Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Rigtige eventyr er altid på en eller anden måde kosmisk symbolik, derfor er "Der var engang" også den helt rigtige begyndelse på en sådan fortælling, hvis opgave det er at skildre grundprincipper fra det evige liv i symbolsk form, og i det evige liv kan der naturligvis ikke være en begyndelse, men kun den begyndelse, der er starten af nye kredsløb eller bevægelser i tid, rum, stof og bevidsthed. Om eventyrets hovedperson eller aksen, som det hele drejer sig om, i fortællingen bliver kaldt prinsen, prinsessen, Klods Hans, Aladdin, eller der anvendes andre af de uendelig mange muligheder for benævnelser, så er denne hovedperson eller akse dog altid udtryk for det evige væsen. Det specielle eventyr fortæller om visse forløb af det evige væsens evige liv og om den maske eller person, som det evige væsen i øjeblikket skjuler sig bag og samtidig udtrykker sig igennem. Det græske ord persona betyder netop maske.

Hvad er egentlig dette ord, eller logos, som det hedder på græsk? Logos betyder ikke ord i almindelig banal betydning, det er et dybtgående, betydningsfuldt begreb, som omfatter hele verdensordenen og den fornuft eller logik, der eksisterer bag alle foreteelser i universet. Logos er selve den universelle eller kosmiske bevidsthed, det, Martinus også kalder: Guddommens primære bevidsthed.

Man kan sætte begrebet kosmisk bevidsthed i stedet for ordet i ovennævnte begyndelse til Johannes evangelium og videre frem i nogle af de følgende vers, og man vil se, at det er som begyndelsen på et genialt eventyr, der blot omfatter endnu mere, end eventyr plejer at gøre. Det handler om det allerstørste i livet, om lyset, der fødes i mørket, om den kosmiske bevidsthed, som "før begyndelsen" var, fordi den er Guds bevidsthed.

Guddommen, eller det universelle væsen, hvori vi lever, røres og er, er evigt kosmisk bevidst, ja, denne guddommelige bevidsthed er selve livet, som gennemtrænger alle verdener, men gør det i forskellige grader og bølgelængder baseret på de seks evige grundenergier. At vi, gudesønnerne, lever, røres og er i Guddommen eller det levende univers, betyder, at vi oplever evige spiralkredsløb af mørke og lys eller af livsfornyelse i Guddommen, hvorved vi både fornyer Guddommens og vor egen bevidsthed. Men når Guddommen er evigt kosmisk bevidst, skal Guddommens primære bevidsthed vel ikke fornyes? Jo, det er netop på grund af den fornyelse, som finder sted i gudesønnernes bevidsthed, at Guddommen kan være evigt kosmisk bevidst. De væsener, som lever, røres og er i alle spiralkredsløbs rigtige menneskeriger, visdomsriger og guddommelige verdener, er Guddommens kosmiske bevidsthedsorganer og -redskaber, igennem hvilke den guddommelige primære bevidsthed udfolder sig som alkærlighed og skaberkraft. Alle disse kosmiske bevidste gudesønner har tidligere i samme spiralkredsløb, hvori de nu befinder sig, været igennem Guddommens sekundære bevidsthed, hvor livsfornyelsen finder sted, og hvor de repræsenterede variationer af mineral-, plante-, dyre- og jordmennesketilstande. Der oplevede de efterhånden den del af livseventyret, at lyset kom til at skinne i mørket gennem verdensgenløsningen, og først begreb de det ikke, som der står hos Johannes. Ved at høste den smerte, de i dyre- og jordmennesketilstande har sået i forhold til andre levende væsener, dvs gennem adskillige inkarnationers mørk karma eller lidelse, åbnedes deres bevidsthed for andet end selviskhed og magtbegær, og de begyndte at opleve næstekærligheden og kærligheden til Gud, og det blev en del af deres liv. Gennem en række inkarnationer udvikledes deres bevidsthed til at modtage kosmiske glimt, de fik balance mellem deres seksuelle poler og blev dagsbevidste i den kosmiske logik, og ordet eller logos "blev kød" igennem dem, som det også gjorde gennem Jesus. At "ordet blev kød" er dette kosmiske eventyrs udtryk for "det inkarnerede væsen med kosmisk bevidsthed".

