Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvis man vil definere sandheden ud fra Martinus Kosmologi, er det ikke nok at beskrive den som et sæt love og principper, der udgør universets evige struktur. Man må tillige sige, at denne struktur betinger, at "alt er såre godt", og at universets grundtone dermed viser sig at være kærlighed, og at sandheden derfor er dette, at man skal "elske sin næste som sig selv" - det er al lovens fylde, som Jesus udtrykte det. Sandheden bliver således ikke en teori, men en væremåde.

Med den kortlægning, som Martinus foretager gennem sine symboler og sine kosmiske analyser, der alle munder ud i, at "alt er såre godt", viser han bl.a. de jordiske menneskers udviklingsbane, og vi finder vor plads et eller andet sted mellem det egentlige dyrerige og menneskeriget. Måske er de fleste af os mere dyr, end vi egentlig forestiller os. Imidlertid er et kort uden virkelig værdi for mennesket, hvis det ikke nøjagtigt kan finde, hvor det står. Det er som med almindelige landkort, at det ikke er nok at kende sit mål. Det er tillige nødvendigt at vide, ved hvilket vejkryds eller gadekryds man står, for at finde den retning, man skal gå.

For at finde sin plads i udviklingen må ethvert menneske derfor tage sin egen situation op til overvejelse eller revision. Man må besidde ydmyghed for at vurdere den rigtigt, altså have en indstilling, så man hverken overvurderer eller undervurderer sin situation. Man vurderer den bedst ved at iagttage sit forhold til sine omgivelser, sine relationer til andre levende væsener og den omgivende natur, ved de årsager og virkninger, vi skaber i forholdet til "vor næste". Martinus skriver herom i "Bisættelse", kapitlerne 193-94: "Da ethvert individ befinder sig midt i denne årsag og virkning, kan det ikke tænke en tanke, kan det ikke røre et lem uden derved at skabe virkninger i sin egen oplevelse af livet. At få disse virkninger til at blive af en for alle behagelig og smertefri natur er udviklingens store mål her på det jordiske tilværelsesplan. Men opnåelse af dette mål er umulig uden kendskab til virkningernes årsag. At give individerne kendskab til virkningernes årsag er at give dem magt til selv at bestemme deres skæbne, er at give dem evne til ikke at handle i blinde, er at give dem evne til ikke at udløse årsager, hvis virkninger de ikke kender. Det er at hæve dem ud af den lidelsesskæbne, som nu er lige så almindelig, som den er uforståelig for det store flertal af de jordiske mennesker. Det er den sande verdensgenløsning.

Det store spørgsmål i nærværende sag bliver derfor ikke, om det er rigtigt eller forkert, hvad naboen gør, hvad ens "næste" gør, det kan kun blive til lykke eller ulykke for ham, men derimod hvilken kommende skæbne man selv ønsker at opleve. Er man misfornøjet med sin nuværende skæbne, kan det kun have sin store betydning, ja, er ligefrem påkrævet, at man kan få klarhed over de problemer, der er skæbnedannende, kan få vejledning i foretagelsen af de modtræk, der udløser frigørelsen fra den ikke ønskede skæbne og derved er banebrydende for opnåelsen af den ønskede tilværelsesform. Og det er i fuld kontakt hermed, at alt mit arbejde bliver manifesteret. At jeg gennem dette netop har valgt at vise årsager, hvis virkninger er en højere, men ikke uopnåelig, verdenskultur, en mere dybtgående kærlighedsmoral end den nu gældende, er kun ganske logisk og nødvendig."

