Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kærlighed og tålmodighed kan kun udvikles gennem erkendelse og erfaringsdannelse, og når de er mangelvarer iblandt os, er det fordi vi jordmennesker endnu mangler en masse erfaringer som baggrund for erkendelsen af, hvem vi er, hvad vi er, hvor vi kommer fra, og hvad vi kan blive til. En del mennesker er dog i besiddelse af et erfaringsmateriale (det er mere eller mindre bevidst i deres sind), som bevirker, at de må erkende, at der er mere og mere, de ikke nænner at gøre, og at det gør dem ondt, når de ser, andre kan nænne det. De har medfølelse med dem, det går ud over, og kan måske i visse situationer i "retfærdig harme" rejse sig aggressivt mod uretfærdige magtudøvere, så de kriges, selv om de ikke egentlig er krigere. Bagefter mærker de muligvis i deres nervesystem og krop, at de ikke har kunnet tåle denne vredesudløsning hverken fysisk eller psykisk, og så glider de let ind i depression og synes, at hele verdenssituationen og de enkelte menneskers situation er ganske håbløs - lige med undtagelse af dem, der uden skrupler kæmper med alle midler for selv at få magt, rigdom og ære.

Mange af de læsere, som har haft tålmodighed til at læse min artikel til dette afsnit, har for længst gættet, hvor jeg vil hen. De har tænkt sådan noget lignende som "Tolstojs vision af "symbolismens lys", det er vel en forudanelse om Martinus symbolik". Det mener jeg absolut, det er; men det er nu ikke det eneste, jeg gerne vil frem til, jeg vil også gerne sige noget mere om kristendommen. Martinus sagde i sin fødselsdagstale, i forbindelse med sin kommende bog: "Kristendommen kan ikke frelse verden". Det er en udtalelse så lige på, at den sikkert vil chokere mange. Dog véd enhver, der blot kender lidt til Martinus, at han aldrig har haft noget større forbillede for sit eget liv end Jesus. Jesu væremåde står for Martinus som eksempel på guddommelig-menneskelig væremåde. "Kristus er den urokkelige model på menneskets overvindelse af mørket", skriver han i den lille bog "Ud af mørket" (Kosmos bog nr. 15), og han fortsætter: "Ligesom han udkæmpede sin kamp i Getsemane have og besejrede mørket, skal alle mennesker til slut lære at udkæmpe deres kamp med det samme mørke. Intet som helst levende væsen kan leve et andet væsens liv eller tage dets skæbne. Enhver har sit eget liv, som i et og alt er en frugt af dets egne begær. Det kan bygge sit liv op til at være lysende intellektualitet og kærlighed for andre, men selv denne tilstand er jo dets egen skæbne og ikke næstens. Skal næsten opleve den samme skæbne, må denne næste ligeledes selv bygge denne skæbne op." I Martinus kosmologi, i hans symboler og kosmiske analyser kan vi finde udregningerne til de "facitter", vi møder i Jesu bjergprædiken og hans andre udtalelser, "facitter", som Tolstoj klart så var anderledes end den dogmatiske kristendom, derfor kunne han påstå, at sidstnævnte ikke var "sand", ikke mindst fordi den understøttede magtens lov og ikke kærlighedens.