Jesus, som blev Kristus, er én meget vigtig faktor blandt de væsener, som repræsenterer verdensgenløsningen for os, der endnu befinder os i fornyelsessfæren eller Guddommens sekundære bevidsthed, men der er myriader af væsener i alle udviklingsspiralers højere verdener, der har kosmisk bevidsthed og derigennem oplever at være ét med Gud. De er i deres bevidsthed hos Gud, og derfor kan de være de redskaber, hvorigennem Gud oplever og skaber. Men medens Guddommens kosmiske bevidsthed er evigt fornyet, og Gud på den måde i al evighed er "på toppen", vil alle de gudesønner, der nu har kosmisk bevidsthed, gå videre i deres kredsløb og på et eller andet tidspunkt glide fra deres spirals guddommelige verden ind i dens salighedsrige, hvor de selv i kraft af deres hukommelsesenergis dominerende tilstand er som en gud i deres egen bevidstheds univers, for derfra at starte et for dem nyt og højere spiralkredsløb. Alt, hvad de oplevede i den tilbagelagte spiral, vil blive årsag til en livsfornyelse, hvor de må igennem en ny mørkeoplevelse i Guddommens sekundære bevidsthed, uden hvilken de ville være blevet lysets evige robotter, hvad der er en kosmisk umulighed, for så ville lyset ikke mere være lys. Disse væsener oplever dog ikke at skulle ned i mørket som faldne engle. De oplever, hvad de længes efter: at opbygge nye legemsformer, hvorigennem de nu kan få magt over materien eller den ydre verden og selv herske og byde over andre levende væsener. Det er nu lys for dem, men det vil gradvis forvandle sig til mørke gennem den karma de skaber, og da vil lyset atter tændes i mørket, ikke som en gentagelse af noget tidligere oplevet, men som en fornyelse i nye variationer af samme princip, og de vil i denne nye spiral atter være på vej mod Guddommens primære bevidsthed, hvor helt nye opgaver og livsmuligheder venter dem.

I Guddommens primære bevidsthed er der bestandig nye væsener, der glider ind, ikke nye i den forstand, at de er nyskabte, thi alle væsener er evige væsener, men med nyskabt eller fornyet kosmisk bevidsthed, dvs at de har forvandlet en selvisk og ego-centrisk tilstand til en uselvisk, gud-centrisk tilstand, de er blevet "fuldkomne, ligesom deres himmelske Fader er fuldkommen".

Således er den evige Guddom og de evige gudesønner gensidigt afhængige af hverandre og udgør en universel organisk helhed. Guddommen garanterer gudesønnernes evige væren, idet de alle er ét med Guddommens Jeg eller ét med Faderen, både når de ved det gennem deres udviklede kosmiske bevidsthed, og når de ikke ved det, nemlig i den periode, hvor de er mere eller mindre kosmisk bevidstløse.

Og gudesønnerne garanterer ved deres evige spiralkredsløb den bestandige fornyelse og tilblivelse af organer og redskaber både i Guddommens primære og sekundære bevidsthed.

Vi er netop i den situation, der er beskrevet hos Johannes som: "Og lyset skinnede i mørket, og mørket begreb det ikke". Det er ganske vist et sprog, der ikke rigtigt passer for mennesker i dag. Hvis man ved lyset forstår oplysning, viden og logik og ved mørket uvidenhed, så går det bedre. Men man mener jo netop, at vi lever i en umådelig oplyst tid i dag, hvor man ved en masse om teknik og atomer og har skabt det industrialiserede samfund og velfærdsstaten og kan flyve til månen og regne - næsten - alt ud ved hjælp af datamaskiner. Hvad kan det dog alt sammen hjælpe, når det ikke er det væsentlige vi ved noget om. Hvad er da det væsentlige?

Er der noget, der ikke er enighed om i vore dage, så er det vel netop, hvad der er væsentligt, og hvad der er mindre væsentligt eller ligefrem uvæsentligt. Det er jo bl.a. det, generationskløften og de mange former for oprør, revolution, oprørsbekæmpelse osv viser. Hvordan kommer kosmologien ind i dette billede? For det første kommer den kun ind der, hvor mennesker begynder at interessere sig for den og være åbne for den. For det andet kan den kun hjælpe, hvis den interesserede er interesseret i dette ords fulde betydning: deltagelse, optagethed, personlig opgåen i en sag. Det kan misforstås som fanatisme og sekterisk indstilling, og misforståelser kan næppe undgås, men man kan vel forsøge at gøre noget for, at de bliver så få som muligt. Dette er også Martinus indstilling, hvilket han viser på mange måder, bl.a. ved at sige: "Tag det af mit arbejde, De har brug for, og lad resten ligge". Ved en overfladisk betragtning af denne udtalelse, vil svaret måske blot blive: "Nå, ja, det gør jeg naturligvis også, jeg kan vel ikke andet". Vedkommende mener, at han tager det, han kan forstå, og må lade resten ligge. Men det er ikke Martinus dybe mening. Den er, at man bruger det, man kan forstå, bruger det i sin daglige væremåde i forhold til næsten og i sin bevidstheds koncentration på Guddommen. Hvis man gør det, vil man naturligt lidt efter lidt få brug for mere og mere, og man vil opdage det, der må blive væsentligt for alle mennesker: forståelsen af de kosmiske livslove og evnen til at leve efter dem.

