst i vore Negle, og vort Haar, idet disse Realiteter er af mineralsk Natur, og derfor utilgængelige for vort Nervesystem.)

483)  Hvilken Lighed eksisterer der mellem Individets Oplevelse af "Synet" igennem Øjet og igennem "Nerverne" og mellem Individets Oplevelse af Guldkopierne igennem Hukommelses- og igennem Intuitionslegemet?
Paa samme Maade som Individet igennem sit fysiske Syn "ser" Reaktionen mellem Lyset og den Genstand det iagttager, og kun igennem dette "Syn" bliver bevidst i Genstandens Eksistens, paa samme Maade oplever man Guldkopierne igennem Intutitionslegemet, altsaa en indirekte Følelsesoplevelse, hvorimod Reaktionen mellem Hukommelseslegemet og Guldkopierne af Individet opleves paa samme Maade som Organerne opleves igennem vort Nervesystem, altsaa en direkte Følelsesoplevelse. Intuitionens repræsenterer saaledes Synets Love og har derfor faaet Navnet "Kosmisk Klarsyn".

484)  Hvad er Aarsagen til, at denne Hukommelsesoplevelse er smertefri?
Da Tyngdeenergien i den Zone, hvor Hukommelsesoplevelserne kulminerer, er latent, vil "Reaktionen" mellem Hukommelseslegemet og Guldkopierne aldrig kunne fornemmes som Lidelse eller Smerte, men vil altid, i Kraft af, at Guldkopiernes Stof er Kærlighedsmateriale, opleves som identisk med den højeste Oplevelse af Fryd, hvilket igen er det samme som "Salighed".
 

485)  Er det levende Væsen i Stand til at opleve andre end sine egne "Guldkopier med sit Hukommelseslegeme?
Nej, paa samme Maade som man med sit Følelseslegeme ikke direkte kan føle længere end til Omraader, hvor Nervetraadene udstrækker sig, og derfor ikke kan føle de fysiske Smerter i Medvæsenernes Legemer, saaledes kan man med Hukommelseslegemet heller ikke føle Medvæsenernes Guldkopier eller Erindringsmateriale.

486)  Kan Billedet fra det fysiske Syn ogsaa overføres paa Intuitionssynet, hvor det drejer sig om andres Guldkopier?
Ja, paa samme Maade som man med det fysiske Syn er i Stand til at se andres fysiske Legemer, paa samme Maade kan man med Intuitionssynet se andre Guldkopier end sine egne.

487)  Hvilken Oplevelse af Evigheden faar Individet henholdsvis igennem Intuitionen og Hukommelsen?
Igennem Intuitionslegemet eller det kosmiske Klarsyn oplever Individet Evigheden i Form af "Syn", medens Hukommelses- eller Salighedslegemet giver Individet den samme Oplevelse, men i Form af direkte Følelse.
 

488)  Hvorfor er det jordiske Menneskes Intuitionssyn saa svagt som Tilfældet er?
Da Jordmenneskets Intuitionslegeme endnu kun er udgørende en ganske lille svag Fosterkerne og er inkarneret i det lidt mere fremskredne Intelligenslegemsfoster paa samme Maade som dette igen er inkarneret i det endnu mere fremskredne Følelseslegemsfoster, der i Jordmenneskets fysiske Liv er inkarneret i Tyngdelegemet eller i det fysiske Legeme, der forlængst er blevet Jordmenneskets fundamentale Bærelegeme for Bevidstheden, hvilket vil sige, at det i dette har sin fundamentale Dagsbevidsthed, bliver Intuitionssynet af tilsvarende spæd Natur og som allerede nævnt, udenfor samme Væsens Villiekontrol og forekommer paa en Maade automatisk, naar dets Intelligens- og Følelsesfunktion udløses i ren Kærlighed. Intuitionslegemskernen kommer da i Funktion, og det paagældende Individ "ser" ind i "Verdensaltets Historie".

489)  Hvad betinger dette "Syn"s Dybtgaaenhed?
Da det jordiske Menneske – i Kraft af sit spæde Intuitionslegeme – kun er i Stand til at opleve Intuitionssynet i korte Brudstykker, afhænger det af Individets aandelige Kvalitet, d. v. s. hvor udrenset dets Bevidsthed er, hvor dybtgaaende dets Intuitionsoplevelse bliver.
 

