Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Dansk mejeribrug berømmes med rette for sit høje stade. Der vogtes på mejerierne nidkært over mælkens og smørrets naturlige kvalitet, og der drives ikke fusk med »kemiske« tilsætninger. (Engang tilsattes smørret den kræftfremkaldende anilinfarve, men det er et tilbagelagt stadium; det blev ændret efter et krav fra importlandene. Og om det taler vi ikke i dag – visse ostetyper står ikke for de strengeste krav om kemikaliefrihed – vi holder os til mælk og smør).

Men verdens dygtigste mejerist kan ikke lave højeste kvalitet i smør og konsummælk, hvis ikke kvaliteten i forvejen er til stede i den mælk, mejerierne modtager. Og mælkens kvalitet afhænger af køerne. Køerne selv gør utvivlsomt altid deres bedste, men også de er undergivet den lov, at de ikke kan levere gode produkter af dårlige råvarer, hvilket igen vil sige, at mælkens kvalitet er afhængig af foderets, og sorteper er herved givet videre til landmanden, som fodrer køerne. I landbruget fjerner man sig mere og mere fra selvforsyningsidealet, som i alle tilfælde sundhedsmæssigt løste mange problemer, og er i fodringen stærkt afhængig af tilkøbte industrialiserede fodermidler, til køerne først og fremmest store mængder kraftfoder. Hermed har sorteper forvildet sig ind i forretningsverdenens labyrinter, og kapitalstærke firmaer søger at lave kraftfoderblandinger, som det kan betale sig at sælge til landmanden, der giver dem til sine køer, som leverer mælk til mejerierne, der leverer mælk og smør til konsumenterne. Men de kraftfoderblandinger, som det kan betale sig at fabrikere, er nødvendigvis dem, der sluttelig giver den højeste ernæringskvalitet i mælken og smørret. Det er blevet almindeligt nu at tilsætte kraftfoderet Teknisk fedt, d.v.s. fedt fra destruktionsanstalterne, der udvindes af slagteriaffald og selvdøde dyr. For at forstå, hvad dette kan betyde for ernæringskvaliteterne, må vi først betragte et lille kapitel af ernæringsfysiologien. Det kræver lidt anstrengelse, men hvis man ikke sætter sig ordentligt ind i de problemer, man ønsker at tale med om og tage stilling til, bliver ens anskuelse om sagen blot værdiløs dilettantisme og et let bytte for latterliggørelse. Mangen god sag er blevet hæmmet af dens forkæmperes mangel på elementær viden om det, de kæmpede for.

Når vi forenkler ernæringsfysiologien til at omfatte omsætningen af protein, kulhydrat og fedt – hvilket er berettiget ved behandlingen af det foreliggende emne – da gælder følgende:

Protein – i foderet til husdyrene og i føden til mennesker – er grundlag for proteindannelsen i organismen, d.v.s. dannelsen af kroppens muskler m.m. og af mælkeprotein. Den dannede protein er en fuldstændig nydannelse, en total forvandling af den fortærede protein, der i sin oprindelige skikkelse ikke i mindste måde aflejres i organismen.

Foderets og fødens kulhydrater er stivelse og sukker. Sukkeret er opløseligt, stivelsen uopløselig, men omdannes under fordøjelsen til sukker. Kulhydraterne er grundlaget for, at organismen kan udvikle varme, arbejde, bevægelse. Optagne kulhydrater, udover hvad der bruges til arbejdet og varmedannelsen, omdannes stort set til fedt, som aflejrer sig forskellige steder i organismen. Hver dyreart danner sin specielle fedtform, der navnlig er karakteristisk ved en for arten ganske bestemt konsistens, d.v.s. hårdhed – eller blødhed, om man vil. Havdyrenes fedt er i reglen meget blødt, nærmest olie; gåsefedt er også blødt, svinefedt fastere, og oksefedt, hvad enten det aflejres i kroppen som talg eller findes i en emulgeret form i mælken og smørret, er meget fast. Dette vil f.eks. sige, at når kartofler, der er næsten ren kulhydrat, ædes af gæs, bliver de til blødt gåsefedt; ædes de af svin, bliver de til det væsentligt fastere svinefedt, og ædes de af køer, bliver de til det meget hårde oksefedt.

Fedtstof i foderet opfylder ligesom kulhydraterne den mission at producere varme og bevægelse. Kulhydraterne og fedtet er de egentlige kalorier. Men fedt er et meget mere koncentreret næringsmiddel end kulhydraterne, idet det indeholder ca. 2¼ gange så mange kalorier. Den del af fedtstoffet, som ikke omdannes til varme og arbejde, aflejres i organismen. Men her kommer vi til den store forskel mellem kulhydrater og fedtstofferne i ernæringen: medens overskydende kulhydrater omdannes til fedt af dyrets egen art og af den specielle konsistens, som dyret har evne til at frembringe, så sker der ingen omdannelse af det overskydende fedt i ernæringen, men det vandrer direkte ind i organismen (sammen med visse fedtopløselige substanser og duftstoffer m.m.) og aflejrer sig som depoter med sin originale konsistens i behold. Dette vil sige, at et menneske, alt efter hvad der fortæres, kan få depoter i kroppen af sildeolie, gåsefedt, svinefedt eller oksetalg, – eller af olivenolie eller kokosfedt eller andet plantefedt, hvis han bruger meget deraf. Og hvis et svin fodres meget med fed sildemel og til sidst ender sin løbebane som stegt flæsk, da både lugter og smager det som stegt sild.