At træne sig op til i enhver situation - ikke mindst de ubehagelige - først at tænke: "Dette her er du selv det inderste ophav til, denne virkning var ikke kommet, hvis ikke du selv engang havde skabt årsagen", er noget enhver af os har brug for. Og lige så tanken om, at vi med vor nuværende tænkemåde og handlemåde både kan beskytte os selv mod negativ karma fra fortiden og så en fremtid, der er mere positiv - ikke blot for os selv - men for hele menneskeheden, hvis vi prøver at være menneskeligt positive.

Men hvad er det at være menneskeligt positiv? Her kommer vi ind på det område, Martinus kalder kosmisk kemi, at vi alle er kosmiske kemikere eller tankeblandere, og når jeg her anvender udtrykket tanketræning, er det fordi, hensigten med de kosmiske analyser er den, at hjælpe det enkelte menneske til at opøve sig i at tænke i kosmiske baner i forbindelse med det daglige liv, som jo er en del af Kosmos, eller det af Guddommens tankevirksomhed gennemstrålede univers. Hermed mener jeg ikke, at vi i det daglige behøver at gå og tænke på spiralkredsløb og spidsfindige kosmiske teorier, men at vi har mulighed for at bruge det, vi forstår af det evige verdensbillede til at kende vor egen og i nogen grad vore omgivelsers position og i den forbindelse være med til at gøre den nuværende situation så menneskeligt positiv som muligt. Og der betyder det meget mere, end man i almindelighed tror, hvad et menneske tillader sig selv at tænke.

Det er så moderne med "kondi", med kropstræning, og det er godt, hvis det ikke overdrives, men der er noget andet, der er mindst lige så vigtigt for at have en menneskeligt set sund sjæl i et sundt legeme, og det er tanketræningen. Ligesom vi har tillagt os en masse dårlige vaner i forholdet til vort fysiske legeme, har vi også en masse vanefunktioner af tankemæssig art, som ikke blot er skabt gennem ét, men gennem mange liv. De kan være svære at overvinde, men hele vor fremtid i denne og kommende inkarnationer er faktisk afhængig af, at vi lærer at tænke i kosmiske baner.

Med hensyn til meditation, siger Martinus åbent, at man ikke vinder noget ved en opøvelse af tankekoncentration, hvis ikke kærligheden til Guddommen og til ens næste følger med. For Martinus er erkendelsen og handlingen lige vigtige, men de må ledes af kærlighed og sand ydmyghed. Vort samfund i dag med al dets teknik, videnskab, industrialisme osv er for en stor del et resultat af tankekoncentrationer uden kærlighed. Deraf kan der kun komme åndelig og fysisk forurening, som vi alle lider under. Det betyder da ikke, at vi skal undvære maskinernes og naturkræfternes hjælp, vi skal blot lære at bruge dem uden profittanker og med overblik over deres virkning på længere sigt. Vi skal lære at forstå, at årsager, der strækker sig tilbage i fortiden, er grund til vor nuværende tilstand, og at vi nu er med til at skabe fremtiden for kommende generationer, hvoriblandt vi selv vil være engang i kommende inkarnationer. Og vi skal være med til at skabe et samfund, hvor dets medlemmers tænkning og handlinger ikke blot skal tjene tekniske, økonomiske og organisatoriske fremskridt, men hvor koncentrationen på Guddommen, bøn og kontemplation, dvs den direkte og intuitive begribelse af Gud, er naturligt nødvendig for den enkeltes og for samfundets vel, et samfund, hvor konkurrence afløses af samarbejde.

