Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det verdensbillede, som Martinus beskriver for os, indeholder principper, love og hovedlinjer for udviklingen, og på mange måder, især de åndelige, en detaljering, som gør det muligt for os at få overblik over livet og vor skæbne. Imidlertid er der mange områder, hvor Martinus selvsagt ikke kan og ikke skal give detaljer f.eks. på tekniske, lægelige, politiske og økonomiske områder. På sådanne felter forholder det sig sådan, som det populært er udtrykt, at "Gud giver os nødderne, men han knækker dem ikke for os". Vi skal selv finde detail-løsningerne. Sådan er det også med forvaltningen af jordens rigdomme, med de politiske styreformer og ledelsesprincipper inden for erhvervsvirksomheder.

Et af de største stridsspørgsmål mellem mennesker har været og er ejendomsretten til jordarealer eller landområder, og man må sige, at grænserne oprindeligt er trukket med blod. Det er den rent fysiske magt, der har været afgørende for, hvem der skulle blive ejer eller hersker over et bestemt stykke jord og de værdier, der fandtes på eller i jorden. Det er krigene, der har afgjort rettighederne, det er "magten, der blev retten". Denne "magt" eller "ret" gjaldt og gælder ikke blot selve jorden, men tillige de mennesker, der levede i det pågældende landområde, idet disse var ikke-besiddende og derfor i begyndelsen slaver, hovbønder og undertrykte, og senere var de arbejdere, der solgte deres arbejdskraft til vore tiders herremænd: fabriksejerne og butikskæderne. Nogle af de ikke-besiddende gik i magthavernes tjeneste, tidligere som slavefogeder, forvaltere og senere som overordnede funktionærer, som altså på de besiddendes vegne hersker over slaver, arbejdere og underordnet personale.

Den private ejendomsret modarbejdes som Martinus skriver i LIVETS BOG I, 4. kapitel af statsmagten, som dog kun til dels formår at dæmme op for de skader, som den private forvaltning påfører samfundet. Martinus skriver side 115: "Da "privatinteressen" i form af "pengemagten" eller "privatmagten" ejer værdierne i verden, bliver den bestemmende over alt arbejde og dermed over administrationen. Da privatmagten ikke kan være interesseret i "fællesinteressens" eller "fællesmagtens" udvikling og tilegnelse af magt, idet dette jo betyder dens egen undergang, bliver den kun stimulerende for sådanne formål, som kan forøge dens besiddelse og supplere den med endnu mere magt. Men for at opretholde sin magt og eksistens må den betjene sig af en hær af arbejdere. Da disse er levende væsener, bliver privatmagten nødsaget til i form af en mere eller mindre snævert udmålt arbejdsløn at give sine arbejdere føde og husly for at få udbytte af disse, akkurat på samme måde som landmanden må give sine husdyr føde og husly, hvis han vil gøre sig håb om ud af disse at få nogen gevinst. Når derfor en maskine bliver opfundet, har privatmagten stor fordel af at tilegne sig denne, idet den derved bliver i stand til at afskedige lige så mange arbejdere, som maskinen er bygget til at erstatte, og selv forøge sin "privatformue" med det beløb, der i form af arbejdsløn var de pågældende arbejderes eksistensbetingelse. Altså en omstændighed, der ikke just er flatterende for privatmagtens harmoni med loven for tilværelse eller det store bud, "Du skal elske din næste som dig selv", idet den i alt for høj grad minder om opfyldelsen af de realiteter, på hvilke "sandt hedenskab" eller den mørke verdensmoral er opbygget. At nævnte omstændighed ikke desto mindre er en kendsgerning, herom vidner den nu over hele verden voksende arbejdsløshed, som uundgåeligt måtte blive dens konsekvens. Da arbejdsløshed igen betyder subsistensløshed, vil nævnte konsekvens resultere i, at tusinder og atter tusinder af jordmennesker er berøvet enhver naturlig vej til gennem ærligt arbejde at tilegne sig deres daglige livsfornødenheder. Og de uundgåelige følger heraf må så igen blive: armod, tiggeri, plattenslageri, prostitution, forbrydelser, dovenskab, vagabondering, sløvsind og selvmord, hvilke realiteter tilsammen absolut kun er at identificere som udgørende en unatur, en fortærende sygdom eller et gabende sår i det jordmenneskelige samfundslegeme. Og dette sår breder sig nu med en så rivende vækst, at masserne verden over begynder at se deres eksistens truet og har i form af fagbevægelser, politiske organisationer og foreninger af mange forskellige arter begyndt at rejse sig til modværge. Og dette modværge vil ikke komme til at standse, før hele verdens samlede værdier er bragt ind under en for alle fem verdensdele, en for hele jordmenneskeheden fælles finanshovedkasse, der beskyttet af en verdensøvrighed og administration af en verdensregering kan blive en garanti for en naturlig eksistensbetingelse, sand lov og ret, humanitet og alkærlighed for ethvert levende væsen."