Dette (at fedt i ernæringen bliver til uændrede fedtdepoter i organismen og genfindes uændret i mælken) er velkendt, og rigtigheden heraf forlængst hævet over al diskussion. Men netop derfor bliver det så horribelt, at man nu uden skrupler fodrer køerne med fedtstof fra selvdøde dyr og derved gennem mælken bringer dette fedt ind i menneskets ernæring.

I malkekøernes fodring er forholdet et ganske andet. En fedtfri fodring giver et »tællet« smør, fordi kofedt er meget fast. Man ønsker, at smørret skal være smidigt, let at smøre på brødet. Dette problem har man i praksis i lang tid løst ganske godt ved et fodertilskud af oliekager, idet de fleste oliekager har indeholdt små mængder fedtstof af blødere konsistens end det naturlige smørfedt og således har kunnet gøre smørret mere smidigt. Men oliekager er jo kun et biprodukt fra olieudvindingen af forskellige plantefrø, og ved ekstraktion og ved en forbedret teknik bliver der nu efterhånden næsten intet fedt tilbage i oliekagerne, der således ikke mere har ret meget med olie at gøre. Ved direkte fodring med fede plantefrø, f.eks. hørfrø eller soyafrø i ganske små mængder, kan man regulere smørrets smidighed fuldt tilfredsstillende, men ikke fuldt så billigt, som man kunne ønske det. Men det tekniske fedt løser dette problem.

Det tekniske fedt er af en blødere konsistens end oksetalg, formodentlig fordi det ikke alene stammer fra kreaturet, men også fra andre dyreformer, særlig svin, og muligvis gøres det også ad kemisk vej mere blødt; under alle omstændigheder gør det gennem foderet smørret blødere. To forhold har nu bevirket, at det vinder udbredelse som kraftfoder. For det første har nogle fodringsforsøg i den nyere tid vist, at en vis mængde fedtstof i køernes foder virker stimulerende på mælkeydelsen. For det andet aftages der, efter fremkomsten af de syntetiske vaskemidler, meget lidt teknisk fedt til sæbefremstilling imod tidligere, og muligheden for at afsætte det til køerne er derfor et rent fund. Køerne er ikke begejstrede for at spise det, men tager det dog i kraftfoderblandingen i op til 15 pct, når der tilsættes lidt sukkerstof, som får det til at glide ned.

Hygiejnisk kan fedtet naturligvis ikke klandres. Det er totalt rent og sygdomskimfrit, og hermed er sundhedsmyndighedernes krav tilgodeset. Og hvis nogen har en følelsesbetonet modvilje mod det, fordi det stammer fra selvdøde dyr, kan han få at vide, at han er et værre gammelt mosefund, der slet ikke hører hjemme i et rationelt arbejdende og logisk tænkende, moderne samfund. For fedtstoffet er rent og godt og har ganske samme »brændværdi« i ernæringen som alt andet organisk fedtstof.

Rigtigt, – men det har desværre heller ikke andet. Det egner sig til brændsel men ikke til føde. Navnet teknisk fedt er dækkende, for det er ikke ernæringsfedt i egentlig forstand, i alle tilfælde ikke hvis man ved et næringsmiddel forstår noget, som ikke blot har kalorier, men også livets organiserende kræfter i sig. Der kan ikke være livsværdier tilbage i kadavere af selvdøde dyr, og ganske særligt ikke efter opvarmningen til destruktionsanstalternes høje temperaturer og rensningen med forskellige kemikalier. Næringsmæssigt er sådant fedt slagger. Men hvad forstår sundhedsmyndighederne sig på livets organiserende kræfter! Og den primitive modbydelighed mod at spise det selvdøde kan ikke udtrykkes med tal og har således ingen beviskraft. Derfor kan den dog godt blive en faktor, som der må regnes med. Foreløbig har end ikke landmanden selv, der køber sine kraftfoderblandinger færdig til opfodring, nogen forståelse for sagens sammenhæng, og langt mindre da »de tusind hjem«, der i god tro køber smør og mælk i tillid til, at en eller anden højere myndighed indestår for kvaliteten. Går sagens rette sammenhæng først op for konsumenterne, og de forstår, at det afsmeltede fedt fra selvdøde dyr gennem koens fodring i uændret skikkelse genfindes i mælken og smørret, da vil ingen nok så videnskabelig – og logisk og videnskabeligt uangribelig – forklaring kunne overvinde den primitive, men derfor ikke nødvendigvis urigtige, følelse af modbydelighed, som i alle tilfælde mange vil nære over for disse produkter – og reagere derefter.