Tolstoj fattede, at "lidelsen ved et ufornuftigt levned får menneskene til at indse nødvendigheden af et fornuftigt levned" og også at "den hele menneskeheds og individernes lidelse ikke er forgæves". Han følte, at det var sådan, men han vidste ikke hvorfor, selv om han anede, at det var på grund af "kærlighedens lov". Men hvad er "kærlighedens lov"? Det er den lov, der gælder i "menneskeriget", ligesom "magtens lov" gælder i "dyreriget", og vi er overgangsvæsener mellem de to riger. Det overblik, Martinus giver os over hele udviklingen fra mineral til menneske (noget, vi endnu ikke er), og det overblik over livslovene og -principperne i verdensaltet, man får ved at studere hans værk, er så omfattende og overvældende, at man i begyndelsen, fordi man er hungrende, kan være tilbøjelig til at "forspise sig". Den, der endnu ikke er moden for analyserne, nøjes med denne midlertidige "forspisning" og søger andre veje, og det er, som det skal være. Men nogle genoptager efter den første "rus" et langsomt og grundigt studium af analyserne og opdager en forbindelse mellem Martinus verdensbillede og det, der rører sig i deres eget sind, de lærer ikke analyser udenad, men finder ved hjælp af analyserne ledetråden i deres eget liv. Det kræver tålmodighed - med andre og med dem selv. De begynder at se forbindelsen mellem Kristi liv og deres eget liv "i symbolismens lys" og forstår, at f. eks. "Jesu fristelse i ørkenen" var noget, der foregik i Jesu bevidsthed og ikke uden for ham, og også, at det er noget, der foregår stadig væk i deres eget sind. "Djævlebevidsthed" er det moderne menneskes bevidsthed både i hverdagslivet og på det internationale plan, hvor det søger magt, ære, herlighed og rigdom. "Nå, det er altså kapitalisten, der er "djævlemennesket" vil nogle sige og nikke forstående. Det kan det være, hvis han lever højt på andres nød og elendighed. Men det kan også være en ikke-kapitalist. Hvis sidstnævnte ønsker voldelig revolution for at få magten i stedet, repræsenterer han en anden variation af "djævlebevidsthed". Den mand eller kvinde, der er tyran i sit hjem eller på sin arbejdsplads, den der sladrer om andre, den, der lyver, den, der lader sit dårlige humør gå ud over andre, og den, der ikke kan tilgive andre, at de gør det ovenstående og meget mere, repræsenterer variationer af "djævlebevidsthed" eller "antikrist". Men begynder man at fatte loven for reinkarnation og karma både i forbindelse med ens eget liv og menneskehedens liv, forstår man, at der er håb for os alle, men også at hver enkelt må gøre en indsats for at være med til at skabe den verden, vi længes efter. Ikke ved at ville lave de andre om, for det kan vi ikke, men ved at arbejde med os selv i forhold til de andre, ved at forsøge at gå fredens og ikke-voldens vej overalt, hvor svært det end er. Tålmodighed er, hvad mange ikke véd, en aktiv livsfaktor. Nogle tror, at man er ligeglad eller passiv eller endog negativ, hvis man viser stor tålmodighed, men hvis det virkelig er tålmodighed, er den hverken passiv, ligeglad eller negativ, den er udtryk for, at man tøver for at forstå, hvad der er "Guds vilje" og så følge den. Hver eneste af os gennemgår en indvielse, som ikke mere foregår i mørke underjordiske pyramidegange, det hører fortiden til. Nu er det i hverdagslivets begivenheder, vi gennemgår indvielsen, og mørket er i vort eget sind. Men dér er Gud og "Guds vilje" også, i vor indvielse er der også et "Getsemane". Verdensaltets kraft, der er vort ophav, vor "fader", brænder i vort indre og vibrerer i vore nerver, i vort eget sind, kan vi komme i kontakt med denne almagt igennem det, vi kalder bøn. Det behøver ikke at være i en kirke eller et tempel, vi beder, det kan være hvorsomhelst og nårsomhelst. Aspiranterne i de gamle former for indvielse kunne kun klare vanskelighederne i kraft af deres inderlige guddomsforhold. Det gælder også i den "hverdagens pyramideindvielse", vi nu gennemgår inkarnation efter inkarnation. Vi vil komme ud af vor bevidstheds mørke, vi vil overvinde vor egen "djævlebevidstheds" fristelser, og vort sind vil engang blive det "kongens kammer", hvor kærlighedens lov er den eneste herskende. Det bliver ikke en "frelse" for os selv alene, vi vil kun kunne opnå denne tilstand i kærligt og tålmodigt samarbejde med vor næste, som også vil nå den. Og det vil ske - som Tolstoj skrev: "ikke blot i Rusland, men i hele kristenheden", og her må vi tilføje, at det er det samme som "hele menneskeheden", thi "djævlebevidsthedens" undergang og dermed fjernelsen af "Magtens lov" fra denne klode kan kun afløses af ét: Kristusbevidsthed eller kosmisk bevidsthed.