Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En tysk Tænker har engang gjort Rede for en ganske ejendommelig Mening om Verdenskulturens Udvikling. Han forklarer, at en Kultur, han mener hermed en vis Tidsperiode, bogstavelig talt er et levende Væsen med en Fødsel, en Ungdom, en Manddom, en Alderdom og en Død. Om man nu fatter hans Tankegang med det levende Væsen eller ej, kan ingen dog nægte, at det i Virkeligheden forholder sig saaledes. Kulturer opstaar og forsvinder, afløses af andre, og saa fremdeles. – At vi i Øjeblikket befinder os ved et Dødsleje af den gamle Kultur maa vel snart være en Kendsgerning. Nogle mener at kunne forny eller lappe paa den slidte Organisme trods det, Dødsmasken allerede er synlig. Men Døden indtræder først den Dag, den nye Kultur er stærk nok til at staa paa egne Ben.

Det er indlysende, at disse forskellige Kulturperioder er bestemmende for Formen af al kunstnerisk Produktion. Det nye, der opstaar, virker som en Magnet paa Kunsten, den søger fuldkommen instinktmæssigt dette nye Lys, først famlende usikkert uden egentlig at ane, hvad det er, senere med fuldt bevidst Stræben. – Omsider mærker man Omvæltningen paa alle øvrige Former for Liv. Dette er vel Forklaringen paa, at en Kunstner altid er forud for sin Tid. Den bildende Kunst har indtil den nyeste Tid kun beskæftiget sig med at gengive det, den havde for Øje; først med Besvær, senere med Inderlighed og stor Skønhed, for derfra at udvise en blændende Dygtighed i Forening med højt udviklet Iagttagelsesevne og Farverigdom, og omsider afslutte med en af Intelligens og akademisk Viden ubegrænset Kunnen, hvis inderste Væsen dog kun var hul Tomhed.

I hele denne Udvikling forekommer selvfølgelig et Utal af Nuancer og Afvigelser, der dog kun kan bekræfte Reglen. Det er derfor naturligt, at Ungdommen, der følger efter dette Slægtled, ikke føler Trang til at følge nogen Tradition, men maa bane sig helt nye Veje, der afviger saa stærkt fra det forrige Slægtleds, at det maa volde mange Besvær at forstaa, at de i Virkeligheden bliver drevet fremad af den samme Trang: Trangen til at give andre Del i Intuitionsglæden ved at omskabe den i fysisk Materie, i dette Tilfælde i Farver.

Gennem den Udvikling, vi har været Vidne til, fremgaar det, at hvor Intelligensen bliver overvejende, finder Kunsten ikke mere Næring og dør for at genfødes i en ny Skikkelse.

Martinus fortalte saa smukt i et Foredrag før Jul, at Børn og gamle Mennesker ofte levede i den aandelige Verden. Barnet er i sig selv et Bevis for den aandelige Verdens Eksistens. Dets Tanker er lysere end vore, derfor kan Barnesmilet give os Fornyelse og Glæde. – I Fattigkvarterer, hvor alt er egnet til Depression, kan man ofte se en lille snavset Unge sidde og pludre lykkeligt paa en Trappesten. Vi andre synes, alt er haabløst, daarlig Luft, ingen Sol, graat i graat. Lyset er der dog alligevel, i Barnet selv.

Det lever i sin egen Verden, uberørt af Omskiftelsernes Elendighed, først naar disse gaar op for det, kommer dette forpinte, næsten livslede Udtryk, vi alle gruer for at se i et Barneansigt. – I denne tidligere lykkeligere Sindstilstand har Barnet meget ofte Kunstnerens Skabertrang, som faar sin Udløsning i Leg med Byggeklodser eller farvet Ler, i at tegne eller male. Fælles for alle Børn er dog deres rige Fantasi, der giver dem Evne til at puste Liv i de besynderligste Ting. Børnenes Tegninger er dog især et værdifuldt Dokument for deres Sindstilstand, de vidner paa visse Punkter om en Styrke, der ofte kan fattes den voksne Kunstner.

Her i Odense har for kort Tid siden været afholdt en Udstilling af saadanne Børnetegninger; disse vidnede om en naturlig, medfødt Evne til at komponere, og især en forbløffende sikker Farvesans. – Barnekunstneren adskiller sig fra den voksne ved, at han ikke lader sig paavirke af andres Maade at frembringe paa, det flyder fra Haanden uden Hæmninger. Barnets Moral er af en saadan Beskaffenhed, at den ingen Hindringer lægger i Vejen. Barnets kunstneriske Form eller Teknik har stor Lighed med vor Tids Kunstnere. Det er det rene Intuitionsmaleri, som vi f. Eks. træffer hos Malerne Olaf Rude, Sigurd Swane og Jens Søndergaard, denne sidste har desuden "laant" en stor Del af sin Form fra Barnekunstneren. Han repræsenterer en Kunstart, der benævnes Naivisme, og som i sin Tid har været Genstand for stor Forargelse.

Der er mange Kunstnere herhjemme, som kan nævnes i samme Forbindelse, og af udenlandske maa vel især fremhæves van Gogh og Edvard Munck. Det er forholdsvis faa, der interesserer sig for de voksnes Kunst, men endnu færre værdiger dog Børnenes Frembringelser nogen alvorlig Interesse, dette er maaske Grunden til, at Barnets Skabertrang som Regel forsvinder igen, naar det i Skolen lærer at tegne. Meget ofte er denne Undervisning saa tør og fantasiløs, at Barnet mister al Glæde for det, der i den tidligere Barndom gav det saa rig en Underholdning. – Det er fra Børnene, vi skal høre Sandheden, det har vi alle erfaret, og hvor svært det end kan være for Voksne altid at sige den, er den dog en absolut Grundvold for en Kunstners Stræben. Derfor vil Fremtidens Kunst nærme sig endnu mere mod Barnesindets og udtrykke sig endnu klarere, ikke som Gengiver af det sete, men som Tolk for Kunstnerens aandelige Oplevelser. Dette er jo kun en Følge af Menneskets stadig voksende Intuitionsevne.

Det er ofte givet Kunstneren at forstaa sine Oplevelser; men Omgivelserne forstaar kun sjældent ham, og det er ret naturligt. Hvorledes skulde et Menneske kunne beriges af Resultatet af et andet Menneskes Intuitioner, naar disse Intuitioner er det første Menneske fuldkommen ukendt?

Først naar denne Evne er et defineret Begreb for os, vil vi kunne glædes af Kunstnerens Produkter, hans Lykke bliver ogsaa vort Eje og en Haandsrækning paa Vejen frem mod den evige Intuition.