På menneskers ufuldkomne udviklingstrin fortsættes kampen om jorden og værdierne, og når de egentlige krige om landområder er standset, vil kampen blive overført til andre fronter: arbejdskampe med strejker, protester og demonstrationer for en rimelig og ligelig aflønning og menneskelige livsvilkår. Kampene føres efter visse regler: ligesom der er bestemte folkeretslige regler for, hvordan krige må føres, eller rettere ikke må føres, om behandling af fanger osv, således er der indført visse regler for, hvordan arbejdskampene skal føres med strejkers varsler, om voldgift m.v., her i Danmark oprindeligt det såkaldte "septemberforlig" fra 1899, der fastlagde de første regler om strejkers igangsættelse, lockouter m.v., og således blev en slags grundlov for arbejdsmarkedets konfliktsituationer.

Revolutionerne og oprørene gælder herskernes fald og demokratiets indførelse, og det er det samme mål, kampen gælder inden for arbejdsmarkedet og fagområderne. Det er ligestilling både med hensyn til løn, levevilkår og medbestemmelse i fælles anliggender det gælder. Men selv om demokratiet en dag er nået, er det jo på ingen måde den endelige eller fuldkomne løsning, det er kun et skridt på vejen. Denne styrelsesform er kun i sin første begyndelse, og mange lande har intet eller kun et halvt demokrati. Og det er kun i de færreste virksomheder, at man har taget drøftelser op om en anden ledelsesform, skønt der dog findes ganske enkelte virksomheder, hvor man gør eksperimenter i denne retning. De fleste steder gælder, som en tillidsmand på et skibsværft udtalte fornylig, enevældskongens ord: "Vi alene vide, hvad der tjener til folkets bedste".

I de senere år er der foruden kravet om medbestemmelsesret tillige fremkommet røster om forbedringer som fremmer medarbejdernes "trivsel", og det vil sige, at der foruden lønforhold, sikkerhedskrav, medbestemmelsesret også tages rent menneskelige forhold i betragtning. Det gælder altså ikke blot om, at mennesket skal "fungere", som man nu udtrykker det, men at det befinder sig godt, at "arbejdsklimaet" er godt. Den bedre trivsel vil ikke blot bestå i bedre belysningsforhold, airkonditionering, blomster eller ferieordninger, men derimod i at arbejdsgiveren (der også vil blive afløst af samfundet eller fællesskabet) formår at ansætte "ledere", der ikke alene må besidde en fremragende dygtighed inden for sit felt, men tillige kontaktevne, indføling og inspirationskraft, således at han ikke er "leder" i kraft af "stilling", men som følge af den viden, indsigt og menneskelige forståelse, og han er dermed ikke den "udnævnte" men den "fødte" leder.

Psykologien har holdt sig indtog på arbejdspladserne for længe siden, men ikke udelukkende for at forbedre "klimaet" eller "trivselen". Den af forretningsverdenen anvendte psykologiske lærdom har i begyndelsen navnlig været dikteret af snævre økonomiske interesser, og dermed misbrugt. Forfatteren Robert Jungk skriver i sin bog: "Fremtiden er allerede begyndt" et afsnit om "sjæleingeniører" og viser, at psykologien ikke indførtes af almindelige menneskelige hensyn, men af rene profithensyn, og formuleredes som: "giv arbejderen en følelse af at være et menneske, så holder han op med at gøre vrøvl", eller mere kynisk: "sæt deres selvfølelse i vejret i stedet for deres lønninger". Psykologien har derfor ringe vilkår i erhvervslivet, men gør sig mere positivt gældende i undervisning, børneforsorg og lægevidenskab.

