Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Medens jeg skriver dette, er sagen om den 25-årige morder, Arthur Skingle, frisk i mit sind. Han blev dømt på livstid med en anbefaling fra dommerne om, at "livstid" blev taget alvorligt. Det er i England første gang siden afskaffelsen af dødsstraf ved hængning i 1965, at en dommer har bedt om, at et menneske bliver holdt inde "til sin død".

Studerende af Martinus kosmologi - og af al slags sandhed for den sags skyld - anser en sådan dom for at være lige så foruroligende som Skingles forbrydelse, den brutale nedskydning af en utrolig modig ung politimand, af dommerne omtalt som: "Topmålet af kriminalitet".

Selv den mest reaktionære vil acceptere, at selv om en mand er ubarmhjertig og forhærdet som 25-årig, så behøver det ikke at betyde, at han også er det, når han er 35, 45 eller 75.

Vi bør imidlertid lægge særlig vægt på den udvikling, der foregår mellem 25 og 35 år. Mellem undfangelse og fødsel gennemlever fosteret faser, der tilsvarer jordens skabelse og udvikling, og i de første ca. 30 år af livet tilsvarer udviklingsfaserne vore tidligere liv. Derfor er vi ikke helt fri til nye åndelige fremskridt før omkring denne alder.

Tænk engang blot på alle de store reformatorer og åndelige ledere, hvis livsarbejde begyndte, da de var omkring de 30 år.

Hvis Skingle havde været ældre, så havde der muligvis været mere grund til at behandle ham som et "håbløst" tilfælde.

Som det nu blev, så skal han fængsles for resten af livet, for hvad der var øjeblikkes yderste tankeløshed, præget af en fremherskende eksplosionsenergi, som mange mennesker måske har udlevet på dette tidspunkt, og hvor han måske kun havde nogle år tilbage før end han nåede fuld modenhed.

Endnu mere afskyeligt er måske de domme på forbedringshus, opdragelsesanstalt eller fængsel, der bliver givet ungdom under de 20 år, og som ofte viser sig at være udklækningssteder for mere kriminalitet. Ikke alene brutaliserer forholdene på disse steder den indsatte, gør ham afhængig af livet på institutioner, som kun giver ham kriminelle kontakter, når han bliver hjemsendt, som derved fører ham ind i nye asociale omgivelser, men de er de eneste muligheder åbne for ham.

Det burde være klart, at det dårligst mulige selskab en éngang-lovovertræder kan have er andre lovovertrædere.

Men hvilke alternativer er der? Hvorledes opøves ansvar både hos dem, der er sårbare over for kriminalitet og dem, som begår de kriminelle handlinger?

De engelske: Simon Communities arbejder med disse problemer og tilbyder assistance i disse tilfælde: at bringe sammen under private former socialt set utilstrækkelige mennesker, hvis problemer har taget forskellige udtryk.

Den tidligere indsatte bliver ikke "rehabiliteret" udelukkende i selskab med andre tidligere indsatte, men også sammen med alkoholikere, stofmisbrugere, schizofrene og seksuelle afvigere, sammen med hvilke de kan udveksle tanker og få hjælp.

De, der arbejder for Simon Communities, en privat institution (næsten alle er unge mennesker, der giver sig selv 24 timer i døgnet), samt beboerne, lever og bor sammen på helt det samme niveau, sover, arbejder, holder møder sammen, således at ethvert medlem af huset føler, at der er et behov for ham eller hende. At der er beboere af begge køn gør også sit til, at der kan føres et normalt liv på disse steder.

Når engang samfundet indser, at de voldsomme og uærlige har et lige så stort behov for behandling som dem, der lider fra et medicinsk synspunkt, så kan fængsler blive erstattede af centre i lighed med "Simon houses", hvor klienterne accepteres, elskes og bliver givet så meget ansvar, som de kan administrere.

Allerførst burde straf ytre sig derved, at det, der måtte være begået af forkert, skal sættes på sin rette plads igen. Det er netop dette, et fængsel afskærer fra.

Et læserbrev i Daily Telegraph den 19. oktober 1971 går ind for, at en indsat bliver givet hårdt arbejde og en fast ansat løn, hvoraf størstedelen skulle trækkes fra for hans kost og logi, tilskud til hans familie og til hans revalidering, alt sammen udgifter, som nu bæres af det offentlige. Det er muligt, at dette er et skridt i den rigtige retning.

I mellemtiden bliver Skingle, for hvem karmaloven stadig gælder til trods for den straf, loven har pålagt ham, nægtet muligheden for at gøre det mindste, som han ellers kunne gøre for sit offers familie: at deltage i underholdet for hans offers kone og lille barn.

Moderne psykologi og sociologi kan synes fragmentarisk i deres fremgangsmåder. De tager hverken universets udvikling i betragtning eller den individuelle sjæls udvikling i kosmisk betydning. Disse videnskaber betragter man endnu ikke ud fra kosmiske perspektiver, men allerede nu indvarsler de dog en ny åndelig tidsalder, idet de er med til at gøre samfundene mere medlidende.

Den tid vil komme, da de, der reagerer imod samfundets interesser og ønsker, ikke længere vil blive idømt meningsløse domme.

Simon Communities, 80 Norman Road, Hastings, Sussex, England.