Foreløbig står man uden talmateriale og andet, som har beviskraft i en verden, der kun tror på materien, så hjælpeløst over for et sådant anslag mod ernæringskvaliteten i mælken, et af de ædleste fødemidler som findes. I den hellige økonomis navn synes alt at være tilladt, som blot dialektisk kan forsvares, selv imod al instinktiv og traditionel opfattelse. Vi har endog set dette kadaverfedt anbefalet, ikke blot fordi det forhøjer mælkeydelsen, men også fordi det forbedrer smørrets kvalitet, hvorved det »lettere kan hævde sin position på det britiske smørmarked«. Men det passer ikke, – det forbedrer konsistensen. Og kvalitet er dog mere end konsistens. Men konsistens kan eksporteres og bringe sterling hjem, og det, der kan bringe sterling hjem, opfattes almindeligvis som en god kvalitetsvare.

En bestemt gruppe af befolkningen rammes særlig hårdt ved landbrugets nu så almindelige overgang til fodring af køerne med teknisk fedt, nemlig vegetarerne, som foruden planteføde kun bruger mælk og mælkeprodukter – og til dels æg – blandt de animalske fødemidler. I en vegetarisk diæt er mælken en meget vigtig del. Og vegetarerne er uden al diskussion de mest kvalitetsbevidste på ernæringens område og derfor dem, der mest konsekvent er gået ind for at forsyne sig med biodynamisk avlede planteprodukter. Der er da også fra biodynamiske praktikere gjort en stor indsats for at imødekomme denne efterspørgsel. Men når det gælder mælken, må alle, som kunne ønske at levere kadaverfedtfri mælk til dem, der måtte have interesse i at købe det, sige nej. Selvom viljen er nok så god, lader distributionen sig end ikke praktisere, hvor producent og konsument bor dør om dør. Køb af mælk hos producenten er strafbart for begge parter, mælken skal leveres til mejeri og blandes med alt det andet. For tænk blot på, hvor herligt vidt vi nu har drevet det i vort stærkt specialiserede samfund: at nu er den enkelte familie faktisk tvunget til selv at holde ko, hvis den vil sikre sig kvalitetsmælk. Det hele er som een eneste udspekuleret konspiration mod sundheden og mod individets ret til selvbestemmelse, hvor man synes at skimte den Slemme selv stående i baggrunden og smilende underfundigt. De, der for enhver pris vil undgå den nye form for smørfedt, finder jo nok på at bruge margarine og skummetmælk i stedet for smør og sødmælk, men det er vel egentlig ikke det, som et i forvejen hårdt betrængt landbrug er mest interesseret i. Men proteinet i mælken er helt og fuldt koens egen produktion, rent og uforfalsket, og fedtets kvalitetsforringelse er derfor skummetmælken helt uvedkommende. Men hvilke vidtrækkende konsekvenser er dette dog ikke af en fejldisposition i fodringen af et helt lands kobestand!

Åh, vågn dog op af dvale, alle I, som kan se, at der er noget rivegalt i den måde, som kvalitetsspørgsmålet om vore fødemidler behandles på, – og fylkes om vor sag, så der kommer takt og fodslag i de hundred tusind og ikke blot i en konstant lille flok på få hundrede, der år efter år må nøjes med at ønske og drømme, fordi de er alt, alt for få til at møde op med krav, der kan blive hørt! Sørg da for at vække de mange til forståelse for, at den omsiggribende forsimpling af ernæringen vil få følger for slægtens fremtid, og at vi kun kan gennemtvinge positive reformer, når vi bliver mange, – mange tusind, flere hundred tusind, der står bag kravet om, at nu må det være slut med vore fødemidlers konstante forringelse. »Jo, den brusen vil de høre!«

Hele miseren bunder til syvende og sidst i måden at tænke på. Industriel, handelsmæssig, rationelt-logisk tænkning er blevet enerådende i landbruget som i industrien. Man har glemt, at landbrugets naturbestemte formål er at frembringe fødevarer og ikke penge. Alt for ensidigt er sindene blevet optaget af det økonomiske – og naturligvis uhyre vigtige – problem i landbruget. Derfor betragtes smørret som en vare, en eksportartikel, og ikke som det, det først og fremmest er: et næringsmiddel. Derfor interesserer man sig mere for den konsistens, det har, og som det må have for at være en god salgs- og eksportvare, end for den ernæringsmæssige kvalitet i de midler, der bruges til at frembringe denne konsistens, og som væsentligt bedømmes efter deres prisbillighed. I realiteten savnes forståelse for, at smør er andet og mere end konsistensfedt, – og forståelsen gik tabt, da pengementaliteten blev det egentlige grundlag for landbrugets virke.

»Tidsskrift for Biodynamisk Jordbrug«.

Kilde VEGETARISK FORUM