Demokratiet eller medbestemmelsesretten har derfor svære vilkår, og man må være klar over, at dem, der besidder magten, ikke frivilligt giver den fra sig, og der er således langt igen, før man kan tale om et virkeligt demokrati. Og dog er demokratiet ikke noget endeligt mål, det er blot en ledelsesform i politiske og erhvervsmæssige forhold. Det virkelige og endelige mål er alkærligheden, og den som ikke har fantasi nok eller visioner, som sætter ham i stand til at forestille sig andre ledelsesformer, end dem der hersker i dag, er ilde stillet. Demokratiske ideer og forestillinger om menneskekærlighed kan ikke fortsat forblive skønne teorier. Man må forlade de fasttrampede stier og den konventionelle indstilling til arbejdsforhold. Det Martinus peger på i sine værker er en nyskabelse, der ikke blot drejer sig om beslutningsprocesser, men om en særlig holdning til arbejdet og til medarbejderne. Tidligere "overordnede" og "underordnede", tidligere "herrer" og "trælle" må sætte sig, ikke på hver side af et forhandlingsbord, men ved et rundt bord, hvor alle er lige parter og medplanlæggere af det arbejde, der ligger foran dem. Hvis man opretholder begreberne "leder" og " underordnet", vil der fortsat være krig - der vil fortsat være et "jerntæppe", eller måske en glasvæg, der skiller. Der vil være en eller flere grupper eller fraktioner, og der vil være stridende opfattelser, hvor der ikke er åbenhed i den fælles ledelse.

Tidligere var der i enhver "leder" spor af en slavefoged. Men fremtidens ledere vil være vidende, hjertevarme, forstående og frem for alt inspirerende medmennesker, der ser det som deres opgave at være til rådighed for deres medarbejdere, være deres tjeneres tjener. I gammel engelsk tradition, som også for en del benyttes i USA, underskriver offentlige myndighedspersoner sig "Your obedient servant", Deres lydige tjener. Det er dette tjenersind, som Bibelen taler om, og som ikke blot skulle være en formular, men omsættes til daglig virkelighed.

Og fremtidens ledere bliver derfor mennesker, der ved deres inspirationskraft og indsigt vil være rent fysiske "skytsengle" eller hjælpere for deres medmennesker og ikke dominerende diktatorer, som ved en kunstig eller primitiv holdning underminerer andres livsglæde og arbejdsglæde.

For de mennesker, som har haft den store fordel at lære Martinus tanker indenfor dette område at kende, må det være let at se demokratiseringens nødvendighed, men det er selvfølgelig ikke uden videre let at praktisere den demokratiske holdning i alle arbejdsforhold. Dog må det være muligt på denne baggrund at medvirke til at skabe rammer eller strukturer, hvor alle har mulighed for at øve sig i demokrati.

Det må forudses, at ligesom en vegetar senere kan undre sig over, at han nogen sinde har spist andre levende væseners muskler og organer, og en ikke-ryger, at han nogen sinde fyldte sine lunger med tobaksrøg, således vil fremtidens ledere undre sig over, at de nogen sinde har dikteret mennesker, hvad de skulle gøre og ikke gøre, i stedet for at forhandle med dem.

Der er opbrud alle vegne, Der sker afgørende ændringer i samfundsstrukturen og indenfor erhvervslivet, og der kræves smidighed og fleksibilitet for at tilpasse sig de nye mønstre. "Fællesinteressen" er i færd med at sejre over "privatinteressen". Demokratiet er i fremmarch, og på den anden side dette foreløbige mål, som demokratiseringen er, ligger det endelige mål, vi stiler imod - alkærligheden.