Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Lad os som indledning begynde med en god regel (det skaber altid en dejlig fast og solid grobund for andre inspirationer) ... Lad ikke ideologien og den tørre teori beherske dig. Idealet må være at ramme en mellemvej mellem ideologi og inspiration. Efter teori, kommer der jo altid praksis.

Tomhed er et ord, der dukker op i flere og fleres bevidsthed i dag. Hvad er tomhed? Ja, hvis vi nu prøver at anlægge det synspunkt, at det er en slags fædrenearv, der er baseret på årsags- og virkningsloven, så synes der at skimtes en mening med denne tomhed ... For det er jo ikke ligefrem næstekærlighed, vi har sået de sidste par årtusinder. Nej, det har været "den stærkes ret". Visse samfund har i mange århundreder været herre over situationer og tålte absolut ingen indvendinger ... I dag tror videnskaben at være herre. Kold og uforstyrrelig opstiller den de fakta, vi har at rette os efter. Hvad vi selv tænker, kommer ikke den ved. Hvis vi gør for meget vrøvl, henviser den os til "moralisterne". - Man kan godt forstå deres dilemma, men jeg synes absolut ikke, man kan følge deres argumenter.

Hvis man er fysiolog kan man fortælle en mængde interessante og vigtige ting om vor fysiske og kemiske indretning. Men hvad hjælper det egentlig på lang sigt? Den vigtigste ting - vor personlighed - kan fysiologerne ikke forklare. De kan ikke se, at de ikke kan finde selvet mellem kromosomer og gener, som jo bare er et produkt af jeget. Ja, jeget, centrum for hele tilværelsen, det selv, som vi så tydeligt føler som vor egentlige virkelighed, er der folk, der hårdnakket benægter at have!!! Men de kan i hvert fald ikke nægte tilstedeværelsen af en bevidsthed. Jeg mener: f.eks. en organismes virksomhed er da ikke tilfældig. Man kan simpelt hen ikke se bort fra begrebet formål, og kan da slutte, at en ting kendes på det, den bliver til, og f.eks. et dyrelegeme tjener til at opfylde dyrets behov. Hvis man hævder, at det er legemet, der skaber behovet, må man anføre en grund til, at legemet eksisterer!

Hvis vi nu antager rigtigheden i, at atomer, partikler, kul, brint og ilt har dannet millioner af forskellige levende væsener, kan det så forklares, hvorfra alle disse partikler har fået evnen til at arbejde sammen, at danne en kompliceret enhed. Disse omstændigheder tyder ikke blot på personlige talenter, de viser også den harmoni, der er mellem levende væsener og deres omgivelser. Selve de iboende egenskaber hos ilt, brint og kul har fremkaldt en beboelig verden. Alting hænger i den grad sammen, og hvis blot en enkelt lille faktor manglede, ville hele vores verden forandres. - Overalt ser vi harmonien mellem den organiske og uorganiske verden! Den synes at vise, at naturen har en hensigt. Men hvad den hensigt end måtte være, er det i hvert fald ikke meningen, at vi blot skal nyde af dens overflod. For hvad er nydelse? Ja, det må være at overvinde smerte, ligesom glæde er at besejre sorg.

Hvis vi bare kunne indse, at frihed, klarhed og harmoni kommer af udholdenhed, og dermed udvide vores sind, så vi bevidst kunne opleve, at en scene ikke er hele akten, og at akten kun er en del af evigheden, så er det, vi begynder at fatte storheden i det spil, vi alle er medspillere i.

Universet er så stort, at vi ikke fatter det, vort liv er så lille, at vi heller ikke fatter det!

Vores største illusion er den, der gør den fysiske verden så overvældende betydningsfuld. Sindets rige skjuler sig i tusmørket. Det er selvfølgelig naturligt og uundgåeligt, at de synlige ting spiller den dominerende rolle. Øjet tvinger os jo til at se, det kan slet ikke lade være, og hvis man ikke tænker dybere over tilværelsen, vil den ydre verden langt overstråle vores tankers blege skygger.

Mange ting i dag tyder på, at vi er nået til et vendepunkt eller et peripeteia som grækerne talte om, en omvæltning der rystede videnskaben i sin grundvold. Relativitetsteori og kvanteteori var kun forløbere for denne omvæltning. Den stadig hurtigere udvikling er netop nu ved at underbygge et metafysisk grundlag, hvor den før tog rum og tid for den pålydende værdi.