Martinus er ikke mystiker, selv om han somme tider bliver kaldt det, og selv om han afslører vor indre verden, men man har ikke nogen anden "skuffe" at putte ham i, og den indre verden opfattes jo som mystisk. Mystik kommer af det græske ord myo: jeg lukker øjnene, og det viser hen til menneskets indre verden, til dets indre oplevelse, når de ydre sanseindtryk afbrydes, en oplevelse som - under de rette omstændigheder - kan blive en oplevelse af at blive ét med Gud, gennemtrænges og fyldes af Guddommens kraft og kærlighed. Disse "rette omstændigheder" er den kosmiske kemi, hvor tankeblandingen er iblandet kærlighed til Gud og til vor næste - også den næste, som eventuelt er ubehagelig imod os. Er dette da ikke hykleri? Ikke hvis man forstår, at vedkommende blot er et kosmisk redskab for noget, man selv har sået, og at han eller hun ved sin tænkemåde og sin blanding får en karma til gode, som vil blive ubehagelig og derfor har brug for vor kærlighed. Jeg ved, det lyder paradoksalt, men det var det Kristus mente, når han sagde, man skulle tilgive og elske dem, der hader og forfølger en. Og det fører til en frihed, som er helt anderledes end den, man tror, man kan kræve. Gennem den paradoksale frihed til at tilgive og elske sine "fjender" vil mennesket nå til den fuldkomne frihed, som resulterer i den "fri skæbne" eller skæbnen, som er frigjort fra mørk karma, og dermed til kosmisk bevidsthed eller den bevidsthed, som er "hos Gud".

Men der kan ske så meget, når mennesker lukker øjnene, derfor kan mystik være farlig, nemlig når de rette omstændigheder ikke findes. Hvad der er i sjælen af hovmod, forfængelighed, selvovervurdering, selvtilfredshed, ambitioner, ærgerrighed, selvhævdelse og andre lignende tankeklimaer kan meget let i velcamoufleret form få et menneske til at tro, at nu er det højt udviklet og indviet og en ægte mystiker, fordi det af og til lukker øjnene og går ind i sig selv. Det er bl.a. derfor, at nydelsen af narkotika er farlig, idet narkomanen kunstigt får åbnet visse centre i legemet og bevidstheden, som han slet ikke er moden til at opleve igennem. En naturlig isolation i disse centre bliver nedbrudt med vold af visse stoffer i giften; denne isolering var i virkeligheden en form for beskyttelse mod højere energier, der er ødelæggende som elektrisk højspænding, så længe individet endnu ikke er moralsk modent til at komme på bølgelængde dermed. Derfor er narkomaner mere eller mindre fysiske og åndelige vrag, og de kan nedbryde så meget, at de i større eller mindre grad ødelægger evnen til at opleve livet gennem et normalt fysisk legeme i en eller flere kommende inkarnationer. Men de kan hjælpes, og de vil efterhånden alle komme ud af den tilstand. Derfor advarer Martinus mod narkotika, men han advarer også mod mange former for mystik, fordi han ved; at de højere kræfter kan føre mennesker ud i sindssyge og storhedsvanvid, hvis ikke den etiske side af bevidstheden er selve grundvolden for bøn, meditation og kontemplation. Det må også tilføjes, at hvis ikke tilværelsen "med åbne øjne", hvor man er vendt mod den ydre verden, føles lige så vigtig som den indre koncentration, og hvis ikke man i lige så høj grad evner at opleve den som et møde med det guddommelige, forrykkes balancen, de indre oplevelser bliver en flugt og resulterer i åndelige afsporinger.

På vort nuværende udviklingstrin er "de åbne" og "de lukkede" øjnes tilstand lige væsentlige, thi det er i denne fysiske verden, vi udvikles og skal realisere de åndelige værdier, dog med kontakten i vort indre med den evige Guddom og derved med de guddommelige organer eller gudesønner som den åndelige baggrund og inspirationskilde.

Krig, kriminalitet, narkotikamisbrug, forurening m. m. er ikke noget, der kan ødelægge jorden og menneskeheden, dertil er der for stærke åndelige kræfter bag jordens udvikling, som ikke blot er afhængig af os. Men meget afhænger af os, nemlig alt det, som gennem os påvirkes af den positive forvandling, vi kan skabe i os selv på basis af vor evige væren, gennem alt hvad vi tænker, siger og gør i vort daglige liv og gennem den kontakt, vi i vort indre får med den evige Fader.

Lad os prøve at se på den del, vi oplever af vort livseventyr lige nu, som de prøver, eventyrets hovedperson må igennem. Men lyset tændes i mørket, og det vil blive tændt og lyse videre fra hvert eneste menneskes bevidsthed.