490)  Hvad er en "Guldkopi" identisk med?
Da Guldkopierne udgør den Essens, der bliver tilbage, naar en Oplevelse har udspillet sin Rolle som erfaringsgivende, og den af samme Erfaring efterladte Erindring er blevet udrenset, saaledes at den virkelige Kerne, hvilket vil sige Facittet i samme Erindring, er blevet blottet, vil enhver Guldkopi saaledes eksistere som identisk med Facittet af den Handlings dybeste Aarsag eller Ide, der affødte Erfaringer. Alle eksisterende aandelige Guldkopier vil saaledes eksistere som Facitter.

491)  Hvorved afviger det kosmiske Klarsyn fra det fysiske Syn?
Det kosmiske Klarsyn afviger fra det fysiske Syn, der jo kun udgør en Evne til at "se Manifestationer" ved at være identisk med en Evne til at "se Manifestationers Facitter". Med Intuitionen eller det kosmiske Syn "ser" man saaledes ikke Genstandene, men de i Genstandene inkarnerede Idéer og Aarsager.

492)  Hvilken Proces maa disse Facitter eller Ideer gennemgaa for at Tyngdelegemet kan blive i Stand til at reagere overfor dem?
Da Jordmenneskets Dagsbevidsthed befinder sig paa det fysiske Plan eller bæres af Tyngdelegemet, maa disse Ideer transformeres ned til en Form, overfor hvilken Tyngdelegemet "kan reagere, idet Individet jo kun har Evne til i vaagen Tilstand at opleve en saadan Reaktion. Guldkopierne eller Facitterne bliver derfor gennem nævnte Transformation iklædt Intelligens- og Følelsesmateriale af en saadan Art, at den faar Individets Intelligenslegeme til at reagere.

493)  Er det jordiske Menneske bevidst i denne Reaktion?
Ja, den hører nemlig ind under dets Tankefunktion. Gennem Hjerne og Nervesystemet forplantes denne Funktion videre til dets Dagsbevidsthed eller til dets bevidste Kundskab. Men paa Grund af dets Intuitions- og Hukommelseslegemes primitive Tilstand er det altsaa endnu ikke bevidst i denne Nedtransformation og er dermed saaledes ogsaa udelukket fra at være bevidst i sine Guldkopier, før de fremtræder iklædt Tankematerie, hvilket vil sige, naar Nedtransformationen er til Ende, og de paagældende Guldkopier fremtræder som Tanker.
 

494)  Hvilken Forskel bliver der mellem den i Form af "Intuitionen" fremtrædende Tankeproces og Jordmenneskets fundamentale Tankeproces?
Medens Jordmenneskets fundamentale Tankeproces, der jo frembringes af Reaktioner fra den materielle eller fysiske Verden, der gennem Følelse og Intelligens bringes frem til at blive til Tanker, saa stammer den fra Intuitionen fremtrædende Tankeproces, der udløser sig som færdige Tankebilleder, derimod ikke fra den fysiske Verden, men derimod fra selve "Den guddommelige Verden". Det fremskredne Jordmenneske kan saaledes foruden at opleve Tanker "Nedenfra" ogsaa opleve Tanker "Ovenfra".

495)  Hvilken af disse to Former for Tankeoplevelse er den fundamentale for det jordiske Menneske?
Medens Tankeoplevelsen "Nedenfra" udgør den fundamentale Form for Oplevelse af Tilværelse i det vaagne fysiske Liv, saa udgør Tankeoplevelsen "Ovenfra" derimod først en fundamental Livsform, naar Individet har passeret den store Fødsel. For Jordmenneskets Vedkommende er Tankeoplevelsen "Nedenfra" altsaa den fundamentale, medens Tankeoplevelsen "Ovenfra" endnu kun er meget elementær og kun som smaa Glimt kan komme til Udløsning hos mere fremskredne Individer.

496)  Paa hvilken af disse Tankeprocesser er den jordiske Videnskab baseret?
Da Tankeprocessen "Ovenfra" endnu er primitiv hos Jordmenneskeheden, medens Tankeprocessen "Nedenfra" derimod er fundamental eller kulminerende, er den jordiske Videnskab endnu kun baseret paa denne og kan derfor ikke, som vi senere vil faa belyst, blive noget fundamentalt Udtryk for Verdensaltets Analyser eller "Den evige Sandhed" længere end netop til Omraadet for Tankeprocessen "Nedenfra". Først naar den i samme Maalestok bliver i Stand til at udnytte og repræsentere Tankeprocessen "Ovenfra", som den nu kan betjene sig af Tankeprocessen "Nedenfra" udgør den ikke mere den aandelige Verdens Periferi, men dens Centrum.