At bringe sig i overensstemmelse med sandheden, som er det samme som alkærligheden, er ingen let sag og ligefrem farligt i en fysisk verden, hvor ukærligheden og usandheden florerer, og hvor det jordiske menneske endnu ikke er organisk bygget til at kunne praktisere dette "at elske sin næste som sig selv". Det er farligt at leve, forstået på den måde, at man kan pådrage sig lidelser og få sin organisme udslettet ved fejlhandlinger eller ubetænksomhed, men også ved at eksperimentere med sandheden. "Sandheden er ilde hørt", siger et mundheld, og man bliver ilde lidt ved at sige sandheden, og mange af dem, der har arbejdet for sandhed og ret, har måttet bøde med livet. Giordano Bruno blev brændt. Sokrates måtte drikke sin gift, Jesus blev hængt på et kors, Mahatma Gandhi, der netop beskrev sin handlemåde som "Mit eksperiment med sandheden", blev skudt, og mange, som har arbejdet for politisk retfærdighed og menneskelighed, Martin Luther King, Kennedy'erne, grev Folke Bernadotte, måtte dø for deres indstilling til sandheden. Mange er gået foran og mange vil følge efter. - Det må indføjes her, at der ikke sker nogen virkelig uret, set i et kosmisk perspektiv, men alt er led i årsags- og virkningskæden for hvert enkelt individ og dermed medtaget i "Guds plan" for det pågældende menneske. Men rent lokalt må man arbejde for ret og menneskelighed, især ved at ændre sig selv.

Her i Skandinavien kan man ofte nøjes med at blive hånet eller latterliggjort for idealer, der ligger højere end almenhedens eller blive modarbejdet af træg ligegyldighed og stupiditet. Men det er mindre vigtigt, hvordan andre reagerer over for os, medens det er af betydning, hvordan vi reagerer over for omgivelserne, og det er derfor af største værdi, at vi lærer os selv og vort eget stade at kende. Det er nødvendigt at rydde op i sin tankeverden, at finde ud af, hvilke talenter og evner i ens sind, der hører fortiden til og derfor bør modarbejdes eller kasseres, og hvilke der hører fremtiden til og derfor bør dyrkes og fremmes, og ligeledes at studere motiverne, der ligger bag ens handlinger.

I almindelighed har man vanskeligt ved at erkende egne fejl og dårlige egenskaber, og sammenligner man ovennævnte oprydning i sin egen tankeverden med oprydning i sit "pulterkammer", sker der ofte det, at mennesker i stedet for at kassere umoderne og ubrugelige genstande emballerer disse smukt og giver dem nye navne eller etiketter, men det forandrer jo ikke egenskaben, og man forklæder derfor blot tingene for sig selv og er tilbøjelig til at narre sig selv.

Der er altså mennesker, der ikke ser situationen i øjnene, men - for at blive i sammenligningen fra før - foregøgler sig selv at stå ved et andet "gadekryds" end der, hvor de faktisk står, og de vil derfor gå fejl af deres mål. De camouflerer deres motiver over for sig selv og forsøger det over for andre, hvad der straks er vanskeligere. Man kan, som det siges, narre nogen mennesker altid, og alle mennesker nogen tid, men man kan ikke narre alle mennesker altid.

Nogle søger altså at narre sig selv og omgivelserne, medens der er andre mennesker, der virkelig søger at komme til klarhed over deres egen situation og med mellemrum gør en slags åndelig status. I USA er opstået noget, som man næsten kan kalde en bevægelse, som også breder sig til andre dele af verden. Den består i, at mennesker samles i grupper, som benævnes f.eks. "Encounter groups", "sensitivity training" og lignende navne, grupper, hvor formålet er, at de enkelte i gruppen bliver konfronteret med sig selv gennem de øvrige gruppemedlemmers, oftest ubesmykkede meninger og udtalelser om dem. Det er oftest mennesker, der er sunde nok, men som er utilfredse med deres situation og derfor søger en forklaring herpå, og som har fornemmelsen af, at årsagerne ligger i deres egen bevidsthed og de deraf affødte handlinger.

De allerfleste mennesker vil imidlertid næppe deltage i et sådant gruppearbejde, men vil have nok i den åbenbarelse af sandheden, den konfrontation med virkeligheden, der forekommer i dagliglivet, det Martinus kalder "livets egen tale". De færreste har lyst og mod til at forcere sandhedens erkendelse, men vil man arbejde med på sin egen udvikling, er der muligheder og lejlighed nok til at eksperimentere med sandheden. Endemålet er derfor ikke blot at tilegne sig en teoretisk viden om sandheden, men at leve sandheden, sådan at man gennem sin nuværende og sine fremtidige inkarnationer vil træne sig op til at "elske sin næste som sig selv" og dermed blive "ét med vejen, sandheden og livet".