Men før at man kan undersøge tingene, må man gøre sig dem bevidst. Og det er, hvad der er ved at ske nu. Men al den eksperimenteren får alle de metafysiske "spøgelser" til at bryde frem i de evige uløste gåder. På grund af vores endnu så ufuldkomne tanker lokkes vi tit ind på begreber, der er sekundære, set i evighedens perspektiv - Tanker - de er ikke til at tage og føle på, så man skulle ikke tillægge dem en større betydning, målt efter nutidens målestok! Men alligevel griber de ind på alle områder. Alt bliver vurderet efter deres love. Så vi vil nok gøre klogt i at prøve at lære denne indretning at kende, dette uhåndgribelige noget, der endog gør sig til dommer over himmel og jord. Så tanker er altså ikke bare naragtige skygger, der skal behandles med resignation. På den anden side skal man heller ikke tillægge dem for stor betydning. Jeg mener: verden ligger for os, fast og urokkelig, og bryder sig ikke om, hvad vi egentlig tænker om den. Fortid, nutid og fremtid er begreber, vi har skabt, og bortset fra vor opfattelse af dem, har de ingen betydning. Alt skabt er faktisk uvirkeligt, da det er skabt af vores tanke. Hvordan den sande natur end måtte være (det er jo slet ikke muligt for os at overskue den endnu) må vi ikke glemme, at naturens grundlæggende faktor: bevidsthed ... spiller sin egen selvstændige rolle i kosmos.

Endnu har vi ikke indset, at livet er noget, man kan elske, og som aldrig kan svigte en, fordi man elsker det.

Vore tillokkende ejendele holder os fanget, og vi kommer i oprør og føler bekymring for deres skyld. Vi kan ikke gøre for det, for vi er ikke færdige "mennesker". De fleste tror endog, at sjælen er en blot og bar akademisk idé, et intellektuelt legetøj, som vi kan antage eller forkaste. Vores sprogs bygning er også for undermineret til, at nogen kan anbefale, at tanken skal søge tilflugt i den. Vi har særprægede evner til at give os hen i det tarvelige og sublime, i følelsens yderste forfinelse og den mest kvalmende vulgaritet, i en næsten grænseløs intelligens og en næsten bundløs tåbelighed. Nu er disse udtryk heldigvis ikke så meget en tilstand, som en samling ord. Men vi er stadig ikke i stand til at følge kærlighedens kosmiske og universelle regler.

Tiderne skifter, og menneskene med dem! Ensomheden, som tilfredsstillede fortidens østerlænding, der var træt af livet, passer næppe vesterlændingen i dag. Han kan ikke undgå at føle, at han må have del i den materielle foretagsomhed, der rører sig om ham. Hvis han er helt vågen, vil han kende den værdi og finde ud af, hvordan den kan forenes med det højere mål, som han søger. Han behøver ikke at tabe livets praktiske anliggender af syne, mens han søger sandheden. Han må helst heller ikke blive så praktisk eller intellektuel, at han stolt spankulerer som en stolt påfugl foran verdens beundrende blikke. Intellektuelt hovmod sætter en skranke op mellem ham og det højere liv, som altid, om end stille, kalder på ham.

ER den menneskelige lykkes målsætning ikke et engagement værd? Et engagement, der ikke vil magt, men kærlighed .... Det eneste engagement der gør alt andet til afmagt!

Nu vil mange læsere nikke og sige, det med kærligheden har vi hørt så mange gange før, kan der ikke gives nogle regler, så fuldkommenheden nås hurtigst muligt? -- Nogle grundlæggende regler har vi allerede fra Bibelen, og Livets Bog, resten må vi erfare os frem til. Og vi har jo alle vores egen private dør til det evige lys.

Det vi trænger allermest til i dag, er at "se op" på himlen og opnå en klar vision af det åndelige, MEN derefter må vi "se nedad" på denne jord og anvende den indsigt, vi har vundet. Daglig bør vi søge ånden, og med det vi har fundet, indblæse åndens visdom og kraft i vore verdslige anliggender.

Ydmyghed er en af de første nøgler, vi vil finde. Thi før det guddommelige kan begynde at undervise ham gennem hans åbenbaring (hans egen selvåbenbaring), må han først indtage en sådan holdning, at han kan modtage undervisning, dvs han må være ydmyg og åben. - Er vi ydmyge og åbne? Nej, vi bruger vores overflod til at lukke os inde i parcelhuse og sommerhuse, og det fører jo som bekendt til stærkere isolation og menneskeligt fordærv. Og tænker vi os den nuværende udvikling fortsat, tyder meget på, at vi vil komme i en situation med flere og flere sociale tabere og afvigere, der selv vælger eller tvinges til at falde uden for samfundets almindelige udvikling.

Vi må lære at være tæt sammen uden at kræve af hinanden, at vi skal være ens. Lad os hver for sig være en guddommelig "original", hvor vore personlige inspirationer kan komme for dagens lys (i øvrigt er inspirationer vel kun de fine slør, som dækker sandheden). Hvis vi også kunne beskæftige os mindre med stemmebåndets virksomhed og mere med den dybere bevidstheds arbejde, så kunne vi sige noget, der havde værdi. Tale er trods alt noget tillært - AT VÆRE - er menneskets oprindelige pligt.

Som konklusion af disse tanker kan så endelig fremføres: Vi må finde den gyldne middelvej i vor livsførelse - Balancepunktet mellem det ydre og det indre -.